Før han dræber. Блейк Пирс

småt, så lille at hun næsten ikke så det.

      Hun gik hen til pælen, og var forsigtig med ikke at røre ved liget, inden retsmedicinerne hentede det. Hun bukkede sig igen ned, og følte i det samme den fulde vægt af eftermiddagens hede presse sig ned over på hende. Uforfærdet strakte hun halsen, og fik hovedet tættere på pælen, så tæt at panden næsten rørte ved den.

      “Hvad fanden har du gang i?” Spurgte Nelson.

      “Der er et eller andet udskåret her,” sagde hun. ”Det ligner tal”

      Porter kom hen for at undersøge det, men gjorde alt for at undgå at bøje sig ned en gang til. White, den træpæl kan sagtens være tyve år gammel, ”sagde han. ”Inskriptionen ser lige så gammel ud”

      “Måske,” sagde Mackenzie. Men det troede hun ikke på.

      Allerede uinteresseret i opdagelsen gik Porter tilbage til for tale med Nelson, og sammenligne noterne med de oplysninger han fik fra landmanden, der opdagede liget.

      Mackenzie fandt telefonen frem, og tog et billede af tallene. Hun forstørrede billedet, og tallene blev en smule tydeligere. At se dem så detaljeret en gang til, fik hende til at føle, at det hele kun var begyndelsen på noget meget større.

      N511/J202

      Tallene sagde hende ikke noget. Måske havde Porter ret, måske betød de absolut intet. Måske var de indridset af en skovarbejder, da pælen blev lavet. Måske var det nogle børn som kedede sig, der indridsede dem på et eller andet tidspunkt.

      Men det føltes ikke rigtigt.

      Intet af det her føltes rigtigt.

      Og hun vidste i sit hjerte, at det kun var begyndelsen.

      KAPITEL 2

      Da de kørte op foran politistationen følte Mackenzie en knude i maven, da hun kiggede ud af bilruden, og så nyhedsbiler linet op, og journalister der masede på for at få den bedste plads til at angribe hende og Porter. Da Porter parkerede, så hun flere nyhedesværter komme nærmere, løbende hen over plænen, og bag dem overlæssede kameramænd der forsøgte at holde tempoet.

      Mackenzie bemærkede, at Nelson allerede stod ved fordøren ilde til mode og ophidset, og forsøgte at pacificere dem. Selv fra hendes plads, så hun se sveden glinse på hans pande.

      Da de steg ud, sjokkede Porter op på siden af hende, for at sikre at hun ikke var den første detektiv som medierne så. Da han passerede hende, sagde han, ”Nu må du ikke fortælle vampyrerne alt."

      Hun følte en bølge af fornærmelse over den nedladende kommentar.

      "Det ved jeg godt, Porter."

      Trængslen af journalister og kameraer nåede dem. Der var mindst et dusin mikrofoner der stak ud fra mængden og ind i deres ansigter, da de kæmpede for at komme forbi. Spørgsmålene faldt over dem som summende insekter.

      "Er ofrets børn blevet underrettet?"

      "Hvad var bondens reaktion, da han fandt liget?"

      "Er der tegn på seksuelt misbrug?"

      "Er det klogt, at en kvinde arbejder på sådan en sag?"

      Det sidste stak en smule i Mackenzie. Selvfølgelig vidste hun godt, at de forsøgte at få en reaktion, i håb om et saftigt 22 sekunders spot i eftermiddagens nyhedsudsendelse. Klokken var kun lige 16. Hvis de handlede hurtigt, fik de måske et scoop til nyhederne klokken 18.

      Idet hun arbejdede sig gennem døren og ind i bygningen, rungede det sidste spørgsmål som torden i hovedet.

      Er det klogt, at en kvinde arbejder på sådan en sag?

      Hun huskede på hvor følelsesløst, Nelson opremsede oplysningerne om Hailey Lizbrook.

      Selvfølgelig er det klogt, tænkte Mackenzie. I virkeligheden er det ret afgørende.

      Endelig trådte de ind på stationen, og dørene blev smækket bag dem. Mackenzie pustede ud af lettelse over at være inde i stilheden

      "Forbandede igler," sagde Porter.

      Han droppede sin storsnudede gangart, nu da han ikke længere var foran kameraerne. Han gik langsomt forbi receptionistens skranke, og hen mod gangen der førte ned til de mødelokaler og kontorer, som udgjorde deres station. Han så træt ud, klar til at tage hjem, klar til at afslutte sagen allerede nu.

      Mackenzie gik først ind mødelokalet. Der sad adskillige betjente ved et stort bord, nogle i uniform og nogle i civilt tøj. I betragtning af deres tilstedeværelse og pressens pludselige tilsynekomst gættede Mackenzie på, at historien var lækket i alle mulige retninger, i de to en halv time der var gået, siden hun forlod kontoret for at køre ud til majsmarken, og til hun kom tilbage. Det var mere end et tilfældigt uhyggelig mord, nu var det blevet en forestilling.

      Mackenzie tog en kop kaffe, og fandt en plads ved bordet. En eller anden havde allerede lagt mapper rundt om bordet, med de få oplysninger som indtil nu var indsamlet om sagen. Mens hun kiggede det igennem, begyndte flere mennesker at fylde lokalet op. Porter indfandt sig endelig, og tog plads i den modsatte ende af lokalet.

      Mackenzie brugte et øjeblik på at tjekke sin telefon, og fandt ud af, at der var otte ubesvarede opkald, fem talebeskeder, og en halv snes e-mail. Det var en kraftig påmindelse om, at hun allerede arbejde med andre sager, inden de i morges blev sendt ud til majsmarken. Den triste ironi var, at mens de ældre kollegaer tilbragte en masse tid på at nedgøre hende og smide subtile fornærmelser efter hende, erkendte de samtidig hendes talent. Som et resultat af det, bar hun en at de største arbejdsbyrder i afdelingen. Til dato havde hun dog aldrig været bagud, og hun kunne fremvise en førsteklasses liste over lukkede sager.

      Hun overvejede at besvare nogle e-mail, mens hun ventede, men politichef Nelson kom ind, før hun fik chancen. Han lukkede hurtigt døren til mødelokalet bag sig.

      "Jeg ved ikke, hvordan medierne fandt ud af det her så hurtigt," knurrede han, "men hvis jeg finder ud af, at nogen i dette lokale er ansvarlig, så bryder helvede løs."

      Der blev stille. Et par betjente og andre medarbejdere begyndte at kigge nervøst på indholdet i mapperne foran dem. Selvom Mackenzie ikke gav meget for Nelson, så var der ingen tvivl om, at mandens tilstedeværelse og stemme kunne styre et lokale uden den helt store anstrengelse.

      "Her er hvor vi står," sagde Nelson. "Offeret er Hailey Lizbrook, en stripper fra Omaha. 34 år gammel, mor til to drenge på 9 og 15. Ud fra hvad vi har fundet frem til, så blev hun bortført, inden hun kom på arbejde, for arbejdsgiveren siger, at hun aldrig dukkede op aftenen før. Optagelser fra sikkerhedskameraer på hendes arbejdsplads the Runway viser intet. Så vi arbejder ud fra den teori, at hun blev bortført et sted mellem sin lejlighed og the Runway. Det er et areal på 12 kilometer, et område som vi lige nu har et par kollegaer til at gennemgå sammen med Omaha Politiet."

      Han kiggede derefter på Porter, som om han var en værdsat elev, og sagde:

      "Porter, hvorfor beskriver du ikke gerningsstedet?"

      Selvfølgelig ville han vælge Porter.

      Porter rejste sig op, og kiggede rundt i lokalet, som for at sikre at alle var meget opmærksomme.

      "Ofret var bundet til en træpæl, med hænderne bundet bag hende. Gerningsstedet findes i en majsmark, en lysning der ligger lidt mindre end halvanden kilometer fra landevejen. Hendes ryg er dækket af noget, der ligner mærker efter piskeslag med en eller anden slags pisk. Vi opdagede aftryk på jorden med den samme form og størrelse som mærkerne. Selvom vi ikke kan sige det med 100% sikkerhed, før vi får retsmedicinerens rapport, så vi er ret sikre på, at det ikke er et seksuelt angreb, selv om ofret kun var iklædt undertøj, og vi ikke kan finde hendes tøj nogen steder. "

      "Tak, Porter," sagde Nelson. "Når nu vi taler om retsmedicineren, så talte jeg med ham i telefonen for 20 minutter siden. Han siger, at selvom han ikke kan vide