Fornuftens perversion. Mikkel Thorup

Jonathan Israel, kalder ‘den kontroversialistiske tilgang til intellektuel historie’,¹² der fokuserer på de debatter og kontroverser, som har været med til at forme vore nutidige begreber. Det er en tilgang til politisk idéhistorie, hvor striden om mening fremhæves, og som den engelske idéhistoriker Quentin Skinner er den vigtigste repræsentant for.¹³ Ifølge Skinner skal idéer, tanker og forestillinger placeres i deres konkrete kontekst for at give mening i forhold til deres oprindelige formål. Tekster, begreber og argumenter er at forstå som våben eller redskaber, der anvendes til at overbevise og legitimere. Deres formål er at gribe ind i og påvirke vores verden – og derfor skal man forstå den verden, de griber ind i, for at forstå teksterne. Tekster har et forhold til deres omgivelser. De er i en vis forstand bestemt af omgivelserne, da en tekst, der taler helt forbi sit publikums forestillingsverden om fx retfærdighed eller autoritet, ikke ville overbevise. Den ville være uinteressant for sit publikum. Tekster er derfor altid indskrevet i nogle særlige samtalemiljøer; de trækker på nogle fælles sprogbrug, fælles symboler, fælles begreber – og så forsøger de strategisk at ændre vores forståelse af disse for at legitimere forfatterens position som sand, god, retfærdig eller hvad det kan være. Vi må forstå tekster som intentionelle indgreb i deres samtid, og derfor kræver forståelsen af deres mening, at vi skal undersøge, hvordan og hvorfor begreber og argumenter blev brugt på denne specifikke måde og med hvilket argumentativt formål.

      Modoplysningen forstås derfor her som datidens interventioner i debatten om, hvad oplysningen er, og hvordan den skal forstås. Disse interventioner er interessen i det følgende. Denne tilgang forpligter til at analysere de skribenter og tænkere, der rent faktisk blev diskuteret, og som diskuterede – hvilket ikke altid er de samme som dem, vi i dag anser for de væsentligste. I den forstand er modoplysningen essentiel, idet den engagerede sig voldsomt i at diskutere oplysningsfilosofferne og deres påståede undergravning af samfundsordenen og moraliteten, og fordi den blev taget alvorligt som trussel og udfordring af sin samtid.

      Snarere end den brede kontekstuelle tilgang, som Skinner foreskriver, er der her valgt en lidt mere snæver tilgang med fokus på tænkere, idet målet har været at præsentere konturerne af en ofte overset strømning i europæisk idéhistorie snarere end at give en udtømmende redegørelse for modoplysningen i sit fulde omfang. Den fulde beskrivelse af modoplysningen, hvis en sådan overhovedet er mulig, ville, som Graeme Garrard skriver i sin Counter-Enlightenments from the eighteenth century to the present, skulle “omfatte ikke bare hele dets tidsmæssige, geografiske og ideologiske rækkevidde men også dets fulde kulturelle og sociale bredde”,¹⁴ og det er en opgave uden for denne bogs rammer.

      Ganske som der var en høj og en lav oplysning, således var der også en høj og lav modoplysning. Den høje modoplysning er repræsenteret i denne bog ved politikere og filosoffer. Den lave bestod af pamfletskrivere, journalister og præster, der udsendte en enorm mængde skrifter, dannede foreninger og selskaber, bedrev lobbyvirksomhed med mere.¹⁵ Vi forstår ofte oplysningstiden som en europæisk affære (men med fransk føring), og på samme måde var også modoplysningen europæisk (men med (eksil-)fransk føring, særligt efter den franske revolution) med en aktiv læsning og korrespondance landene imellem. I titlen på sin bog, Modoplysninger, antyder Garrard det samme forhold, som den nutidige oplysningsforskning gør os opmærksom på: Der er mange forskellige oplysninger såvel som modoplysninger. Det har jeg søgt at tage højde for ved at fremdrage tænkere fra England (Burke, der oprindeligt var fra Irland), Spanien (Cortés) og Frankrig (Maistre og Rousseau, der dog ikke var indfødte franskmænd). Man skal også være opmærksom på, at om end både oplysning og modoplysning har aner tilbage i tiden såvel som nutidige arvtagere, så opstod de som historisk specifikke reaktioner på konkrete modstandere og udviklinger – og de skal forstås historisk og idéhistorisk. De er konkrete interventioner i deres samtid, og det samme gælder, når der i dag henvises til historien, udviklingen, globaliseringen, oplysningen, religionen, nationen eller andre nutidige autoritetsinstanser. Det vigtige er ikke referencen til en påstået overgribende eller transhistorisk instans – her oplysningen eller modoplysningen – men hvad denne reference mobiliseres i forhold til i den konkrete situation. Ingen af dem, der påberåber sig oplysnings- eller modoplysningstraditionen i dag, er i gang med et projekt lig det, som oplysningen og modoplysningen var engageret i, men idéerne derfra og referencen dertil tjener nutidige formål i den konkrete kamp, man specifikt står i.

      Modoplysning er ikke blevet tildelt megen opmærksomhed i dansk forskning, og det på trods af at den internationale forskning efterhånden er betydelig, fx nævnes eller behandles fænomenet ikke i det ellers omfattende værk Oplysningens verden.¹⁶ I det omfang, den diskuteres, da er det i form af romantikkens oplysningskritik,¹⁷ eller mere bredt som en modernitetskritik.¹⁸ Modoplysningen i den forstand, den fremstilles her, er så vidt vides ikke blevet behandlet tidligere på dansk.¹⁹

      * * *

      Jeg har diskuteret emnerne i denne bog med mange forskellige, og deres bidrag til dens endelige form er jeg dybt taknemmelig for. Der er også flere, der har læst dele af manuskriptet, og dem vil jeg særligt takke. Tak til Bertel Nygaard, Frank Beck Lassen og Morten Haugaard Jeppesen – og en ganske særlig tak til Søren Hviid Pedersen, der generøst og kritisk fremdrog analysernes svagheder og foreslog veje til deres forbedring. Hans kritik viser, at politisk ‘fjendskab’ ikke er nogen hindring for hverken privat venskab eller faglig udveksling. Man kan ikke altid tage imod gode råd, og sådan har det også været med nogle af de kommentarer og kritikpunkter, jeg har modtaget under skrivningen af denne bog. Fejl og mangler er forsøgt minimeret. De er udelukkende mit ansvar. Uenigheder og forskellige læsninger vil derimod forblive og er vores alles ansvar at forfægte.

      1. FRIGØRELSE FØRER TIL UFRIHED: HVAD ER MODOPLYSNING?

      Oplysningen bliver ofte af både tilhængere og modstandere beskrevet som en tanke, der er opstået og siden har spredt sig i bredden og dybden med enten god- eller ondartet konsekvens. Fælles for den positive og negative beskrivelse af oplysningen er ofte en lineær fortælling om de sidste to-tre hundrede år, der så enten peger opad eller nedad, mod frigørelse eller trældom.

      Ganske ligesom der er mange oplysninger, som kun på et meget overordnet plan kan reduceres til et samlet ‘oplysningsprojekt’, så er oplysning altid blevet mødt af modstand – i form af kuldsejlede projekter og ørkesløse bestræbelser, men så sandelig også i form af aktiv modstand. Det er denne sidstnævnte aktive modstand, der er emnet her. Her er det også reduktivt at snakke om modoplysningen som en enhed, da den blev og bliver formuleret i nationale og historisk specifikke kontekster, ofte med klare og benævnte modstandere i sigte. Alligevel vil der i teksten blive refereret til modoplysningen med det nu etablerede forbehold, at der er tale om en reduktionisme og dermed en lighed mellem positionerne på kun det mest overordnede niveau.

      I dette kapitel diskuteres forskellige betegnelser for reaktionen imod oplysningen og den franske revolution. De forskellige reaktioner tematiserer ikke altid modoplysning direkte som det operative princip, men har markante berøringsflader med det, der her betragtes. Beskrivelserne og afgrænsningen kan derved tjene som en første tilgang til at indkredse det specifikke ved modoplysningen som en oplysningskritik; modoplysningen forsøges her defineret som position, og dens vigtigste argumenter kan fremhæves.

       I

      Den position, som her kaldes modoplysning, blev tidligere ofte kaldt den ‘traditionalistiske reaktion’ på oplysningen og/eller den franske revolution²⁰ eller ‘den autoritære respons’.²¹ Problemet med sådanne betegnelser er, at de beskriver reaktionen som dybest set nostalgisk og rent bagudskuende, hvorimod det analytisk set forekommer mere givtigt at forstå reaktionen som et forsøg på at etablere nogle gamle værdier på et nyt grundlag. Langt de fleste modoplysningstænkere var andet og mere end nostalgikere. De anså oplysningen og ikke mindst den franske revolution som et brud, der umuliggjorde den rene tilbagevenden til fortiden, der ganske vist blev idylliseret, men som ikke forventedes genskabt. På den måde er de, på grund af deres fremprovokerede antimodernitet, lige så moderne som deres modstandere.

      Derfor er de lignende og ofte