Den klassiske kobstad. Группа авторов

som betegnelse for privat ejerskab, typisk som godsejerbyer. Fænomenet med private byer var ikke kun norsk, men kendes fra store dele af den urbane periferi i Europa.²⁰ Vist nok alle disse jyske byer opstod på én eller få grundejeres jorder, ²¹ med Nibe og Fladstrand som de bedste eksempler på godsejerbyer.²² Løgstør var til omkring midten af 1700-tallet et kongeligt birk, hvorefter indbyggerne blev selvejere.²³

      Rangfordelingen af de danske byer viser gennem hele perioden et såkaldt primatsystem med én dominerende by, et fåtal af andre byer med mere differentierede funktioner og en bred masse af helt små byer. En sådan tilstand er normalt tegn på et bysystem med ringe økonomisk integration, fordi det tyder på, at de overordnede oplandsfunktioner kun i begrænset omfang var samlet i større byer. Kongeriget udgjorde således et “ukomplet” bysystem. Ole Degn har påvist et udpræget hierarkisk bysystem omkring 1670 med hovedstaden efterfulgt af landsdels-, regional- og egnscentre. Som landsdelscentre udpeges Aalborg, Århus, Ribe, Odense, Helsingør, Nakskov og Nykøbing Falster. Degn anvender en bred vifte af faktorer (indbyggertal, skat, indtægter, skibsfart, administrative funktioner mv.) som ligeordnede i sit centralitetsindeks.²⁴ Kongeriget er imidlertid ikke nogen optimal ramme for et sådant studie, idet det afskærer store dele af den økonomiske helhed, som helstaten udgjorde. Norge, Slesvig og Holsten havde netop de mellemstore byer, som kongeriget manglede, og med den tætte handelskontakt mellem Danmark og disse dele af riget er det rimeligt at anse dette for det egentlige system.²⁵ Sven Lilja har mest konsekvent gennemført systemanalyser af de nordiske bysystemer, men medregner desværre ikke Slesvig og Holsten, men kun Norge til Danmark. På dette grundlag kan han dog med større sikkerhed end tidligere placere Danmark og resten af Norden i forhold til hinanden og i forhold til resten af Europa. Gennem 1700-tallet havde Sverige-Finland en stærkere udvikling mod urban integration end Danmark-Norge. Her var udviklingen nemlig den modsatte af den svenskfinske og gik mod svagere integration, hvilket kan henføres til, at det dansk-norske system tippede yderligere over mod en overdimensioneret hovedstad. Ikke desto mindre var begge bysystemer efter tidens europæiske målestok ganske velintegrerede og kan derfor ikke kaldes underudviklede.²⁶

      Regionale forskydninger

      Stagnationen i bydannelser var ikke ensbetydende med mangel på differentieringer eller forskydninger i det eksisterende danske bysystem. En opgørelse over konsumtionsindtægterne pr. civil indbygger i 1760’erne – og dermed byens omsætning – giver et hurtigt indblik i byhierarkiet.²⁷ Den indsatte tendenslinje i fig. 2 viser, at der bestod en sammenhæng mellem byens størrelse og dens omsætning pr. indbygger, således at større byer havde en tendens til at have større omsætning pr. indbygger end mindre byer, men det fremgår også, at der var undtagelser fra reglen. Interessant er det, at vel var landsdelscentrenes konsumtionstal pr. indbygger (vist med grønt) høje, men andre byer kunne også trække stor omsætning til byen. Det gælder især Roskilde, Randers, Næstved, Køge og Slagelse og – meget overraskende – Slangerup og Frederikssund. Det er også tydeligt, at de byer, der blev anlagt efter reformationen (vist med rødt) som hovedregel var ringe merkantile centre, med Hillerød og Sorø som undtagelser (jf. bemærkninger s. 23).

      Et andet spørgsmål er, hvordan det økonomiske styrkeforhold mellem byerne forandrede sig over tid. Jeg har forsøgt at anstille en sammenligning ud fra tre datasæt, der formentlig giver et tilstrækkeligt indtryk af byernes samlede økonomiske styrke. Det ene sæt består af købstædernes pengeskatter fra fire år i perioden 1596-1621. Beregningsgrundlaget for disse kendes ikke, men det må formodes, at der er tale om en vurdering af byernes samlede skatteevne.²⁸ Det andet sæt er et gennemsnit af konsumtionen fra 1758-1760, København dog 1772-1774.²⁹ Det tredje sæt er købstædernes andel af den krigsskat, der blev pålignet dem i 1864. Grundlaget herfor er godt beskrevet. København blev pålagt at udrede 540.000 rigsdaler, mens provinskøbstæderne skulle udrede 390.000 rigsdaler fordelt mellem dem med af beløbet efter henholdsvis deres indbyggerantal, assurancesummer og ordinære indtægter.³⁰ Forholdet mellem København og provinsen var tilsyneladende arbitrært opgjort, men ikke mere tilfældigt end, at der var samme forhold mellem beløbene i indkomstskatten i 1867.³¹

      FIG. 2. Kongerigske byers konsumtionstal, rigsdaler pr. indbygger, årligt gennemsnit 1760-1769. Rød: Byer anlagt efter reformationen. Grøn: Landsdelscentre (jf. Ole Degn: “Byer, byhierarkier og byudvikling i Danmark 1550-1700”).

      FIG. 3.

      Kongerigske byskatter 1596/1621-1864, rigsdaler (div. år).

      Fig. 3 efterlader ingen tvivl om, at de 243-268 år var præget af et tiltagende primatbysystem. København, der 1596-1621 betalte lidt mindre i skat end de øvrige sjællandske og mønske købstæder tilsammen, kunne efter midten af 1700-tallet indkræve godt fem gange så meget som disse i omsætningsafgiften, konsumtionen, og blev i 1864 pålagt at betale mere end ti gange så meget i krigsskat.

      Københavns stilling var så dominerende, at byen skal trækkes ud af materialet for at få mulighed for at sammenligne landsdelenes udvikling. Fig. 4 fremviser en slående stabilitet i fordelingen af de økonomiske ressourcer mellem byerne fordelt på Jylland (øst, vest og midt-nord), Fyn, Sjælland-Møn samt Lolland-Falster (Bornholms byer optræder ikke i det ældste materiale). I Jylland som helhed var der dog tale om en væsentlig forskydning fra vest til øst, der alene forklares ved Ribes nedgang i skatteevne. Tallene tyder mest af alt på et overvejende konstant regionalt mønster i bysystemet, men det udelukkede ikke ændringer i fordelingen mellem byerne inden for regionerne. Disse kan aflæses af fig. 5-9.

      FIG. 4-9. Byskatter i kongeriget (ekskl. København) fordelt efter regioner 1596/1621-1864 (div. år).

       Fig. 4. Hele landet.

       Fig. 5. Nord- og Midtjylland.

       Fig. 6. Vestjylland.

       Fig. 7. Fyn.

       Fig. 8. Sjælland og Møn.

       Fig. 9. Lolland og Falster.

      I Midt- og Nordjylland var det traditionelle landsdelscenter Aalborg udsat for tab i relativ styrke. Det kan allerede konstateres i konsumtionstallene fra 1758-1760. Byens nedgang i forhold til Vendsyssels købstæder var markant i den seneste periode, forårsaget af Hjørrings og Thisteds forbedrede status som trafikknudepunkter og etableringen af fæstningskøbstaden Frederikshavn (købstad 1818). Viborg, et andet landsdelscenter, bevarede sin position i regionen.

      I Vestjylland var billedet præget af landsdelscentret Ribes dramatiske tilbagegang siden 1600-tallets begyndelse, hvilket er den væsentligste forklaring på de andre købstæders relative fremgang. Befolkningsmæssigt stod disse nemlig også i stampe i de første ca. 150 år af denne periode, der i det hele taget var præget af en generel økonomisk af-urbanisering af regionen. Varde, Ringkøbing og Lemvigs relative fremgang i den seneste periode afspejler sandsynligvis en stærkere urbaniseret økonomi i regionen afledt af en almindelig velstandsstigning og den større landbrugseksport.

      Østjylland