Det graa hus. Bang Herman

Hun tog dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i hendes Haandflade.

      Hans Excellence løftede Hovedet.

      – Og hvor er hun selv? sagde han.

      – Ja, man er jo hos Søstrene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i Jorden for hver Sætning.

      – Bliver det stadig ved hos Søstrene? spurgte Excellencen, der nogle Gange havde opsøgt Villadsen hos “Søstrene”, hvor hun evindelig sad i en Krog, som var hun smidt derhen, foran en Vugge.

      Jomfruen begyndte saa smaat at snøfte igen:

      – Ja, Deres Excellence, sagde hun, og hendes Snøften blev igen til Graad: det bliver ved.

      – Men det er vel Himlens Velsignelse.

      Excellencen saá en sidste Gang paa den Forkrøbling, ud af hvis Kød han havde skaaret et Menneskebarn:

      – Og Menneskenes Vilje, sagde han.

      Hans Stemme var pludselig bleven forandret og med ét rakte han Haanden frem og tog Jomfru Villadsens klamme Fingre – Hans Excellence rakte kun sjældent Haanden – :

      – Naa, Farvel, lille Villadsen, sagde han.

      – Og Tak, Deres Excellence, sagde hun og vilde kysse hans Haand. Men han rev Haanden til sig, mens han pludselig blev bleg:

      – Farvel.

      Jomfru Villadsen var ude og nede ad Trappen, i Porten, hvor den enbenede Portner ventede med Krigsmedaillen paa sit Bryst. Han aabnede Porten, mens han saadan tre Kvart spærrede med Træbenet, Erindringen om hans Opofrelse for Fædrelandet:

      – Og Tak, sagde Villadsen, mens hun lod en lille Skillemønt forsvinde i Haanden, som Fædrelandsforsvareren ikke havde mistet.

      – Godmorgen, sagde Portneren og rettede Træbenet.

      Porten faldt i.

      Hans Excellence havde ringet paa Georg.

      – Vognen, sagde han.

      – Ja, Deres Excellence. Faderen kom ind:

      – Kører Du ud? spurgte han. Men Excellencen hørte det vistnok ikke; thi pludselig sagde han, endnu siddende i sin Stol:

      – Hvad er det, jeg har sagt: der burde her i Verden være flere af de Bestier, som aad deres egne Unger.

      Faderen lo og sagde:

      – Excellencens Sententser er forbryderiske.

      – Maaske, Go’e – og Excellencen rejste sig – Sandheden er altid forbryderisk, fordi den er Sandheden…

      Georg bragte Excellencens Frakke, men Excellencen blev ved at tale – han sagde altid saa meget, mens han skiftede Klæder, og ingen vidste ud fra hvilken Tankegang-:

      – Men læg Mærke til, at den menneskelige Retfærdighed er enøjet. Havde den to Øjne at se med, fik vi ikke Tugthuse nok.

      Han fandt ind i Frakkeærmet:

      – Eller vi fik slet ingen.

      – Men Ulykken er og Ulykken bliver – og han talte sig hidsigere – at Menneskene, de er kun nogle forfængelige Narre, som vil lade, som holdtes der Tugt blandt de Dyr, de er. Men der er ingen Tugt og der er ingen Orden paa deres Parringspladser… Byg enten flere Tugthuse eller riv dem ned, der findes, det var der endelig Mening i.

      Han holdt pludselig inde:

      – Sover Hendes Naade? sagde han.

      – Hendes Naade er vaagen, Deres Excellence.

      – Godt.

      Hans Excellence vendte sig og aabnede Døren. Han gik nænsomt gennem de tre Stuer, ind i Hendes Naades Sovekammer, hvor der var mørkt, saa, i Skumringen, alene Sengen ragede frem med sin Fløjelsbaldakin paa de fire Søjler.

      – Hvem er det? raabte Hendes Naade.

      – Mig, sagde Excellencen, og han stod med bøjet Hoved, i en saa besynderlig Stilling – øm eller frygtagtig – foran Hendes Naades Seng.

      – Hvordan har Du sovet? spurgte han.

      – Du har rumsteret længe, svarede Hendes Naade, uden at flytte sit Blik fra Baldakinen.

      – Som jeg plejer, sagde han og kyssede Haanden, som hendes Naade havde faaet frem af mange Tæpper.

      – Og nu kør’ jeg, sagde han. Hendes Naade drejede sig pludselig, saa han saá hendes graa Øjne gennem Mørket:

      – Hvorfor kør’ Du og samler Dig Gigt i alle de Porte?

      Hans Excellence stod stadig i samme Stilling, mens Hendes Naade tøvede et Nu, før hun sagde:

      – Der er dog ingen, der venter paa Dig.

      Han hørte det maaske ikke. Han bøjede pludselig hastigt sit Hoved – Bevægelsen var næsten sky – saa langt frem, at hans Læber rørte Hendes Naades Pande:

      – Farvel.

      – Farvel, sagde Hendes Naade, der ikke havde rørt sig.

      Og, mens Excellencen gik, blev hun liggende ubevægelig med lukkede Øjne, midt i den mægtige Seng, hvor, i Mørket, kun Ringene glimtede paa hendes Fingre.

      Faderen aabnede Døren til Gangen for Hans Excellence.

      Faderens Blik faldt paa de ankomne Breve, der laa paa Konsollen og med en pludselig Bevægelse skød han dem hurtigt endnu længere ind paa Konsollen.

      Excellencen havde set det.

      – Er der Post? sagde han og virrede, et Nu, med sit Hoved.

      Hans Excellence læste aldrig Posten, før han kom hjem.

      – Bliv inde, sagde han og slog Døren i for Sønnen. Georg fulgte ham, med Vogntæppet over sin Arm.

      – Hvorfra var der Breve? sagde Excellencen pludselig og vendte sig paa Trappen.

      – Jeg véd ikke, Deres Excellence.

      – Han véd ingenting.

      I Porten holdt Vognen, paa hvis Buk Kudsken Johan fyldte tæt.

      – Hvordan gaar det med Hestene? spurgte Excellencen, som en Mand, der siger noget for at vifte en anden Tanke bort.

      – Det er snavs, svarte Johan tørt.

      Med Excellencens Heste gik det altid “snavs”. Excellencens Kudske skar dem tidt i Haserne, saa de haltede for Vognen, hvorpaa de overbeviste Hans Excellence om deres Ubrugelighed og solgte dem mod en rimelig Avance for at indkøbe nye, ligeledes mod en Godtgørelse.

      – Men hvad fejler den? spurgte Excellencen fra Vogntrinet.

      – Den gør’et ikke længe, var alt hvad der blev svart af Johan, som overfor Excellencen ikke indlod sig nærmere paa de Firfødedes Helsen.

      Hans Excellence var allerede kommen i Vognen, da en glatraget Mandsperson trængte sig frem i Porten, hen til Vogndøren, som Georg vilde lukke:

      – Han skulde gerne tale med Hans Excellence. Excellencen vilde smække Vogndøren i, men Personen satte tilfældigt Albuen imellem:

      – Det var bare et Ord til Hans Excellence.

      – Hvad?

      Og Excellencen slap Vogndøren.

      – Excellencen véd jo nok, at jeg har haft den Forretning med Deres Hr. Excellences Søn.

      – Ja, ja.

      – Og nu var det… Excellencen véd, at Deres Hr. Søn…

      Personen havde en saare høflig Stemme – der var noget eget Glat over ham, der mindede om en for hundrede Gang afstrøget Silkehat – men han holdt stadig Albuen imellem.

      – Hvad vil han? raabte Excellencen og han smed et Par Pengestykker hen til Manden, der slap Døren.

      – Kør, raabte han.

      Og Vognen kørte, forbi den Enbenede, der ikke havde taget