Før han dræber. Блейк Пирс

stemme lød, som om at han enten røg eller skreg meget. Der var også en underlig slags læspen i hans tale.

      ”Men først må du tilstå dine forbrydelser.”

      Sagde han for fjerde gang. Undrende vred hun igen sin hjerne. Hun havde ingen forbrydelser at tilstå. Hun var god over for alle, som hun kendte, en god mor, ikke så god som hun gerne ville, men hun forsøgte virkelig.

      Hvad ønskede han af hende?

      Hun skreg igen, og forsøgte at bøje sin ryg mod pælen. I det samme mærkede hun, at rebet gav sig en anelse rundt om hendes håndled. Hun følte også, at hendes klæbrige blod samlede sig omkring rebet.

      ”Tilstå dine forbrydelser,” gentog han.

      ”Jeg ved ikke, hvad du taler om!” stønnede hun.

      ”Du kommer til at huske,” sagde han.

      Det sagde han også før. Og han sagde det lige før hver --

      Der lød en blød, hvislende lyd, da pisken bugtede sig gennem luften.

      Hun skreg, og vred sig mod pælen, da tingesten igen ramte hende.

      Nyt blod flød fra hendes nye sår, men hun opdagede det næsten ikke. Hun fokuserede i stedet på hendes håndled. I løbet af den sidste time havde blodet samlet sig, og var blevet blandet med hendes sved. Hun mærkede lidt luft mellem rebet og sine håndled. Og hun troede, at hun kunne slippe fri. Hun følte, at bevidstheden var ved at forsvinde, fjerne sig fra situationen.

      Smæld!

      Denne gang blev hun ramt direkte på skulderen, og hun skreg.

      ”Vent”, sagde hun. ”Jeg vil gøre alt, hvad du siger! Bare du lader mig gå!”

      ”Tilstå dine--”

      Hun kastede sig frem, så hårdt som hun kunne, og fik armene frem. Hendes skuldre skreg af smerte, men hun var fri. Rebet brændte lidt øverst på hendes hånd, men det var ingenting, i sammenligning med den smerte, der flænsede hendes ryg.

      Hun rykkede frem så hårdt, at hun næsten faldt på knæ, og var tæt på at ødelægge sin flugt. Men den primitive overlevelsestrang fik kontrol over hendes muskler, og før hun blev klar over det, satte hun i løb

      Hun spurtede afsted, forbløffet over at hun virkelig fra fri, og forbavset over at hendes ben stadig duede efter at have været bundet så længe. Hun drømte ikke om at stoppe op og tænke over det.

      Hun væltede igennem majsene, og stænglerne slog imod hende. Blade og stilke rakte ud efter hende, og rørte ved den ødelagte ryg som gamle, visne fingre. Hun gispede efter vejret, og fokuserede på at holde den ene fod foran den anden. Hun vidste, at landevejen var tæt på. Det eneste hun skulle gøre, var at blive ved med at løbe, og ignorere smerten.

      Bag hende grinede manden. Hans stemme fik latteren til at lyde, som om den kom fra et monster, der var gemt sig i majsmarken i flere århundreder.

      Hun klynkede og løb, de bare fødder klaskede mod jorden, og den næsten nøgne krop slog majsstænglerne væk. Hendes bryster hoppede op og ned på en latterlig måde, og det venstre slap ud af BH’en. I det øjeblik lovede hun sig selv, at hvis hun slap derfra i live, ville hun aldrig strippe igen. Hun ville finde et bedre arbejde, en bedre måde at forsørge sine børn på.

      Det tændte en ny energi i hende, og hun løb hurtigere, og styrtede igennem majsene. Hun løb så stærkt, som hun overkom. Hun kunne slippe fri fra ham, hvis hun bare fortsatte med at løbe. Landevejen burde være lige rundt om hjørnet. Til højre?

      Måske. Men alligevel var der ingen garanti for, at der var nogen på vejen. Klokken var ikke engang seks om morgenen, og landevejene i Nebraska var ofte tomme på den tid af døgnet.

      Foran hende så hun en åbning i majsstænglerne. Daggryets dunkle lys faldt ind over hende, og hjertet sprang et slag over, da hun fik øje på landevejen.

      Hun gled igennem, og til sin forbavselse hørte hun i det samme lyden fra en motor, der kom tættere på. Hendes håb steg.

      Hun så lyset fra forlygter, der nærmede sig, og løb endnu hurtigere, nu så tæt på at hun lugtede den varme asfalt.

      Hun nåede udkanten af majsmarken, netop som en rød firhjulstrækker passerede. Hun skreg, og viftede ophidset med armene.

      ”HJÆLP!” græd hun.

      Men til hendes rædsel brølede firhjulstrækkeren forbi.

      Hun vinkede grædende med armene. Måske hvis chaufføren kiggede i bakspejlet--

      Smæld!

      En skarp bidende smerte eksploderede langs bagsiden af hendes venstre knæ, og hun faldt om på jorden.

      Hun skreg, og prøvede at komme op og stå, men hun mærkede, at en stærk hånd greb fat i hendes hår, og snart trak han hende tilbage ind i majsmarken.

      Hun prøve at flytte sig, slippe fri, men denne gang magtede hun det ikke.

      Der kom et endnu smæld fra pisken, inden hun til sidst taknemmelig mistede bevidstheden.

      Hun vidste, at det hele sluttede om lidt. Støjen, piskeslagene, smerten, og hendes korte, smertefyldte liv.

      KAPITEL 1

      Da detektiv Mackenzie White gik igennem majsmarken den eftermiddag, forberedte hun sig på det værste. Lyden af majsstænglerne gik hende på nerverne, da hun bevægede sig igennem række efter række, en død lyd der rørte ved hendes jakke. Rydningen hun ledte efter. virkede som om den var flere kilometer væk.

      Hun nåede frem til sidst, og med det samme ønskede hun, at hun var alle andre steder end der. Der var en død, næsten nøgen, kvinde i 30’erne bundet til en pæl, ansigtet var stivnet i et udtryk af smerte. Det var et udtryk, som Mackenzie ønskede, at hun aldrig havde set, og som hun vidste, at hun aldrig ville glemme.

      Fem politimænd dryssede omkring i rydningen uden at foretage sig ikke noget særligt. De forsøgte at se optagede ud, men hun vidste, at de simpelthen forsøgte at få det til at give mening. Hun fornemmede, at ingen af dem tidligere havde set noget lignende. Det tog ikke Mackenzie mere end fem sekunder at se på den blonde kvinde bundet til træpælen, og vide at der foregik meget mere. Noget helt andet, som hun ikke havde oplevet tidligere. Det her var ikke noget, der skete i Nebraskas majsmarker.

      Mackenzie nærmede sig liget, og gik langsomt i en cirkel omkring det. Hun mærkede, at de andre betjente betragtede hende. Og hun vidste, at nogle af dem mente, at hun tog sit job alt for alvorligt. Hun gik lidt for tæt på tingene, kiggede efter forbindelser og sammenhæng, der næsten var abstrakte. Hun vidste også, at mange mænd i distriktet betragtede hende som den unge kvinde, der fik stillingen som detektiv alt for hurtigt. Hun var den ambitiøse pige, som alle troede, havde øjnene rettet på større og bedre ting end at arbejde som detektiv i lille by i Nebraska.

      Mackenzie ignorerede dem. Hun fokuserede kun på liget, og viftede fluerne væk, de var overalt. De svævede i en lille uregelmæssig sort sky omkring kvindens krop, og varmen var ikke til ligets fordel. Det havde været varmt hele sommeren, og det føltes, som om al den varme der var ophobet i majsmarken, var gemt lige her.

      Mackenzie gik tæt på, studerede hende, og prøvede at undertrykke følelsen af kvalme og en bølge af tristhed. Kvindens ryg var dækket af flænger. De så ensartede ud, sikkert afsat med det samme redskab. Hendes ryg var fuld af blod, det meste udtørret og klæbrigt. Bagsiden af ​​hendes g-streng var også smurt ind i det.

      Idet Mackenzie afsluttede sin runde omkring liget nærmede en lav, kraftig politimand sig. Hun kendte ham godt, men hun brød sig ikke om ham.

      “Goddag, detektiv White,” sagde politichef Nelson

      “Chef,” svarede hun.

      “Hvor er Porter?”

      Der