MAend. Kenneth Reinicke

budskaber egentlig magtfuld i opretholdelsen af stereotype kønsliggjorte idealforestillinger? Tilbyder massekulturen adfærdsmodeller, som fastlåser eksisterende kønsstereotyper, eller eksisterer der en så udbredt kønsbevidsthed, at også unge mennesker er i stand til at skelne mellem dramatiserede og fiktionaliserede skildringer i film og reklamer og deres egne selvstændige præferencer i deres hverdagsliv?

      Det profeministiske standpunkt

      Jeg vil her indledningsvis også beskrive mit eget kønspolitiske udgangspunkt, som er overvejende profeministisk. Men hvad vil det sige, og hvordan kan en mand have et kønspolitisk og videnskabsteoretisk grundlag, som har noget med feminisme at gøre? Er feminisme ikke forbeholdt kvinder, og kræver et feministisk udgangspunkt ikke, at man selv som individ har været underlagt en form for patriarkalsk dominans? Dertil vil jeg indskyde, at jeg ikke mener, man behøver være en kvinde for at få øje på, hvordan køn er indlejret i økonomiske, politiske og sociale processer, og samtidig have et normativt ideal for, hvordan man mener, at samfundet kan forbedres. Overordnet set mener jeg, at der stadigvæk finder meget uhensigtsmæssig mandedominans sted i verden. Jeg ser køn som værende et organiserende princip på mange forskellige samfundsmæssige niveauer og kan i mange henseender få øje på kvinders relative underordning og mænds relative overordning. Profeminisme er både et politisk ståsted, en optik og en analyseposition. Et profeministisk afsæt tager udgangspunkt i en tro på, at patriarkatet ikke er en feministisk myte, at kvinder i mange henseender ikke har de samme muligheder som mænd, og i en moralsk stillingtagen til, at de burde have det. Personligt opfatter jeg patriarkatet som et system af ulige magtrelationer mellem mænd og kvinder. Men jeg mener ikke, at mænd nødvendigvis kun ”vinder” på den patriarkalske kønsorden, og et profeministisk standpunkt er derfor ikke uforeneligt med at bekymre sig om mænd, fordi det er en vigtig pointe, at mange mænd også har emancipatoriske interesser i et mere ligestillet samfund. Selv om mænd i mange sammenhænge kan beskrives som det dominerende køn, er det på ingen måde ensbetydende med, at mænd ikke også selv har særegne problemer at slås med, og jeg er overbevist om, at mænd på mange måder betaler en personlig pris for at konstruere og opretholde deres maskulinitet. Jeg tror, at feminisme er godt for mænd, og jeg er enig med Michael Kimmel (2010), når han siger, at feminisme også drejer sig om at give mænd mulighed for at leve det liv, som mænd siger, de gerne vil leve. Feminisme handler således ikke kun om det, mænd skal holde op med at gøre, såsom at undlade at udøve vold og seksuel chikane samt overlade husarbejdet og børnene til kvinderne. Udbredelsen af feministiske ideer sætter også mænd i stand til at blive bedre fædre, venner og partnere.

      Omdrejningspunktet for en profeministisk tankegang er således en tro på, at kvinders rettigheder og emancipation er til alles fordel, fordi de er knyttet til skabelsen af en mere overordnet demokratisk og retfærdig verden for alle mennesker. Gennem kvinders frigørelse og empowerment åbnes der også op for, at mænd kan komme til at leve et mere mangfoldigt og frit liv, selvom jeg erkender, at det kan lyde underligt, specielt i nogle mænds ører, at udbredelsen af feministiske tanker skulle kunne medføre forbedringer i mænds liv. Men det er centralt at slå fast, at kvinders frigørelse ikke på nogen måde automatisk erstattes med en undertrykkelse af mænd.

      KAPITEL 1

      HVAD ER MASKULINITET?

      Findes der en eksemplarisk og autentisk form for maskulinitet – en slags maskulinitetens hjerte? Der eksisterer i alle samfund forskellige forestillinger om, hvad man skal gøre og være for at blive opfattet som maskulin. Men hvad er maskulinitet egentlig for en størrelse, og hvad er det for nogle faktorer, der påvirker og strukturerer mænds maskulinitet? Kønsforskeren Kenneth Clatterbaugh (1998) hævder, at en af de bedst bevarede hemmeligheder i litteraturen om maskulinitet er, at man opererer med ekstremt dårlige definitioner på, hvad ordet maskulinitet betyder. Overordnet set kan maskulinitet siges at handle om de idealer, værdier og forventninger, der kulturelt set er til mænd i et givent samfund. Maskulinitet er således en kompleks og sammensat størrelse, og det er umuligt at sige noget endegyldigt om maskulinitet, fordi maskulinitetens udtryksformer og væsensindhold ændrer sig fra samfund til samfund. Maskulinitet skabes i interaktion mellem mennesker, og maskuliniteter eksisterer aldrig uafhængigt og isoleret fra femininiteter.

      Konstruktionen af maskulinitet varierer både rumligt mellem forskellige kulturer, tidsmæssigt indenfor den samme kultur og personligt i den enkeltes livsforløb. Det er en vigtig pointe, at forskellige kulturer på forskellige tidspunkter i historien har konstrueret køn forskelligt. Maskulinitetsidealer har endvidere forskellig betydning afhængigt af, hvilke klasser, aldersgrupper, seksuelle orienteringer etc. man befinder sig indenfor. Ligeledes skabes køn og maskuliniteter forskelligt afhængigt af, hvilke arenaer man befinder sig i, f.eks. er der forskel på, om man befinder sig i offentlige contra private rum, ligesom der er forskel på, om man befinder sig på arbejdspladser, skoler, værtshuse, i idrætsklubber etc.

      Antropologi og maskulinitet

      Den antropologiske grundtanke omkring skabelsen af maskulinitet er, at der ikke er noget såkaldt naturligt eller uundgåeligt i skabelsen af kønsidentiteter, og at mænd i forskellige kulturer opfatter og udlever maskulinitet forskelligt. Ikke desto mindre har der ofte eksisteret en forestilling om, at den vestlige mand var den universelle norm, som alle mænd skulle måles ud fra. Dette har historisk set ført til, at mange kolonimagter specielt i det 19. århundrede opfattede indfødte mænd som værende mindre ”rigtige” mænd. Kimmel (2010) påpeger f.eks., hvordan mænd fra forskellige folkeslag gennem den amerikanske historie, f.eks. irere, italienere (i slutningen af det 19. århundrede) og asiatere (efter 2. verdenskrig), blev bedømt og set på som værende ikke mandige.

      Antropologen Margaret Mead var med sin bog Male and Female (1949) en af de første til at sætte fokus på kønsrelationerne mellem mænd og kvinder og til at sætte sig op imod den biologistiske kønstænkning. De overordnede perspektiver på Meads arbejde var, at intet kan tages for givet, og at mænd og kvinders samfundsmæssige kønsroller ikke kan siges at være universelle. Men hun påpegede, at kvinder ofte blev defineret som natur pga. deres rolle i reproduktionen, hvorimod mænd blev opfattet som de centrale i skabelsen af samfundets kultur. Ligeledes fremhævede hun, hvordan kvinder i det meste af verden har været associeret med det private rum, modsat mænd, som har befolket det offentlige rum.

      I det måske første tværkulturelle studie af, hvad forskellige samfund forstår ved ”mandighed”, påpeger Gilmore (1990), at alle samfund i en vis udstrækning har nogle forestillinger om ægte mandighed, og at mænd ligeledes i en vis udstrækning orienterer sig mod og bekymrer sig om relativt ens og sammenlignelige maskulinitetsvariable. Men er maskulinitet et statisk begreb, som man ikke rigtig kan ændre permanent? Gilmore hævder i den forbindelse, at nogle maskulinitetstræk er særdeles sejlivede og har en snert af universalitet over sig, fordi det er muligt at se en slags maskulint grundmønster i de fleste kulturer og samfund. Gilmore nævner f.eks., at attituder som hårdhed, aggressivitet og stolthed samt seksualitetsforestillinger er inkorporeret i bevidstheden hos både jægere, fiskere, arbejdere, krigere, poeter og bønder, som ellers ikke har noget andet til fælles. Gilmore fokuserer endvidere meget på den usikkerhed, der omkranser drenge og mænds liv, og påpeger, at der i mange kulturer er dominerende forestillinger om, at drenge i modsætning til piger (som udvikler sig ”naturligt” fra pige til kvinde) skal udsættes for såkaldte ”kulturelle interventioner” og overgangsriter for at være i stand til at udvikle sig fra dreng til mand. Disse kulturelle interventioner kan have mange forskellige mønstre og omhandler aspekter som mod, seksuelle prøvelser, alkohol, vold etc.:

      ”Why is the demand made upon males to ”be a man” or

      ”act like a man” voiced in so many places?

      And why are boys and youths so often tested or

      indoctrinated before being awarded their manhood?”

      (David Gilmore 1990:9)

      Maskulinitet skal ofte vindes og bevises, og maskulinitet handler i en vis udstrækning om at udfordre og teste andre mænd, og man kan med god grund spørge, om det essentielle i mandekulturen er kammeratskabet eller konkurrencen mellem mænd. Mænd bliver oftest testet