Kidnappet. Блейк Пирс

der stadig holdt sin pistol, lagde sin venstre arm omkring Aprils skuldre. Den stakkels pige skælvede af frygt. Riley førte April ud til hoveddøren og åbnede den, samtidig med, at adskillige uniformerede politibetjente kom og løbende op på fortovet.

      Lederen af politistyrken trådte ind i huset med sin pistol trukket.

      ”Hvad er problemet?” Spurgte han.

      ”Der var nogen i huset,” sagde Riley. ”Han er her måske stadigvæk.”

      Han kiggede utilpas på pistolen i hendes hånd.

      ”Jeg er ansat hos FBI,” sagde Riley. ”FBI-agenterne kommer snart. Jeg har allerede undersøgt i huset, bortset fra loftet.” Hun pegede derop. ”Der er en dør i loftet i entréen.”

      Lederen af politistyrken råbte: ”Bowers, Wright, kom herind og tjek loftet! Resten af jer leder udenfor, bagved og foran!”

      Bowers og Wright gik direkte ind i entréen og trak stigen ned. Begge trak deres våben. Den ene ventede ved foden af stigen, imens den anden klatrede op og lyste rundt med lommelygten, hvorefter han forsvandt op på loftet.

      Kort efter råbte han: ”Her er ingen!”

      Riley ønskede at føle sig lettet. Men sandheden var, at hun ønskede, at Peterson havde været deroppe. Så kunne han være blevet arresteret med det samme - eller endnu bedre – skudt. Hun var helt sikker på, at han ikke ville dukke op i forhaven eller baghaven.

      ”Har du en kælder?” spurgte lederen af politistyrken.

      ”Nej, kun en krybekælder,” sagde Riley.

      Han råbte ud til sine folk: ”Benson, Pratt, tjek under huset!”

      April holdt stadig fast i sin mor, som gjaldt det livet.

      ”Hvad sker der, mor?” spurgte hun.

      Riley tøvede. I årevis har hun undladt at fortælle April den grimme sandhed om sit arbejde. Men hun havde for nylig indset, at hun havde været alt for beskyttende. Så hun havde fortalt April om sit traumatiske fangenskab hos Peterson – eller i det mindste så meget, som hun troede, datteren kunne klare at høre. Hun ville også gerne slippe sin tvivl om, hvorvidt manden virkelig var død.

      Men hvad skulle hun sige til April nu? Hun tøvede.

      Før Riley kunne nå at forklare noget, sagde April: ”Det er Peterson, ikke?”

      Riley omfavnede sin datter hårdt. Hun nikkede tilbage og forsøgte at skjule de rystelser, som løb gennem hendes krop.

      ”Han er stadig i live.”

      Kapitel 2

      En time senere var Rileys hus fyldt med folk iført uniformer eller FBI-skilte. Tungt bevæbnede FBI-agenter og et hold bevisteknikere sammen med det lokale politi.

      ”Put småstenene på sengen i plastikposer,” råbte Craig Huang. ”De skal undersøges for fingeraftryk eller DNA.”

      Først var Riley ikke blevet glad for at se, at Huang var leder af politistyrken. Han var meget ung, og hun havde ikke tidligere haft gode erfaringer med at samarbejde med ham. Men nu kunne hun se, at han var en dygtig leder for holdet. Huang voksede med sit job.

      Bevisteknikerne var allerede i gang med at finkæmme hver en centimeter af huset på jagt efter fingeraftryk. Andre agenter var forsvundet i mørket bagved huset og forsøgte at finde spor efter køretøjer eller antydningen af en sti gennem skoven. Nu hvor tingene så ud til at køre, trak Huang Riley væk fra de andre og ind i køkkenet. Han og Riley satte sig ved bordet. April satte sig sammen med dem, og hun var stadig meget rystet.

      ”Nå, hvad tror du?” spurgte Huang henvendt til Riley. ”Er der nogen chance for, at vi finder ham?”

      Riley sukkede modløst.

      ”Nej, jeg er bange for, at han forlængst er væk. Han må have været her tidligere på aften, før min datter og jeg kom hjem.”

      Netop da kom en Kevlar-klædt kvindelig agent ind fra bagsiden af huset. Hun havde mørkt hår, mørke øjne og mørk hud, og hun så endnu yngre ud end Huang.

      ”Agent Huang, jeg fandt noget,” sagde kvinden. ”Ridser på låsen til bagdøren. Det ser ud som nogen har dirket den op.”

      ”Godt arbejde, Vargas,” sagde Huang. ”Så ved vi, hvordan han kom ind. Kan du blive her lidt hos Riley og hendes datter?”

      Den unge kvindes ansigt lyste op af glæde.

      ”Det vil jeg gerne,” sagde hun.

      Hun satte sig ved bordet, og Huang forlod køkkenet og gik ud til de andre.

      ”Jeg er agent María de la Luz Vargas Ramírez,” smilede hun. ”Jeg ved, det er et langt navn. Sådan er det med os mexicanere. Folk kalder mig Lucy Vargas.”

      ”Jeg er glad for, at du er her, agent Vargas,” sagde Riley.

      ”Bare kald mig Lucy.”

      Den unge kvinde tav et øjeblik og stirrede på Riley. Til sidst sagde hun: ”Agent Paige, jeg håber ikke, jeg rammer forbi ved at sige dette, men… det er virkelig en ære at møde dig. Jeg har fulgt dit arbejde lige siden jeg var under uddannelse. Du har udført et helt fantastisk stykke arbejde.”

      ”Tak,” sagde Riley.

      Lucy smilede fuld af beundring. ”Jeg mener den måde, hvorpå du fik afsluttet hele Peterson-sagen – hele historien forbløffer mig bare.”

      Riley rystede på hovedet.

      ”Jeg ville ønske, at tingene var så enkle,” sagde hun. ”Han er ikke død. Han var den person, som begik indbrud her i dag.”

      Lucy stirrede forskrækket på hende.

      ”Men alle siger,” begyndte Lucy.

      Riley afbrød.

      ”Der var en anden, som troede, at han var i live. Marie, kvinden jeg reddede. Hun var sikker på, at han stadig var derude og hånede hende. Hun… ”

      Riley tav, da hun huskede det smertefulde syn af Maries lig, der hang i soveværelset.

      ”Hun begik selvmord,” sagde Riley.

      Lucy så forfærdet og overrasket ud. ”Det er jeg ked af,” sagde hun.

      Netop da hørte Riley en velkendt stemme kalde på hende.

      ”Riley? Er du ok?"

      Hun vendte sig og så Bill Jeffreys stå i køkkenets buegang og se bekymret ud. Enhedsadfærdsanalysen havde åbenbart advaret ham om problemet, så han var kørt herhen alene.

      ”Jeg har det godt, Bill,” sagde hun. ”Det har April også. Kom og sid ned."

      Bill satte sig ved bordet sammen med Riley, April og Lucy. Lucy stirrede på ham, tilsyneladende med ærefrygt over at møde Rileys tidligere partner, endnu en FBI-legende.

      Huang vendte tilbage til køkkenet.

      ”Der er ingen i huset eller udenfor,” sagde han til Riley. ”Mine folk har samlet de beviser, de kan finde. De siger, at der ikke er meget at arbejde videre med. Det er op til laboratorieteknikkerne at se, hvad de kan gøre med det.”

      ”Det var, hvad jeg frygtede,” sagde Riley.

      ”Det ser ud til, at det er tid til, at vi pakker sammen for i aften,” sagde Huang. Derefter forlod han køkkenet for at give de sidste ordrer til agenterne.

      Riley vendte sig mod sin datter.

      ”April, du skal overnatte hos din far.”

      April spærrede øjnene op.

      ”Jeg vil ikke have, at du skal være alene her,” sagde April. ”Og jeg vil i hvert fald ikke være