Hjemlighed. Ida Wentzel Winther

en kulturfænomenologisk optik, rettes opmærksomheden på hvordan vi gør livet. Hvordan de steder og rum vores livspraksis udfolder sig er eller kunne være. Men opmærksomheden er også rettet på hvordan tingene (den materielle kultur) og kroppene spiller ind. Tingene og kroppene er centrale i omgangen med verden. Det kunne gå i retning af et mere direkte fokus på kroppene, som en Merleau-Ponty inspireret analyse ville føre til. Eller en inddragelse af Edmund Husserls betragtninger vedrørende den perceptuelle genstands perspektiviske fremtrædelse, og derved analyser af hvordan noget fremtræder for nogen, og hvordan kroppen er mulighedsbetingelse for bestemte perceptioner. Men jeg er tættere på Gaston Bachelards indkredsning af rummets poetik, som er både konkret og stedslig. Igennem dette perspektiv er det muligt at fokusere på, hvordan stedet og den materielle kultur kan blive poetisk og ’ske’¹⁷. Herved betragtes ting, krop og hjem ikke som metafor eller symbol for noget andet, men mest af alt som mulighedsrum, hvori ’der sker’, ’der kroppes’, eller i min sammenhæng: ’der hjemmes’. Kultur forstås som et verbum. Som en serie af konstant fremadskridende sekvenser af handling og praktikker. Kultur skaber vi alle kontinuerligt gennem vores liv og praksisser. De svenske etnologer Jonas Frykman og Nils Gilje beskriver i bogen Being There (2003), at kultur er mere end teksten i avisen – kultur er mere læsningen af avisen. Det er ikke ’the narrative, but the narrating. Altså måder at læse på, og ikke bare læse på; men det der sker mens det læses (2003:40).

      I mit arbejde handler det om hjem, og mest af alt om måder man hjemmer på. Hvad der sker når der hjemmes. Hjem er i høj grad det sted hvori der hjemmes. Hjem kan godt forstås som symbol eller repræsentation for noget andet; men det kan også i et kulturfænomenologisk perspektiv anskues som et sted, en materialitet, hvori der bebos, hvori drømme og længsler blander sig i den hverdagslige gøren. Men hjem er også et begreb, en metafor, en idé der i vores vesterlandske kultur har tunge normative fordringer. Derfor må en kulturfænomenologisk analyse både hæve sig og gå ’meta’ og kravle helt ind under eller ned i materialet, den må insistere på en hoppen rundt velvidende at det strider mod mere stringente analyser. Men det gives der i denne sammenhæng køb på ud fra ønsket om og troen på at denne mere hoppende eller vandrende tilgang kan synliggøre feltet.

       ET TREDOBBELT GREB

      I feltvandringen følger jeg flere spor. For det første må der lyttes til samtidige såvel som usamtidige stemmer, ligeledes til de fortællinger, fremstillingsformer og hverdagserfaringer der på en og samme tid taler ind i feltet, og disse er uhomogene. Alle disse bearbejdninger af hjem står ikke lag på lag, men side ved side. Derved kalder feltet på, at blive bearbejdet ved en gåen rundt om det. Og ved at man går ind i felten, og herinde dufter, lytter og ser. Både en etnografisk inspireret feltarbejdsmetode og en fænomenologisk tilgang skærper min lytten.

      For det andet inddrages artefakter og materielle fænomener, fx spiseborde og børneværelser som befinder sig i feltet og i felten. For at udfolde disse fænomener går jeg både kulturhistorisk og hverdagsfænomenologisk til værks, fx ved at undersøge spisebordet: Hvilke regler har der været knyttet til det? Hvordan iscenesættes det? osv. For det tredje ønsker jeg ’at volde’. At volde er et gammelt dansk verbum, der ifølge Ordbog over det Danske Sprog (1926/1994) både betyder: 1. at lave volde om noget – fx en borg. 2. at volde noget, bevirke, forårsage og skabe besvær. Altså: en strygen mod hårene igennem vrid. 3. at øve vold mod noget, have myndighed over eller herske over. Altså: at gå længere ud end umiddelbart ønskeligt, at gå kontra, være usmart. Spørgsmålet er hvad jeg ’volder’, og hvor ’voldelig’ jeg er. Og hvor usmart jeg kan være for at komme i clinch med fremherskende selvfølgeligheder.

      Det kan forekomme modsigelsesfyldt både at ville lytte, ville være materiel og ville ’volde verden’. ’Voldningen’ kan stå i kontrast til den mere indfølte lytten og til de faktuelle ting; men det er netop ved at kombinere lytten, materialitet og interpreterende ’volden’. Men det er i dette tredobbeltgreb, at udfordringen sker, og det er dette tredobbelte greb som får benævnelsen: kulturfænomenologi.

      Lad mig beskrive de forskellige former for materiale der arbejdes med i bogen. Det kan inddeles i tre typer.

      a) Undersøgelse af 10-11 årige børns opfattelser af hjem

      b) Kulturhistoriske og kulturfænomenologiske nedslag

      c) Inddragelse af materielle fænomener, artefakter og andre empiriske indslag af multiæstetisk karakter

      Lad mig tage a først.

      a) 10-11 årige børns opfattelse af hjem:

      Ét er hjem, noget andet er at føle sig hjemme. I dag skal vi alle udvikle taktikker til at hjemme den, både derhjemme og andre steder end derhjemme. Men føler man sig hjemme alle steder i hjemmet? Har visse rum en privilegeret status? Hvilke regler og værdier styrer hjemmet og hvordan kommer disse til udtryk? Jeg har undersøgt hvordan familiens ’hjemlinge’ – de store børn – opfatter og bruger det konkrete hjem. I denne kvalitative undersøgelse er der bl.a. blevet brugt engangskameraer i et forsøg på, at indfange, fastholde og iscenesætte konkrete situationer såvel som børnenes forestillinger, som måske ellers kan være svære at forklare. Og med billederne som udgangspunkt er børnene blevet interviewet. Interviewmaterialet er en social artikulation, der er blevet til i mødet mellem det enkelte barn, mig som interviewer / forsker og de konkrete fotografier. Materialet skal herefter behandles i respektfuld ikke-solidariskhed, hvilket jeg kommer tilbage til. Der er tale om en antropologisk børne-forskningstilgang, som retter sig mod børn og de sammenhænge, de indgår i. Antropologisk børneforskning er en rimelig ny videnskabelig disciplin, som udforsker børns hverdagsliv, deres handlinger og fortolkninger i forhold til de positioner og handlemuligheder, de har og skaber sig i en given kontekst. Der er tale om en bestræbelse på, at forstå kategorien ’børn’ (som historisk konstruktion), og de strukturelle og institutionelle sammenhænge børn gives og som aktive aktører er med til at skabe. I starten af kapitel 2 udfoldes de mine metodologiske overvejelser, og ellers er kapitel 2 en vandring rundt i de udvalgte børns måder at forstå og gøre hjem på.

      b) Kulturhistoriske og kulturfænomenologiske nedslag:

      Jeg søger at vise, hvordan ideen om hjem har sat sig. Hvordan bostedet og huset overgår fra at være et praktisk forhold, til at blive et moralsk projekt, som indbefatter kærligheden mellem mand og kone, forældrekærlighed og børneomsorg. Og hvordan dette fænomen efterhånden er blevet til en naturlighed og har fået selvfølgelighedsstatus. Til dette går jeg både kulturhistorisk og kulturfænomenologisk til værks. I bogen arbejder jeg i et dobbeltperspektiv, hvor nu’et og kulturhistorien hele tiden er vævet sammen. Jeg knytter beskrivelser af civiliseringsprocesser (bl.a. af Norbert Elias, Orvar Löfgren, Sverre Raffnsøe, Witold Rybczynski) sammen med mere gængse modernitetsteorier (bl.a. af Zygmunt Bauman og Anthony Giddens) og slår ned på forskellige fænomener. Det åbner for analyser af det kulturelles og det sociales mellemværender, som her læses på tværs af geografiske, sociale og tidsmæssige sammenhænge. Jeg fokuserer på fænomener som er blevet artikuleret og iscenesat forskelligt. Der er tale om nordeuropæiske tværnationale fænomener (fx manerer, indretning, stilarter), og om nationale og regionale særtræk (fx hygge).

      c) Artefakter og andre empiriske indslag af mere multiæstetisk karakter: Hjem er hot. Ufatteligt meget materiale af mere hverdagslig karakter byder sig til. At tænde for tv’et, købe et dameblad, gå i IKEA, til forældremøde, tale med mine børn – ja, væren i verden – i et hjem – aktualiserer feltet. Alle jeg har talt med omkring mit projekt er fremkommet med relevante ideer eller har fortalt om hverdagserfaringer, der rammer ind i feltet. Det kunne have resulteret i, at jeg lukkede ørerne og gravede mig ned i ét perspektiv; men jeg har foldet ørerne ud. Jeg er gået efter duften og har forsøgt at skærpe mine sanser, og taget den kulturfænomenologiske måde at betragte på – som tankestil og tilgang frem for en egentlig fænomenologisk teori – såre alvorligt. Jeg har valgt at lade alle disse indslag blive en del af materialet. Der er tale om radikalt forskellige typer. Kataloger fra IKEA, årgange af BoBedre, magasinet Isabellas,