Minna. Gjellerup Karl

gjerne kunde være krøbet i et Musehul. Da der intet saadant fandtes, krøb jeg i Stedet derfor op ad Skraaningen, og tog den dødelige Angst for, at der skulde tilstøde min Ledsagerinde Noget, som en retfærdig Straf.

      Vi naaede begge i god Behold op til Randen.

      Den hvide Flade, der strakte sig foran os hen til den søndersprængte Klippemur, fik mig til at tænke paa en udgravet Tempelplads. Som mægtige Tromler af faldne Søiler laa Møllestene dèr i lange Rækker, og regelmæssig hugne Stenblokke og Fliser byggede sig sammen til stykkevise Grundmure. Dynger af Sand, Brokker og Stenskjærver havde hist og her dannet Bakker, som gjennemskar Terrainet; nogle bar hele Smaaskove, mest af amerikansk Hyld, hvis skarlagenrøde Bærklaser glødede mellem de brændende hvide Stenmasser. Til den ene Side saae man et Tegltag med en rygende Skorsten; det var Smedien, som hører til ethvert af disse Brud.

      Efter at være steget over et saadant Høidedrag, befandt vi os i den bageste Del af Bruddet, foran Klippemuren. Her stod Eieren og et Par Arbeidere. Vor Vært tog sin Træpibe ud af Munden, lettede paa sin Kasket og sagde, at vi kom i rette Tid; de vare lige blevne færdige. En stor Mand i næsten sirlige, tærnede Benklæder og temmelig ren Skjorte stod med Ryggen mod os bøiet frem mod Stenfladen, hvor han syntes at undersøge Noget; han dreiede et Øieblik sit rødskjæggede Hoved med et gemytligt Nik, medens en ganske lille Fyr med et gnomeagtigt Ydre og dækket af nogle smudsige Pjalter skulede sky til os, idet han fjernede noget Værktøi. En halv Snes Skridt derfra slog et Par Arbeidere smaa Jernkiler paalangs ind i en stor Sten, der skulde flækkes. Længere borte fra hørtes Lyd af Hakker og Stemmer.

      Manden i de tærnede Benklæder traadte tilbage fra Stenen; der viste sig en tyk, nedhængende Snor ligesom Halen af et Dyr, som var krøbet ind i et Hul. Den hang knap et Par Alen fra Jorden paa en fremspringende Del af Sprængningsfladen, en Snes Fod i Høiden, der allerede ved en smal Revne havde løsnet sig fra den øvrige Mur. Denne steg i sin hvidgule Nøgenhed godt og vel en hundrede Fod tilveirs, hvor saa de mørke, ru Klippeformer med Krat og Naaletræer paa alle Afsatser og i alle Furer groer ud af den – som om Bjerget var et uhyre mosgroet Træ, der er blevet afbarket og flækket forneden.

      Værten anbefalede os at gaa op paa den nærmeste Stenbakke, der laa til Siden for Sprængningsretningen. Han vinkede en Mand bort, der kom fra Smedien med et Par Hakker paa Skuldren, satte Hænderne for Munden og raabte Varsko. Derpaa bankede han noget Aske ud af Pibehovedet, dampede stærkt til, idet han gik hen til Stenen, hvor han puttede Lunten ned i Piben uden at tage denne ud af Munden, og slentrede saa rolig hen til os, bestandig rygende og med Hænderne stukne ind under det store Skjødeskind. Gløden forsvandt, en tynd Røg piblede ud af Stenen. Minna og jeg saae paa hinanden med det underlige Smil af nerveus Spænding, i Forventning om den storartede Explosion. Endelig lød et temmelig svagt og dumpt Knald, Stenstykker sprang ud, en lille Støv- og Røgsky spredte sig – og Stenblokken blev staaende, skjøndt stærkt undergravet. Eieren bandede; Manden med de tærnede Benklæder ragede nogle løsnede Stykker ud med sin Hakke; midt i en Flænge af Stensaaret viste sig det sorte Spor af Minen.

      – Der maa bores endnu en Gang, raabte han Eieren imøde.

      Medens vi betragtede Stedet paa nærmere Hold, og de undersøgte, hvor det var hensigtsmæssigst at bore, havde jeg taget en Hakke og huggede paa et af de afsprængte Stykker, der løsnede sig let og i lige Flager under mine Hug. Pludselig følte jeg mig greben og bunden med et Stykke af den Bast, som de brugte til Forladning, medens en mægtig Latter rungede i mine Øren, og et rødskjægget Ansigt bøjede sig frem over min Skulder. Jeg lo naturligvis med, men paa den flove og tvungne Maade, som viser, at man ikke forstaar Spøgen; rigtignok gav den lystige Røver en Forklaring, men paa saa bredt Sachsisk og sandsynligvis i den Forudsætning, at jeg vidste Besked, saa jeg blev ikke klogere derved.

      Minna lo hjertelig ved at se mig saaledes i Armene paa Kjæmpen og vel endnu mer over dette komiske Udtryk i mit Ansigt af gjerne at ville »være med«, men ikke kunne det; – endelig betvang hun sin Munterhed, som mod min Villie ærgrede mig ikke saa lidt: —

      – Han forlanger, at De skal kjøbe Dem fri, og han har Ret, sagde hun. Det er nemlig en Tradition hos os, at naar Nogen fusker en Haandværker i Arbeidet, saa har denne Lov til at tage ham fangen, saadan som De nu er bleven.

      Hun havde sagt dette paa Dansk, langsomt og med en ubehjælpsom Udtale, idet hun et enkelt Sted benyttede et tydsk Udtryk. Det var første Gang, at jeg havde hørt hende sige Noget paa mit Modersmaal, og det overraskede mig paa en smigrende Maade, da det for os Danske egentlig hver Gang paany er en Gaade, naar en Fremmed kan gjøre sig forstaaelig i et saa lidet kjendt Sprog. Og jeg havde hende tilmed mistænkt for at have lagt sig særlig efter det i den allerseneste Tid, skjøndt hun ikke havde talt derom.

      Jeg betalte med Fornøielse min Bøde saa rigelig, at der foruden »Prisepenge« til den Rødskjæggede ogsaa blev en Drikkeskilling for de Andre, – men det er ikke usandsynligt, at Minnas Nærværelse havde nogen Indflydelse paa min Gavmildhed. Den gemytlige Røver befriede mig, stak med et høfligt Tak Pengene i de tærnede Benklæder og gav sig efter denne Opmuntring i Lag med den nye Boring, medens den stakkels Gnom, hvis Pjalter man ved enhver Bevægelse frygtede for at se glide helt af ham, med Slag af en tung Forhammer drev hans Jernstang ind i Stenen.

      Da det lod til at ville trække længe ud, gav vi os til at gaa rundt i Bruddet; vi besaae Sporene af tidligere Sprængninger og glædede os over, hvor let behandlelig den skjøre, kornede Stenmasse var for de dygtige Arbeidere. Derpaa slog vi os paa den mindre techniske Tidsfordriv at plukke en Del af de smukke Blomster, der groede rundt om mellem Blokkene; men da Minna fandt et Par farvede, næsten gjennemsigtige Kiselstene, foretrak hun at lede efter saadanne, og tilsidst lagde hun sig i sin Iver ned paa Gruset, hvor hun mente at være kommen til et frugtbart Strøg. Jeg tændte mig en Cigar og tog Plads tæt ved paa en Sten, i den sparsomme Skygge af nogle Buske.

      – Er de nu ikke søde? spurgte Minna, idet hun holdt sin Haand hen imod mig med en søgrøn og en lilla Sten, og saae paa mig med missende Øine, blændet af alt det hvide Lys.

      – Jo nydelige. Hvad vil De nu egentlig bruge dem til?

      – Aa, jeg forærer dem til lille Amalie. Skjøndt, ærlig talt, jeg vil nok beholde dem selv .... De synes, det er vel barnligt? Ja, men det er netop, fordi jeg mindes om min Barndom – som om der var noget Synderligt dèr at mindes! Og dog gjør jeg det gjerne. Det er underligt, hvor det kan være, men Tiden gjør dog Alting lidt kjønt, hvad der blot ligger lidt tilbage i den, – det er altid en Trøst: een Gang bliver det kjønt, naar man ser tilbage derpaa.

      – Ja, De har Ret. Og denne Tid, denne Dag – maaske vil man en Gang finde den næsten smertelig skjøn, og kun bebreide sig, at man ikke i Øieblikket satte nok Pris derpaa, og dog vilde det egentlig være uretfærdigt, i alt Fald for mit Vedkommende.

      Minna bøiede Hovedet dybere ned og lagde de nye Stene ned i Lommetørklædet til det øvrige Fund.

      – Som Barn sværmede jeg for den Slags klare Stene, jeg havde en Mængde af dem og bildte mig ind, at jeg var en Prindsesse, og det var mine Ædelstene. Den lille Amalie, sagde jeg, at jeg vilde give dem til? hun var saamænd i Stand til at blive fornærmet paa mig, og hendes taabelige Fader kunde godt falde paa at give hende ægte Ædelstene for at raade Bod derpaa.

      – Det maa ikke være nogen let Opgave, De har, som Lærerinde for saadanne forkjælede Børn .... De selv har nok faaet en fornuftigere Opdragelse.

      – Ære den, hvem Ære bør, sagde hun lidt bittert og rystede det nedfaldne Haar bort fra Øinene. Fornuften, – den var nok ikke synderlig med i Spillet.

      – Deres Hjem var meget tarveligt?

      – Havde det blot været tarveligt, men det var uhyggeligt og glædeløst. Midlerne var ganske vist ikke store, men det var dog ikke deri det laa altsammen. Vil De tænke Dem, jeg var fjorten Aar, før jeg nogensinde havde været saa meget som ude i Loschwitz. Naturligvis kom vi af og til op paa Terrassen. En stor Fest for mig og min Broder var det, naar Fader tog os med ud til Plauen, hvor han undertiden drak sit Øl; den Gang var der ikke alle de Fabrikker, der var saa yndigt i den lille Dal ved Weisseritz, og vi jublede over at kunne klatre om paa Klipperne; der var det ogsaa, at jeg fandt saadanne smukke Kiselstene som disse her. Om Aftenen tog han