Ved vejen. Bang Herman

var hos Lindes med Huus og et Par andre, og Frøken Linde og Kapellanen kom til dem en Aften med Kiær og Huus. Frøknerne Abel var til Eftermiddagstoget og blev ogsaa bedt ind. Og efter Ottetoget dansede de i Ventesalen og sang til.

      Noget særligt var der ikke. Men det var, som om alting var i saadan en lykkelig Gænge.

      Den eneste, der, “gnavede” lidt, var Huus. Han sad tit og faldt hen i den sidste Tid.

      – Huus, sagde Katinka, sover De?

      Huus fór helt sammen, som han sad.

      Bai blev ganske smittet af det hele Veltilmode i Huset.

      – Satan til Indflydelse Vejret kan ha’e, sagde han, naar han stod paa Perronen og havde ekspederet Eftermiddagstoget. Føler mig s’gu forbavsende vel i denne Tid – forbavsende vel….

      Og hele deres Ægteskab var i denne Tid som forrykket og rykket Aar tilbage. Ikke paa nogen Maade voldsomt eller hidsigt, men fortroligt og fornøjet.

      Det var Nytaarsaften hen mod tolv. Bais var oppe for at drikke Aaret ind.

      Der lød et vældigt Rabalder mod Plankeværket.

      – Hva’ Pokker, sagde Bai, det gav et Choc i baade ham og Bentzen, der spillede seks og treds, Peter ku’ gerne spare paa Krudtet.

      Det bankede paa Ruden, og Huus’ Stemme raabte “Glædeligt Nytaar”.

      – Hva Fa’en – er det Huus, sagde Bai og stod op.

      – Jeg tænkte det straks, sagde Katinka. Hun havde helt faaet Hjertebanken af Rabalderet.

      Bai kom ud og fik lukket op. Huus var i Slæde.

      – Men bevares, sagde Bai, kom dog ind og drik paa ’et….

      – Godaften, Huus, Katinka kom frem i Døren. Vi drikker dog Aaret ind, sagde hun.

      De bandt Hesten ind i Varehuset, og Katinka gav den Bred.

      De drak Aaret ind og bestemte, de vilde blive oppe til Nattoget. Det kom forbi Klokken to.

      – Spil et Stykke, Tik, sagde Bai.

      Katinka spillede en Polka, og Bai brummede til.

      – Ja, sagde han, man var en svær Danser i sin Tid, hva’ Tik? Han kildede hende ned paa Halsen.

      De gik ud paa Perronen. Himlen var mørk for første Gang i lang Tid.

      – Det gi’r mer Sne, sagde Bai. Han tog lidt løs Sne og tjattede det i Ansigtet paa Lille-Bentzen. Det blev en almindelig Fægtning en Stund.

      – Dér har vi ham, sagde Bai. De hørte Toget som en fjern Brusen.

      – Mørk er ’en s’gu iaften, sagde Bai.

      Støjen kom nærmere. Nu rokkede Lokomotivet over Broen. Det lille Lys kom nærmere og voksede; saa bruste Lokomotivet frem fra Mørket som et stort lysøjet Bestie.

      Og de stod alle fire stille, mens det raslede hastigt forbi. Damp stod af Vejen mens der faldt Lys fra Vognene ud over Sneen.

      Klaprende gik det bort, ud i Mørket.

      – Hm, sagde Katinka, saadan gaar vi ind i Aaret. De havde staaet tavse lidt.

      Hun lænede sig op til sin Mand og strøg Haaret mod hans Kind.

      Bai var ogsaa grebet af Situationen. Han bøjede sig ned og kyssede hende.

      Toget bruste langt borte. De vendte sig alle og gik ind.

      Huus var gram mod Dyret, da han kørte hjem i Slæden. Af Pidsken fik det, saa det føg, og Forbandelser i Tilgift,