Fornuftens perversion. Mikkel Thorup

løsning: det sekulære diktatur. Han tror på alliancen mellem trone og alter og på religiøs renselse som svar på politiske problemer.

       V

      Hvor Burke giver en religiøst inspireret forklaring på, hvorfor oprør mod den konkrete realitet nødvendigvis må udarte, så giver Maistre en forklaring, der langt mere direkte er baseret på en idé om forsyn. Begge er de varianter af perverteringstesen,¹⁷⁰ nemlig at oprør mod det givne med nødvendighed må antage perverse former. Revolution fører til terror, ganske som frigørelse fører til nye ufriheder. Den anti-autoritære opstand bærer despotiet i sig, hvilket terrorregimet bliver det absolut vigtigste symbol på, men hvilket vi også ser i andre udgaver, fx som påstanden om at kvindefrigørelsen har ført til nye seksuelle undertrykkelsesformer og den frie pædagogik har ført til rodløshed og kriminalitet.

      Maistre ser Guds hånd i terrorregimet, hvor Gud straffede rebellerne ved at lade dem fuldføre deres forehavende.¹⁷¹ Guds list er ifølge Maistre således, at den franske revolutions angreb på kirke og konge vil føre til netop en styrkelse af disse:

      Alle de monstre, som revolutionen fostrede, har åbenbart arbejdet for monarkiet. Takket være dem har sejrenes glans vundet verdens beundring og givet det franske navn en hæder, som revolutionens forbrydelser aldrig helt kan overskygge. Takket være dem vil kongen genindtage sin trone med al sin pomp og pragt, måske endda med en forøget magt.¹⁷²

      For Maistre er den gamle verden endnu ikke tabt. Forsynet vil sikre tilbagekomsten af orden. Den franske revolution er dømt til at ende i vold, for det er ikke bare et grundvilkår i den menneskelige tilværelse, men også den uomgængelige følge af ugudelige overskridelser. Men samtidig tillader Maistres forsynsforståelse af historien ham ikke den samme entydigt negative vurdering af Robespierre (1758-1794) og de andre som ellers i modoplysningen. De er godt nok ugudelige slyngler, men dels tjente terroren ifølge Maistre det positive formål at holde sammen på det franske rige, og dels så bliver Robespierre med flere ufrivillige instrumenter i Guds plan.¹⁷³

      På den måde bliver Robespierre i en vis forstand en illustration af bødlen. Han bliver sindbilledet på voldens nødvendige rolle i det sociale, på den altid eksisterende irrationalitet i menneske og samfund – samt beviset på Guds forsyn! Robespierre og alle revolutionære med ham bliver ifølge Maistre imod deres vilje og ukendt for dem selv til modoplysningens bødler, arbejdende for Guds rige på jord.