Antropologi i Middelalderen og RenAessancen. Ole Hoiris

baggrund vil blive præsenteret i det følgende.

      1 Murphy 1952 p. 173, Momigliano 1963 p. 1-8.

      2 Ingesman 2000 p. 73-74, Jones 1971 p. 380-381.

      3 Momigliano 1963 p. 9-15.

      4 Meek 1976 p. 12.

      5 Se f.eks. Harris 1968 p. 25-26.

      6 Således har J.G. Frazer (1854-1941) lavet en række sammenlignende analyser, hvor informationer fra GamleTestamente, de antikke skrifter og den etnografiske litteratur bruges til at belyse emner som Kains mærke, hellige træer, pagten på stenhøjen mellem Jakob og Laban mm. Frazer 1907.

      7 Pedersen 2004 p. 41. I en fodnote til denne bemærkning skriver Pedersen, at det ville være interessant at få opklaret, hvorfra dette tåbelige, men stadigt gentagne eksempel stammer. Det er trods megen søgen ikke lykkedes for ham at finde det.

      8 Paulsen 2002 p. 19.

      9 Schmandt 1968 p. 125-126.

      10 Thomas 1925 p. 39.

      11 Kretschmer 1889 p. III og 1-2.

      12 Kejlbo 1966 p. 13.

      13 Laistner 1968 p. 36.

      14 Kimble 1938 p. 2 og 19.

      15 Boorstin 1985 p. 573.

      16 Roos 1947 p. 200.

      17 Stybe 1990 p. 97 og 107.

      18 Beazley 1949 p. 2 og 13. Laistner tilslutter sig dette, hvad angår den karolingiske periode og henviser til, at de få geografiske værker, der kom i denne periode, blot var afskrifter af de antikke kilder. Laistner 1957 p. 283-284.

      19 Newton 1968 p. 1 og 3.

      20 Ibn Khaldun stod meget alene med sine teorier i den muslimske verden og blev først kendt i Europa med den franske oversættelse af hovedværket Muqaddimah–Indledningen i 1860’erne. Han fik således ikke nogen indflydelse på tænkningen i hverken den muslimske verden eller i Europa før da. Derfor behandles han ikke i denne bog.

      21 Jones 1971 p. 395.

      22 Hodgen 1964 p. 51.

      23 Müller 1980 p. 238-239.

      24 Augustin Civ.Dei 22.30.

      25 Roux 1961 p. 13.

      26 Jones 1971 p. 387. Jones gør dog opmærksom på, at romerske grammatikere fastholdt barbarbegrebet over for dem, der ikke kunne skrive klassisk latin fejlfrit.

      27 Rom.3.9, 1. Cor.1.22, Kukula 1902 p. 362.

      28 Det er i denne konstruktion, der giver jøderne og ikke romerne skylden for drabet på Kristus, at de kristne skilte sig ud fra jøderne. Bilde 2002 p. 120.

      29 Jones 1971 p. 392-395.

      30 Oprindeligt stod alteret i den vestlige ende, så præsten, der stod bag alteret, havde ansigtet vendt mod øst, når han prædikede, men efter omkring år 400 blev retningen vendt om, fordi altrene blev så store, at præsten måtte flytte om foran dem. Hermed kom menigheden til at vende ansigtet mod øst, og præsten måtte vende sig mod alteret og stå med ryggen til menigheden under bøn. Friedman 1994 p. 77-79.

      31 Antikristlegenden stammer fra persisk eskatologi og kom via jødisk apokalyptisk litteratur ind i kristendommen. Oprindeligt var Antikrist identisk med Djævelen. I det 4. århundrede kom det element ind, at den sidste kejser forud for Antikrists komme ville erobre hele verden, gå mod Jerusalem og lægge sin krone på Golgata. 1.Joh. 2.18-22, Connell 1973 p. 121-122.

      32 Gog og Magog indgik ligesom Antikrist i den kristne opfattelse af apokalypsen. Af forskellige steder i Biblen fremgik det, som jeg senere skal vise, at de skulle falde over de kristne, talrige som havets sand, og tartarerne blev hurtigt forbundet med denne myte, idet de kom fra det område i nordøst, hvortil Gog og Magog ifølge Biblen var blevet forvist. Ricoldo fra Monte di Croce (1243-1320) rejste fra sit hovedkvarter i Bagdad blandt andet i Det Hellige Land og det vestlige Asien, og han kunne i sit værk Itinerarium–Rejsebeskrivelse (oprindelig bønnen, der indledte en rejse), skrevet mellem 1288 og 1291, berette, at tartarerne selv sagde, at de stammede fra Magog. Derfor hed de moguler, en afledning af magoguler. (Connell 1973 p. 127) Herom meget mere senere.

      33 Campbell 1991 p. 9, Plinius Nat.hist. 7.2.24.

      34 Beazley 1949 p. 332 ff.

      35 Power 1968 p. 163.

      36 1.Mos.2.8.

      37 1.Mos.2.10-14.

      38 Isidor Etym.14.3.2.

      39 Baring-Gould 1868 p. 243.

      40 Darian 1977 p. 44.

      41 Åb.2.7.

      42 Gregor 1964 p. 13.

      43 Bacon 1928 p. 154-158.

      44 Bacon 1928 p. 325-329.

      45 Higden 1965 bd. 1, p. 43 ff.

      46 Jordanus 1963 p. 41.

      47 Information fra etnografen Jørgen Østergård Andersen.

      48 Yule 1967 bd. 3, p. 177-235 og 267-268.

      49 1.Mos.3.24. Reichert 1992 p. 65.

      50 Luk.10.1-12: »Derefter udpegede Herren tooghalvfjerds andre og sendte dem i forvejen, to og to, til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen. … Når I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus! Og bor der et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over det, men hvis ikke, skal den vende tilbage til jer. Bliv boende i det hus, spis og drik, hvad de byder jer, for en arbejder er sin løn værd. Flyt ikke fra hus til hus. Og når I kommer til en by, og man tager imod jer, spis så, hvad der sættes frem for jer. Helbred de syge i byen og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer. Men når I kommer til en by og man ikke tager imod jer, gå så ud på gaderne og råb: Selv det støv fra jeres by, som hænger ved vore fødder, kan I beholde – vi børster det af; men det skal I vide: Guds rige er kommet nær! Jeg siger jer: På dommedag skal det gå Sodoma tåleligere end den by.« Det, at tallet forekommer specielt, synes at stamme fra oversættelsen af de gammeltestamentlige skrifter til græsk mellem 200 og 100 fvt., den såkaldte Septuaginta–De halvfjerds. Oversættelsen skulle ifølge traditionen være foretaget af seks repræsentanter for hver af jødernes 12 stammer, altså de 72. Hvorfor dette så blev reduceret til 70 var der adskillige forklaringer på.

      51 Boas 1948 p. 129, Allen 1963 p. 114.

      52 Senere eller i rettelser til Hippolytos’ skrifter blev antallet af nationer dog korrigeret til 72, som det senere vil fremgå.

      53 5.Mos.8: »Da den Højeste fordelte folkene, da han skilte menneskene fra hinanden, fastsatte han folkenes områder efter tallet på gudssønnerne.« Gudssønnerne er her den nye danske oversættelses benævnelse af det, der andre steder betegnes engle.

      54 Borst 1995 p. 371-372. Blandt Jafets efterkommere drejede det sig om latinerne, mederne, spanierne, grækerne, armenierne og ibererne. Blandt Sems efterkommere var det også mederne og dertil perserne, hebræerne, kaldæerne, assyrerne og inderne, og blandt Kams efterkommere fønikerne, ægypterne, pamfylierne og frygierne.

      55 Isidor Etym.14.5.17 og 9.2.133, Edson 1999 p. 45-48, Borst 1995 p. 258-259.

      56 Bloch 1983 p. 12.

      2. DEN JØDISKE OG BIBELSKE BAGGRUND FOR EN KRISTEN ANTROPOLOGI

      I den kristne videnskabsopfattelse, som den blev formidlet af især klostrenes munke og præster, var troen på det åbenbarede det centrale, hvad der generelt gjorde studier af de hellige skrifter til det centrale forskningsfelt og studier af virkeligheden erkendelsesmæssigt af langt mindre betydning, hvis ikke helt ligegyldig. Dette ser man f.eks. hos Titus Flavius Clemens fra Alexandria (ca. 150-211/15), hvis mål det var via filosofien at gøre troen til videnskab og åbenbaringen til teologi. Sandheden