Effekter af indsatser for socialt udsatte born i daginstitutioner. Peter Allerup

ved stadig ikke noget om effekter af en tidlig indsats, der finder sted i almene dagtilbud, hvor børnegruppen er bredt sammensat. Vi antager, at børnene i børnegruppen påvirker hinanden på godt og på ondt, hvilket Social arv-forskningen peger på. Vi antager også, at børns relationer er en væsentlig del af den pædagogiske indsats: for at klare sig godt skal børnene gives muligheder for at blive stimuleret – ikke blot intellektuelt, men også socialt, så de kan blive en del af gruppen af jævnaldrende i dagligdagen.

      En tidlig indsats over for socialt udsatte børn og unge er en vigtig del af almentilbuddet. Forhåbningen er, at det kan forbedre deres livschancer.

      Vi ved fra tidligere internationale studier, at massive interventioner over for børn fra meget ressourcesvage hjem har målbare og ikke mindst vedvarende effekter, især på børnenes non-kognitive færdigheder.

      Spørgsmålet er, hvad der virker på dansk grund. Det er i lyset af dette brede perspektiv, at vi har udført et studie, der undersøger effekter af en pædagogisk intervention i dagtilbud, ”HPA-projektet”. Undersøgelsen er det første danske effektstudie vedrørende tidlig indsats. Undersøgelsen belyser overordnet, om samfundet gennem en tidlig indsats i daginstitutioner kan opnå at styrke udsatte børns udvikling – socialt og læringsmæssigt. Det undersøges altså, om de pædagogiske interventioner bidrager til at bryde den negative sociale arv. Mere konkret undersøger vi effekterne af en indsats (”Handlekompetence i pædagogisk arbejde for udsatte børn”), som er udviklet og afprøvet i 60 daginstitutioner i to kommuner i Danmark. Der indgår i alt ca. 3000 børn i undersøgelsen, og der er som led i effektundersøgelsen udsendt to spørgeskemaer pr. barn til henholdsvis pædagoger og forældre i tre nedslag: ved starten af interventionen (baseline), midtvejs (2. nedslag) og afslutningsvis (3. nedslag).

      Effekter måles ud fra screeningsredskaber, som er internationalt anerkendte, og som måler børns socio-emotionelle kompetencer og læringskompetencer. Endvidere er lederne fra de deltagende interventionsinstitutioner blevet interviewet ved interventionsstart angående faktorer, som antages at påvirke implementeringsprocesser.

      Projektet adskiller sig fra tidligere effektforskning i tidlig indsats (i dagtilbud) på tre måder. For det første ved dets satsning på en pædagogisk intervention, der har som mål at styrke såvel børns socio-emotionelle som kognitive kompetencer gennem en inkluderende pædagogik set i et handlekompetenceperspektiv. For det andet ved at belyse effekter gennem et RCT-design (randomised controlled trial), der til forskel fra de internationale studier baseres på institutionsniveau frem for individniveau. Derved gøres det muligt at undersøge betydningen af børnesammensætning som en del af effektspørgsmålet, men også som en del af interventionen. Endelig for det tredje er HPA-interventionen tilrettelagt som en indsats i almentilbuddet i daginstitutioner, altså er der ikke udtaget specifikke børn til en særlig individuelt orienteret ”specialpædagogisk indsats” endsige udvalgt ”ildsjæle” blandt pædagogerne til at gennemføre interventionen.

      POSITIV EFFEKT

      Undersøgelsen af børnehavebørns kompetencer, socio-emotionelt og læringsmæssigt i undergangspunktet (baseline), understøtter den antagelse, at børns kompetencer er socialt bestemte Den sociale arv kan spores i analysen, idet børn med ressourcestærke forældre, hvad angår uddannelse, indkomst, arbejdsmarkedstilknytning og samliv, alt andet lige vil have et bedre udgangspunkt end børn, hvis baggrund er præget af sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige vanskeligheder. Det giver grund til at lægge stor vægt på målgrupper for intervention lige fra børnehavealderen og ikke mindst tage højde for forskelle i målgrupper af 3-6-årige børn.

      HPA-interventionen har positiv effekt med hensyn til målopnåelse. Børnene fra interventionsinstitutionerne klarer sig generelt bedre end børn fra referenceinstitutionerne med hensyn til socio-emotionelle kompetencer og læring på de tolv faktorer, som det er valgt at studere. Når vi bryder analysen op i delanalyser, tegner der sig imidlertid et mere nuanceret billede af effekter i relation til børn fra de svageste grupper.

      ”MIDTERBØRN” NÅS BEDST PÅ DET SOCIO-EMOTIONELLE OMRÅDE

      HPA-interventionen ser ud til at nå ”midterbørnene” bedst med hensyn til stimulering af de socio-emotionelle kompetencer og udvikling. Daginstitutionerne, der arbejder med HPA-intervention, gør en positiv forskel, når de anlægger en innovativ tilgang rettet mod børns sociale og følelsesmæssige ressourcer. Desværre ser det ud til, at de mest udsatte børn er sværest at nå. Endvidere tyder det på, at indsatsen kan have effekt fra baseline til 2. nedslag, men derefter fortoner sig, så vi ved afslutningen ikke ser den forventede effekt hos de mest udsatte børn. Med undtagelse af en enkelt faktor, Sociabilitet, har HPA-interventionen således haft den største effekt mellem 1. og 2. måling på de personlige og sociale kompetenceområder. Vi kan ikke vide, om det betyder, at indsatsen har været mest intensiv i starten – men dette kan være én forklaringsmulighed. En anden forklaringsmulighed er, at de påviste effekter skal undersøges over længere tid, hvilket også er påvist internationalt. En effekt, der synes at være udeblevet, kan godt vise sig efter længere tid, enten som følge af at indsatsen fortsætter eller som efterfølgende konsekvenser af de oplevelser og erfaringer, barnet gjorde under indsatsperioden.

      ”UDSATTE BØRN” NÅS PÅ UDVALGTE INTELLEKTUELLE OMRÅDER

      Billedet ændrer sig lidt, når vi ser på den anden del af det samlede kompetencemønster hos børnene, nemlig de intellektuelle områder. Her viser samme overordnede billede sig, nemlig at HPA-intervention har positiv effekt, hvad angår børns intellektuelle kompetencer og læring, forstået som læringsparathed, nysgerrighed og kreativitet. Men det viser sig endvidere, at det lykkes bedre at nå den svagere gruppe børn på udvalgte intellektuelle områder end på det socio-emotionelle område, fx hvad angår børns matematiske kompetence. Her er væksten i den svagere interventionsgruppe konsekvent større end i den tilsvarende referencegruppe. Nogle effekter holder sig gennem hele perioden, fx har HPA-interventionen haft en konstant effekt på børns overordnede vanskeligheder. Disse vanskeligheder er blevet mindre gennem interventionsperioden i den svagere del af interventionsgruppen sammenlignet med den tilsvarende referencegruppe. Andre kompetenceområder kan være i størst vækst i starten af perioden, fx Pligtopfyldenhed og Empati, mens der for andre områder er størst vækst i slutningen af perioden, fx matematisk kompetence.

      BØRNESAMMENSÆTNINGEN – EN OVERSET BARRIERE?

      Analysen antyder, at børnesammensætningen i institutionerne kan have afgørende betydning for resultatet. Fx har en sammensætning med en stor andel udsatte børn konsekvenser for effekterne af en HPA-intervention. Selv om det er en del af interventionen, at institutionerne skal arbejde med inkluderende pædagogik, kan dette måske vanskeliggøres i institutioner karakteriseret af ophobning af socialt udsatte børn. Andre barrierer, der viser sig i den sammenhæng, er, at institutioner er præget af det pres, der lægges på dem. I visse tilfælde savnes der normeringsmæssige og faglige/personlige ressourcer, som modsvarer opgaven.

      STADIG (FOR) STORT FOKUS PÅ MANGLERNE

      Indsatsen har positiv effekt, men som nævnt mest på ”midterbørn”. På udvalgte områder lykkedes det at nå de svageste, og der er også antydninger af, at effekter kan vise sig senere. Når det er sagt, giver resultaterne alt andet lige anledning til at undersøge, om den tidlige indsats også senere hen er mest for middelklassens børn, hvilket vi ser i resten af uddannelsessystemet. Resultaterne giver anledning til at gå videre med at undersøge selve indsatsens pædagogiske indhold og institutionernes forudsætninger for at forandre praksis med afgørende nye resultater. En tidligere undersøgelse peger på, at der tales meget om at fremme børns ressourcer, men når det kommer til de udsatte børn, er det stadig deres fejl, mangler og uhensigtsmæssige adfærd, der sigtes mod. I HPA-interventionen arbejdes der videre med den antagelse, at den pædagogiske indsats, der rettes imod udsatte børns ’fejl og mangler’ (kompensationsparadigmet), risikerer at bidrage yderligere til stigmatisering, mens mulighederne