MAend. Kenneth Reinicke

hvor deres sædvanlige måder at løse deres problemer på ikke længere rækker. Her er det vigtigt at skelne mellem de barrierer, som mænd udgør for sig selv, og de problemer, som mænd udgør for andre.

      Men er mænd i krise? Mænd lever ikke så længe som kvinder, mænd fylder mest i kriminalitetsstatistikker, der er flest hjemløse mænd, flere mænd begår selvmord, det er oftere sværere for mænd at håndtere en arbejdsløshedsperiode, mænd får ofte sværere sociale derouter, når de bliver skilt, og for nogle mænd er det vanskeligt at gå på pension. Men i relation til dette, og for at undgå at skabe forsimplede kønsbilleder, er det vigtigt at stille følgende spørgsmål: I hvilke situationer er det, at nogle mænd har brug for hjælp? Da man kan formode, at depression ligger til grund for mange selvmord, og når der er markant flere kvinder, som søger behandling for mentale problemer samtidig med, at der er langt flere mænd, der begår selvmord, kan man frygte, at der er mange mænd, som går rundt med ubehandlede depressioner. Der er foretaget flere studier, der viser, at depressive mænds måde at vise deres depression på er meget forskellig fra kvinders (se f.eks. Möller-Leimkühler 2002, Garde & Gerlach 2006). Det er derfor vigtigt at interessere sig for, hvordan man kan skræddersy politiske initiativer målrettet mænd, og man bør herunder diskutere, hvilke former for behandling mænd har brug for.

      Selvom vi måske lever i et mandedomineret samfund, er det vigtigt at pointere, at den traditionelle kønsopdeling ikke altid kun er til fordel for mænd, og noget tyder på, at det er begyndt at gå op for mange mænd, at de risikerer at komme til at snyde sig selv, og at de kan komme til at betale en høj pris for deres maskulinitet, hvis de for blindt efterlever de traditionelle forestillinger om, hvad ”rigtige” mænd kan, skal og bør gøre.

      Mænd og ligestilling

      Bør mænd have deres egen ligestillingsdagsorden? Mange mænd føler sig ikke draget af at skulle diskutere køns- og ligestillingsrelaterede emner, og ligestillingsdebatter kan ofte fremtræde som ubetydelige og unaturlige for mange mænd. Men mange af de udfordringer, samfundet står overfor, har tæt forbindelse til den måde, som mænds kønsroller skabes på, og der er stadig mange aspekter af mænds liv, som ikke er analyseret og dokumenteret. Et afgørende spørgsmål er derfor, hvad der skal til for at få mænd til at begynde at tænke og handle anderledes.

      Et område, hvor der er noget ”at hente” for mænd, er i forholdet mellem mænd og sygdomme. Overordnet set er mænds fysiske og psykiske sygdomme ofte underbehandlede, selvom mænd rapporterer om færre helbredsproblemer end kvinder. Mænd har en lavere middellevetid og større sygelighed end kvinder, og mænd dør tidligere af sygdomme, som kan forebygges. Det er specielt de ufaglærte, økonomisk svage og enlige mænd, som er udsatte. Mænd dør også langt oftere af ulykker og begår markant flere selvmord end kvinder. Der forestår derfor en stor udfordring i at få mænd til at benytte sundhedsvæsenet mere aktivt samtidig med, at sundhedsvæsenet skal blive bedre til at tilpasse sine ydelser til mænd. Det er specielt vigtigt at opkvalificere sundhedspersonalet til at møde mænds forskellige behov både med hensyn til forebyggelse og behandling. Men det er ligeledes interessant at spørge, om forskellen i mænd og kvinders sundhed og levevilkår også hænger sammen med den aktive konstruktion af maskulinitet hos mænd.

      Mænd – det tavse køn

      Det er både let og svært at skrive om manderoller. Det er let, fordi der er mange aspekter af mænds liv, som ikke er blevet belyst på en systematisk måde, og der er derfor en relativ stor imødekommenhed overfor et fokus på mænds livsvilkår. Det problematiske ved at skrive om maskulinitet handler om, at man samfundsmæssigt set ikke har været vant til at debattere mænds sociale køn, og at emnet derfor kan være vanskeligt at håndtere. Det kan ligeledes være grænseoverskridende for individuelle mænds identitet at beskæftige sig kritisk med køn. Dette skyldes, at køn betyder meget for skabelsen af socialt liv, og at drenge og mænd ikke opdrages til at tale om køn – men derimod til at ”tage kønnet på sig”.

      Det er derfor svært at skabe en seriøs debat om mænd, og historien om mænd og køn har i stor udstrækning handlet om tavshed. Skyldes tavsheden, at samfundet har taget mænd for givet, og at vi tænker på maskulinitet som en uendelig og tidløs essens, som ikke står til at forandre? Tavsheden omkring mænd som en politisk kategori fungerer som en blanding af noget universelt og noget ikke-eksisterende. Talen om mænd befinder sig således mellem det selvfølgelige og det unævnelige. Usynliggørelsen af mænd som socialt køn (dvs. de samfundsmæssige og kulturelle normer, som har betydning for mænds tanker og handlinger) påvirker det dominerende syn på verden i almindelighed, herunder de spørgsmål, som vi kan stille, og de svar, som vi kan få.

      Kan mænd også blive dekonstrueret på en måde, så de i forlængelse af Simone de Beauvoirs tænkning ikke kun kommer til at fremstå som menneskehedens norm, hvorfra dyder og fornuft udspringer, men også som mennesker, der har et køn? Det er specielt efter, at man fik sat fokus på kvindernes historie, at man også har fået de kulturelt betingede forestillinger om maskulinitet og betydningen af maskulinitet for mænd frem i lyset, og dermed har kunnet dæmme op for tidligere tiders historiemæssige kønsblindhed. Kvindebevægelserne gjorde uden tvivl køn synligt for mange kvinder. Men hvorfor er køn ikke blevet synligt på samme måde for mænd? Handler det om, at mænd ikke vil eller ikke kan se deres eget køn? Mange mænd har svært ved at forstå den kønsliggjorte virkelighed, de lever i, og man kan i den anledning lidt provokerende formuleret stille spørgsmålet: Ved mænd overhovedet, at de har et køn? Samfundet har stadig til gode at gøre kønnet synligt for mænd. Den amerikanske mandeforsker Michael Kimmel (1996) hævder f.eks., at samfundet i stor udstrækning behandler mandlige militærfolk, mandlige politikere og mandlige forskere, som om køn intet har at gøre med deres militære handlinger, deres politiske beslutninger og deres videnskabelige eksperimenter.

      Det gælder derfor om at have blik for de overordnede kønsstrukturer samtidig med, at man er i stand til at opfange den komplekse og mangfoldige virkelighed på det individuelle niveau. Man skal passe på med simplificerede kategoriseringer om mænd og kvinder. Kønsanalyser skal være i stand til at opfange den relative magt, som mænd har overfor kvinder samtidig med, at der skal være plads til nuancer i kønsrelationerne og den nogle gange fuldstændig modsatrettede praksis og virkelighed.

      Maskulinitetens historie

      Der vil i bogen hovedsageligt være fokus på nutidige forhold, men historiske analyser vil også blive taget i brug for at skabe en dybere forståelse for mænds forskellige roller og positioner på henholdsvis arbejdsmarkedet og i privatsfæren. I mange historiske epoker har det været forventet af mænd, at de skulle være i stand til at forsørge og beskytte deres familier. Jeg vil derfor diskutere, hvordan mænd som socialt køn er blevet diskuteret i historien. Her vil jeg se på, hvorfor vi ved så lidt om mænds private ageren, men så meget om (nogle) mænds offentlige handlinger. Der er som sådan ikke noget nyt i at studere mænd og mænds handlinger. Det nye består i at studere mænd som eksplicitte og kønsliggjorte forskningsobjekter. Mænd er blevet studeret i lang tid, og det er blevet kaldt ”historie”. Men historieskrivning er ikke en kønsneutral disciplin, og disse ofte unævnte mandestudier er tit karakteriseret ved ikke at have et problematiseret og eksplicit fokus på mænd og ved kun at beskrive visse dele af mænds liv. Størstedelen af al historieskrivning har på sin vis handlet om mænd, fordi mænd har domineret samfundets offentlige liv. Mænd har været den allestedsværende, men uudtalte norm for mennesket, og man kan hævde, at mænd ikke har nogen historie om dem selv som mænd. Mange sociale aspekter og kulturelle dimensioner af mænds liv har kun været berørt og diskuteret på implicit vis, og mænd har lidt under det, som antropologen David Gilmore (1990) kalder for ”taget for givet”-syndromet.

      Mandeforskningens udfordringer

      Mandeforskning er i mange dele af verden stadigvæk et ret uudforsket felt, og mænds historie som et socialt køn er stadigvæk et relativt ukendt område. Bogen forsøger derfor at skabe et overblik over nogle af de nøglebegreber, temaer og teoretiske positioner, som har været og stadig er dominerende indenfor studier vedrørende mænd og maskulinitet(er). Mandeforskningen har i mange henseender været i en anden situation end kvindeforskningen. Der har aldrig været nogen forankring i