Fornuftens perversion. Mikkel Thorup

når selvfølgelighed og vane problematiseres,²² og modoplysningen søgte svar på oplysningens og modernitetens udfordringer ved at genformulere deres tabte position med nye, moderne argumenter om fornuft og frihed: “Dens forsvar for traditionen var ikke traditionel; dens forkærlighed for historien var et historisk brud; og dens argumenter for familien og patriarkal magt var et svar på nye, ægte såvel som indbildte, trusler”.²³

      I den sparsomme litteratur, der findes om modoplysningen, bliver den ofte fremstillet som en ‘katolsk reaktion’ på oplysning forstået som en afledt form for protestantisme,²⁴ måske endda som den katolske kirkes angreb på sine angribere (som fx Voltaire (1694-1778) så det), hvilket er en vigtig nøgle til forståelsen af den sydeuropæiske modoplysning, men ikke forklarer dens europæiske udbredelse. I den katolske modoplysning bliver den franske revolutions genese ofte henlagt til det oprør imod Gud, som protestantismen udgør ifølge katolicismen. Med protestantismen bliver enkeltes eget trosforhold det afgørende, hvorfor troens bindende kraft angiveligt svækkes, hvilket har en oplagt politisk parallel i den franske revolutions opskrivning af den enkelte borgers dømmekraft.

      En anden gængs betegnelse er ‘kontrarevolutionen’,²⁵ der, som navnet antyder, mere fokuserer på den politiske og militære reaktion på den franske revolution end på et specifikt tankesystem rettet imod oplysningen. Det samme er tilfældet for dem, der betragter disse tænkere som en reaktion mod ‘idéerne fra 1789’,²⁶ hvilket i for høj grad identificerer oplysningen med den franske revolution.

      Endnu andre har slået modoplysning og konservatisme sammen. Det er en fejlagtig reduktion af konservatismen til dens reaktive udtryk, hvor konservatismens historie snarere end decideret modoplysning er historien om en stadig tilpasning til det oplyste liberal-demokratiske samfund. Den del af konservatismen, der har fastholdt sin skarpe opposition til det moderne, som fx Weimar-Tysklands radikalkonservatisme eller konservative revolutionære, var aldeles gennemsyrede af modoplysning,²⁷ men de er forblevet en randgruppe i konservatismens idéhistorie. Om end der selvklart er en række vigtige affiniteter, fx i fornuftsskepsissen,²⁸ og anti-egalitarismen,²⁹ så indfanger man ikke det særegne ved hverken konservatismen eller modoplysningen ved at ville gøre dem ens.³⁰ Konservatismen er ikke reducerbar til en opposition imod oplysningen; det er kun én af dens rødder, hvilket den tyske konservative Justus Möser (1720-1794) og hans agrare antikapitalistiske ordens-konservatisme er et eksempel på.³¹ Modoplysning er ikke kun konservativ. Den kan også give sig revolutionært udtryk som i fundamentalistiske eller totalitaristiske bevægelser.

      Modoplysningens modstandere beskriver den ofte som ‘antirationalisme’ eller bare som en kombination af formørkelse og fordummelse. Antirationalisme tjener som et pejorativt begreb for modoplysningens afvisning af fornuft, rationalitet, undersøgelse, videnskab og er i den forstand ækvivalenten til modoplysningens påstand om oplysningens ateisme, amoralitet, naivitet og så videre. Modoplysningen er antirationel i betydningen skeptisk over for den rationelle tilgang som enerådende adgang til virkeligheden, men det er en skepsis, den i så fald deler med oplysningen, der heller ikke reducerer al viden og værdifuldt til det rationelt erfarbare. Antirationalisme er del af oplysningens beskrivelse af modoplysningen, men kun sjældent og da oftest polemisk del af modoplysningen selv.

      Et gængs overbegreb for meget af det ovenstående er ‘antiliberalisme’, og om dette kan man sige, at modoplysningen næsten pr. definition er antiliberal, uanset hvilken definition man giver af det liberale, særligt individualisme. Men enhver antiliberalisme er ikke nødvendigvis en modoplysning, som marxismens antiliberalisme, der er afledt af oplysningen, er et eksempel på.

      Den sidste afgrænsning angår sondringen mellem modoplysning og oplysningskritik. Oplysningskritik er den stadige selvkritik af oplysningens filosofiske og praktiske virkelighed – samt ikke mindst det stadige skel imellem de to. Oplysningskritik forbliver dermed inden for en oplysning, der kritiseres for enten at være gået for langt (konservativ oplysningskritik) eller for kort (progressiv oplysningskritik). Modoplysning er til gengæld en afvisning af oplysningsprojektet som sådan til fordel for noget ganske andet, der kan være religiøs fundamentalisme, men som også kan have andre udtryk. Det er dog vigtigt at understrege, at oplysningskritik og modoplysning ikke er distinkte former, men snarere argumentationstyper, der har det med at glide over i hinanden og låne fra hinanden. Man kan også sige, at modoplysning er en radikal oplysningskritik, og ofte hentes argumenter fra modoplysningen til brug i en oplysningskritik eller omvendt. Som med spørgsmålet om det moderne og antimoderne, så demonstrerer det modoplysningens indskriven sig i sin modstanders diskurs. Oplysning er modoplysningens nødvendighedsbetingelse.

       II

      Det var den russisk-engelske idéhistoriker Isaiah Berlin, der navngav modoplysningen i en række indflydelsesrige artikler.³² Han erklærede sin afstandtagen til modoplysningens program, men følte sig samtidig vældigt inspireret af den forståelse af verdens pluralisme, som han mente at finde deri, og som stod i modsætning til en stærk tendens til monisme i oplysningsfilosofien:³³

      Ifølge denne doktrin var det i princippet muligt at besvare alle ægte spørgsmål: Sandheden var én, usandhederne mangfoldige. De sande svar må med nødvendighed være universelle og uforgængelige, det vil sige, de må være sande overalt, til alle tider og for alle mennesker samt mulige at opdage med en ordentlig brug af fornuften, relevant erfaring, observation, eksperimenter, logik og beregning.³⁴

      Denne reduktive forståelse af oplysningen, en udlægning, der fremhæver den som en monistisk fremskridtsrationalisme, fører Berlin til modoplysningen. Den bliver stedet, hvor der fremstilles et modbillede til rationalismen, der, som han siger i relation til Maistre, fremhæver “det irrationelle instinkts permanens og udstrækning, troens magt, den blinde traditions kraft”, og som kritiserer “de progressives bevidste uvidenhed om menneskematerialet – de idealistiske socialvidenskabsmænd, de modige politiske og økonomiske planlæggere, de følelsesladede tilhængere af teknokratiet”.³⁵ I modoplysningen – samt i tysk antirationalisme,³⁶ nationalisme,³⁷ romantikken,³⁸ Georges Sorel (1847-1922)³⁹ m.fl. – finder Berlin en fortælling om alt det, som oplysningen påstås at ignorere i sin jagt på den perfekte verden. Maistre er fx en “frygtelig, men brillant og vigtig kritiker af oplysningen”,⁴⁰ så selv om Berlin forstår sig i forlængelse af oplysningstraditionen og deler dens værdier, så bruger han modoplysningen til en påmindelse om, at verden også er andet og mere end rationel. Verden er pluralistisk, og værdier konfliktuerer, mens politiske ideologier, der udgår fra oplysningen, ifølge Berlin tenderer mod en monistisk verdensforståelse, der kan have farlige konsekvenser, når de anvendes på en virkelighed, der stritter imod, og som ikke lader sig udtømme i et naturvidenskabeligt inspireret, rationalistisk sprog.

      Berlins position er blevet kaldt ‘modoplysningsliberalisme’,⁴¹ men det er nok rigtigere at forstå den som en konservativ form for liberalisme, hvor det specielle i Berlins position er, at han i sin oplysningskritik har ladet sig inspirere af Maistre snarere end af Burke. For Berlin er modoplysningen en inspiration til den værdipluralisme, han selv forfægter, en pluralisme, der placerer oplysningen som blot én, om end vigtig, stemme i beskrivelsen af mennesket og samfundet.

      Berlin definerer modoplysningen som “modstand imod forsøg på en rationel reorganisering af samfundet i den universelle moral og de intellektuelle idéers navn”.⁴² I denne sammenhæng er det en for bred definition, der – om end den meget rigtigt fokuserer på modstanden mod den rationelle reorganisering på basis af universalisme og intellektualisme – ikke fanger det specifikt religiøse og historisk specifikke ved den modoplysning, der her skal undersøges. Berlin gør modoplysning transhistorisk, som han tenderer til at gøre med alle fænomener. Hans analytiske fremgangsmåde er derfor i direkte modsætning til den historisk kontekstuelle og kontroversialistiske metode, som her anvendes.

      ‘Modoplysning’ og ‘modoplysningen’ bruges i denne bog med en selvfølgelighed og entydighed, som ikke korresponderer med dens faktiske fasthed, for der er en lang række forskellige modoplysningstraditioner og -argumenter, der ikke nødvendigvis er indbyrdes kompatible.