MAend. Kenneth Reinicke

Gilmore påpeger endvidere, at det hører til den traditionelle mandigheds udfordringer, at de forskellige aspekter af maskulinitetens bedrifter, så vidt det er muligt, skal kunne fremvises og bevises offentligt, så der ikke kan drages tvivl om bedriftens gyldighed og verificerbarhed. Sociologen Pierre Bourdieu (1999) har i den forbindelse ligeledes fremført, at mænds kamp om magten er en kamp mellem mænd, som udelukker kvinder, mere end den er en kamp, hvor mændene kæmper mod kvinderne. Det handler altså mere om mænds forhold til andre mænd end om forholdet til kvinder.

      Jeg finder det vigtigt at slå fast, at maskulinitet hverken er tidløs eller universel. Man kan ikke tale om maskulinitet i ental, selvom mange mennesker nok vil hævde, at der er nogle meget genkendelige substantielle omdrejningspunkter såsom aggressivitet, uafhængighed, konkurrenceorienterethed, selvhævdelse etc., som er kendetegnende for mange mænd. Maskulinitet er vævet ind i kulturelle, historiske og geografiske forhold, og maskulinitet eksisterer aldrig uafhængigt af den kulturelle kontekst, hvori den findes. Det er vigtigt hele tiden at tænke maskuliniteter i flertal og forsøge at afnaturalisere maskulinitetsbegrebet, så det bliver muligt at skabe nuancerede betragtninger over, hvad det betyder at være mand i en given kontekst.

      Maskulinitet og klasse

      Der er ikke enighed om, hvilke variable der har størst betydning for konstruktionen af maskulinitet. Er maskulinitet en størrelse, der styres af ydre strukturelle faktorer som f.eks. økonomi og klasseforhold, eller er maskulinitet noget, som enkelte mænd performer ud fra de konkrete situationer, de befinder sig i? Hvad betyder endvidere socialisering, kønsideologier, sport, militærerfaringer, homofobi etc.? Den engelske kønsforsker David Morgan (1992) har påpeget, at det er vigtigere at fokusere på, hvad mænd gør, end hvad mænd er, og at det er betydningsfuldt at se på forholdet mellem stereotyper og reelt udlevede kønsroller. Virkelighedens mænd har naturligvis ikke altid kunnet leve op til de dominerende idealer, og disse idealer har naturligvis ikke altid været de samme. En af de første til at udvikle en form for maskulinitetens sociologi var englænderen Andrew Tolson, som med bogen The Limits of Masculinity (1977) påpegede, at der på baggrund af mænds forskellige positioner på arbejdsmarkedet bør skelnes mellem f.eks. arbejderklassemaskulinitet og middelklassemaskulinitet. Tolson beskrev, hvordan det betalte arbejde og forsørgeridentiteten for hovedsageligt arbejderklassemænd udgjorde et maskulinitetsparadoks, idet arbejdet både støttede og underminerede arbejderklassemændenes maskulinitetsfølelse. Forsørgerrollen gav mulighed for at opbygge en magtposition indenfor familien, men selve arbejdet skabte også en form for fremmedgørelse og eroderede mandens autoritet pga. af et ofte monotont og nedslidende arbejdsliv samt de personlige ydmygelser, som han kunne opleve fra autoriteter og ledelser på arbejdspladsen. Ved at åbne op for klassedimensionen og ved at tale om maskuliniteter i flertal skabte Tolson et mere komplekst billede af mænds forskellige levevilkår. Tolsons analyser havde både et socialistisk og feministisk præg, og det satte ham i stand til at påpege, at mænd på den ene side som samlet gruppe profiterede af de patriarkalske strukturer samtidig med, at det socialistiske præg, hans analyser havde, gjorde ham i stand til at påpege, at der var stor forskel på mænd afhængigt af, hvor på arbejdsmarkedet de befandt sig.

      Maskulinitet, rationalitet og risici

      Maskulinitet forbindes ofte med ”rationalitet”, hvorimod femininitet ofte associeres med ”emotionalitet”. Maskulinitet kan på den ene side siges at være en form for fantasi, men handler for mange mænd også om konkrete udfordringer, som skal vindes. I den traditionelle manderolle har den følelsesmæssige disciplinering stor betydning. Det er i mange henseender meget vigtigt for mænd at tage afstand fra det feminine og i stedet være aggressiv og ”turde noget”. Banalt udtrykt kan man sige, at helte måles på det, de gør – ikke det, de siger. Disse traditionelle modeller har eksisteret i lang tid og gør det til dels stadigvæk. Traditionel maskulinitet er derfor i høj grad indbegrebet af stærke kulturforestillinger og har stor betydning for den moderne verdens tilblivelse.

      De fleste samfund i verden er præget af, at det er mænd, som har de fleste økonomiske midler, den største politiske magt og størst kulturel autoritet. Den tyske historiker Georg Mosse (1996) påpeger, at alle, som vil forsøge at forandre på samfundet, og alle, som vil forsøge at bryde ud af deres marginalisering, f.eks. homoseksuelle mænd, må forholde sig til de eksisterende maskuline stereotyper. Den franske kønsforsker Elisabeth Badinter (1992) fremhæver, at det at blive mand er en farefuld færd, og at den maskuline identitet ikke er medfødt, men noget, som mænd erhverver sig gennem en lang og besværlig indlæring, og at logikken i det maskuline er, at mænd må gøre eller risikere noget for at blive til mænd.

      Mandlige identiteter er historisk set blevet dannet i den offentlige verden, og mænd vurderes derfor ofte ud fra deres bedrifter i denne sfære. Dette kan medføre en uønsket følelsesmæssig selvkontrol. Selvom der ofte er større forskelle mellem mænd end mellem mænd og kvinder, definerer mænd sig ofte som værende det modsatte af kvinder, og nogle mænd ønsker basalt set ikke at gøre det, som kvinder gør. Ifølge de amerikanske kønsforskere Deborah David og Robert Brannon (1976) har det haft stor betydning for, hvordan mænd på traditionel vis har konsolideret deres maskulinitet, at de ikke var feminine, at de var indstillet på at erobre magt og tjene mange penge, at de udviste mod og aggressivitet, og at de ikke var tilbøjelige til at vise deres følelser. Disse doktriner opfordrer således mænd til at undgå aktiviteter, som kan blive associeret med det feminine, herunder at undgå at udtrykke tvivl og sårbarhed. Ligeledes indeholdt i disse forestillinger er en forventning om at skulle basere hovedparten af sin identitet på arbejdsmarkedet og den offentlige sfære, hvor det forventes, at manden er stræbsom og klar til at tolerere de lidelser, der måtte komme på hans vej mod en eftertragtet status blandt andre mænd.

      Mænd bruger ofte meget energi på at vise, hvem de ikke er, og maskulinitet defineres således oftere ud fra det, den ikke er, frem for det, den er. Traditionel maskulinitet skal ikke nødvendigvis defineres som det dårlige og modpol til den gode og relationsdygtige kvindelighed (Ekenstam et al. 2001). Traditionelle former for maskulinitet rummer naturligvis også medmenneskelige, sårbare og følsomme aspekter. Selvom traditionelle maskulinitetsforestillinger kan være skadelige for mænd, findes der også mange traditionelle maskulinitetspraksisser, som er opofrende, uegennyttige, heroiske og kærlige. Det er derfor også vigtigt at fokusere på de positive aspekter ved mænds liv: evnen til at tænke strategisk og logisk, tage chancer, være rolig i kritiske situationer, villigheden til at ofre sig selv og kunne stå meget igennem for andre, rollen som familiens beskytter med en stærk og forpligtende arbejdsetik etc.

      Den engelske mandeforsker Victor Seidler (1997) har i bogen Man Enough: Embodying Masculinities beskrevet den måde, hvorpå mænd forventes at være mere tilbøjelige til at benægte og skjule deres følelser. Han påpeger, at det er svært for mænd at tage ansvar for deres følelsesliv og være ærlige om emotionelle forhold. I den sammenhæng må man ikke undervurdere betydningen af den tætte alliance mellem rationalitet og traditionel maskulinitet. Kønsroller handler i stor udstrækning om udbredelse og kulturel accept af, hvad de to køns roller skal bestå af. Bourdieu (1999) har på glimrende vis i sine analyser af det mandlige herredømme beskrevet, hvordan maskuliniteten i mange sammenhænge ikke optræder som en konstruktion, men som en selvfølge. Den maskuline orden har sin styrke i, at den ikke behøver blive retfærdiggjort, den fremstår som neutral, som kulturen. Bourdieus pointe er, at både mænd og kvinder får mænds dominans og kvinders underordning til at fremstå som noget andet, end den er. De fleste mennesker tænker med stor sandsynlighed ikke i deres hverdag ret meget over, hvad det vil sige at være henholdsvis mand eller kvinde. Såkaldt traditionel maskulin og feminin adfærd er nemlig ofte selvfølgeliggjort på en måde, så man sjældent reflekterer over, hvor adfærden kommer fra, og hvorfor vi vurderer den som naturlig og oplagt. De fleste mænd har øjensynligt ikke reflekteret over, hvilken ”delagtighed” de har i det patriarkalske samfunds opretholdelse, og hvilken form for symbolsk vold de som mænd kan komme til at udsætte kvinder og andre mænd for. Den danske kønsforsker Dorte Marie Søndergaard (2000) har beskrevet maskulinitetskonceptet som en kulturel ressource, der resulterer i, at mænd bl.a. kan tillade sig at være selvpromoverende og arrogante overfor andre samt optagede af at konkurrere og vinde hele tiden, fordi der står et kulturelt legitimeringsapparat parat til at gøre