Før han dræber. Блейк Пирс

spurgte Porter. "Har du nogensinde hørt hende skændtes med nogen?"

      Dalton rystede kun på hovedet. Mackenzie kunne se, at barnet igen var tæt på at græde. Kevin rullede med øjnene, mens han kiggede direkte på Porter.

      "Nej," sagde han. "Vi er ikke dumme. Vi ved, hvad du prøver at spørge os om. Du ønsker at vide, om vi kan komme i tanke på nogen, der kan have dræbt mor. Er det ikke rigtigt?"

      Porter så ud, som om han var blevet slået i maven. Han kiggede nervøst over til Mackenzie, men klarede at samle sig rimeligt hurtigt.

      "Nå ja," sagde han. "Det er det, jeg mener. Men det lader ikke til, at I har nogle oplysninger."

      "Tror du?" sagde Kevin.

      Der opstod et anspændt øjeblik, hvor Mackenzie var sikker på, at Porter ville blive grov overfor drengen. Kevin kiggede på Porter med et smerteligt udtryk, næsten som om han udfordrede Porter til at blive vred.

      "Godt," sagde Porter, "Jeg tror, at vi har forstyrret jer drenge længe nok. Tak for jeres tid."

      "Vent lige lidt," sagde Mackenzie, indvendingen kom ud af munden, før hun nåede at tænke sig om.

      Porter gav hende et blik, der kunne have smeltet en sten. Det var tydeligt, at han følte, de spildte deres tid ved at tale med de to sønderknuste sønner, især en 15-årig der helt klart havde problemer med autoriteter. Mackenzie affærdigede hans udtryk, og knælede ned i øjenhøjde foran Dalton.

      "Hør her, tror du, at du kan gå ud i køkkenet til din moster et øjeblik?"

      "Ja," sagde Dalton, stemmen var hæs og blød.

      "Detektiv Porter, hvorfor går du ikke med ham?"

      Igen var Porters blik på hende fyldt med had. Mackenzie stirrede direkte tilbage på ham, ubøjelig. Hun fandt sit stenansigt frem, og var besluttet på at stå fast denne ene gang. Hvis han ønskede at diskutere, ville hun tage det udenfor. Men det var tydeligt, at selv i en situation med to børn og en næsten katatonisk kvinde så ønskede han ikke at blive ydmyget.

      "Selvfølgelig," sagde han endelig, mens han skar tænder.

      Mackenzie ventede et øjeblik, til Porter og Dalton kom ud i køkkenet.

      Så rejste hun sig igen op. Mackenzie vidste, at taktikken med at komme ned i øjenhøjde med et barn holdt op med at virke, når de var omkring 12 år.

      Hun kiggede på Kevin. og så, at den trods som han viste Porter, stadig var der. Mackenzie havde intet imod teenagere, men hun vidste, at de ofte var vanskelige at arbejde med, især midt i tragiske begivenheder. Men hun så, hvordan Kevin reagerede på Porter, og fik en ide om, hvordan hun kom igennem til ham.

      " Helt ærligt, Kevin," sagde hun. "Føler du, at vi dukker op alt for tidligt? Synes du, at vi er hensynsløse, når vi stiller spørgsmål, så hurtigt efter at du har fået besked om din mor?"

      "På en måde," sagde han.

      " Har du bare ikke lyst til at tale lige nu?"

      "Nej, jeg har det fint med at tale," sagde Kevin. "Men den fyr er et røvhul."

      Mackenzie vidste, det var hendes chance. Hun kunne vælge en professionel, formel tilgang, som hun normalt ville, eller hun kunne benytte chancen til at etablere kontant med en vred teenager dreng. Hun vidste, at teenagere først og fremmest værdsatte ærlighed. De så gennem alt, når de var drevet af følelser.

      "Du har ret," sagde hun. "Han er et røvhul."

      Kevin stirrede tilbage på hende med store øjne. Hun chokerede ham. Det var klart, at han ikke forventede det svar

      "Men det ændrer ikke på, at jeg nødt til at arbejde sammen med ham," tilføjede hun, med en stemme der indeholdt sympati og forståelse. "Det ændrer heller ikke på, at vi er her for at hjælpe jer. Vi ønsker at finde frem til den, der gjorde det her mod din mor. Vil du Ikke også det?"

      Han var tavs i lang tid. Så nikkede han endelig tilbage,

      "Tror du, at du kan tale med mig i stedet for?" spurgte Mackenzie. "Bare et par hurtige spørgsmål, og så skal vi nok forsvinde."

      "Og hvem kommer så?" spurgte Kevin, på vagt.

      "Helt ærligt?"

      Kevin nikkede og hun så, at han var tæt på at græde. Hun spekulerede over, om han hele tiden holdt det tilbage, og forsøgt at være stærk for sin lillebror og sin moster.

      "Altså, når vi kører herfra, så ringer vi til stationen med de oplysninger, som vi har fået. Derefter vil I få besøg af de sociale myndigheder, der skal sikre, at jeres moster Jennifer er egnet til at passe jer, mens de sidste ting kommer på plads omkring jeres mor."

      "Hun er cool det meste af tiden," sagde Kevin, og kiggede over på Jennifer. "Men hun og mor var virkelig tætte. Som bedste venner."

      "Søstre kan være sådan," sagde Mackenzie, uden at vide om det var sandt eller ej. "Men lige nu har jeg brug for, at du fokuserer på mine spørgsmål. Kan du klare det?"

      "Jaah."

      “Godt. Altså jeg hader at spørge dig om det her, men det er desværre nødvendigt. Ved du, hvad din mor arbejde med?"

      Kevin nikkede, og kiggede ned i gulvet.

      "Ja," sagde han. "Jeg ved ikke hvordan, men børnene på skolen vidste det også. En eller andens liderlige far har sikkert besøgt klubben, set hende, og genkendt hende fra skolearbejdet eller sådan noget. Det stinker. Jeg blev mobbet med det hele tiden."

      Mackenzie havde svært ved at forestille sig den slags pine, men det fik hende til at respektere Hailey Lizbrook så meget mere. Det var helt klart, at hun strippede for penge om natten, men i løbet af dagen var hun tilsyneladende en mor, som var meget involveret i sine børn.

      "Okay," sagde Mackenzie. "Når du kender til hendes job, så kan du også godt forestille dig, hvilken slags mænd der besøger sådan nogle steder, er det ikke rigtigt?"

      Kevin nikkede, og Mackenzie så den første tåre glide ned hans venstre kind. Hun var lige ved at række ud og tage hans hånd for at trøste ham, men hun ønskede ikke at irritere ham.

      "Jeg brug for, at du tænker over, om din mor nogensinde kom hjem, og var rigtig ked af det eller gal over noget. Jeg vil også gerne have, at du tænker over, om der er nogen mænd, der måske har... æh, mænd, der måske er kommet hjem sammen med hende. "

      ”Ingen kom nogensinde kom hjem sammen med hende," sagde han. "Og jeg har næsten aldrig set mor vred eller ked af noget. Den eneste gang jeg nogensinde har set hende gal, var da hun sidste år fik problemer med advokaterne."

      "Advokater?" spurgte Mackenzie. "Ved du, hvorfor hun talte med advokater?"

      "På en måde. Jeg ved, at der skete et eller andet på arbejdet en nat, og det fik hende til at kontakte nogle advokater. Jeg hørte lidt, da hun talte i telefonen. Jeg er temmelig sikker på, at hun talte med dem om et tilhold."

      "Og du tror, at det har noget at gøre med det sted, hvor hun arbejdede?"

      "Jeg ved det ikke med sikkerhed," sagde Kevin. Det virkede, som om han kvikkede lidt op, da han fandt ud af, at han vidste noget, der var en hjælp. "Men det tror jeg."

      "Det er en kæmpe hjælp Kevin," sagde Mackenzie. "Er der andet, som du kan komme i tanke om?"

      Han rystede langsomt på hovedet, og kiggede så undersøgende ind i Mackenzies øjne. Han forsøgte at blive ved med at være stærk, men der var så meget sorg i drengens øjne, at Mackenzie ikke forstod, hvorfor han endnu ikke var brudt sammen.

      "Mor skammede sig over det, du ved?" sagde Kevin. "Hun arbejdede lidt hjemmefra i dagtimerne. Hun var en slags teknisk skribent, lavede hjemmesider og den slags. Men jeg tror ikke, at hun tjente mange penge. Hun gjorde den anden ting for at tjene flere penge, fordi vores far... Nå, ja han skred for længe tid. Han sender aldrig penge mere. Så mor... hun var nødt til at tage det andet job. Hun