Pa den forkerte side. Soren Billeschou Christiansen

modfortælling, der stod i skarp kontrast til efterkrigstidens sort/hvide beretning.

      Bogen bygger på vidt forskellige kilder, men i modsætning til den massive mængde af dokumenter og andre kilder fra besættelsestiden, er materialet om landssvigernes efterkrigsskæbne sparsomt og spredt for alle vinde. Mange af de relevante dokumenter, der kunne belyse landssvigernes forhold efter krigen, eksisterer ikke længere. Det skyldes blandt andet landssvigernes egen manglende lyst til at opbevare dokumenter, der kunne forbinde dem med foreningsarbejde og dermed måske igen bringe dem i offentlighedens søgelys. På baggrund af flere breve fundet i forskellige privatarkiver er det vores indtryk, at mange destruerede alt materiale, når det var læst og forstået. Der findes også eksempler på, at pårørende har tilintetgjort materiale. Enten fordi de mente, det var belastende for familiens omdømme, eller fordi de var trætte af det hele og helst ville glemme. En stor del af materialet har været svært at få adgang til, idet det er i privateje, både hos samlere og hos personligt berørte. Der findes dermed ikke et samlet overblik over, hvilket materiale der eksisterer, og hvor det i givet fald befinder sig.

      Vi har imidlertid været i den heldige situation, at flere personer har været villige til at låne os materiale, der ikke findes i nogen offentlig samling. Mange har været så venlige at henvise til andre, de mente havde materiale, der kunne interessere os. Samtidig har det været muligt for os at interviewe en række landssvigere samt en del efterkommere til landssvigere. Lige som i forbindelse med adgangen til materiale i privat eje, har også flere af interviewene været vanskelige at få i stand. For mange har det ikke været let at skulle tale om besættelsestiden og efterkrigsopgøret, og flere af interviewpersonerne har derfor ønsket anonymitet. Andre landssvigere og efterkommere har helt afvist at ville deltage i en bog om opgøret. Langt hovedparten af de interviewede har dog efter kontakt og opbygning af gensidig respekt fortalt åbenhjertigt om deres liv og aktiviteter under og efter krigen Deres deltagelse i denne bog har gjort det muligt at give et indblik i livsforløb og historiesyn, som ligger langt fra det, de fleste danskere kender til.

      Bladet Revision, som udkom fra 1945 til 1972, har været en uvurderlig kilde. På mange måder fungerede bladet som samlingspunkt for landssvigerne. Her blev langt de fleste initiativer og relevante sager diskuteret, og en gennemlæsning af bladet har fungeret som en nøgle for videre udforskning af landssvigernes efterkrigshistorie.

      Landssvigernes virke efter efterkrigsopgøret kan ikke direkte spores i statslige arkiver. Efter løsladelse fra internering eller efter udstået straf har det offentlige kun i ganske få tilfælde registreret landssvigerne. Vores vigtigste materiale fra offentlige arkiver er dermed det materiale, der blev fremstillet under retsopgøret, hvor der blev samlet store mængder af information om landssvigerne.

      Kildernes beskaffenhed og landssvigernes ønske om at undgå offentligheden betyder, at der ikke kan tegnes et fuldstændigt billede af landssvigernes forhold. For eksempel har det ikke været muligt at foretage en repræsentativ interviewundersøgelse, da de fleste af landssvigerne efterhånden er gået bort, og det samtidig ville være en nærmest umulig opgave at identificere dem. Der findes heller ikke noget officielt talmateriale over landssvigerne, hvorfor bogens enkelte kvantitative overvejelser langt hen ad vejen bygger på fortolkninger af enkelte kilder.

      På grund af den sparsomme mængde af tilgængelige kilder får de landssvigere, der trådte frem i efterkrigstiden og markerede deres holdninger, en langt større stemme i bogen end dem, der foretrak anonymitet. Bogens analyser af de landssvigere, der forholdt sig anonyme, bygger næsten udelukkende på fortolkninger af kilder samt på vores vurderinger, efter at vi igennem en årrække har interviewet et større antal landssvigere og deres efterkommere.

      En landssviger var ikke bare en landssviger. Der var stor diversitet inden for gruppen både i relation til politiske, økonomiske og sociale forhold. Der var tale om flere mindre grupperinger, som f.eks. østfrontsfrivillige, samt en stor mængde enkeltindivider, der af det omgivende samfund blev anset som sammenknyttede, men som ikke så sig selv som del af en landsforrædergruppe. Når der i bogen tales om landssvigerne som en “samlet gruppe”, er der således tale om den del af befolkningen, der blev opfattet som forrædere, og ikke om mennesker, der definerede sig selv som gruppe. Landssvigergruppen var et “skæbnefællesskab”, ikke en social gruppering.

      Landssvigernes reaktion på samfundets udstødelse delte sig i to – dem, der valgte at bøje af for stormen og opgive kampen for oprejsning, og dem, der tog kampen op og risikerede offentlighedens bevågenhed. Langt de fleste valgte den første mulighed og blev dermed en del af “det tavse flertal”. Denne strategi kunne gennemføres på mange måder, men fælles for dem alle var ønsket om anonymitet og muligheden for at føre livet videre i en tilnærmet normalitet. At vælge det anonyme liv betød dog ikke nødvendigvis et farvel til håbet om æresoprejsning. Mest almindeligt var drømmen om en undskyldning fra samfundet og regeringens side samt ønsket om generhvervelse af borgerlige rettigheder og konfiskeret ejendom. Den aktive del af landssvigerne var præget af få initiativtagere med forskellige mål og strategier, som hver især blev støttet af mere passive tilhængere. Historien om de aktive landssvigere tager derfor udgangspunkt i fortællingen om de ledende skikkelser. Med bogen ønsker vi gennem undersøgelser af landssvigerne og deres forhold at bidrage til et mere nuanceret og fuldstændigt billede af besættelsestiden og dens eftervirkninger. For at forstå, hvorfor landssvigerne endte med at blive opfattet som landsforrædere og deres heraf følgende reaktion, må vi starte med tyskernes indtog i Danmark d. 9. april 1940.

      Besættelse og samarbejde

      Den 9. april 1940 kl. 04.15 rykkede tyske tropper ind i Danmark. Samtidig overrakte den tyske gesandt i Danmark Renthe-Fink udenrigsminister P. Munch et notat, hvori motivet for det tyske angreb stod beskrevet. I hovedtræk forklarede notatet, at de tyske tropper havde til hensigt at besætte Danmark for at afværge et engelsk angreb imod landet. Der var altså tale om en fredsbesættelse, og tyskerne understregede, at så længe regeringen og befolkningen ikke gjorde modstand imod besættelsesmagten, ville de ikke antaste Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed. Efter få timers kamp valgte den danske regering, under ledelse af socialdemokraten Thorvald Stauning, at give efter for overmagten og opgive den militære kamp mod tyskerne. En militær kamp imod en effektiv og overvældende militærmagt virkede nytteløst og ville betyde alvorlige civile og militære tab. Samtidig lå en undsættelse fra allieret side også langt væk, da tyskerne i april 1940 havde initiativet i Anden Verdenskrig. I den vanskelige situation forsøgte regeringen i stedet at stable et samarbejde med tyskerne på benene. I det tyske notat lå der en indrømmelse om, at tyskerne ikke ville antaste det danske demokrati, og regeringen var derfor meget interesseret i at få befæstet denne indrømmelse, men samtidig binde sig så lidt så muligt til besættelsesmagten. Ud over det ville regeringen udtrykke sin protest imod besættelsen uden at sætte sine muligheder for samarbejde over styr.³ Som svar til det tyske notat udsendte den danske regering derfor d. 9. april 1940 følgende:

      Den danske Regering har under den givne Situation besluttet sig for at ordne Forholdene her i Landet under Hensynstagen til den stedfundne Besættelse. Den nedlægger dog en alvorlig Protest mod denne Krænkelse af Danmarks Neutralitet.⁴

      Disse få ord indkapsler hovedelementer i den politik, som den danske regering førte over for besættelsesmagten under besættelsen. Der var ikke tale om sympati for besættelsesmagten eller manglende nationalfølelse. Tværtimod var regeringen indstillet på at kæmpe. Ikke militært eller med en modstandsbevægelse, men ved at forsøge at holde tyskerne fast på de løfter, der var givet, og overbevise dem om, at det var i Tysklands interesse, at Danmark var neutral. Det var magtpåliggende for regeringen at slå fast, at der ikke havde været krigstilstand imellem Danmark og Tyskland ved besættelsen. Hvis der ikke havde fundet en krig sted, kunne landet måske bevare sin førkrigsneutralitet og sin nationale egenart. Ved krigstilstand frygtede regeringen derimod en annektering af landet og direkte inddragelse i Anden Verdenskrig på tysk side.⁵

      Besættelsesmagten var umiddelbart interesseret i et samarbejde og indledte, hvad der skulle blive et mere end treårigt samarbejde med de danske politikere. På den måde opstod en fiktiv neutralitet, hvor Danmark blev ledet