Hjemlighed. Ida Wentzel Winther

evig til-bliven (ud, ud, ud) pol 2 konkret hverdagsliv træge forandringer, gentagelighed til-bliven på stedet

      Vi lever på en og samme tid i et samfund præget af travlhed. Og vi befinder os alle, fra vi er ganske små på mange forskellige arenaer og omgås med mange mennesker. Og ydermere har vi fået teknologier som vi bærer rundt på (lad os kalde dem mobile objekter eller ’nomade-objekter’), der gør det muligt at være tilstede mere end ét sted. Forholdet mellem fravær, nærvær og tilstedevær har dermed fået nye dimensioner. Sideløbende med denne interesse har jeg arbejdet med multiple rum. Konkret, hvordan børn i daginstitutioner bruger forskellige steder de opholder sig – forskelligt – og opøver taktikker til at føle sig hjemme alle disse steder (Winther,1999). Mit arbejde har været udspændt mellem den massive tematisering af forandring, bevægelse og globalitet, og en fastholdelse af specifikke træge steder.

      Hvis Zygmunt Bauman (m.fl.) har ret i diagnostikken af, at vi alle er ’on the move’, så er spørgsmålet, hvordan denne foranderlighed og bevægelse kommer til at spille ind på måden at forholde sig til stedet og rummet. Hvis vilkåret er konstant bevægelse og foranderlighed, gælder vilkåret så for andre end en lille eksklusiv gruppe? Er det transnationale, globale og ikke-statslige imperium blevet den nye verdensorden, som filosofferne Michael Hardt og Antonio Negri hævder i Imperiet (2000/2003)? Muligheden for at være tilstede globalt og den uendelige informationsstrøm fra alt og alle, kan også resultere i lige det modsatte. Nemlig en trækken sig tilbage. I et banalt ønske om at få lidt fred og kunne hellige sig sine. Modbevægelsen mod globaliseringen, kravene og mulighederne om konstant tilstedevær slår igennem i ’off-bevægelser’ og ønske om ’simple living’. Rüdiger Safranski skriver i bogen Wieviel Globalisierung verträgt der Mensch? (2003), at hjemmet fremover vil blive attråværdigt som det sted, hvor man kan melde sig ud. Herved reintroduceres hjem som hule og borg.

      Men der eksisterer mange hjem og måder at gøre sig hjemme på. I dag er det muligt mange steder, men måske allersværest derhjemme, idet hjem er et begreb og et fænomen indhyllet i idealiserende baglænsprojektioner, som synes helt selvfølgelige. Selvfølgelige, fordi det derhjemme er så velkendt. Hjem iscenesættes og italesættes som aldrig før. Det synes, som om en næsten neo-biedermeiersk trend hærger. Der skrives om hjem³, hjem bruges som referent for tryghed og stabilitet, hjem udstilles i nostalgisk bondestil i diverse boligmagasiner. Hjem skal deltage i skole-hjem samtaler. Hjem er blevet en søjle, der tillægges betydning, og er i vores vesterlandske kultur symbol for det gode familieliv, som har stået i kompagniskab med det småborgerlige hjem. I dag er hjemmet som livsstil i vælten, dog på en noget skizofren måde. Aldrig er der blevet brugt så mange penge på hjemmet, og måske har vi aldrig været der så lidt. Vi skaber i disse år tunge hjem. Opbygger boliger, der indskriver sig i en hjemdiskurs og en hjem-ideologi, som på mange måder abonnerer på en civiliseringsproces, og står i kontrast til det sen-moderne fleksible og mobile liv. Der er tale om en idealisering af hjemmelivet, samtidig med at beboere opholder sig alle mulige andre steder end i hjemmet (på arbejdet, i daginstitutionen, i skolen, til fritidsinteresser m.m.).

      Som sagt er der for tiden næsten ingen grænser for hvad plusordet hjem (både som begreb og fænomen) skal bære af betydning, hvilket resulterer i en overophedning af noget måske størknet. I hvert fald er det interessant at iagttage at en række måder at bruge hjem og hjemmet på refererer til svundne tider. Det synes som om at hjem er en zombie. Den tyske sociolog Ulrich Beck beskriver både arbejde og familie som zombier. Normalt befolker zombier splatterfilm, hvor en zombie er en død én, som ikke vil dø. I splatterfilmene er zombierne næsten umulige at komme uden om, de overtager igen og igen scenen. Trods beskydning genopstår de. De transformerer sig ikke, de bliver ikke til noget nyt, men vakler beskudte og hjertetomme rundt⁴. Beck har overført filmmonsteret til andre områder og mener, at sådanne zombier står i vejen for en ny forståelse af den tid vi lever i. Han siger:

      ”Zombie-kategorier eller zombie-institutioner er døde; men de fortsætter med at leve – er levende døde – der gør os blinde for at se realiteterne i øjnene”⁵.

      Hvis hjem er en zombie-institution, så betyder det, at den reelt er afgået ved døden. Men at den lever op igen og igen – skamskudt sågar maltrakteret – men trods det ’lever’ den videre som om intet var hændt. Men måske er dette billede for radikalt. Måske er der i højere grad tale om, at hjem med alt hvad det indebærer af referencer reintroduceres temmelig ukritisk fordi så meget andet står dekonstrueret omkring os. Vi tror (pt!), vi behøver denne vor kulturs største normative selvfølgelighed, hvilket gør det endnu mere nødvendigt at dekonstruere.

      Når jeg ønsker, at problematisere den gængse opfattelse af ’hjem’ er det ikke for at ophæve hjem, men for at revitalisere hjemmet.

      Lad mig begynde med et par leksikale opslag: I Ordbog over det Danske Sprog (1926/1994) står der følgende definitioner under opslaget ’Hjem’:

       Hus, lejlighed osv., der er en persons ell. især en families faste bopæl. Næsten kun om boligens indre (lejligheden, stuerne, m. indbo og hvad dertil hører) og oftest med henblik paa boligen som sæde for familielivet. Et sted hvor man søger hvile, ro, hygge olign. efter arbejdet. Også om selve familien, husstanden og dens husholdning, samliv olign.

       Sted, omraade (by, kommune, land) der er oprindeligt ell. fast (varigt) bosted for en person ell. gruppe af personer, og hvor man har statsborgerlige, kommunal-politiske rettigheder. Ell. sted, omraade, hvor man er født, opvokset, hvor ens slægt bor (har boet), hvortil man føler sig knyttet ved slægtsskabsbaand, hjemstavsnationalfølelse olign.

       Navne på institutioner, stiftelser, der er bolig for fattige, syge, gamle, hjemløse. Eller som er beregnet paa at være erstatning for hjemmet (ved tilstræbt hjemlig indretning). De blindes hjem, de døves hjem, de gamles hjem. Afholds-, Alderdomshjem. Hvile-, Pleje-, Soldater-Studenter- eller Sømandshjem.

       Især religiøst om Himmerige.

       Sted, hvor en ting, et forhold findes, hører til, ell. hvorfra det egentlig stammer. Tilholds- og tilflugts-, fristed, ly for noget.

       Angivende en bevægelse, hvis endepunkt er ens hjem. Hjem til ens bolig. Kalde noget hjem – en bog kaldes hjem. Man kan indkassere noget. Få noget hjem. Tage et stik hjem (i kortspil).

      Spændvidden er indeholdt i disse seks definitioner: 1) bosted/hus/hjem, 2) hjemstavn/nation, 3) erstatningshjem/institutioner, 4) det sidste hjem (Himmerige), 5) tilflugtssted/helle, 6) bevægelse hjem. Disse forskellige betydninger ligger ved siden af hinanden i vifteform. De er der på én og samme tid. Viften er både foldet helt ud, så hele spændvidden kan ses; men den kan også være klappet mere sammen, så bestemte forståelser har været det dominerende. Fx blev nationen det samlende hjem efter tabet i 1864. Betydningen hjem som himmerige som det sidste og egentlige hjem, eksisterer i dag som en gængs, konservativ forestilling som primært italesættes i forbindelse med begravelser. Her er himmerige et opsamlingssted, hvor de døde drager hen. Navngivningen af forskellige stiftelser, hvor hjem er indgået har været almindelig; men denne praksis er ændret. Førhen hed det ”De gamles hjem”, ”Alderdomshjemmet”, eller ”Børnehjem”. I dag har de fleste af disse institutioner fået navne som Søvang, Elverhøj, Grøndalshuset, Toftevang. Ud fra navnet kan man ikke se hvilken type der er tale om, men fælles for dem er, at de er institutioner. Nogle af dem er daginstitutioner, andre fungerer reelt som hjemerstatninger.

      I definitionen af hjem er der tale om: 1) en bolig (en bopæl, et ly, et bestemt sted, et stedfortræder sted, himmerige) – og dermed en form for forankring. Og 2) en bevægelse – forandring. Boligen tematiseres