Minna. Gjellerup Karl

Ilt og Brint! det maatte da være Vor-Herre selv, og saa havde han vel eo ipso skabt Vandet, saa det takker Pokker ham for. Kun saa meget kan jeg sige, at jeg havde Hjertebanken, mens jeg steg op ad Bakken og hyppig standsede for at se ned over Dalen, hvor de smaa Lyspunkter bevægede sig imellem hverandre; enkelte Steder lyste ogsaa Løvrammen om en lille blank Rude, og rundt om mere fornam end saae Blikket de steile Klippemasser, der alle syntes at være lige nær.

      Paa Stentrinene op til Døren saae jeg endnu en lille ensom Glød sprede sit Fosfor-Lys. Jeg strøg en Svovlstik af og opdagede en lille graa og lodden Klump, der atter gav Plads for en Gnist, da Svovlstikken slukkedes. Iøvrig var jeg bange for at forstyrre den, thi jeg havde en mystisk Følelse overfor denne Sct. Hansorm, som jeg nu tre Aftener i Træk havde seet sidde nøiagtig paa den samme Plet, i det indre Hjørne af Trinet lige ved et Kjeldervindue; og jeg havde udtrykkelig forvisset mig om, at den ikke var der om Dagen. Hvad foregik der vel i et saadant lille Væsen, naar det Aften efter Aften fandt den bestemte Vei til sit Stevnemøde? eller maaske var den hver Gang bleven skuffet og kom dog trøstig med sin erotiske Diogenes Lygte, der ikke søgte, hvad den nu havde fundet: et Menneske, men en Hun, og sad dèr i Tillid til, at dens brændende Kjærlighed her paa sit ophøiede Stade nok skulde trylle sin Gjenstand til sig .... Havde maaske ogsaa hos os en saadan stille, haardnakket Lidenskab en uimodstaaelig Magt, selv om man her kun figurlig talt kan »se Hjertet brænde gjennem Vesten«?

      Man skulde tro, at jeg havde haft en særlig Brug for en saadan overordentlig Kraft, for medens jeg kastede mig om paa mit Leie (der altid var en Smule klamt), tænkte jeg bestandig paa den lille forelskede Lysgiver, og saavidt jeg husker spillede den ogsaa en Rolle i mine temmelig forvildede Drømme.

      IV

      Da jeg den næste Morgen gik ud, saae jeg nøie efter, ikke blot paa Stentrinene, men ogsaa i den lille Vindues-Fordybning; men Sct. Hansormen var forsvunden. Jeg aftalte med mig selv, at hvis den fandtes der igjen om Aftenen, skulde det være et Varsel om, at der vilde udvikle sig et nærmere Forhold mellem mig og min smukke Naboerske.

      Jeg gik lige hen til Skolelæreren, som jo havde bedet mig om at besøge ham for at faa Anvisning paa lønnende Udflugter, – og som var en fjern Slægtning af hende.

      Det var Ferie, og jeg traf ham i Kjøkkenhaven foran Huset, hvor han arbeidede, med et Uhyre af en forreven Sivhat paa Hovedet. Han blev øiensynlig glad ved Besøget. Da vi havde vexlet de behørige Bemærkninger om det gode Veir, der saae ud til at ville holde sig, udspurgte han mig om, hvor jeg havde været, og fandt snart en Tour, som var mig ubekjendt, og som jeg ikke let vilde kunne gjøre alene. Jeg tog naturligvis gjerne mod hans Forslag, at vi skulde gaa sammen strax efter Middag.

      Underveis var han – ja, der er ikke andet Ord derfor end det tydske »kreuzfidel«. Det viste sig, at han en lang Tid havde studeret, formodentlig mer paa Kneiperne end paa Universitetet, og Minderne fra den Tid var hans Livs Stolthed. Han sang den ene Studentervise efter den anden fra »Kommers-Bogen«, der oftest udmærkede sig ved deres fuldstændige Meningsløshed, saasom:

      Auf der Mauer

      auf der Lauer

      sitz 'ne alte Wanze.

      Sieh' mir doch die Wanze an,

      wie die Wanze tanzen kann. —

      Senere gav Veien Anledning til at komme frem med Viser fra Krigsaarene. Naar jeg, der var ie tilbens, under Opstigningen tog Luven fra ham, brummede han ufeilbarlig paa et sachsisk Spottevers fra attenhundred tretten og sexogtreds:

      Immer langsam voran,

      immer langsam voran,

      dass der österreich'sche

      Landsturm auch nachfolgen kann.

      Sakkede jeg derimod agterud, saa hed det:

      Du Hannemann,

      geh du voran,

      du hast so lange Stiefeln an.

      At denne Erindring fra fireogtreds og særlig Navnet »Hannemann« ikke kunde være helt behagelig for et dansk Øre, tog den noget tykhudede Tydsker ikke Hensyn til, og forresten saae han saa godmodig ud derved, at jeg, trods nogle patriotiske Anfægtelser, ikke kunde tage ham det ilde op.

      Naar vi hvilede ud, diskede han gjerne op med Anekdoter fra sin Studentertid eller fra Krigen, hvilke sidste iøvrigt gjerne var af forholdsvis fredelig Art.

      – Ja, det skal De nok have Ret i, at det er en god Tobak, sagde han, idet han tændte sin Pibe efter Aftensmaden. He, nu skal De ellers høre en pudsig Historie, som er passeret mig med den Tobak, det vil sige, den Gang var den rigtignok bedre, end som den er bleven paa de sidste Aar; – den var ligefrem berømt over hele Tydskland, den Altstädter Ziegel-Tobak. – Altsaa det var den Gang, – jeg har vist fortalt Dem, at jeg laa paa Lazarettet i Flensburg; jeg havde faaet en Kugle oppe i Skuldren. Da jeg nu var ved at komme mig, saa fik jeg Lov til at ryge mig en lille Pibe Tobak. Nu maa De vide, jeg er barnefødt i Altstadt, og min Moder, som boede der, hun sendte mig jevnlig et og andet, – vi havde jo fri Forsending, – og der var saa altid noget af denne extra Tobak med i Pakken. Naa, jeg faar altsaa Piben tændt, og neppe er Tobakken kommen i Glød, før min Sidemand, det var en Dansker, som de havde taget ved Düppel, – han var kommen en Bajonet for nær, – han reiser Hovedet saadan lidt op fra Puden og begynder at snøfte; og jeg kunde nok mærke, at Røgen ikke generede ham, for han formelig gottede sig. Naa, jeg bakker jo alt hvad Pibetøjet vil holde. Han bliver ved at snuse og saadan aande ind. »Det var som Fanden,« siger han saa. »Hvorfor det,« siger jeg, »lugter den kanske af Svovl?« »Nei, paa det Lav!« siger han paa meget ordentligt Tydsk; »men jeg vil være hængt, om det ikke er Altstädter Ziegel-Tobak, som du ryger.« »Saa bliver du ikke hængt den Gang,« siger jeg. »Hvor kjender du ellers Altstädter Ziegel-Tobak fra?« »Jo, den skulde jeg da nok kjende,« svarer han saa, »for jeg har været to Aar i Altstadt, den Gang da jeg reiste paa Professionen, for jeg er Uhrmager. Siden har jeg aldrig røget den Tobak, og nu, da jeg lugter den, er det akkurat, som jeg igjen sad dèr paa Hjørnet af Gaasetorvet og Smedestræde hos min skikkelige Mester Storch.« »Næh!« siger jeg, og var lige ved at tabe Piben. »Jo, gu min sæl er det saa,« svarer han. – »Men saa har du jo været i Lære hos min egen Fader!« Ja, vil De nu tænke Dem! og da vi kom til at snakke rigtig sammen, kunde jeg ogsaa nok huske ham, skjøndt han havde lagt sig et stort Skjæg til, et rigtigt Hannemann-Skjæg .... Naa, jeg gav ham en Kardus af Tobakken, men det kunde jo lige saa godt have hændet sig, at jeg var kommen til at give ham en varm Kugle.

      Da denne Anekdote var ude, greb jeg Leiligheden – hvis man kunde sige, at der var en saadan – til at udspørge ham om hans Familieforhold, og efter at have døiet flere baade kjedelige og indviklede Kapitler af Slægtskrønniken, belønnedes jeg endelig ved, at vi naaede frem til Minna Jagemann, – »hende, den lille kjønne Lærerinde hos Kammerherren, som De vel nok har seet.« —

      I Begyndelsen havde Meddelelserne om hende en meget almindelig og nøgtern Karakter.

      Hun var Datter af en hæderlig Gymnasiallærer, som var død for et Aars Tid siden. Moderen leiede ud til Pensionærer, og hun selv tjente lidt ved Informationer, navnlig ved at undervise Fremmede i Tydsk, give Conversationstimer og lignende. For Tiden havde hun undtagelsesvis taget mod denne Gouvernanteplads, som var godt lønnet; ellers boede hun sammen med Moderen i en af Dresdens Smaagader.

      Alt dette lød noget hverdagsagtigt, og jeg havde nu en Gang sat mig i Hovedet, at der maatte hvile en romantisk Skjebne over hende.

      – Det er forresten ikke altid saa rart med disse Fremmede, navnlig til Omgang for saadan et stakkels uerfarent Pigebarn, bemærkede han og stoppede Asken ned i Pibehovedet.

      – Saa —? spurgte jeg opmærksomt. Hvordan mener De det?

      – Naa ja, man veed jo ikke rigtig, hvem man har at gjøre med, og det kan jo føre til et og andet, der ikke er, som det skulde være.

      – Har Frøken Jagemann da oplevet noget saadant?

      – Ja saamænd har hun det. Det var en ung Maler, forresten en Landsmand til Dem, en løs Fyr. Han lod hende da sidde, og det havde hun saa vist ikke fortjent af ham.

      – Ja