Ved vejen. Bang Herman

dette var meget finere….

      Og hun blev ved at staa med Sjalet.

      Bai var munter igen nu, han havde sovet Middagen ud, og de drak alle et Par Snapse af den ægte Rom i Theen.

      Lille-Bentzen blev saa salig, at han løb over paa sit Kammer og hentede nogle Digte, han havde skrevet paa mange Stumper Papir, bag paa gamle Tariffer og Regnskaber.

      Han læste højt, saa Bai slog sig paa Maven af Latter. Katinka sad og smilte med Huus’ fine Sjal om sig.

      Frøken Jensen spillede tilsidst en Tyrolervals, og Lille-Bentzen fløj halvflov ud i Køkkenet og valsede med Marie, saa hun hvinte.

      De maatte alle hjælpe til at faa Bel-ami vækket, da Frøken Jensen skulde gaa; den vilde paa ingen Maade væk fra sit Tæppe. Bai traadte den paa Halestumpen, da Frøken Jensen vendte sig.

      Lille-Bentzen skulde følge hjem. Men Frøken Jensen, der var saa ræd som en Hare for Mørke, vilde gaa alene.

      Frøken Jensen vilde ikke bære sin Bel-ami, naar nogen saa’ det.

      De fulgte hende alle ud til Perronlaagen og raabte “Glædelig Jul”, “Glædelig Jul” ud over Hækken.

      Bel-ami hylede midt paa den snelagte Vej. Den gik ikke af Stedet.

      Da Frøken Jensen havde set, at de alle var gaaet ind, bøjede hun sig ned og tog Bel-ami op under Armen.

      Frøken Jensen var bundet til som en Eskimokone, mens hun gik hjem i Julenatten.

      Katinka slog Vinduerne op i Dagligstuen, saa den skærende Luft kom ind.

      – Hm, den lille Krukke, sagde Bai. Han var ganske menneskekærlig glad ved at have haft Lille-Jensen i Aften.

      – Det Skind, sagde Katinka. Hun blev staaende ved Vinduet og saa’ ud over den hvide Mark i Natten.

      – Man skulde ikke tro, Du klagede over Hoste, sagde Bai. Han lukkede Døren til Sovekamret.

      Bentzen gik over Perronen til sit Kammer.

      – Hun tog Moppen, sagde han. Han havde gemt sig bag Hækken for at se den Begivenhed. Glædelig Jul, Frue….

      – Glædelig Jul, Bentzen.

      Der blev lukket et Par Døre, og saa var det ganske stille.

      Kun nu og da lød der en fin Summen i Telegrafens Traade.

* * * * *

      Katinka var ude at fodre Duerne, før de gik i Kirke.

      Det var høj og stille Luft, og Klokkerne lød ned forbi Skoven. Rundt paa de hvide Marker saa’ man Bønderne, som travede af, i Gaasegang, langs de skovlede Stier, til Offer.

      De ventede i Flok udenfor Kirken og ønskede hinanden “Glædelig Fest”. Konerne rakte hinanden Spidsen af Fingrene og hviskede.

      Saa stod de stille og saa’ paa hinanden, til en ny kom til i Kredsen.

      Bais kom lidt sent, og Kirken var fuld. Katinka nikkede “Jul” til Huus, der stod tæt ved Døren, og gik op til sin Plads.

      Hun delte Stol med Abels, lige bag Præstens.

      Kyllingerne Abel forsvandt i Slør og fantastiske Slyngninger.

      Fru Linde havde Øjne i Nakken paa de store Offerdage. Hun “klædte” sig og Frøkenen for Offerdagene og Spædekalvene.

      Frøkenen gik aldrig i Kirke, naar der var “Tallerkenvals i Koret”.

      De sang de gamle Julesalmer, og lidt efter lidt vandt de alle med, store og smaa. Det lød saa stærkt og glad op under Hvælvingerne. Vintersolen stod lys ind ad Vinduerne mod de hvide Vægge. Gamle Linde talte om Hyrderne paa Marken og Menneskene, som var idag en Frelser fød, med tarvelige stilfærdige Ord, saa der dalede som Enfoldighedens Fred ned over hans Kirke.

      Katinka blev i Julestemningen, mens Offertoget gik op om Alteret i en lang Marsch. Mændene gik stive, tungt i Fliserne og vendte tilbage til deres Plads uden at have fortrukket en Mine.

      Konerne rokkede af, generte og røde i Hovederne, seende stift paa det sammenlagte Lommetørklæde.

      Fru Linde havde Øjnene ved Hænderne ved Alteret.

      Fru Linde havde været Præstekone i fem og tredive Aar og siddet til utallige Offerdage. Hun saa’ paa Hænderne, hvor meget hver lagde.

      Hænderne havde ikke samme Bevægelse, af Lommerne, naar de lagde lidt, og naar de lagde mere.

      Fru Linde anslog Offeret til et Middelaar.

      Udenfor Kirken traf Bais Huus. Man aandede op ude i den friske Luft, og der blev en storønsken “Glædelig Jul” igen.

      “Pastoren” kom med Offerpengene i et sammenbundet Lommetørklæde, og alle hilste og kniksede. Naa, Frøken Jensen, saa ønsker vi vel hinanden Glædelig Jul, sagde “Gamle Pastor”.

      Katinka gik ud af Laagen med Huus. Bai blev lidt tilbage med Kiær, saa de to gik alene henad Vejen.

      Solen laa over de blankglitrende Marker; hist og her ved Gaardene havde de Dannebrog ude paa Flagstængerne i den høje Luft.

      Rundtom drog Kirkegæsterne hjem i Flok.

      Katinka havde endnu Julesalmerne i sit Øre, hun følte alting som i glad Højtidelighed.

      – Julen er rar, sagde hun.

      – Ja, sagde han og lagde hele sin Overbevisning ind i “Ja’et”.

      – Og han sagde det osse rigtig kønt, lagde han lidt efter til.

      – Ja, sagde Katinka, det var en rigtig køn Præken.

      De gik lidt.

      – Men jeg har jo slet ikke takket Dem, sagde saa Katinka, for Sjalet….

      – Ingenting at takke for.

      – Jo netop … jeg blev saa glad. Jeg havde haft næsten Magen og halvt forbrændt det.

      – Ja, det véd jeg jo … De havde det Sjal paa den Dag, jeg kom.

      Katinka vilde sige: Hvor saa’ De det? Men sagde det ikke. Hun vidste heller ikke, hvorfor hun med ét blev rød, og hun for første Gang mærkede, at de sagde ingenting og søgte om noget til at faa brudt Tavsheden med.

      De kom ned til Skoven, og Anneksklokkerne kimede.

      Det var, som om Klokkerne slet ikke vilde holde op idag, at lyde.

      – De gaar da med ind, sagde Katinka, og bærer ikke Jul fra Huset.

      De stod paa Perronen og hørte paa Klokkerne, mens de ventede paa Bai.

      Huus blev der hele Dagen.

      Da Bai satte sig til Bordet, der skinnede med sin Damaskesdug og mange Glasassietter, sagde han:

      – Ja, man har det godt i sin Familie. Lille-Bentzen raabte:

      – Ja, da – og lo af Fornøjelse.

      Huus sagde ingenting. Han sad, som Katinka sagde, bare og saa’ glad ud af Øjnene.

      Og hele Dagen hvilede der en stille Glæde over Huset.

      Om Aftenen spillede de Whist. Lille-Bentzen var Fjerdemand.

      – I Præstegaarden talte de Offerpengene af Papirerne. Fru Linde var skuffet. Offeret var betydeligt under et Middelaar.

      – Hvoraf kommer det, Linde? sagde hun.

      Pastoren sad og saa’ eftertænksomt paa de mange smaa Mønter.

      – Hvoraf kommer det? De Folk tror, vi kan leve som Liljerne paa en Mark.

      Fru Linde gør en Pavse og tæller for sidste Gang de hele Kroner.

      – Med Familje, sluttede Fru Linde.

      – Naa, min Pige, siger Gamle Linde, lad os idetmindste være taknemlige for Kapitelstaksten.

      Præstefrøkenen og Pastor Andersen morede sig med at vælte Møblerne i Salen: de spillede Gulvkrocket.

      – Jeg hytter