Minna. Gjellerup Karl

gjorde derfor Mine til at befri dem for min Nærværelse, men den unge Pige tilkastede mig i det samme et skjælmsk Blik – hvor skjælmsk, vidste hun vel neppe selv – der tydelig nok sagde, at mit Selskab var hende behageligt, skjøndt just ikke paa en for mig synderlig smigrende Maade: hun længtes ikke efter at berette »videre om Peter«. Jeg besvarede altsaa hendes forklarende Smil med et forstaaende, satte mig fastere tilrette og udholdt med stoisk Ro et langt Vredesblik fra den skuffede Lille. Det var mig meget behagelig, paa saa billig en Maade at kunne gjøre min smukke Naboerske en lille Tjeneste.

      Hun var nemlig smuk, ja paa sin eiendommelige Vis endogsaa en lille Skjønhed, det havde jeg ved denne Leilighed tilstrækkelig opdaget. Hendes Ansigt hørte til den firkantede Type; det var meget regelmæssigt, og da hun var brunet, havde det, overfladisk seet, noget sydlandsk ved sig. Men Næsen var ægte tydsk: kort, lige og saare beskeden. Ved Læberne var der det Særlige, at Modellering og Farve faldt fuldkommen sammen og vare lige væsentlige, medens man ellers saa ofte ser, at Læberne enten kun ere modellerede eller kun malede, eller ogsaa at Farven træder ud over Formen eller ikke slaar til, saa at de snarere forvirre end understøtte hinanden. Hvis man kunde tvivle om, at der var tilstrækkelig Ben i Næsen, saa modsagde dette Læbepar bestemt al Sigtelse for Karakterløshed. Hagen og Kindrundingen var noget af det Fineste, som jeg har seet. —

      Hun syntes at være af Middelhøide og snarere lidt mager end fyldig. Hendes Paaklædning var ikke synderlig moderne, hvilket jeg godt kunde lide; men hvad der især tiltalte mig, var hendes Hovedbedækning. Det Aar var nemlig nogle skrækkelig høie og spidse Hatte paa Moden, besatte med kunstige Blomster, og jeg havde netop inde i Salonen haft Leilighed til at forbavses over den Grad af Smagløshed, som de kunde udvikle sig til. Men hun bar en lille baret-agtig Straahat med blaat Fløil paa Skyggen og et sølvgraat Slør.

      At gaa med et smukt Slør paa en Tid, da det ikke netop er Mode, viser altid en Dames gode Smag – og en Smule elskværdig Behagelyst. Jeg kan heller ikke tænke mig hos den Tilbedte nogensinde at savne Sløret, denne Livsseiladsens Festvimpel, der fra det Fjerne og i Trængsel viser, hvor man skal styre hen, som altid faar vort Hjerte til at banke, undertiden skuffer os .... Saa, nu taler jeg allerede om Forelskelse, hvad jeg dog den Gang slet ikke tænkte paa. Skjøndt – naar tænker man ikke paa det? Kvindeverdenen deler sig dog for os i to Dele: – dem, som det er mer eller mindre muligt for En at forelske sig i, – og alle de Andre, blandt hvilke man egentlig føler sig som i Mandfolkeselskab. – Og denne Gang var jeg tydelig nok i Kvindeselskab.

      Vi vare seilet et godt Stykke, inden jeg havde samlet dette første Indtryk; for jeg turde naturligvis kun i Ny og Næ kaste stjaalne Blikke derhen. Alligevel gjorde jeg det dog maaske hyppigere, end der strengt taget kunde findes Paaskud til. I alt Fald bemærkede jeg, at hun blev rød paa Halsen lige under Øret og bøiede sig dybere ned over Bogen, som ingenlunde var en Foliant, skikket til at skjule sig bag.

      Denne lille Tyksak af et Bind begyndte at plage min Nysgjerrighed, en ægte Reise-Regnveirs-Nysgjerrighed, der kaster sig over enhver Gjenstand i Nærheden. Gamle tydske Oversættelser af Cooper og Walter Scott have omtrent dette Format, og jeg havde allerede dømt hendes Lekture til at henhøre under denne agtværdige Kategori, da en pludselig Dreining af den røbede, at den tilhørte en endnu agtværdigere: – det var et Lomme-Lexicon.

      Denne Opdagelse gav mig endnu mere Interesse for den unge Pige, og jeg betragtede hende med en vis Rørelse. Jeg forestillede mig, hvorledes trykkende Omstændigheder havde tvunget hende til at tage imod en af disse ubarmhjertige Gouvernante-Pladser, hvor der fordres alt muligt og lidt til, saa at hun var nødsaget til at benytte ethvert ledigt Øieblik til at forøge sine Kundskaber ad den korteste og tørreste Vei, og maatte indtage en vis Dosis Gloser daglig in natura, som en bedsk men styrkende Medicin under denne Torne-Vandring.

      Naar en saa skjøn Ungdommelighed faar de trange Kaars dunkle Baggrund, kan den derved kun vinde i Glands og Relief; hvis hun havde været en forkjælet Frøken, som slog Tiden ihjel med en Leiebibliotheks-Roman, saa vilde hun have interesseret mig langt mindre.

      Skjøndt denne Interesse burde have været saa selvfornægtende, at den ikke vilde forstyrre hende, saa pønsede jeg, oprigtig talt, ikke paa Andet end paa at gjøre det og faa en Samtale i Stand. Det er ydmygende at maatte tilstaa det, men min Opfindsomhed drev det ikke til videre end til to Gange at gaa op ad Kahytstrappen, i den Forudsætning, at den unge Pige vilde spørge mig, om det klarede (hvad det forresten absolut ikke gjorde). Da dette Spørgsmaal udeblev, var jeg lige vidt.

      Jeg havde prøvet og forkastet flere Indledninger, da den mindste Pige begyndte at klynke over, at hun frøs. Den stakkels Lærerinde saae ingen anden Udvei, end at tage sit eget Shawl af og svøbe hende ind deri. Da jeg selv er temmelig kuldskjær, kunde jeg levende føle, hvad det maatte være for hende at komme af med Shawlet, især da jeg havde lagt Mærke til, hvor velbehagelig hun trak det fastere om Armene og puttede den lille Hage ned mellem de bløde Folder.

      Jeg følte, at min Tid nu var kommen, og tilbød hende ridderlig min Plaid. —

      Som jeg havde ventet, afslog hun det meget venlig; – jeg trængte jo selv til den og vilde sikkert forkjøle mig.

      Da jeg saa meget mindre kunde benægte dette, som jeg plagedes af en Snue, der allerede et Par Gange havde faaet mig til at nyse saa voldsomt, at den lille Pige var bleven bange og den større havde haft sin Nød med ikke at briste i Latter, saa vidste jeg ingen anden Udvei, for dog ikke at slippe altfor flovt fra det, end at sige, at jeg vilde ind i Røgkahytten, hvor jeg dog ingen Brug havde for Plaiden.

      Den unge Pige haabede, at det ikke var hende, der forhindrede mig i at ryge her, men jeg holdt fast ved, at jeg paa ingen Maade vilde plage hende med Tobaksrøg, hvorved jeg smykkede mig med en hensynsfuld Finfølelse, som slet ikke tilkom mig. Jeg havde desuden nu trukket frisk Luft, og det blev mig i Længden dog en Smule for kjøligt, føiede jeg til; det lykkedes mig saaledes at tiltræde mit Tilbagetog, efterladende min Plaid som – sans comparaison – Joseph sin Kjortel.

      Da jeg atter sad paa den voxdugsbetrukne Bænk i det lille kvalmende Rum, havde tændt mig en Cigar og faaet et Glas Øl sat foran mig, kunde jeg ikke skjule for mig selv, at mit første Forsøg paa en Tilnærmelse egentlig ikke havde været synderlig snedigt, da en saa grundig Fjernelse var bleven dets umiddelbare Følge. En lidt dristigere Cavaler havde maaske faaet maget det saaledes, at man var enedes om Brugen af det meget lange Shawl, eller hvis det var utænkeligt, saa kunde den lille Pige være bleven sat ved Siden af mig og dækket til. Kort sagt, jeg havde baaret mig ad som en rigtig Dumrian, fandt jeg, og jeg ærgrede mig saa meget mere derover, som det forrige Opholdssted i og for sig var behageligere, og jeg mente allerede at spore Anlæg til Hovedpine.

      Det gav et Stød, og vi laa stille. Ovenover slæbtes der med Kofferter og Kasser. Det var Pirna. Jeg saae ligegyldig ud paa Kjøbstadens Smaahuse med de mange grønne Træer og paa Kirkens høie, teltagtige Tegltag – og mindre følelsesløst paa dens Akropolis, Sonnenstein, tidligere en Fæstning og nu en stor Sindssygeanstalt. Canalettos Pensel har mangfoldige Gange forherliget dette Billed, men altid i bedre Belysning end det nu havde. Men som om Naturen vilde bøde paa denne Mangel, gled der netop nu et Solglimt over Slotsgavlen.

      Nu, da jeg gjenkalder mig denne Scene, synes jeg, det var ligesom om en himmelsk Finger pegede paa denne Bygning for at henlede min Opmærksomhed paa den og røre mit Hjerte med en Anelse om de Følelser, med hvilke jeg senere skulde betragte den – med hvilke jeg nu, da jeg skriver dette, ser den for min Sjæls Øie, indtil mit legemlige blændes af Taarer, og jeg er nødt til at lægge Pennen fra mig. Men den Gang betød denne pegende Straale intet andet for mig end et glædeligt Tegn paa, at Veiret klarede. Dette Lys blev gradvis stærkere og bredte sig, da Mure og Gavle begyndte at bevæge sig og langsomt glide tilhøire. Jeg skimtede endogsaa en Smule blaa Luft over dem, og idet Kirketaget forsvandt, havde det en mat Blyglands. Men saa vaskede Regnen igjen ned ad Ruden.

      Efterhaanden som vi kom ind i Sandstenslandet, lød Regnen mindre heftig. Af Røgkahyttens dampende Beboere forsvandt den Ene efter den Anden og hørtes trampe ovenpaa.

      Ogsaa jeg gik op. Det regnede temmelig tæt, men Draaberne blinkede i et mælkehvidt Lys, der sivede igjennem, uden at man ret vidste hvorfra. Stenfladerne i de gamle lave Brud, der her ere ganske brunrøde,