Copenhagen Consensus. Группа авторов

      I en anden analyse har man via kosttilskud med jern og folat til gravide kvinder i Nepal forhindret ét tilfælde af LBW for hver 11 kvinder, som er behandlet. Omkostningerne til et omfattende behandlingsprogram anslås til at være 13 USD pr. patient, eller under 150 USD for hver eliminering af en LBW-fødsel: Dette svarer til et benefit-cost-forhold på omkring 4. Det er indlysende, at sådanne indgreb også kan retfærdiggøres på et andet grundlag.

      Den centrale pointe i Mulighed 1 er, at der kan påvises et antal tiltag til minimering af LBW-antallet, hvis udgifter ligger langt under den skønnede værdi af det udbytte, man får. Det betyder, at denne slags initiativer klart kan retfærdiggøres, også selv om der bliver tale om omfattende justeringer af nogle af de antagelser, der er lagt til grund for beregningerne.

      Mulighed 2 · Oplysning om ernæring til spædbørn og børn og fokus på fordelene ved amning

      Ernæringen i de to første leveår er den næstvigtigste faktor efter udviklingen af fostret, når det drejer sig om at sikre en sund opvækst. Hvis man kan fremme amningen i samfund, hvor indkomsterne er lave og fødevarer og drikkevand ofte forurenet, kan det medføre afgørende fordele for udviklingen i barndommen og den livslange produktivitet. Disse fordele supplerer fordelene anført under Mulighed 1 og er af tilsvarende omfang. Omkostningerne forbundet med at implementere effektive programmer retfærdiggør nemt den slags aktiviteter rent økonomisk. Undersøgelser udført på hospitaler i Latinamerika viser f.eks. typisk et benefit-cost-forhold på omkring 4 i forbindelse med større udbredelse af amning.

      Mulighed 3 · Reduktion af antallet af personer med anæmi grundet jernmangel samt mangel på jod, A-vitamin og zink

      Jernmangel påvirker ikke kun udviklingen hos fostre og børn (og dermed i høj grad antallet af børn med for lav fødselsvægt), men har også en direkte negativ effekt på voksnes produktivitet.

      Jodtilførslen er desuden en væsentlig faktor, når det drejer sig om fødselsvægt. Derudover hæmmer jodmangel i barndommen hjernens udvikling: En undersøgelse viser f.eks., at personer med jodmangel gennemsnitligt ligger 13,5 point lavere i resultaterne af intelligenstests.

      A-vitaminmangel kan medføre permanente synsskader og endog blindhed. Kosttilskud mindsker ikke blot forekomsten af blindhed blandt børn, men reducerer også antallet af dødsfald og alvorligere sygdomme. De direkte fordele forbundet med den (relativt billige) tilførsel af A-vitamin er hovedsageligt knyttet til den anden kategori, nemlig nedbringelse af børnedødeligheden, men der er desuden en gevinst forbundet med en livslang produktivitet hos arbejdere, som i modsat fald ville have været blinde.

      Fordelene ved tilskud af zink viser sig i de færre forekomster af spædbørn født med lav fødselsvægt og en bedre fysisk udvikling hos børn.

      Tilførslen af supplerende mikro-næringsstoffer kan ske via mange forskellige kanaler. Tilsætning af vitaminer i mel, supplerende vitaminpiller, A-vitamintilskud i forbindelse med vaccinationsprogrammer eller endog jerntilskud via levering af jerngryder til madlavning udgør alt sammen nogle omkostningseffektive måder at forbedre ernæringen på. Tiltag rettet mod den daglige kost er komplekse, men en tilstrækkelig tilførsel af de vigtigste vitaminer og mineraler kan repræsentere et væsentligt bidrag til en persons velbefindende i forskellige stadier af tilværelsen. Som eksempel er der foretaget mange analyser af betydningen af A-vitamintilskud, og de har rent faktisk vist sig at være et af de hidtil mest omkostningseffektive sundhedsmæssige tiltag, med et benefit-cost-forhold på over 140.

      Mulighed 4 · Investering i udviklingslandenes teknologi inden for landbrugssektoren

      I en ideel verden bør al nødvendig næring kunne tilføres via en lettilgængelig og afbalanceret kost. Denne mulighed er derfor fokuseret på at udvikle kornsorter og landbrugsmetoder, som kan sætte mennesker i stand til at dyrke afgrøder med et større og mere konsistent udbytte af næringsrige stoffer. Det drejer sig ikke bare om, at landmænd skal dyrke flere fødevarer, men er snarere et spørgsmål om at tilvejebringe mere produktive landbrugsmetoder, som giver landmændene et bedre afkast på deres investering, øger efterspørgslen på ikke-jordbesiddende personers arbejdskraft og nedsætter prisen på fødevarer, så de bliver mere opnåelige for både by- og landbefolkningerne.

      1960’ernes og 1970’ernes “grønne revolution” er et tydeligt eksempel på, hvordan moderne plantedyrkningsmetoder i vid udstrækning kan anvendes til de fattiges fordel. I dette tilfælde har dværgsorter af ris og hvede, som giver et stort udbytte, i væsentlig grad øget forsyningen af basisfødevarer i Asien og Sydamerika. Lignende fordele kan i dag opnås, hvis man bringer de bedste og nyeste teknologier i anvendelse, herunder implementering af bioteknologiske fremskridt.

      Det er vanskeligt at vurdere afkastet på investeringer inden for dette område, men analyser har dog vist, at de relativt beskedne indledende omkostninger forbundet med plantedyrkning hurtigt kan genvindes, og at der fortsat akkumuleres et udbytte over mange år, indtil afgrøderne erstattes af nye sorter, som giver et endnu større udbytte. Beregninger af økonomien i nye dyrkede varianter med højere koncentrationer af mikronæringsstoffer (f.eks. A-vitaminforstadier i “gylden ris”) angiver, at benefit-cost-forholdet kan være meget højt – helt op til 15-20 – selv når man foretager nogle meget forsigtige antagelser, hvad angår optagelse og virkning. Investering i landbrugsteknologier er den mest effektive enkeltstående måde at øge indkomsten på i de grupper i udviklingslandene, som lider af kronisk sult.

      Konklusion

      Hvis man tager de udfordringer op, der er præsenteret her, vil det betyde et væsentligt bidrag til en forøgelse af velfærden blandt verdens fattigste mennesker – de 800 millioner, som er kronisk underernærede. Samtidig med at det kan betragtes som et gode i sig selv, er der tydelige indicier på, at alle de beskrevne fremgangsmåder kan retfærdiggøres økonomisk, på en sådan måde, at de forventede fordele forbundet med dem langt opvejer omkostningerne.

      Underernæring og sult

      Opponenters synspunkter

      De to opponentartikler om sult og fejlernæring sætter ikke spørgsmålstegn ved den grundlæggende analyse og løsningerne foreslået af Behrman, Alderman og Hoddinott i deres videnskabelige artikel. I stedet kommer de på ret forskellig vis med mere materiale til debat om og indsigt i dette problem.

      Simon Appleton mener, at Behrman og dennes medforfattere har foretaget en meget grundig og nøje vurdering af problemet og har foreslået nogle meget vigtige politiske løsninger. Han anerkender, at det er et meget bredt emne, men mener, at der i artiklen mangler en diskussion af, hvordan man bekæmper fattigdom, som er tæt knyttet til problemet fejlernæring. Han bemærker også, at hungersnød ikke behandles, og spekulerer på, hvorvidt afhjælpning af hungersnød ikke kan være grundlaget for den femte løsning.

      Appleton antyder, at artiklens forfattere har undervurderet fordelene ved at mindske sult, først ved kun at overveje de direkte omkostninger ved fejlernæring og dernæst ved ikke at inkludere ikke-ernæringsmæssige fordele (f.eks. øget velfærd blandt mødre behandlet for at reducere udbredelsen af lav fødselsvægt). Behrman og dennes medforfattere blev dog bedt om at forholde sig til et meget specifikt emne og forsøgte nok med rette at bevare et snævert fokus.

      Et andet kritikpunkt er, at ingen vægt gives til, hvor fordelene mærkes. Generelt vil en given fordel have en større virkning på mennesker i størst nød. Hvis man tager højde for dette, bør den tredje løsning – mikroernæringstilskud – gives en højere prioritet, fordi vitamin- og mineralunderskud er koncentreret i de fattigste dele af samfundet. Mere generelt foreslår Appleton, at problemet med sult og fejlernæring bør gives en højere prioritet end problemer, der er mindre forbundet med fattigdom, såsom finansiel eller handelsmæssig liberalisering.

      Efter Appletons mening tildeler artiklen også reddede liv en for lav monetær værdi. Værdiansættelse af menneskeliv er altid meget svært, og man kan argumentere for at anse reddede liv for at være i en separat kategori adskilt fra økonomiske fordele, når problemerne prioriteres. Denne faktor bidrager