Ved vejen. Bang Herman

har jeg jo altid været hos Lindes, i Præstegaarden….

      – Nej, Abels, sagde Frøken Jensen – aa nej – det er ikke alle, som er ens….

      Fru Bai bad Frøken Jensen, om hun maaske vilde tage tiltakke hos dem.

      Hun fik det sagt om Aftenen, Bai kom ind fra Sporet.

      – Mathias – sagde hun, hun brugte Mathias til mere tvivlsomme Meddelelser – jeg har maattet be’ Lille-Jensen her til Juleaften … hun ka’ jo ikke gaa til Lindes….

      – Naa, for min Skyld – Bai hadede “det lille Parykstativ” – ja naar du bare faar Lemmeforsamling.

      Bai gik lidt rundt.

      – Ska’ hun ikke til Abels, sagde han.

      – Det er just det – de har jo ikke bedt hende, Mathias….

      – Naa – det har de s’gu gjort Ret i, sagde Bai, der smed Støvlerne af sig. Naa, det er jo din Fornøjelse.

      Fru Bai var glad over, hun havde faaet det sagt.

      – Frøken Jensen kom Klokken halv seks med Spaankurv og Moppe.

      Hun gjorde Undskyldning for Bel-ami.

      – Den er jo ellers hos Abels – jeg lukker den jo ellers altid ind hos Abels. Men Saften, forstaar De, vilde jeg jo nødig … men den gør ingen Ulykke … den er et stille Dyr.

      Bel-ami blev anbragt paa et Tæppe i Sovekamret. Dér blev den. Den led af Sovesyge og gjorde ikke anden Kvalm, end at den snorkede.

      – Han sover af et godt Hjerte, sagde Frøken Jensen, der fik Manchetter og Krave op af Spaankurven.

      Bel-ami var kun besværlig, naar den skulde hjem. Den havde absolut mistet Smagen for Bevægelse.

      Ved hvert tiende Skridt stod den stille og hylede med Halen mellem Benene.

      Naar ingen saa’ det, tog Frøken Jensen den paa Armen og bar Bel-ami.

      De spiste Klokken seks. “Træet” stod i et Hjørne. Lille-Bentzen var med strøget Hanekam og i Konfirmationsfrakke.

      Han spiste som en Ulv.

      Bai fyldte stadig Glassene og stødte til Frøken Jensens og Bentzens Bægere.

      – Naa, Skaal, Frøken Jensen.

      – Skaal, min go’e Bentzen – det er kun Jul en Gang om Aaret, sagde han. Han blev ved at fylde i.

      Lille-Bentzen blev rød i Hovedet som en Hummer.

      – Vi drikker jo som i Hedenold, sagde Frøken Jensen.

      Døren stod aaben ud til Kontoret. Telegrafen prikkede uafladelig.

      Kollegerne ønskede hinanden “Glædelig Jul” langs ad Linjen. Bai gik til og fra og svarede.

      – Hils fra mig, sagde Katinka.

      – Glædelig Jul fra Mundstrup, sagde Bai fra Apparatet.

      – Ja, sagde Frøken Jensen, det er det, jeg siger til mine Elevere: vor Tid har ophævet Rummet, siger jeg saa tidt til dem.

      Ved Æbleskiverne blev Frøken Jensen livlig. Hun nikkede barnligt til sig selv i Spejlet og sagde “Skaal”.

      Frøken Jensen var i en ny Chignon, hun havde foræret sig selv til Jul. Hun bar nu Haar af tre Nuancer.

      Frøken Jensen blev lidt efter lidt glad ved sig selv.

      Efter Bordet, medens Træet blev tændt, forsøgte Lille-Bentzen at springe Buk over Marie-Pige ude i Køkkenet.

      Katinka gik stille om og gav sig god Tid med at tænde. Hun vilde ogsaa nok være lidt alene.

      – Gud véd, om Huus har faaet vores Pakke, sagde hun. Hun stod paa en Stol og tændte an med en Vokskerte.

      I sidste Nu tog hun et Fichu fra sit Bord – hun havde faaet det sendt fra en Søster – og lagde det hen til Frøken Jensen. Der saa’ saa fattigt ud paa Frøken Jensens Plads; hun delte Sofaen med Lille-Bentzen.

      Katinka aabnede Døren til Kontoret, og de kom ind til Træet.

      De gik omkring og saa’ paa deres Ting, takkende og halvgenerte. Frøken Jensen hentede smaa Silkepapirspakker frem fra Spaankurven og lagde dem rundt paa Pladserne.

      Marie-Pige kom ind i hvidt Forklæde. Hun gik rundt med sine egne Presenter i Favnen og følte paa Genstandene rundt i Krogene.

      Ottetoget blev ekspederet, og de sad igen i Stuen. Træet brændte stadig i sin Krog.

      Der var meget varmt og oset derinde af de mange Lys paa Træet.

      Bai halvkæmpede med Søvnen og sagde:

      – Man bli’r skakmat af den Festivéren, Frøken Jensen, al den Juleglæde mætter, sagde han.

      De var alle døsige og saa’ paa Klokken. De to Damer begyndte stadig igen at tale om Presenterne, hvordan de var arbejdet.

      – Jeg tror, jeg vil gaa ind og se, hvordan man har regeret Verden, sagde Bai. Han slap ind i Kontoret. Lille-Bentzen sad og sov paa en Stol under Pibebrædtet.

      De to Damer blev alene. De sad i en Krog ved Klaveret, foran Træet, og var meget søvnige.

      De var blundet ind et Øjeblik og fór sammen op i Skræk ved en Knitren i Træet. Der var Ild i en Gren.

      – Det er snart brændt ned, sagde Katinka og slukkede.

      Lysene begyndte at brænde ned et efter et, og Træet blev mørkt. De sad, helt vaagne igen, og saa’ paa det slukkede Træ – kun et Par Lys brændte svagt endnu.

      De blev begge grebet af den samme stille Sørgmodighed ved at se paa de sidste smaa Lys, det var, som de kun fremhævede det mørke, døde Træ.

      Frøken Jensen begyndte at tale. Først hørte Katinka knap, hvad det var, hun sagde, hun blev i sine egne Tanker om dem hjemme og saa Huus.

      Katinka vidste ikke, hvorfor hun hele Aftenen havde tænkt saa meget paa Huus. Han var kommet i hendes Tanker hele Tiden.

      Hele Tiden —

      Hun nikkede til Frøken Jensen og lod, som hun hørte til.

      Frøken Jensen talte om sin Ungdom og dumpede pludseligt ind i at fortælle sin Kærlighedshistorie. Hun var allerede helt inde i Fortællingen, da Katinka mærkede det og undrede sig over, hvordan Frøken Jensen kom til at fortælle det nu og til hende….

      Det var en ganske simpel Historie om en Kærlighed, som ikke var blevet gengældt. Hun havde troet, det var hende, og saa var det hendes Veninde.

      Frøken Jensen talte halvt sagte, i en og samme, stille Tone, Lommetørklædet havde hun fremme, og en Gang imellem snøftede hun lidt og førte det hen over Kinderne.

      Katinka blev lidt efter lidt rørt. Saa tænkte hun paa, hvordan det lille rynkede Menneske vel havde set ud som ung. Maaske havde hun alligevel haft en net lille Figur.

      Og nu sad hun her forladt og alene.

      Katinka blev helt hjerteklemt, og hun tog Frøken Jensens Hænder og klappede dem sagte.

      Den Gamle græd stærkere under hendes Kærtegn. Katinka blev ved at klappe hendes Hænder.

      De sidste Lysstumper brændte ned, og Juletræet stod helt mørkt.

      – Og gennem Livet skal en enlig Kvinde, sagde Frøken Jensen, hvad for Snarer de end lægger for hendes Fod.

      Frøken Jensen var igen landet ved Præsten og hans “Ord”.

      Katinka slap Frøken Jensens Haand. Hun syntes, der var blevet ganske koldt og uhyggeligt om det slukkede Træ.

      Bai slog Døren op til det lyse Kontor. Det var et ridende Bud, som bragte en Pakke fra Huus.

      – Lamperne, Marie, raabte Katinka og løb ind i Kontoret med Pakken.

      Det var et meget fint fileret Sjal med gyldne Traade i, et stort et, som kunde pakkes sammen til ingenting.

      Katinka