Sarbarheder. Mikkel Thorup

der i forordet:

      Angrebet på USA og den krig, vi er blevet ramt af, fremhæver en fundamental betingelse for vores livsvilkår: Vi kan ikke og vil ikke vide præcis, hvor og hvornår USA’s interesser vil være truede; hvornår USA vil blive angrebet; eller hvornår amerikanere kan risikere at dø som resultat af angreb. Vi kan vide noget om trends men vil være usikre om begivenheder. Vi kan identificere trusler, men vi kan ikke vide, hvor eller hvornår USA eller dets venner vil blive angrebet. Vi bør med alle kræfter prøve at undgå overraskelser, men vi må også lære at forvente dem.²⁶

      I februar 2010 udkom det seneste review, der er interessant på grund af sin langt fredeligere tone under Barack Obama, end de var under George W. Bush. Der er større fokus på fredelige tiltag, humanitære indsatser og internationale samarbejder, men sårbarhedens retorik opretholdes (om end også den er lidt mere afdæmpet end tidligere):

      I tillæg til eksisterende konflikter står USA over for et komplekst og usikkert sikkerhedslandskab, i hvilken forandringshastigheden forsætter med at accelerere. Ikke siden Sovjetunionens fald eller afslutningen af Anden Verdenskrig har det internationale miljø være påvirket af så vidtgående og konsekvensrige forandringer. Opkomsten af nye magter, ikke-statslige aktørers voksende indflydelse, spredningen af masseødelæggelsesvåben og andre destruktive teknologier samt en række af fortsatte og fremvoksende tendenser udgør dybtgående udfordringer til den internationale orden.²⁷

      Der er altså en række systemiske udfordringer, og så er der et forhold eller en forestilling, som vi vil se gå igen i mange af de analyserede dokumenter og udtalelser: “Vores fjender er tilpasningsdygtige og vil udvikle systemer og taktikker, der udnytter vores sårbarheder.”²⁸ Det er forståelsen af at operere i et stadig mere komplekst, omskifteligt sikkerhedsmiljø konfronteret af stadig mere innovative og flygtige fjender, der er bedre og bedre til at udnytte de sårbarheder, der akkumuleres netop ved at forsøge at beskytte sig, som er fokus i min læsning af de fire militariseringsfelter.

      Jeg er ikke militærekspert og har ingen teknisk kompetence på de undersøgte områder. Mine analyser angår ikke, om det er sådan konfliktprofilen ser ud, om de amerikanske militærplanlæggere teknisk, strategisk og økonomisk kan gøre det, de siger, de vil; men er udelukkende et blik på deres samtidsdiagnose og de praksiskonsekvenser, de drager deraf.

       3. TERRORISERING: BOMBER I VORES BEVIDSTHED

      Tredje del – terrorisering – fokuserer på terrorismens og antiterrorismens konsekvenser for den ideologiske debat om, hvilken slags samfund vi er og bør være.

      Det er klart, at titlen på denne del kan misforstås derhen, at mit argument er, at vestlige politikere og kommentatorer terroriserer på samme måde, om end med andre midler, som al-Qaeda. Det er selvfølgelig ikke mit argument. Jeg bruger terrorisering som en betegnelse for den frygt, som terrorisme og andre voldsudbrud skaber i befolkningen. Det vil sige, at jeg bruger ‘terrorisering’ i sin mest åbenlyse betydning, som det at terrorisere gennem voldelige angreb uden for decideret krig. Men jeg bruger det også i en anden og bredere betydning som reaktionen på sådanne angreb; som det at blive terroriseret, og i dette tilfælde ser jeg på en dobbelthed hos den terroriserede, nemlig både hvorledes terroriseringen virker på samtidsforståelsen, og hvorledes denne frygt fremmanes og fremhæves. Igen: ikke for at hævde en lighed mellem terroristen og antiterroristen, men for at fremhæve, at både det faktiske terrorangreb og fremmaningen af det potentielle angreb virker terroriserende; altså sættes der fokus på, hvorledes det antiterroristiske argument er strukturelt og argumentativt nødt til på sin vis at gentage den frygt, den terrorisering, som det ellers er antiterroristens formål at udrydde. Dette gøres til tider bevidst som en instrumentel brug af frygtpolitik, men det er ikke mit ærinde eller argument her.

      I en undersøgelse af reaktionerne på terrorisme er det passende og givtigt også at se på det, der reageres på, nemlig terrorismen, her den islamistiske terrorisme og særligt den, som al-Qaeda har stået for. Derfor indledes denne del med et kapitel om Osama bin Ladens verdensforståelse og selvbeskrivelse. Selv her efter hans død er der grund til at se lidt nærmere på, hvordan den, der mest effektivt blev billedet på vores frygt og sårbarhed, forstod sin voldelige praksis. Ærindet her er ikke at give en trusselsvurdering eller normativ fordømmelse af al-Qaeda-terrorismen men at bringe den stemme og omverdenstolkning frem, der har jaget os de sidste ti år, og at gøre det for dernæst at vende sig til bogens egentlige ærinde, nemlig Vestens tematisering af sig selv. Bogen afsluttes med en analyse af højreekstremistisk terrorisme, da den tværs over Europa har vist sit voldspotentiale, og fordi Anders Breiviks terrorangreb den 22. juli 2011 kan siges at udgøre afslutningspunktet for det tiår, der blev indledt med terrorangrebet på USA den 11. september 2001. Det afsluttende kapitel forsøger derfor også at undersøge de strukturelle eller idémæssige forbindelser imellem disse to terrorismer, den islamistiske og den højreekstremistiske.

       4. FORSTÅELSER OG MISFORSTÅELSER

      Temaerne i denne bog er ofte kontroversielle og genstande for megen politisk-ideologisk tumult. Ofte baseres tumulten på mere eller mindre villede misforståelser af de andres hensigter. Jeg forestiller mig ikke, at en bog som denne kan undgå misforståelsen, villet eller ikke. Men jeg kan dog måske sige lidt her, der kan afhjælpe den uvillede misforståelse, og som derfor måske også kan udstille den villede som netop påtvunget min tekst imod dens erklærede hensigt.

      Der er den misforståelse, der kommer af den akademiske bearbejdning af politiske emner, der ofte kan antage et desinteresseret, måske endda kynisk, blik. Den akademiske dyd om neutralitet – hvilket ikke er det samme som ligegyldighed eller manglende evne til stillingtagen – anstrenges i min behandling af disse emner til bristepunktet. Man kan ikke på hver side tage afstand fra dette eller hint. Læseren må stole på, at også jeg forfærdes over terrorangreb, ikke føler en skjult glæde ved amerikanernes tab den 11. september, og ikke arbejder for en islamistisk magtovertagelse af Danmark (utroligt nok er alt dette noget, man hurtigt kan blive beskyldt for).

      At behandle Vesten, Danmark og USA især, og at gøre det med en vis kritisk indstilling kan let give et skævt billede af min hensigt. Det er ikke at udstille Vesten som krigsgale; det er ikke at trække på den gamle militariseringslitteratur, der ofte kun så ondskab strømme ud af Pentagon (og ikke så meget ud af Kreml); det er heller ikke at producere et anklageskrift imod USA eller forsvarsskrift for al-Qaeda. Jeg anlægger et analytisk og kritisk blik på Vesten – det analytiske blik må være kritisk for ikke at være rent deskriptivt – og behandler ikke Mellemøsten, islam eller islamistisk terrorisme på samme grundige måde (om end der er et kapitel herom). Det skyldes ingen normativ eller politisk præference for islamisme eller en uvillighed til at diskutere og kritisere den. Det skyldes ikke et vestligt selvhad eller en humanists automatreaktion. Det skyldes to ting især. For det første at Vesten er det, jeg kender og kan. Det er dens idétraditioner, jeg er vokset op med som borger og som akademiker. For det andet og direkte af det første, så er det Vestens fortsatte samtale med og udvikling af sig selv, jeg er interesseret i at bidrage til.

      Af samme opmærksomhed på Vesten følger også faren for, at når man behandler reaktionen på frygtfænomener, så kan det ofte se ud, som om man slet ikke er interesseret i eller tror på det frygtelige; altså at den bagvedliggende præmis for analysen er, at det hele er hysteri, at der ingen trussel er, at man ikke skal frygte islamismen, at frygten er det eneste af frygte osv. Hertil er at sige, at jeg på ingen måde underkender truslerne imod os, men at det her i denne sammenhæng ikke er mit ærinde at vurdere eller fremstille truslens realitet men dens diskursivitet. Det betyder også, at jeg i det kapitel, der faktisk handler om al-Qaeda og bin Laden ikke er optaget af en trusselsvurdering (det gør andre og professionelle langt bedre) eller af moralsk fordømmelse (det er gratis og uinteressant). Det, jeg er interesseret i, er, hvorledes al-Qaeda forstår sig selv og sin omverden. Det fremhæver uvægerligt den ræsonnerende side af terrorgruppen på bekostning af dens voldelige side, men da terrorangrebene er tydelige og veleksponerede, er der måske grund til også at skænke den anden side, voldens tale,