Pa den forkerte side. Soren Billeschou Christiansen

I sidste ende var det dog besættelsesmagten, som havde den reelle magt, og samarbejdet udfoldede sig derfor gennem et forhandlingsspil, hvor de danske politikere forsøgte at føre Danmark så omkostningsfrit gennem besættelsen så muligt. Fra tysk side ønskede man et gnidningsfrit samarbejde, da besættelsesmagten bl.a. kunne drage nytte af en stor dansk landsbrugsproduktion. Derfor var tyskerne interesserede i at bevare den danske samfundsstruktur intakt, så længe politikere og befolkning rettede sig efter besættelsesmagtens ønsker.

      Som konsekvens af den turbulente situation, Danmark var blevet kastet ud i, valgte den socialdemokratiske og radikale regering d. 9. april 1940 at udvide regeringen med Venstre og Det Konservative Folkeparti i en samlingsregering.⁶ Ud over den nye politiske situation betød tyskernes tilstedeværelse i Danmark en række ændrede forhold i befolkningens hverdag. Danskerne blev pålagt mørklægning, censur og en udvidelse af den varerationering, som var blevet indført efter Anden Verdenskrigs udbrud i september 1939.

      Det vanskelige samarbejde

      At samarbejde med besættelsesmagten var som en linedans for de danske politikere. På den ene side skulle de tilfredsstille tyskerne, så disse ville lade politikerne fortsætte deres virke. På den anden side skulle politikerne modstå tyske krav, som ville forværre befolkningens situation eller sætte Danmark i en position, hvor landet fremstod som en åbenlys allieret med Tyskland. Denne balancegang medførte, at det for dele af den danske befolkning kunne være svært at skelne mellem, hvad der var realpolitik, og hvad der var symbolpolitik. Med andre ord: hvor gik grænsen for samarbejdet med besættelsesmagten? For personer med relationer, sympatier eller andre forbindelser til tyskerne kunne en række udtalelser og handlinger fra samarbejdsregeringen især i besættelsens første år føre til uklarhed. Var Tyskland ven eller fjende?

      “Ved de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa …”⁷ – sådan lød det i en erklæring fra Erik Scavenius, da han blev udpeget som udenrigsminister i samlingsregeringen d. 8. juli 1940. På det tidspunkt stod Tyskland som den herskende europæiske magt, og krigen så ud til at ende med total tysk sejr. Erklæringen viste dansk vilje til et aktivt samarbejde med tyskerne. Den viste dog også, hvordan Scavenius ville have dette samarbejde til at foregå: ved at Danmark gav tyskerne indrømmelser og respekt på områder, der kun havde lidt betydning for Danmark, f.eks. i forbindelse med erklæringer om den tyske krigsførelse andre steder i Europa. På den måde kunne regeringen opsamle tyskernes velvilje til at modstå krav i sager, som regeringen fandt vigtige. Scavenius’ strategi var dog upopulær blandt mange danskere, da den resulterede i, at den danske regering gav moralsk støtte til tyskernes fremmarch i Europa.

      Ved det tyske angreb på Sovjetunionen d. 22. juni 1941 blev den danske regering stillet over for tyske krav om øjeblikkeligt at afbryde de diplomatiske forbindelser med russerne og starte interneringen af ledende danske kommunister. Samlingsregeringen valgte uden videre at efterkomme kravet. En senere konsekvens af det tyske angreb på Sovjetunionen blev Antikominternpagtens fornyede betydning. Pagten blev oprindeligt indgået i 1936 af Tyskland og Japan med det formål at bekæmpe Sovjetunionen og den internationale kommunisme, men da den i november 1941 skulle genforhandles, blev en række tysk besatte lande, herunder Danmark, inviteret til at tiltræde pagten. Fra tysk side lod man forstå, at den fredelige besættelse ikke kunne fortsætte, hvis Danmark ikke underskrev pagten. Dette skabte splid i samlingsregeringen, og det så ud til, at det tyske krav ville blive forkastet. Efter tyske trusler underskrev Danmark imidlertid pagten d. 23. november 1941.⁸ Dog blev det fra dansk side forsøgt at få vedlagt en tillægsprotokol, der skulle præcisere, at Danmark var neutralt, og at pagtens bestemmelse om samarbejde mod kommunismen begrænsede sig til det politimæssige område. Dette blev afvist af tyskerne, og Danmark måtte nøjes med at lægge en ensidig erklæring om pagtens fortolkning på de tyske akter. En erklæring, der fra tysk side ikke blev offentliggjort, hvorfor det så ud som om, at Danmark havde tiltrådt pagten uden forbehold.⁹

      Den store arbejdsgiver

      Med besættelsen var flere af landets vigtigste eksportmarkeder forsvundet, og mange virksomhedsejere var nødt til at se sig om efter andre markeder, hvis deres virksomheder skulle overleve. Besættelsesmagten var en umættelig aftager af varer og tjenesteydelser og derfor et nærliggende valg. Det var virksomheder i mange forskellige brancher, som blev leverandører til tyskerne. Først og fremmest eksporterede danske virksomheder i stor stil fødevarer i form af smør, kød og fisk, som angiveligt skulle have dækket 10 % af det civile tyske forbrug. Leverancerne til besættelsesmagten gik dog ikke kun ud af landet. Med mange tusinde tyske soldater i Danmark var der også et stort marked i at dække besættelsesmagtens forbrug. Mange virksomhedsejere oplevede, at tyskerne var villige til at aftage stort set alt, også selv om kvaliteten i produkterne faldt i takt med krigens udvikling, og adgangen til råstoffer mindskedes kraftigt. Det havde dog ingen indflydelse på priserne – tværtimod steg mange virksomheders indtjening og aktiekurser.¹⁰

      For mange virksomheder kunne salg til besættelsesmagten være en svær balancegang. Det kunne være vanskeligt at tyde de officielle erhvervspolitiske udmeldinger fra regeringen, når for eksempel Statsminister Thorvald Stauning d. 8. marts 1941 i en tale om Danmarks rolle i et Europa domineret af Tyskland udtrykte følgende:

      Der tænkes sikkert paa en Arbejdsdeling i Europa, og for saa vidt den bliver fornuftig og hensynsfuld, er der ikke deri Anledning til Indsigelser. Meningen vil være at give Tyskland og de med Tyskland samarbejdende Lande forøgede Produktions- og Omsætningsmuligheder […] Bedst vil det være, om man roligt og villigt medvirker til den Tilpasning, jeg her har antydet, naar Tiden dertil er inde, og den vil ikke være saa afskrækkende, som nogle maaske vil synes.

      Det er usundt og uklogt at vende sig imod en Udvikling, som Tid og Forhold fører med sig. Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af Tidens politiske Opgaver.

      Denne Tilpasning til Livet i det nye Europa behøver ikke at berøre Landenes nationale Forhold, medens den muligvis kan nødvendiggøre visse Ændringer i de erhvervspolitiske Forhold.¹¹

      Hvad var almindelig foretagsomhed, og hvad var værnemageri? Mens det måske var vanskeligt for de erhvervsdrivende, så modstandsbevægelsen anderledes på det. I takt med at bevægelsen voksede, begyndte den at rette angreb imod både små og store danske virksomheder, som mentes at overtræde grænsen for økonomisk kollaboration. For eksempel saboteredes B&W’s motorfabrik og Dansk Riffelsyndikat, som fremstillede krigsmateriel.¹²

      Arbejdsløse danskere fik mulighed for at drage til Tyskland for at arbejde i den tyske industri og i landbruget, som begge manglede arbejdskraft pga. en konstant indrullering af mænd til militærtjeneste. I alt nåede ca. 100.000 danskere at arbejde i kortere eller længere tid i Tyskland. Langt de fleste i besættelsens første tre år, hvor tyskerne så ud til at vinde krigen, og hvor de allierede luftbombardementer endnu ikke var så voldsomme.

      Selv om de danske arbejdere frivilligt drog til Tyskland, var de ikke specielt nazistisk orienterede. Når så relativt mange tog af sted, skyldtes det blandt andet pres fra arbejdsløshedskasser og kommunale forvaltninger, der forsøgte at dæmme op for en stigende arbejdsløshed i Danmark. I besættelsens første år steg arbejdsløsheden markant, blandt andet på grund af at det ikke længere var muligt for danske virksomheder at handle med flere af deres vigtigste eksportmarkeder som for eksempel England. Problemet var så stort, at mere end hver tredje arbejder i vinteren 1941 stod uden job. Fra 1942 begyndte arbejdsløsheden dog at falde stærkt, fordi mange virksomheder havde omstillet produktionen og var begyndt at fremstille varer for besættelsesmagten. Samtidig satte tyskerne gang i store anlægsarbejder, blandt andet i forbindelse med befæstningen af den jyske vestkyst.¹³

      Forsøg på nazistisk magtovertagelse

      Med tyskerne i landet vejrede de danske nazister, som for langt hovedpartens vedkommende var medlem af Danmarks National-Socialistiske Arbejderparti (DNSAP), morgenluft. Nazisterne troede, at der var mulighed for at overtage magten fra det etablerede parlamentariske system. Med fører Frits