Pa den forkerte side. Soren Billeschou Christiansen

d. 10. april 1940 forlangte partiavisen Fædrelandet, at Frits Clausen fik overladt magten over Danmark. På samme tid forhandlede partiet med Bondepartiet, et andet lille højre-nationalt parti, og interesseorganisationen Landbrugernes Sammenslutning (LS) om et fælles regeringsgrundlag. Forhandlingerne førte dog ingen vegne.¹⁴

      Partiet foretog også en række andre udenomsparlamentariske initiativer i forsøget på at tage magten. To dage efter besættelsen indførte samlingsregeringen forbud imod offentlige møder og demonstrationer. DNSAP så forbuddet som en mulighed for at udfordre samlingsregeringen og skabe opmærksomhed om partiet og dets stræben efter magten. I juni 1940 stødte medlemmer af DNSAP sammen med politiet under en demonstration i Roskilde, og i midten af november 1940 satte partiet alle propagandasejl til ved en stor anlagt demonstration, der skulle udfordre det siddende folkestyre. Demonstrationen sluttede ved “Den lille hornblæser” på Rådhuspladsen i København. Begge begivenheder var præget af uroligheder og voldelige sammenstød og tiltrak sig megen offentlig opmærksomhed.

      De danske nazister savnede imidlertid folkelig opbakning og var først kommet i Folketinget i 1939 med tre mandater og kunne på daværende tidspunkt højst tælle 5.000 medlemmer. I besættelsens første år steg tilslutningen til partiet, men det nåede aldrig de højder, som partitoppen drømte om. Ved besættelsestidens eneste folketingsvalg i starten af 1943 fik partiet 43.000 stemmer svarende til tre mandater. På samme tid havde partiet sit højeste antal medlemmer med ca. 21.500 registrerede nazister landet over.

      Til trods for den øgede folkelige tilslutning, var demokratiske valg ikke vejen til at opnå markant indflydelse. Heller ikke forhandlinger med besættelsesmagten førte til, at DNSAP kunne overtage magten. I efteråret 1940 overvejede tyskerne at forlade samarbejdspolitikken og støtte en regering ledet af Frits Clausen, blandt andet pga. flere samarbejdspolitikeres hårde tone over for besættelsesmagten. Samlingsregeringen fik med en række manøvrer og udtalelser afværget krisen og reelt sat DNSAP uden for enhver politisk indflydelse.¹⁵ De danske nazister havde bekendt kulør ved at forsøge at udnytte tyskernes tilstedeværelse til en magtovertagelse og derved gjort sig grundigt upopulære i den resterende del af befolkningen. Tilslutningen til de danske nazister begyndte at falde drastisk, som Anden Verdenskrig udviklede sig, og det tyske nederlag blev mere og mere åbenbart. Alligevel var der danskere, som helt frem til befrielsen holdt fast i ideologien og indgik i et organiseret nazistisk miljø. For eksempel udkom DNSAP’s partiavis Fædrelandet helt frem til maj 1945.

      I kamp for Tyskland

      Det tyske angreb på Sovjetunionen udløste et tysk ønske om, at der skulle oprettes en frivillig dansk militær enhed, som kunne indsættes på Østfronten. Den danske regering accepterede oprettelsen af en sådan enhed, og midt i juli 1941 kunne de første medlemmer af Frikorps Danmark rejse til Tyskland for at påbegynde deres træning i Waffen-SS. Allerede før besættelsen havde danskere meldt sig til det tyske elitekorps. Ifølge dansk lovgivning var det fuldt lovligt at melde sig til fremmed krigstjeneste, hvorimod hvervekampagner på dansk grund var ulovlige. Blandt danske nazister og i det tyske mindretal havde diskrete hvervekampagner fundet sted. Kampagner, som fortsatte efter d. 9. april 1940. Den danske regering valgte at vende det blinde øje til hvervningen, og på denne måde blev flere hundrede danskere hvervet til tysk krigstjeneste før sommeren 1941.¹⁶

      Tre danske østfrontsfrivillige foran hverveplakater for Frikorps Danmark (Frihedsmuseets arkiv)

      I forbindelse med oprettelsen af Frikorps Danmark ansøgte Oberstløjtnant C.P. Kryssing krigsministeriet om bevilget orlov for at tiltræde posten som korpsets leder.¹⁷ I første omgang indstillede hæren Kryssing til afskedigelse, hvis han fortsat ønskede orlov, men kort efter formåede den radikale udenrigsminister Scavenius at få omstødt beslutningen til fordel for en ordning, der tillod Kryssing at træde uden for nummer, dvs. at få orlov. Samme dag blev det i en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet offentliggjort, at C.P. Kryssing, med regeringens billigelse, havde overtaget kommandoen over Frikorps Danmark. Denne meddelelse, samt et senere cirkulære fra krigsministeriet, kunne tolkes som, at den danske regering stod bag korpset. Samtidig blev der af krigsministeriet udsendt et brev til hærens og flådens afdelinger, hvori det blev gjort klart, at der ingen hindringer måtte lægges for de soldater, der ønskede at træde uden for nummer.¹⁸

      De første medlemmer af Frikorps Danmark marcherer d. 19. juli 1941 imod Hellerup station, hvorfra de rejste til Tyskland for at påbegynde uddannelse i Waffen-SS. (Frihedsmuseets arkiv)

      Senere ændredes krigsministeriets politik på dette område. I 1941 havde man lovet, at personer på orlov fra hæren kunne genindtræde, når deres tjeneste ved frikorpset på lovlig vis var ophørt. I et cirkulære fra juni 1943 blev det ændret til, at genindtrædelse kunne ske på ethvert tidspunkt, og tysk eller finsk krigstjeneste ville blive medregnet ved pensionsberegning og i forbindelse med forfremmelser.¹⁹

      I alt drog omkring 6.000 danskere i tysk krigstjeneste i løbet af Anden Verdenskrig, for langt de flestes vedkommende i Waffen-SS. De fleste kom til at gøre tjeneste på Østfronten på lige fod med tyske enheder, og nogle kæmpede helt frem til krigens slutning. Omkring 2.000 danskere faldt i kampen for nazismen.²⁰

      Fra officiel dansk side blev der ydet en aktiv indsats i forhold til Frikorpsets hvervepropaganda. Således blev statsradiofonien åbnet for taler af frikorpsets forskellige kommandanter i perioden 1941-1943. Alle taler havde, til trods for radioledelsens modvilje, karakter af hverve- og hyldestforedrag. Ligeledes bragte statsradiofonien transmissioner fra forskellige frikorpsarrangementer.²¹ Der forekom også officiel dansk repræsentation ved Frikorps Danmark-arrangementer.²² Befolkningen viste derimod ikke stor sympati over for korpset. Ved en orlov for 850 frikorpsfolk i begyndelsen af september 1942 opførte soldaterne sig meget provokerende, og de kom af flere omgange i slagsmål med civile københavnere. Efter flere dages orlov i København forlod halvdelen af orlovssoldaterne byen for at besøge familien i provinsen. Her fortsatte de deres udskejelser, og politiet modtog 40 anmeldelser om vold begået af soldater. I et enkelt tilfælde dræbte en frikorpsmand en tjener og sårede tre gæster på en restaurant, hvor der var opstået et skænderi.²³ En undersøgelse af folkestemningen under besættelsen viser, at mange var oprørte over frikorpsfolkenes tilstedeværelse, og der opstod rygter om, at orloven var et led i en nazistisk magtovertagelse. I det hele taget var episoder med orlovssoldaterne på dagsordenen, når folk faldt i snak, og efter sigende blev frikorpsfolkene i alle tilfælde tillagt ansvaret for uroen og de voldelige sammenstød. Det virkede også, som om befolkningen generelt skelnede mellem medlemmer af Frikorps Danmark og tyske soldater. Danskere, som trak i tysk uniform, blev betragtet som landsforrædere, hvorimod tyske soldaters tilstedeværelse nok var uønsket, men den enkelte soldats handling blev anset som naturlig qua soldatens nationalitet.²⁴

      Nationalt sindelag

      I den første besættelsessommer opstod der en national vækkelse over hele landet. I forsamlingshuse og ved friluftsstævner samledes flere og flere mennesker for at synge danske fædrelandssange. Værker fra den nationalromantiske sangskat blev fundet frem, og sange som “I Danmark er jeg født” eller “Der er et yndigt land” blev omdrejningspunkter for “alsang”, som det blev kaldt. Tilslutningen til alsangsstævnerne toppede en septemberdag i 1940, hvor 740.000 mennesker eller mere end en femtedel af landets befolkning deltog i stævner over hele landet. Radiotransmissioner knyttede stævnerne sammen og udvidede alsangen til landets stuer. Alsangen var i højere grad udtryk for en stærk dansk national følelse end direkte protest og kampvilje. Tyskerne fremstod på det tidspunkt som krigens umiddelbare sejrherre, og stævnerne repræsenterede en voksende bevidsthed om det nationale sammenholds betydning for Danmarks mulighed for at overleve besættelsen og bevare det danske i en tyskdomineret verden. For langt hovedparten af befolkningen betød det dermed også opbakning til samlingsregeringen og kongen, samt den politik, de førte.²⁵