Kidnappet. Блейк Пирс

at politichefen have ret. Men den unge betjent virkede ophidset nok allerede. Der var ingen grund til at skræmme ham yderligere.

      ”Jeg fatter det ikke,” sagde Boyden og rystede igen på hovedet. ”En dejlig lille by som vores. En dejlig dame som Rosemary. Jeg fatter det ikke.”

      Da de kørte ind i byen, så Riley et par sendevogne med tv-journalister på den lille hovedgade. En helikopter fra en tv-station kredsede over byen.

      Boyden kørte hen til en afspærring, hvor en lille klynge af journalister stod samlet. En betjent vinkede bilen igennem. Et par sekunder senere kørte Boyden bilen langs en strækning med togskinner. Liget hang ned fra en elmast. Flere uniformerede politibetjente stod et par meter derfra.

      Da Riley trådte ud af bilen, genkendte hun politichef Raymond Alford. Han kom hen imod hende og så absolut ikke glad ud.

      ”Jeg håber virkelig, du har en god grund til, at vi stadig har liget hængende her,” sagde han. ”For os er det et rent mareridt. Borgmesteren truer med at afskedige mig.”

      Riley og Lucy fulgte ham hen imod liget. I det sene eftermiddags sollys så det endnu mere mærkværdigt ud, end det havde gjort på de fotos, Riley havde set på sin computer. De rustfrie stålkæder gnistrede i sollyset.

      ”Jeg går ud fra, at du har afspærret gerningsstedet,” sagde Riley til Alford.

      ”Vi har gjort det så godt vi kunne,” sagde Alford. ”Vi har afspærret området så langt væk, at ingen kan se liget undtagen fra floden. Vi har omdirigeret togene til at køre udenom byen. Det forsinker dem og ødelægger deres tidsplan. Det må være sådan, at Albany-nyhedskanalerne fandt ud af, at der foregår noget her. De har bestemt ikke hørt om det fra mine folk.”

      Mens Alford talte, druknede hans stemme i larmen fra tv-station-helikopteren, da den fløj direkte henover hovedet på ham. Han opgav at prøve at sige det, han ville sige. Riley kunne aflæse bandeordene på læberne, da han kiggede op på helikopteren. Uden at stige til vejrs drejede helikopteren væk i en cirkelbevægelse. Piloten havde tydeligvis til hensigt at kredse rundt på denne måde.

      Alford tog sin mobiltelefon frem. Da han fik nogen i røret, råbte han: ”Jeg sagde, at du skulle holde din forbandede helikopter væk fra dette sted. Fortæl nu din pilot, at han skal flyve op over fem hundrede fod. Det er loven.”

      Ud fra Alfords ansigtsudtryk at dømme tænkte Riley, at personen i den anden ende gav ham en vis modstand.

      Endelig sagde Alford: "Hvis du ikke får den fugl fløjet ud herfra lige nu, bliver dine journalister udelukket fra nyhedskonferencen, jeg skal holde i eftermiddag."

      Hans ansigt slappede lidt af. Han så op og ventede. Efter et øjeblik steg helikopteren til en mere rimelig højde. Støjen fra dens motor fyldte stadig luften med en høj og vedvarende summen.

      ”For pokker, jeg håber ikke, vi får mere af det her,” knurrede Alford. ”Så snart vi får skåret liget ned, så er der mindre her til at tiltrække dem. På kort sigt går jeg ud fra, at der er en positiv side ved det. Hoteller og andre overnatningssteder får noget ekstra indtjening. Det gælder også restauranterne – journalisterne skal jo spise. Men i det lange løb vil det være skidt, hvis turister bliver skræmt væk fra Reedsport.”

      ”Du har gjort et godt stykke arbejde med at holde dem væk fra gerningsstedet,” sagde Riley.

      ”Ja, det er altid noget,” sagde Alford. "Kom nu, lad os få arbejdet gjort.”

      Alford førte Riley og Lucy nærmere det ophængte lig. Liget var fastgjort i en kædesele, der var viklet omkring det. Selen var bundet fast til et tungt reb, der løb gennem en stålskive, som var fastgjort til en høj elmast. Resten af rebet faldt ned på jorden i en skarp vinkel.

      Riley kunne se kvindens ansigt nu. Den slående lighed med Marie ramte hende endnu engang som et elektrisk stød. Det var den samme tavse smerte og kval, som hendes venindes ansigt havde udtrykt, efter hun havde hængt sig selv. De svulmende øjne og kæden, der kneblede munden gjorde synet endnu mere foruroligende.

      Riley kiggede på sin nye partner for at se, hvordan hun reagerede. Til sin overraskelse så hun, at Lucy allerede var i gang med at tage noter.

      ”Er det her dit første gerningssted?” spurgte Riley hende.

      Lucy nikkede bare, imens hun skrev og observerede. Riley syntes, at hun taklede synet af liget vældig godt. Mange andre grønskollinger ville være i gang med at kaste op i buskene på dette tidspunkt.

      Alford så derimod ud til at have kvalme. Selv efter alle disse timer havde han ikke vænnet sig til det. For hans egen skyld håbede Riley heller ikke, at han nogensinde ville det.

      ”Ikke meget af en lugt endnu,” sagde Alford.

      ”Ikke endnu,” sagde Riley. ”Hun er stadig i en tilstand af autolyse, for det meste kun intern cellefordeling. Det er ikke varmt nok til at fremskynde forrådnelsesprocessen. Kroppen er ikke begyndt at nedbrydes indefra. Det er på det tidspunkt, at lugten vil blive rigtig dårlig.”

      Alford så mere og mere bleg under denne tale.

      ”Hvad med rigor mortis?” spurgte Lucy.

      ”Jeg er sikker på, at rigor mortis er indtruffet,” sagde Riley. ”Tilstanden vil sandsynligvis vare yderligere tolv timer.”

      Det så slet ikke ud til at tage pippet fra Lucy. Hun fortsatte bare med at tage flere noter.

      ”Har du fundet ud af, hvordan morderen fik hende derop?” spurgte Lucy Alford.

      ”Vi har en idé om det,” sagde Alford. ”Han klatrede op og bandt remskiven på plads. Så trak han liget op. Du kan selv se, hvordan det er fastgjort.”

      Alford pegede på et bundt jernvægte, der lå ved siden af jernbanesporene. Rebet var bundet gennem huller i vægtene og knyttet omhyggeligt, så de ikke kunne løsne sig. Vægterne var den slags, der kunne findes i vægtmaskiner i et motionscenter.

      Lucy bøjede sig ned og kiggede nærmere på vægterne.

      "Der er næsten nok vægt her til fuldstændigt at opveje kroppen," sagde Lucy. ”Det er mærkeligt, at han trak alle disse tunge ting med sig. Man skulle tro, han bare ville have bundet rebet direkte til masten.”

      ”Hvad fortæller det dig?” spurgte Riley.

      Lucy tænkte sig om et øjeblik.

      ”Han er lille og ikke særlig stærk,” sagde Lucy. ”Remskiven kunne ikke klare det alene. Han havde brug for vægten til at hjælpe sig.”

      ”Supergodt,” sagde Riley. Så pegede hun på den modsatte side af jernbanesporene. På en kort strækning kunne man delvis se dækspor fra det nærliggende fortov til den smudsige jord. ”Og du kan se, at han kørte sit køretøj meget tæt på. Det var han nødt til. Han kunne ikke trække liget særlig langt på egen hånd.”

      Riley undersøgte jorden nær elmasten og fandt skarpe aftryk i jorden.

      ”Det ser ud til, at han brugte en stige,” sagde hun.

      ”Ja, og vi fandt stigen,” sagde Alford. ”Kom, så skal jeg vise jer det.”

      Alford tog Riley og Lucy med tværs hen over jernbanesporene til et forfaldent lager, som var bygget af bølgeblik. Der hang en opbrudt hængelås på dørenes hasp.

      ”I kan se, hvordan han brød ind her,” sagde Alford. ”Det var let nok at gøre med en boltsaks. Dette lager bruges ikke til meget andet end langtidsopbevaring, så det er ikke særlig sikkert.”

      Alford åbnede døren og tændte lysstofrørene. Stedet var faktisk for det meste tomt, undtagen for et par leveringskasser, der var dækket af spindelvæv. Alford pegede på en høj stige, der stod mod væggen ved siden af døren.

      ”Der er stigen,” sagde han. ”Vi fandt frisk mudder på benene. Den hører sandsynligvis til her, og morderen kendte til den. Han brød ind, trak