Det graa hus. Bang Herman

Kar, som en Strøkone, der gaar i Gang med Værket.

      Vandet i Hanerne gurglede med en Lyd som en træt Rallen.

      Henne paa Rørstolen, ved Bornholmeren, sad Jomfru Arkadia og smilede glad til sine egne hvide og lovende Smalben.

      Vognen kørte bort – ud mod Kongens Nytorv, frem gennem Byen. Fortovene var allerede fyldte af Mennesker, der, i Sølet, som smudskede alle Fødder, gik, mellem hinanden, i Morgenkulden.

      Excellencen kendte ingen. Han hilste, med samme Nik, alle der kendte ham.

      Undertiden, naar Moderen kørte med ham gennem Byen, spurgte hun, naar nogen hilste:

      – Hvem var det, Grandpapa?

      – Kender dem ikke, svarede han.

      Men det kunde ogsaa hænde, at Hans Excellence pludselig genkendte et Ansigt og sagde, at det var den og den.

      – Nej, sagde Moderen og lo: det maa da være Sønnen.

      – Hm. Naa ja, nu er det vel Sønnerne, der løber rundt.

      Og han sad igen og saá ud over Gadernes Menneskeansigter, med de blyfarvede Hænder foldede i sit Skød.

      … Vognen rullede ned ad Raadhusstræde op foran Det Braheske Palæ. Portneren, en gammel Hvidskæg, iført rødstribet Vest og blaa Bukser, slog Porten op og aabnede Vogndøren, før Førstetjeneren kom til, der blev helt forskrækket, da han saá Excellencen, og løb igen op ad Trappen, foran, alt, hvad de rystende Ben kunde bære ham, op paa første Sal – saa Portneren maatte hjælpe Excellencen ud:

      – Ja, sagde Portneren, det er vist kun daarligt, Deres Excellence… Det er nok blevet værre inat.

      – Det er nok daarligt, Deres Excellence.

      Hans Excellence, der kun hørte Ordet daarligt og troede, Hvidskæggen talte om sine Gigtknuder, sagde: – Saa smør sig med det, jeg har givet ham; og han gik ind ad Glasdøren.

      Tjeneren var løbet ind gennem to Stuer, ind i Dagligstuen, hvor to unge Baronesser sad ved Midterbordet:

      – Det er Konferensraaden, sagde han ganske forpustet og kaldte, i sin Befippelse, Excellencen ved den gamle Titel, han havde baaret i saa mange Aar.

      De to Baronesser blev ligesaa forskrækkede som han og de raabte begge to:

      – Mo’er, Mo’er, det er Onkel Hvide.

      Lehnsbaronessen, der var i Slobrok, kom frem i Døren til “den lille Spisestue”.

      – Gud, sagde hun: og vi, som ikke har kaldt ham – hun slog de fyldige Hænder sammen – :

      – Jeg sagde det jo nok.

      – Nu kan vi jo ikke sige det, nu vi har kaldet Professoren.

      De hørte allerede Hans Excellences stampende Trin i den forreste Stue:

      – Lad mig, sagde Moderen og gik, foran de to Døtre, ud for at tage imod ham:

      – Men, kære Onkel Hvide – og Baronesserne slog Armene om ham – er det Dig. Kom dog, jeg sidder lige ved den første Frokost.

      – Tak, sagde Hans Excellence: jeg skal intet ha’e. Han kyssede begge Døtrene – Hans Excellence kyssede alle yngre Kvinder paa sin Vej med en egen tom Graadighed – :

      – Jeg spiser ikke paa denne Tid af Dagen.

      – Men Du kan da sidde hos mig, sagde hun og førte ham ind i Spisestuen, hvor ogsaa Døtrene tog Plads foran to tomme Tallerkener. De talte hurtigt, snart den ene og snart den anden, om Vind og Vejr, mens ingen vidste, hvad de selv sagde, eller om Excellencen hørte efter.

      – Tak for Indbydelsen, sagde han pludselig, midt under Snakken.

      – Ja, vi tænkte, Du dog maaske vilde komme. Det var et Par af de Gamle, vi gerne vilde se, raabte Baronessen, der stadig spiste.

      – De Gamle er døde, sagde Hans Excellence, og, paa en Gang, spurgte han:

      – Hvor er Emmely?

      Fruen, der hele Tiden havde ventet Spørgsmaalet om Emmely – for den syge Datter var Excellencens Yndling i Familien – og i sin Forvirring bare havde spist videre, sagde:

      – Ja, Emmely…

      – Er ude at ride, faldt en af Døtrene ind.

      – Med Preben, sagde den anden.

      – Jeg har sagt, hun maa ikke ride, sagde Hans Excellence.

      – Og slet ikke med Preben.

      Fruen, der blev endnu mere forvirret, sagde:

      – Ja, det har Du, og pludselig gav hun sig til at tale om Hoffet og Arveprinsessen, som hun sagde, hun havde besøgt igaar:

      – Hun holder sig tappert, Onkel Hvide.

      – Hm, sagde Hans Excellence: man behøver ikke at nedstamme fra tretten Konger for at blive gift med en Skørtejæger og holde Husholdningsbog for sin Portner.

      Fruen greb Emnet om Prins Ferdinand og sagde:

      – Ja, men den Kærlighed blev nu alligevel Livsindholdet for hende.

      Der gik en Trækning over Excellencens Ansigt:

      – Livsindhold – og han lo – ja, det er Livsindhold at slæbe en Møllesten paa sin Ryg.

      Baronessen blev purpurrød i sit runde Ansigt – hun havde tænkt paa Hans Excellences eget Ægteskab, endnu før hun havde fuldført sine egne Ord – og ingen fandt noget at sige, da der pludselig lød en Støj, i Gangen bag Spisestuen, af Døre, som sloges op og i, mens man hørte Kammerjomfruen, der raabte.

      Fruen rejste sig halvt – fra rød blev hun bleg – og satte sig, i et Sæt, igen.

      – Ida, se hvad det er.

      Og den ældste Datter løb.

      – Hvorfor løb hun? sagde Hans Excellence, der lod, som om han intet havde hørt.

      – Hun gik efter Theen, sagde Baronessen og saá i det samme Thepotten, som stod midt foran hende, paa Fyrfadet.

      De blev ved at løbe, der ude, frem og tilbage – Skridt frem og Skridt tilbage.

      – Hvad er det dog? hviskede Baronessen, der stod op, med Thepotten, som pludselig begyndte at ryste i hendes Haand.

      – Nej, bliv, hviskede hun til den anden Datter, der vilde rejse sig.

      – Hvad er det for Kød, spurgte Hans Excellence og stak med en Gaffel, han havde taget fra Fruens Tallerken, over mod et Fad, fyldt med rødt Oksekød.

      – Det er Oksekød, Onkel Hvide, sagde Datteren.

      Hans Excellence, der led af en besynderlig og bestandig Hunger og derfor, paa alle Tider, ligesom kastede sig over al Slags Mad, som han ikke mere kunde fordøje, havde allerede slugt et Stykke og tog et til, med samme Hast – da Døren blev revet op og Baronesse Ida løb ind og raabte:

      – Mo’er, stakaandet, uden at tænke, ikke paa Hans Excellence og ikke paa noget:

      – Mo’er.

      – Hvad er der?

      Fruen var staaet op og var ikke kommen et Par Skridt, før Baron Preben, Emmelys Forlovede, kom ind, helt hvid i sit Ansigt, hvid helt ind under Skægget, og lod Dørene staa aabne, idet han raabte:

      – Kom, kom, Emmely…

      Og holdt inde ved Synet af Hans Excellence.

      – Du undskylder, Onkel Hvide, sagde Fruen, mens Sveden var sprungen frem paa hendes Pande; og hun gik med Ida, medens Døren sloges til.

      Maaske et Minut var der stille, efter at Hans Excellence havde rejst sig.

      I et Nu havde han forstaaet det alt: at Emmely var syg, var farligt syg; at en anden var kaldet, en anden kaldet til Emmely; at Indbydelsen var bragt, som de vidste, han vilde besvare med et Nej, en Middagsindbydelse, for at han intet skulde gætte…

      Hans Excellence stod endnu, mens Stolen,