Hjemlighed. Ida Wentzel Winther

tion>

      

      Ida Wentzel Winther

      Hjemlighed

       – kulturfænomenologiske studier

      Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag

      Forord

      At finde den rette titel til en bog er ofte en ganske kompliceret affære. Jeg er endt med at kalde denne bog for ‘Hjemlighed – kulturfænomenologiske studier’. Hverken ‘hus’ eller ‘hjem’ får mæle i titlen. Var der primært tale om en arkitekturværk, ville ordene ‘hus’ og ‘bolig’ trænge sig på, da de indskriver sig i en arkitekturhistorisk tradition og desuden henviser til en behandling af hjemmets tekniske omstændigheder.

      Havde værket derimod været en lækker coffee-table book, havde ordet ‘hjem’ været mere oplagt at hænge sin hat på. Her ville ‘hjem’ pege på nogle mere åndelige aspekter. ‘Hjem’ indgår ofte i titler, der åbner for vort blik ind i diverse kunstneres og berømtheders hjem. Her forlades de tekniske detaljer, og man lister sig med vellyst og nysgerrighed ind bag facaden. Ved at kalde den ‘Hjemlighed’ insisterer jeg på, at bogen omhandler andet og mere end både ‘hus’ og ‘hjem’. Fokus er sat på de måder, hvorpå der gøres hjem og skabes hjemlighed, både derhjemme og i verden som sådan.

      Bogen er blevet til hen over en længere periode. I første omgang var det ph.d. afhandlingen Hjem og hjemlighed – en kulturfænomenologisk feltvandning, som blev indleveret på Danmarks Pædagogiske Universitet i maj 2004, og forsvaret 5 måneder senere. Interessen for afhandlingen var stor, og jeg fik mulighed for at foretage en bearbejdning, så den nu foreligger som bog. Afhandlingen, og dermed også bogen, er blevet til i kraft af mit individuelle arbejde; men undervejs indgik jeg i fællesskaber (faglige, institutionelle og sociale), som havde stor betydning for arbejdet. Derfor takkede jeg i min afhandling en række forskellige personer såvel som institutioner. Denne tak gælder stadig. Arbejdet blev muliggjort i kraft af bevillingen fra Statens Humanistiske Forskningsråd. Forskellige vejledere og kritiske læsere var inde over (her nævnt i alfabetisk rækkefølge): Signe Pildal Hansen, Pernille Hviid, Jan Kampmann, Jette Kofoed, Søren Langager, Mai Misfeldt, Lars-Henrik Schmidt, Carsten Thau, og Frederik Tygstrup. Desuden de børn som var engageret i mit feltarbejde. Både de der deltog i pilotprojektet, og de 24 børn, som var engageret i den egentlige empiriske undersøgelse. Uden alle disse børns deltagelse ville bogen været blevet noget helt andet. Ydermere mine døtre Olivia og Clara, der har fungeret som forsøgspersoner til hvad (nogle) børn mellem 7 og 14 år kan kapere, forstå og håndtere. De har lagt krop til et utal af små pilotprojekter.

      Til arbejdet med bogen Hjemlighed skal der primært lyde en tak til mit bedømmelsesudvalg, som bestod af lektor Eva Gulløv (DPU), lektor Niels Lehmann (Århus Universitet) og professor Orvar Löfgren (Lunds Universitet). Deres mundtlige såvel som skriftlige kritik har i høj grad været min benzin, både til at forbedre, pointere og insistere. Fremhæves skal Steen Nepper Larsen, som gennem alle disse år har orket at læse med og diskutere mine nyeste ideer og revisioner. Ufatteligt, men sandt. Desuden skal der tilføjes en tak til DPU, som muliggjorde at jeg i foråret 2005 havde mulighed for at gennemføre det meste af denne bearbejdning. Desuden skal der lyde en tak til Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag, der uden at blinke ville udgive mit værk. Og Verena Scheller for den sidste korrekturlæsning.

      Dele af bogen har i lidt andre versioner været publiceret som artikler:

      – ”Hjemmeregler – hvordan hjem gennem regler bliver en inklusiv eksklusivitet”. I Arkitektur, krop og læring. Hans Reitzels Forlag. Red. Kristian Larsen. 2005.

      – ”Hjemmet er mere end et hus”. I Jordens folk. Red. Maria Louw. 2005.

      – ”Hjem den!” Århus Arkitektskole. I introduktionsbogen Trailerpark. 2005.

      – ” Børneværelset som hjemsted”. I Børns steder – om børns egne steder og voksnes steder for børn. Red. Kim Rasmussen. Billesø & Balzer. 2006.

      – “Dom jako wlasna przestrzen dziecka” (Home as own space of the child). I antologien Pedagogika miejsca [Pedagogy of Place]. Ed Maria Mendel, Wroclaw: Wydawnictwo DSWE. Poland.

       Ida Wentzel Winther

      København, september 2006

      Kapitel 1

      En feltvandring

       Indledningen præsenterer bogens felt og præciserer formen og indholdet.

       FELTET

      For et par år siden ringede jeg hjem til mine forældre, som jeg så ofte gør. De bor i det hus, hvor jeg har boet fra jeg var 1½ år til jeg var godt 20 år. Mit barndomshjem, hvor jeg kender hvert trappetrin og hver knast i loftet. Stedet, huset, personerne smelter sammen og gør det til hjem.

      Når jeg ringer dertil, ringer jeg til en velkendt og rum defineret verden. Jeg ved, hvor mine forældre sidder eller står i rummet, mens de taler. Jeg kan forestille mig dem, ser dem og huset for mig, kan næsten dufte den nybagte kringle eller den kogte torsk, hvilket gør min opringning til et lille form for besøg. Denne dag tager min mor telefonen. Forbindelsen er dårlig. Det summer. De sidder midt mellem Herning og Silkeborg. På vej hjem. De har fået mobiltelefon. Med Duet-svar. En stor bevægelsesfrihed for dem. Det giver os alle i familien en tryghed af, at vi kan få fat i dem. Bliver det for meget, kan de jo bare slukke.

      I én opringning tabte jeg mit hjem. Mit hjem blev stedløst. Nu kan de være hjemme alle steder, selvom de ikke er hjemme.

      Det hævdes, at det er blevet et vilkår for moderne mennesker i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede, at være ’on the move’. Vi bevæger os både fysisk, mentalt og ikke mindst virtuelt. Nye kommunikationsteknologier byder sig til og invaderer os. Vi kan være i det globale rum, samtidig med at vi sidder bag den låste dør foran skærmen, eller mens vi cirkulerer i den sociale trafik med mobiltelefonen i hånden. Vi kan på en og samme tid ’stay at home’, ’go places’ til ’NoWhere’. No where og now here er ingen steder, alle steder og lige præcis dette sted på én og samme tid (Kunstler,1998). Begreber og forestillinger som: hjemme, ude, privat, offentlig, åbent, lukket og territorialitet må blive forandret. Det nye globale rum og brugen af ny teknologi underminerer den gamle forståelse af ’a place called Home’ (Massey,1992). Det er blevet problematisk at henvise til hjemstavnen, forankringen eller det stationære som udgangspunktet for gøren, laden og væren. Forandring er blevet et indiskutabelt vilkår. Vi bevæger os. Rundt og rundt, afsted, videre, videre… Vi er konstant på vej – nomaden er billedet på det moderne vilkår. Men når jeg hører udsagn som ”Nowadays we are all on the move” (Bauman,1998:77), ”Vi har fødder ikke rødder” (Rushdie,1994), ”There is not a Place” (Auge,1995), eller læser nomadologernes forførende tekster, fx Virilio: ”Mennesker er ikke længere byboere, de er transitrejsende. Vi har fået et samfund af passagerer. Flyvepladsen er den ny by” ¹, rammes jeg af undren og tvivl. Tvivl om hvorvidt de har ret. Om de ikke totaliserer bevægelse og derved reducerer stedets betydning. Om hastighed og bevægelse fortrænger langsommelighed og træghed, eller det ’bare’ ser sådan ud. Det, der var en banalitet i dele af sociologien, er blevet en ny selvfølgelighed.

      I en årrække har jeg været optaget af hvordan vi som såkaldt moderne mennesker lever i en udspændthed mellem på den ene side det moderne informations- og innovationssamfund, med de anmassende krav om konstant læring og udvikling, den evige bliven til – og på den anden side de konkrete erfaringsrum, det træge hverdagsliv, de langsomme forandringer, gentagelser igen og igen og som ikke forsvinder fordi epoken bl.a. bærer stemplet ’højhastighedssamfund’². Midt heri lever den individuelle træge lille historie, som bevirker at vi alle midt i flowet bærer på egen historie, på steder vi har været og som har udgjort det taktile rum for erfaringer. Disse to poler trækker i hver sin retning, og midt i denne udspændthed lever vi som specifikke individer og vores sociale rum etableres og trækkes, hives og slides i et væk.