Den klassiske kobstad. Группа авторов

var købstæderne ved middelalderens afslutning blevet udbygget med parallel- og baggader med faldende parcelstørrelser, der gav plads til håndværkere og arbejdere med lavere indkomster og mindre pladskrævende erhverv. Hansens pointe er, at denne funktionalitet var i overensstemmelse med en oprindelig, middelalderlig byplan.⁴⁸

      Hovedresultatet af Dansk Komité for Byhistories bidrag til serien Scandinavian Atlas of Historic Towns med fire bind om Ribe, Stege, Køge og Randers er dokumentationen af en udpræget bestandig social og økonomisk morfologi. Handelslivet og de øvre sociale lag var koncentreret til torvet og de tilstødende gader. Skillelinjerne gik også igennem de enkelte erhvervsgrupper, således at de fattigste købmænd og håndværkere boede længere mod byens yderkanter end de rigeste, mens de ufaglærte arbejdere og tjenestefolk var bosat i byens yderkant.⁴⁹

      Den klassiske købstads fysiske byrum var imidlertid i hovedtræk formet af behovet for såvel centralitet som tilgængelighed. Fra flere studier ved vi nu, at Sjobergs model i mange byer blev brudt mindst to steder i byen: ved havnen og ved byportene. Ude ved portene i købstæder som Århus boede blandt andre velhavende købmænd, der satte højere pris på at have direkte adgang til de varer, der blev ledt ind i byen gennem portene eller over havnen, end på at bo midt i byen.⁵⁰ I det hele taget var det almindeligt forekommende, at købmænd – velhavende eller ej – bosatte sig langs indfaldsvejene.⁵¹ Det andet sted, Sjobergs model blev brudt, var ved havnen, hvor man i byer som Stege, Ribe og Køge også fandt fiskere og søfolk. Netop søens folk stod uden for det fremherskende husstandsmønster med principal og tjenestefolk under samme tag, men ellers blev det overladt til industrisamfundet at bryde den klassiske morfologi med nye teknologier og handelsmønstre, der gjorde det muligt at adskille bolig og erhverv.

      Borgerkultur

      I sin artikel i denne antologi præsenterer Palle Lykke en række eksempler på by-historisk-topografisk digtning fra bykrisens værste år fra slutningen af 1600-tallet til afslutningen af Store Nordiske Krig. Digtene er først og fremmest udtryk for en udpræget antikvarianisme og lokalpatriotisme. Byens skæbne lå dens digtere på sinde. Den smerteligt miserable nutid kunne lindres af den mere glorværdige fortid, men også ved at fremhæve byens borgerånd, dens gavmilde materielle goder og dens omsorgsfulde og stolte institutioner. Artiklen viser, at der til hver by knyttede sig en egen identitet, som måtte føles truet under krisen. Denne identitetsfølelse var i middelalderen i høj grad blevet formidlet i et religiøst og symbolsk rum omkring byhelgener, kirker, gilder og magistrat, men fik nu en litterær variant, der afspejlede bykulturens aktuelle styrke. ⁵² Som Klaus Friedland har formuleret det, var borgerlig frihed det normative for et borgerliv i Nordeuropas byer i senmiddelalderen. Ikke frihed i vor forstand, men den enkelte borgers frihed til at unddrage sig udenbys herskabers krav til sin person og sin ejendom. Det var borgerskabet, man var forpligtet af, og dermed byens institutioner, man var forpligtet over for.⁵³

      Byerne var bondesamfundet overlegne i læse- og skriftkyndighed. Det ortodokse fremstød i 1630- og 1640’erne havde cementeret kirkens rolle som formidler af den skriftlige kultur, men herefter satte den internationale befolknings- og vareudveksling et tydeligere præg på borgerkulturen. Rundt regnet hvert andet hjem med bøger i Aalborg havde værker på tysk i 1600-tallet og nogle også på hollandsk. Det samme mønster kendes i hovedtræk fra andre byer, visse havde endog endnu flere værker på tysk. Lidt under halvdelen af alle købstadshjem havde en bogbestand i 1600-tallet, og ikke mindst interessant tyder det på, at man mod århundredets slutning anskaffede sig mere individualiserende opbyggelseslitteratur og flere verdslige bøger.⁵⁴

      Borgerkulturen havde taget retning mod det individualiserende og det rationelle. Købstadsteatrene, der skød frem fra omkring år 1800, kom til at stå som sindbillede på denne udvikling. Som Elsebeth Aasted skriver i sin artikel her i bogen, var det borgerlige teater “en udvidelse af det private rum, som arnested for dannelse og samvær”, hvor den borgerlige families fornøjelser blev trukket ud i offentligheden.

      Men ved siden af disse tendenser fandtes en anden hovedstrømning, der forstærkede den statskollektive kultur. I artiklen “Garnisonsbyen under enevælden” beskriver Karsten Skjold Petersen den demonstrative brug af militær musik ved vagtafløsninger og parader. På den anden side nærmede også byens eget musikvæsen sig et statsligt ideal. Herom har vi nu Jens Henrik Koudals store værk om stadsmusikanterne. Stadsmusikantembederne blev tildelt af kongen og omfattede fra omkring midten af 1600-tallet og frem til år 1800 både by og land med en i europæisk sammenhæng næsten enestående central styring. Virkningen udeblev ikke. Musiklivet og den musik, der blev spillet, nærmede sig i høj grad en fælles standard i landets forskellige regioner, og bondemusikken blev gradvist drejet i retning af stadsmusikken. Her står vi over for et klokkeklart dansk modstykke til de Vries adfærdsmæssige urbanisering. Ikke desto mindre var stadsmusikken forholdsvis åben for udenlandske impulser. Med hensyn til embedets pligter og rettigheder faldt det ind i et mønster fælles for Østersøområdet, hvilket kun kan skyldes, at stadsmusikanterne i bund og grund dækkede det samme behov – i den forstand var der tale om en enhedskultur præget af kirken, lavsstrukturen og den økonomiske udveksling. Musikkulturelt var de danske stadsmusikanter også del af et Østersøfællesskab og modtog de største påvirkningerne fra Hamborg, Lübeck og Rostock.⁵⁵

      Stadsmusikken var med til at befæste byernes rolle som kulturførende i forhold til bondesamfundet, og vi trænger i højeste grad til andre studier af tilsvarende emner.⁵⁶ I hertugdømmerne havde stadsmusikanterne ikke enevældens privilegier at støtte sig til. Efter midten af 1600-tallet erhvervede de sig tillægsprivilegier på landet, men mistede mange af disse igen.⁵⁷ Det understreger kun, at set i et dybere perspektiv var der i kongeriget tale om en borgerkultur i enevældens klæder.

      Ligesom stadsmusikantembederne var håndværkerlavene et organ for bykulturens udbredelse. Kun i byens lav kunne man få det nødvendige svendebrev. Det mest intense og langvarige opgør mellem enevældens normer og den gamle bykultur var hævet over enhver tvivl forsøget på at knægte håndværkerlavene.⁵⁸ To store forordninger i 1681 og igen i 1682 ophævede lavenes gamle skråer og erstattede dem af nye vedtægter, givet fra oven. Man indsatte på flere måder bystyret som kontrolinstans, man opløste flere regler, der i statens øjne måtte anses som konkurrenceforvridende, og man greb hårdt ind over for svendenes særlige kultur, Zünften, håndværkets ‘kulturelle internationale’. I 1800 gik enevælden videre og indsatte i reformen af de københavnske lav det frie kontraktforhold mellem mestre og svende, forbød endnu en gang alle udenlandske “lavsfordomme, vedtægter eller skikke”, og udvidede retten til frimesterskab, dvs. mesterpraksis uden for et lav. I 1832 forsøgte man at overføre reformen til provinsen, men da i en stærkt afsvækket form.

      Enevældens ihærdighed skyldtes i høj grad dens mangel på succes. Alt tyder på, at håndværkerne holdt fast i deres standsbevidsthed og fastholdt deres traditioner længe efter, at enevældens politik forsøgte at komme dem til livs. I byrummet sås denne rest af selvbevidst stadskultur i lavenes processioner, når de flyttede lavsskiltet, når de begravede deres egne, og når de afholdt deres fester og lege. Købstædernes mest talstærke erhvervsgruppe var et effektivt bolværk mod en fremspirende individualistisk økonomisk opfattelse. Ikke enevælden, men den økonomiske virkelighed sugede kræfterne ud af lavene. Den almindelige fremgang i købstæderne efter landbrugskrisen i 1820’erne og de mange nye landhåndværkere satte en ny dagsorden.

      Borgere i kongens klæder

      Købstæderne havde fra middelalderen arvet et magistratsstyre, som godt nok var højst elitært og de fleste steder i lommen på et bypatriciat, men det var dog udtryk for, at byen blev styret af dens egne borgere med byfogeden som en jævnbyrdig modpart. Der var med Pernille Ulla Knudsens ord tale om en “samarbejdende øvrighed med kongens byfoged som en blandt mange embedsmænd i byen”.⁵⁹ I regeringskontorerne havde de lokale øvrigheder en lav stjerne, i de første årtier af 1600-tallet på grund af magtmisbrug og klikedannelser, under den ældre enevælde som følge af uduelighed og lavstatus.⁶⁰ Under enevælden overgik udnævnelsen af alle embedsmænd i