Andre vinkler pa ledelse og organisation. Группа авторов

af vækstiværksættere. Derfor kunne indlægget slutte her med en anbefaling om at glemme de internationale ranglister, da sammenligningsgrundlaget er og bliver for uensartet.

      Vækstperspektivet er imidlertid interessant, fordi det sætter fokus på et centralt erhvervspolitisk spørgsmål: Skal man forsøge at forstærke væksten blandt de få, eller skal man forsøge at øge antallet af iværksættere? Her kan de eksisterende statistikker bruges til at skabe indblik i, hvor meget de nye virksomheder bidrager med, og hvem der bidrager med mest.

      5 DE NYE VIRKSOMHEDERS BIDRAG

      I de sidste 15 år er der årligt etableret fra 13.000 til godt 18.000 nye virksomheder i Danmark, jf. venstre akse i figur 1. Forbrugsfesten i midten af 80’erne skabte mange nye virksomheder, hvilket kartoffelkuren satte en stopper for, og antallet raslede ned til et absolut minimum i 1988. Fra 1989 til 1999 ligger antallet af nyetableringer på et konstant niveau, der stort set er upåvirket af, om opfattelsen er, at der er for mange eller for få. Forskydningerne igennem hele perioden afspejler i et vist omfang konjunkturerne, hvor især bygge- og anlægssektoren kan forklare en væsentlig del af de årlige udsving. Stigningen på 30 % fra midten af 1990’erne frem til år 2000 er således reelt båret af en markant tilvækst i antallet af nye virksomheder inden for bygge- og anlægssektoren samt en fordobling i antallet af nye it-virksomheder. Nedgangen i de samme sektorer kan endvidere forklare faldet fra 2000 til 2001.

      Figur 1. Nyetableringer og samlet omsætning i disse, 1985-2001

      Kilde: Bøegh Nielsen m.fl. (1992), Erhvervs- og Boligstyrelsen (2003) og Danmarks Statistik (2003)

      I løbet af samme periode er den årlige omsætning fra de nyetablerede virksomheder steget fra et lavpunkt på under 5 milliarder kroner i 1993 til knap 10 milliarder kroner i 2001, jf. omsætningstallene, der er angivet på højre akse i figur 1. Det højere omsætningsniveau i de seneste år hænger sammen med den bagvedliggende tendens, at stadig flere virksomheder etableres i selskabsform. De fleste virksomheder etableres fortsat som personligt ejede, men andelen af nye virksomheder, der etableres i selskabsform, er stærkt stigende. I perioden 1990-1995 udgjorde andelen af enkeltmandsfirmaer typisk omkring 90 % af samtlige nyetableringer, men denne andel var faldet til 68 % i 2001. Den samlede årlige omsætning fra iværksætterne på knap 10 mia. kroner svarede til omkring 0,5 procent af den samlede omsætning i Danmark.

      Når det bliver fremført som et af de centrale argumenter for den megen iværksætterfokus, at der er en sammenhæng mellem den samfundsøkonomiske vækst og nye virksomheder, så antyder ovenstående, at det reelt forholder sig sådan. Det er imidlertid ikke iværksætterne, der skaber væksten, men derimod den økonomiske vækst, der giver plads til de mulighedsdrevne danske iværksættere, som der ifølge Hancock (2005) er flest af.

      6 VÆKSTSKABERNE BLANDT IVÆRKSÆTTERNE

      De nye virksomheders bidrag som vækstskabere skal med andre ord ikke overvurderes. Både ud fra en her og nu vurdering og set over en længere periode er bidraget beskedent. Kjeldsen og Nielsen (2004) viser således, at langt de fleste nye virksomheder forbliver små enkeltmandsvirksomheder uden den store beskæftigelsesmæssige eller økonomiske betydning. Efter 6 års levetid er det kun 10 % af de nyetablerede virksomheder, der omsætter for mere end 1 mio. kr. om året. Denne gruppe tegner sig imidlertid for en meget stor del af de nyetablerede virksomheders samlede økonomiske bidrag, idet de står for knap 70 procent af den samlede beskæftigelse, 80 procent af værditilvæksten, mere end 85 procent af omsætningen og næsten hele eksporten. Den samlede omsætning i de nye virksomheder, der blev etableret i 1995 og 1996, var i 2001 forøget med 6 mia. kroner – fra 10 til 16 mia. kroner. I samme periode øgedes den samlede omsætning i byerhvervene med 615 mia. kroner. Undersøgelsen viser endvidere, at vækstskaberne findes inden for de mere traditionelle erhverv, industri, bygge og anlæg og engroshandel, og at de er nogenlunde jævnt fordelt ud over landet.

      7 KONKLUSION OG ERHVERVSPOLITISKE IMPLIKATIONER

      Konklusionen på dette indlæg er, at ud fra de sidste 10 års iværksætterdebat er der stadig ikke meget, der tyder på, at det giver mening at foretage internationale sammenligninger af iværksætteraktiviteten i forskellige lande. Markante forskelle i opgørelsesmetoder og erhvervsstrukturer gør det vanskeligt at forestille sig, at sammenligninger er fornuftige inden for de næste 10 år. Hermed ikke sagt at forskningen i iværksætteri er eller har været værdiløs – tværtimod! De danske GEM-rapporter, iværksætterportrætterne og en lang række andre publikationer har bidraget til en langt bedre forståelse for de danske iværksætteres betydning, vækst og vilkår. Det er derfor både synd og skam, hvis disse bidrag skal omsættes til et enkelt summarisk mål for en nations iværksætteraktivitet, som alligevel ikke er sammenlignelig på tværs af nationer.

      Der er derfor fortsat brug for ny viden om de danske iværksættere og ikke mindst om det tredje spørgsmål: Hvordan virker erhvervsfremme? Hvis målet er at øge iværksætternes samfundsøkonomiske bidrag, bør det overvejes, hvilken af de følgende tre strategier der er mest effektfuld:

      1. AT ØGE ANTALLET AF IVÆRKSÆTTERE OG IVÆRKSÆTTERNES OVERLEVELSE

      Iværksætterpolitikken gennem de seneste 10 år har i høj grad været et spørgsmål om at øge antallet af iværksættere og sikre, at flere blandt nyetableringerne overlever de første farefulde år. Midlerne har været forskellige. I starten og midten af 1990’erne var der tale om økonomiske incitamenter i form af etableringsydelser, der var rettet mod at løse et arbejdsløshedsproblem, samt i form af statstilskud til hjemmeservice. Begge initiativer har skabt grundlag for mange nye virksomheder – men ikke af den grund virksomheder, der har formået at overleve på længere sigt. Fra midten af 1990’erne har ydelserne primært været rettet mod rådgivning til sikring af de nye virksomheders overlevelse, fx klippekortordning. Flere undersøgelser tyder på, at rådgivning kan bidrage til en markant forøgelse af overlevelsesraten (se fx Hjalager 2002 og Viborg Amt 2004). Om det så giver sig udslag i egentlige vækstvirksomheder, er dog fortsat usikkert. I de seneste år har initiativerne primært været holdningsbearbejdning, så flere ser det at starte virksomhed som et reelt alternativ til et liv som lønmodtager. Effekten af de seneste års forsøg på en langsigtet holdningsbearbejdning kan i sagens natur ikke umiddelbart aflæses i iværksætterstatistikkerne – men alle disse initiativer giver anledning til at stille spørgsmål ved, om antallet af vækstiværksættere stiger proportionalt med antallet af nye virksomheder, eller om det alene vil kunne aflæses i en stigning i antallet af døde og nødlidende virksomheder.

      2. AT ØGE ANTALLET AF VÆKSTSKABERE BLANDT DE EKSISTERENDE IVÆRKSÆTTERE

      Et andet alternativ er at målrette indsatsen i forhold til de virksomheder blandt de etablerede iværksættere, der har et vækstpotentiale, men som ikke har realiseret en egentlig vækst. Dette alternativ har været et element i de seneste års handlingsplaner, hvor fremme af etablering og udvikling af innovative iværksættervirksomheder bl.a. har medført etablering af en række innovationsmiljøer. Her er udgangspunktet, at små innovative virksomheder kan være konfronteret med en række barrierer, der gør, at virksomhederne i mange år er sårbare og derfor har brug for en “kuvøse”. Det er dog endnu ikke muligt at vurdere den langsigtede effekt af disse tiltag. Initiativer af denne type kunne også være en særlig indsats rettet mod eventuelle branchespecifikke problemer, fx konceptudvikling og vækst inden for serviceerhvervene og handel, hotel- og restaurationsvirksomhed. Brancher hvor der ifølge Kjeldsen og Nielsen (2004) er et klart underskud af vækstskabere.

      3. AT FORSTÆRKE VÆKSTBETINGELSERNE FOR DE EGENTLIGE VÆKSTSKABERE

      Endelig kunne et tredje alternativ være rettet mod gruppen af virksomheder, der allerede har dokumenteret både viljen og evnen til vækst. Initiativer rettet mod denne type kunne være nemmere adgang til risikovillig kapital, fx vækstkautioner, som dem der er udbudt af Vækstfonden, hjælp til professionel bestyrelse, adgang til viden om eksport og internationalisering