Minna. Gjellerup Karl

jeg har det fra Tante Sophie, hende, husker De maaske, jeg talte om, der ikke var saa rigtig heldig .... En Slags Kærresteri har der i alt Fald været imellem dem. Alverden troede, at de skulde giftes; men han reiste bort, og siden har han ikke ladet høre fra sig. Forresten undrer det mig slet ikke, for han havde været i Paris og lært at male, og Paris, det er jo det rene Sodoma. Ikke fordi Dresden heller er saadan helt – — ja, det har De Vel nok lagt Mærke til. Men Paris, Vor-Herre bevare os! det er jo forskrækkeligt – Alt hvad man læser derfra, og en Tydsker kan nu neppe være der, saadan som de hader os. Forresten maa de da forskrive vores Øl, de kan ikke engang brygge det efter, hvor gjerne de saa vilde! Nu har Franskmændene igjen lukket en stor Fabrik tæt ved Grændsen, fordi den tilhørte en Tydsker. Det kan jo aldrig gaa! De skal se, det vil ikke vare mange Aar, før vi maa dertil igjen. Pas De bare paa, – læste De, hvad Bismarck havde sagt forleden? – — —

      Og han begyndte at fortabe sig i Udenrigspolitiken.

      Det interesserede mig, oprigtig talt, i dette Øieblik langt mere, hvad der var passeret den smukke lille Dresdnerinde med den danske Maler, end om jeg kunde have faaet den mest authentiske Underretning om, paa hvilken Dag og Time Tydskerne vilde rykke ind i Paris. Jeg spurgte ham forgjæves, om han ikke kunde huske Malerens Navn.

      Paa Tilbageveien forholdt jeg mig temmelig tavs. Den Opdagelse, som jeg havde gjort, satte mig i en eiendommelig Uro. Paa den ene Side var det mig behageligt at have faaet lidt Tilfredsstillelse for min Nysgjerrighed og at være kommen ind paa et Spor, hvor jeg anede, at der fandtes et, – men paa den anden Side syntes jeg ikke rigtig om den Historie, skjøndt den ganske vist ikke vedkom mig, – ikke det mindste – men alligevel. .... Jeg huskede nu paa det underlige lille Træk med den danske Lommebog, der syntes at være hendes Yndlingslekture og at ledsage hende baade paa Reiser og paa Spadsereture; jeg anede, at det var en Postillon d'amour, der kjørte denne lille sproglige Omnibus, hvori de ædleste og de simpleste Ord age Side om Side. Men hang hun blot trofast ved en kjær Erindring, naar hun lærte Gloser af det Sprog, som var hans Modersmaal, – eller forberedte hun sig bestandig, i det Haab, at det ogsaa skulde blive hendes ved Adoption? Maaske vidste hun det ikke selv.

      Jeg kom til at tænke paa den lille Sct. Hansorm, der sad saa trolig, Aften efter Aften, paa den samme Plet og lyste ud i Natten efter en Fælle.

      Da jeg nærmede mig Trappen, glødede den mig ganske rigtig imøde fra Hjørnet af Stentrinnet. —

      V

      For den, der elsker den tydske Musik – og hvem elsker ikke den! – eie disse skyggefulde og vandrige »Grunde« en Stemningsrigdom, der kun kan udtrykkes musikalsk. Schumanns Mandskor synes at strømme En imøde ud fra Granernes Søilestammer, »naar det aftnes tyst« i Bjergskoven, den klare forelrige Møllebæk risler en Schubertsk Melodi, og Webers Valdhorn gjenlyde i den viltre Klippe-Labyrinth fra dens »Ulvesvælg« op til dens »Høge-Tinder«, der synes En at være lutter ideale Coulisser til Jægerbruden. Men Wagner kræver Rhinegnenes større Sceneri.

      Ikke destomindre standsede jeg en Dag udenfor en lille Klippeniche, hvori der var anbragt en primitiv Bænk af et Par tynde Stolper og et haandsbredt Bræt, og paa hvis ru Stenvæg der var malet den imponerende Indskrift »Wotans Ruhe«.

      Om det nu var en altfor naiv Wagnerianer eller en ondskabsfuld Antiwagnerianer, fra hvem denne Indskrift hidrørte?

      Dette Spørgsmaal henvendte jeg til Ingen anden end – Frøken Jagemann.

      Hun sad ikke paa Bænken, paa hvilken overhovedet intet Menneske kunde sidde, men maaske nok en Gud, der vel er af et ie Stof. Den unge Pige havde foretrukket et solidere Sæde: – en stor Klippeblok, der paa den anden Side af Stien skjød sig langt frem over den kraftige, sprudlende Bæk.

      Der var en smal Kløft mellem den og Stien, saa at den dannede ligesom en lille Ø, og da der desuden groede et Krat foran, kunde jeg let være gaaet forbi, uden at bemærke hende, saa meget mer, som jeg under Betragtningen af »Wotans Ruhe« havde vendt Ryggen til hende.

      Men hun røbede sig selv – om med eller mod sin Villie? – ved at blande sin friske ungdommelige Latter i den, som jeg uvilkaarlig brød ud i.

      – Ligemeget, svarede hun, – i begge Tilfælde fortjener han at blive leet ud!

      Hun sad opreist i Græsset, støttende sig paa den ene Arm; den anden laa i Skjødet, og Haanden holdt en Buket af de smukke Blomster, der i saa mangeartet Rigdom findes i disse Grunde.

      Ærmerne paa den lyserøde Morgenkjole havde hun smøget op over Albuerne, enten for Bekvemheds eller for Kjøligheds Skyld, Armen i Skjødet saae blændende hvid ud, medens den anden imod det saftig grønne Græs viste en brunlig rød Yderside med en Linie af fine, krummede Dunhaar, der lyste i den streifende Solstraale; med sine runde, bløde Former gjorde den det barnlige Indtryk, der virker saa underlig rørende hos en voxen Kvinde.

      De to Smaapiger sad ved Siden af hende og bandt Ønskekjeder af Straa; Saften af de Blaabær, som de paa Veien havde slugt, var tværet ud over det Halve af Ansigtet paa dem. Ogsaa den unge Piges Læber blaanede, og idet hun lo, lyste hendes Tænder ikke som ellers.

      – De er forresten noget uforsigtig af Dem, Frøken! svarede jeg; De kan jo ikke vide, om jeg ikke er Anti-Wagnerianer? ....

      – I saa Fald vilde De vel ikke tage Dem det saa nær, at blive leet ud af en ung Pige. Men De er jo ogsaa fra Danmark, og dèr kender man nok ikke synderlig til Wagner, – det har jeg da hørt sige.

      Det muntre Udtryk forsvandt fra hendes Ansigt ved disse Ord, og jeg troede at kunne gjette, hvad det var for en Tanke, som bag ved dem sneg sig gjennem hendes Sjæl og kastede sin Skygge over hendes Træk.

      Denne hemmelige Tanke, som hun naturligvis mindst af alt havde mig mistænkt for at vide Besked med, vakte hos mig en pludselig Misstemning, og jeg tav lige som hun.

      Med eet lagde jeg Mærke til, at hun saae paa mig med et forbavset Blik, der ganske tydelig sagde: »Hvorfor gaar nu ogsaa han i Staa, og hvorfor ser han saa gnaven og ubehagelig ud?« og i det samme fornam jeg, at der ved mine Læber var noget fortrukkent i Retning af et ærgerligt og lidt spottende Smil. Det var først derved, at jeg blev opmærksom paa min egen Stemning, som overraskede mig, især da jeg snart var paa det Rene med, at den ikke kunde bero paa andet end Skinsyge; og det var da saa taabeligt som Noget, at blive skinsyg i Anledning af en ung Pige, som jeg neppe havde talt med, og sandsynligvis aldrig vilde faa Leilighed til at lære at kjende.

      Medens jeg anstillede denne Betragtning, var jeg allerede begyndt at lade Munden løbe.

      Jeg sagde, at jeg havde været længe nok i Dresden til at lære Wagners senere Værker at kjende, og at de havde særlig Interesse for en Dansk, da han i Niebelungen-Ringen havde behandlet et Stof fra vore egne Oldkvad.

      Og da jeg saaledes var naaet til den danske Litteratur, skyndte jeg mig at spørge hende, om hun var kommen saa vidt i Sproget, at hun havde læst Noget af vore Digterværker.

      – Ja, jeg har læst Aladdin af Oehlenschläger, svarede hun; den stavede jeg mig igjennem, da jeg kun kunde nogle faa Gloser og lidt Grammatik.

      – Saa kan De vel ikke have haft megen Nydelse af den?

      – Jo, jeg havde saamænd; jeg læste den ogsaa flere Gange; især enkelte Steder, som jeg fandt ganske deilige. Men tilsidst ærgrede det mig rigtignok, at man dog ikke kunde bryde sig videre om denne Driver med alt hans Slumpeheld.

      Jeg kom med nogle Bemærkninger om Aladdin- og Faust-Typen og om den danske og tydske Nationalcharakter, – dels Noget, som jeg for lang Tid siden havde læst i et eller andet Tidsskrift, – dels ogsaa, hvad der faldt mig ind i Øieblikket, hvilket sidste sagtens ikke havde megen Værdi.

      – Det er ellers ikke meget smigrende for Deres Landsmænd, det De dèr siger, bemærkede hun.

      Jeg saa forundret paa hende; dette var slet ikke faldet mig ind.

      – Ja, veed De hvad, begyndte jeg, – oprigtig talt, synes De egentlig, at Faust er saa tiltalende? – jeg mener, naar man ser lidt nøgtern paa hans Handlinger. At forskrive sig til Fanden, forlokke en ung, uerfaren Pige, og dræbe hendes Broder i en høist tvivlsom Duel – —

      – Det