Minna. Gjellerup Karl

med; og en saadan Improvisation i Rollen ansporede strax den Anden til heller ikke at staa tilbage, men ligeledes foretage et Sidespring med et triumferende Smil: »Kommst du mir so, komm' ich dir so«, – saa at Diskussionen blev fyldigere, skjøndt dens Indhold nu var os ligegyldigere og egentlig kun et Middel til Koketteri. Vi imponerede virkelig vore Tilhørere saaledes, at Hr. Hertz sagde til mig: »Som De kunde faa den lille Minna til at snakke, hun er ellers ikke saadan skaaret for Tungebaandet;« og senere betroede hun mig, at Fruen havde sagt til hende: »Der har Du rigtignok fundet En, som Du kan snakke med.«

      Disse Bemærkninger syntes at aande en særlig Tilfredshed, og jeg troer, at de gamle Folk allerede efter denne Samtale gjorde den ganske vist noget overilede Slutning, at vi passede godt for hinanden. Da de – som Tydskerne sige – havde »sluttet os begge i deres Hjerter«, var det derfor ikke saa underligt, at de gjerne gjorde deres, for at et nærmere Bekjendtskab kunde sluttes, – saa meget mere som de mente, at Minna trængte til at faa altfor smertelig søde Erindringer skudt tilbage af en frisk opblomstrende Følelse, – hvad jeg allerede den Gang anede, og siden fandt bekræftet. Saaledes ordnede det sig snart, at vi flere Gange om Ugen traf hinanden hos dem i det lille Hus ved Elben. Henimod Aften kunde hun temmelig let faa fri fra sine Gouvernantepligter, og hvad mig angik, saa havde jeg selvfølgelig aldrig »noget Bedre for« end at være dèr, hvor jeg traf hende.

      Hver af disse Aftener forløb – fraseet den voxende Fortrolighed – omtrent som hin første, og den væsentligste Variation var, at Heden undertiden drev os ind i Grundene. Som oftest holdt vi os dog ved Floden, hvilket var bekvemmest for de Gamle. Naar Solen begyndte at stjæle sig ind i Lysthuset, var det Signal til at spadsere. Skyggerne af Liliensteins Klippeplateau blev bestandig dybere, og Stenenes Kanter traadte frem som Glandslys, der sænkede lange, vibrerende Speilstriber i Floden; – nedenunder paa Stenbruddenes lange, gule Tavler traadte alle Sprækker og Hak violette og purpurrandede frem som en underlig Kileskrift om industrielle Bedrifter. Speilet i Floden klaredes og skjærpedes. Midt paa dens Glands gled lange Tømmerflaader, som krummede sig efter dens Bugtning, og hvis mastelange Aarer, fire-fem i Rad forude og agter, bevægede sig blinkende. Eller der kom drivende et Par »Ziller«, tungtlastede Dækspramme, omtrent af en Skonnerts Størrelse, – kullede sorte Skrog, der lignede uhyre Biller, eller med et stort Seil spændt op, som lyste langt bort over de flade Marker, efter at Baaden længst var usynlig. Men op imod Strømmen arbeidede sig af og til en Kjededamper med en halv Snes af disse Fragtpramme paa Slæb, hvæsende og stønnende, medens den vandt den undersøiske Jernkjede op over sin flade Stavn med en øredøvende Raslen, der dog paa Afstand blev en behagelig Klokkeklang.

      Naar saa Mørket faldt paa, blussede der paa Tømmerflaaderne et lille Baal: det syntes at flyde paa Vandet, og belyste et Par skjæggede Ansigter, eller der silhouetterede sig foran det en kraftig Skikkelse, som foroverbøiet stemmede den skraa Stang fast mod Skuldren. Men Slæber-Flotillen blev en hel Illumination, der bugtede sig om Næsset tæt ind under de mørke Bastei-Klipper, som en Procession af lodrette gyldne Stave med store Knapper foroven, anførte af en Rubin og Smaragdstok.

      Heller ikke paa den modsatte Bred stod Livet stille men sendte af og til et Tog forbi, snart fra den ene, snart fra den anden Side, med Piben og Bræmsning ved den lille Station, indtil henad halvti det lille Iltog til Prag og Wien jog forbi, uden blot at mindske Farten, som en flygtig Lysning inde mellem Træerne, – og underrettede os om, at det var paa Tide at gaa hjem. Vi kunde trænge dertil, thi som det hedder – mod Sædvane rigtig citeret —: »Die Uhr schlägt keinem Glücklichen«.

      Ja, vi vare lykkelige, – ikke jeg alene. Det Skjær af Tungsind, der fra først af havde hvilet over hende, veg mer og mer for barnlig aaben Munterhed, og at det endnu holdt sig i Baggrunden af Sjælen, kunde snart kun anes af de fremmedartede Reflexer, der af og til faldt over hendes lyseste Stemninger. Jeg kunde, uden at være altfor ubeskeden, tilskrive mig selv Andel i denne Forandring. Det elskværdige Ægtepars Venlighed mod os begge gjorde hende godt; den antog overfor hende Charakteren af den omsorgsfulde Deltagelse, hvormed man opmuntrer en Reconvalescent til at nyde Livet. Mig irriterede dette næsten en Smule; men hun syntes kun at føle en vis Hygge derved.

      Og vi saae den store Strøm med sin eiendommelige Færdsel glide forbi os, som man i lykkelige Tider lader Livet glide forbi, uden at haabe, at det skal føre En videre eller bringe En Noget.

      Den afgav ogsaa Stof for vore Samtaler. Hun fortalte mig om Flaadeførernes Liv, især oppe i Bjergfloderne, hvor deres Dagværk er en uafbrudt Kamp med Strømhvirvlerne, som end ikke levner dem Tid til at spise, før de gaa i Land om Aftenen. Til Gjengjæld maatte jeg, saa godt jeg kunde, give hende et Billede af de store Skibe, af den travle Færdsel i en Havnestad eller det stille Liv i Fiskerleierne ved Stranden. Stenbruddene, der til begge Sider speilede sig i Floden og sendte deres Blokke i Skibsladninger ned ad den, fik os til at tale om, hvad Sandstensbyen Dresden skylder det lille Stenland. Det var mig paafaldende, at i dens Pragt-Bygninger syntes de utilhugne Sten at stilisere medfødte Former fra deres vilde Klippe-Liv, saa at Rococobyen passede til Sandstenslandet, som den græske Architektur til de ædle gavlformede Marmorbjerge, og som Ægyptens Tempelkolosser til Landets uhyre Si og tunge, terrassebyggede Bjergmasser. Saadanne Betragtninger vare naturligvis nye for hende, ligesom hendes Kundskaber i Architektur vare meget primitive, medens jeg altid særlig havde følt mig tiltrukken af denne Kunst, som jeg vel ogsaa havde viet mig til, hvis Forholdene havde tilladt det.

      VIII

      En Dag, da vi efter Kaffe sad i Lysthuset, rakte Minna mig en Bog med hvide Blade og bad mig om at tegne de doriske og joniske Søilekapitæler med deres tilhørende Overlag og skrive de for hende høist mærkelige Navne ved Siden af. Medens jeg spidsede en Blyant, bladede Vinden tilbage, og jeg saae paa den forudgaaende Side en ængstelig Tegning af det samme.

      – Nei, De maa ikke, raabte hun, ganske rød i Hovedet og med den bønligste Mine, idet hun rev Bogen til sig. – De ler mig kun ud! Jeg skal nok selv se efter, om det er rigtigt; det er det naturligvis ikke, og Navnene kunde jeg slet ikke huske.

      Jeg lovede hende, ikke at se paa hendes Forsøg, og gav mig i Lag med mit eget, som jeg forsikrede hende vilde komme galt nok afsted, naar en Architekt skulde kritisere det. Det varede heller ikke længe, før jeg begyndte at famle; for det er godt nok at vide hvad Architraver, Triglypher og Metoper vil sige, – naar man for første Gang skal anskueliggjøre det sort paa hvidt, reiser der sig mange Detaillespørgsmaal, som det ikke er saa let at klare. Det var mig derfor ganske velkomment, at Fru Hertz bad Minna hjelpe hende med at bære Kopperne op og vadske dem af. Hun havde sat sig ved Siden af mig, aabenbart for at bevogte mig, og havde sikkert gjort Regning paa ikke at blive kaldet bort, før Tegningen var færdig. Et Øieblik tøvede hun med at efterkomme Opfordringen, og før hun fjernede sig syntes hun et Par Gange at have noget paa Læberne, som hun ikke kunde komme ud af at sige; forøvrig bad hendes ængstelige Blik tydelig nok om ikke at forske i den hemmelighedsfulde Bog, der paa sit tarvelige Shirtingsbind med meget klodsede Guldbogstaver bar Titlen »Poesie«, – og jeg beroligede hende med et Smil.

      Jeg sad alene og tyggede paa min Blyant i Uvished om, hvorvidt Architraven i den doriske Orden var delt eller ikke, da Trækvinden igen bladede om, og denne Gang længer tilbage til beskrevne Egne. Baade Prosa og Strofer aabenbarede sig. Jeg havde ikke min Veninde mistænkt for selv at have spillet Forfatter, men desto større var min Lyst efter at se, hvilke Yndlingsdigte, Sentenser og Uddrag hun her havde fastholdt, og derigjennem maaske faa Bidrag til hendes Charakter og Erfaringer. Et Par Gange modstod jeg Fristelsen. Men et større Prosastykke blev liggende saa længe, at jeg halvt imod min Villie opfangede en Sætning, der altfor meget pirrede min Nysgjerrighed.

      Jeg overbeviste mig om, at jeg ikke blev iagttaget og læste paa Tydsk følgende Sted, skrevet med en fin, temmelig skraa gothisk Skrift:

      »Thi for et ungt Par, der af Naturen er nogenlunde harmonisk dannet, kan intet bidrage til en skjønnere Forening, end naar Pigen er lærvillig og Ynglingen belærende. Der opstaar derved et ligesaa grundigt som behageligt Forhold. Hun ser i ham Skaberen af hendes aandelige Tilværelse, og han i hende en Skabning, som skylder sin Fuldendelse ikke Naturen, Tilfældet eller en eensidig Villen men en gensidig Villie, og denne Vexelvirkning er saa skjøn, at vi ikke kunne undre os, naar der, siden den gamle og ny Abälard, af en saadan Sammentræffen af to Naturer er udsprunget de mægtigste Lidenskaber