Mennesket. Peter K. A. Jensen

Andrew selv, hans mor og tre af hans formodede søstre. DNA-analyserne viste, at Andrew havde den samme far som hans tre formodede søstre, og at Christina Sarbah var hans mor. Eller sagt mere præcist: Sandsynligheden for, at en af mrs. Sarbahs søstre i stedet var mor til Andrew, var mindre end 1:6 millioner.

      Et andet eksempel på personidentifikation er den meget omtalte sag vedrørende den sidste russiske tsarfamilie (Romanov-slægten, se figur 1-11).

      Som et tredje eksempel på personidentifikation af denne karakter kan nævnes faderskabssagen omkring Amerikas tredje præsident og forfatter til uafhængighedserklæringen, Thomas Jefferson. Der havde længe været mistanke om, at han var far til et eller flere børn født af hans slave Sally Hemings. Mistanken blev første gang rejst i 1802, tolv år efter fødslen af drengen Tom. Mange havde desuden bemærket en påfaldende lighed mellem Jefferson og Hemings’ sidste søn, Eston. Jefferson selv havde ingen legitime mandlige efterkommere, så det var ikke muligt at foretage nogen profilanalyse på hans Y-kromosom. I stedet tog genetikerne DNA-prøver fra mandlige efterkommere af Jeffersons onkel på faderens side (hvis Y-kromosom må være identisk med Jeffersons Y) og sammenlignede disse med prøver fra mandlige efterkommere af Tom og Eston. Analyserne viste, at Jefferson ikke kunne være far til Tom, men i tilfældet med Eston var der ingen tvivl: Eston og Jefferson havde haft samme Y-kromosom. DNA-analysen kan dog ikke sige noget definitivt om, hvor dette Y-kromosom kommer fra: Det kan ikke udelukkes, at en anden mand i Jeffersons slægt kan have været far til Eston. Faktisk har der været rejst mistanke til præsidentens nevø, Isham Jefferson.

      ROMANOV-FAMILIEN

      Den genetiske identifikation af skeletterne af den sidste russiske tsar, Nikolaj II, tsarinaen, Alexandra og tre af deres fem børn er et fascinerende og lærerigt eksempel på anvendelsen af DNA-teknologien indenfor retsmedicinen.

      Tsaren og tsarinaen blev sammen med deres fem børn, Olga, Tatjana, Maria, Anastasia og Aleksej myrdet af bolsjevikkerne den 16. juli 1918. Herved sluttede Romanovslægtens næsten 300 års herredømme over det russiske rige. Forud var tsarfamilien sammen med deres læge og tre af staben blevet holdt fangen i Ipatievhuset i Jekaterinburg (Sverdlovsk i Sovjettiden). Først i 1991 blev graven med de formodede rester af tsarfamilien på Boris Jeltsins ordre undersøgt nærmere. Graven var dog allerede i 1979 blevet lokaliseret til et skovområde ca. 30 km uden for Jekaterinburg. Graven viste sig at indeholde i alt ni skeletter, fem fra kvinder og fire fra mænd. En foreløbig retsmedicinsk undersøgelse gjorde det sandsynligt, at fem af skeletterne vitterligt hidrørte fra tsarfamilien, mens de øvrige fire tilhørte familiens læge og tre af det øvrige personale. To af børnene manglede således, og sandsynligvis drejede det sig om Aleksej og Anastasia.

      I 1994 blev det besluttet at søge at få sagen endelig afklaret ved hjælp af DNA-undersøgelser. Analyserne blev udført ved hjælp af STR’er og hypervariable sekvenser i mtDNA. Foruden DNA fra skeletresterne var det nødvendigt at få DNA fra levende slægtninge af samme kvindelinje til de afdøde (det erindres, at mtDNA udelukkende nedarves gennem den kvindelige linje). Tsarinaen var barnebarn af den engelske dronning Victoria og var således beslægtet gennem en ubrudt kvindelinje med hertugen af Edinburgh, prins Philip (se stamtræet). For tsarens vedkommende fik man prøver fra to slægtninge, der begge var efterkommere af tsarens mormor (den danske dronning Louise, der var gift med Christian IX) i ubrudte kvindelinjer (jf. stamtræet). Resultatet af mtDNA-analysen er vist i tabellen.

      Resultaterne var utvetydige for tsarinaens og de tre døtres vedkommende, men for tsarens vedkommende var der den komplikation, at han havde to forskellige DNA-sekvenser svarende til position 16169- 30 % med T og 70 % med C. Tsaren havde med andre ord to forskellige populationer af mtDNA svarende til position 16169 (heteroplasmi). De øvrige resultater var imidlertid utvetydige.

      På grund af den usikkerhed, som den påviste heteroplasmi hos tsaren afstedkom, blev den officielle rapport om undersøgelsen udsat, og det blev besluttet at inddrage skelettet af tsarens bror, Georgij Romanov, som var død af tuberkulose i 1899, i analysen. Hans mtDNA-analyse gav fuldstændig samme resultat som tsarens, inklusive heteroplasmien i position 16169. Konklusionen blev derfor, at man havde identificeret den rigtige tsar, og at der i tsarens mors kvindelinje måtte have optrådt heteroplasmi i nogle generationer.

      Der har været et særligt problem med identifikationen af Anastasia, hvis skelet aldrig blev fundet i graven. Adskillige personer har i tidens løb påstået at være Anastasia, men ingen har været så vedholdende som Anna Anderson, som livet igennem vedblev at hævde, at hun var den fortabte prinsesse. Anna Anderson var bosat i USA, og hun fremkom første gang med sin påstand i 1920, og da hun døde i 1984 var der stadig usikkerhed om hendes identitet. Anna Anderson var blevet kremeret, hvorfor det ikke var muligt at udvinde DNA fra ligresterne. Men der fandtes en udvej: I 1970 var hun blevet opereret på et hospital i Charlottesville. Væv, der var blevet fjernet i forbindelse med operationen, fandtes fortsat i sygehusets patologiske laboratorium efter 24 år. Det var derfor muligt at udføre en DNA profilanalyse på Anna Anderson i 1994. Resultatet var krystalklart: Anna Anderson var hverken beslægtet med tsaren eller tsarinaen.

      De vigtigste resultater af mtDNA-analyserne af skeletterne fra graven med den formodede tsar og hans familie samt af tre levende slægtninge og tsarens afdøde bror (jf. stamtræet). Der er anført resultater af sekvensbestemmelsen i forskellige positioner (numrene i øverste række) i HSV-I og i HSV-II (00073). Bogstaverne er de gængse symbolerne for baserne; C/T er den i teksten nævnte heteroplasmi. I anden række er anført referencesekvensen (CRS). Alle afvigelser fra referencesekvensen er vist med rødt. ? betyder “ikke bestemt”.

      Kriminalsager og massedødsulykker

      Ved masseulykker (og i drabs- og voldtægtssager) drejer det sig primært om personidentifikation ud fra analyserne af biologisk restmateriale, kaldet spor. Det biologiske materiale kan være mangeartet og f.eks. bestå af blod, sæd samt hud og hår under offerets negle. Det første spørgsmål er ofte, om de identificerede spor stammer fra et menneske eller et dyr. Her kan undersøgelse af tilstedeværelsen af Alu-elementer (se kapitel 2) i reglen løse problemet, idet Alu-elementer kun findes hos primater (aber og mennesker). Et illustrativt eksempel fra England skal refereres.

      James Hanratty blev i 1962 dømt i en af de meste omtalte mordsager i England i det 20. århundrede. Han myrdede et ungt par: Manden blev skudt først, hvorefter Hanratty voldtog kvinden, før han myrdede hende med fem skud. På trods af at han insisterede på at have været milevidt fra åstedet i gerningsøjeblikket, blev Hanratty fundet skyldig og hængt. Hanratty erklærede sin uskyld indtil sin død, og hans familie fortsatte i årene derefter forsøg på at rense hans navn. Familien pressede myndighederne til at foretage analyse på DNA udvundet fra sædpletter på det kvindelige offers trusser og fra det lommetørklæde, der havde dækket morderens ansigt. Begge prøver blev sammenlignet med DNA-profiler fra Hanrattys bror og mor. Analyserne viste med meget stor sikkerhed, at den kriminelle handling var blevet begået af en fra Hanrattys familie. Familien var dog ikke tilfreds, hvorfor James Hanrattys lig i år 2000 blev gravet op, så der kunne tages vævsprøver til udvinding af DNA herfra. Denne mere direkte analyse viste med sikkerhed, at det var Hanrattys DNA, der var blevet fundet på trusserne og lommetørklædet.

      DNA-profilanalyse har i mange tilfælde været benyttet som supplerende redskab ved identifikation af ofre for massedødsulykker som fly- og skibshaverier. I tilfælde af større katastrofer med udtalt fysisk destruktion af de omkomne, bl.a. som følge af brand, kan DNA-analyse være eneste mulighed for at indhente biologiske data, der kan føre til identifikation. DNA-profilanalyse blev i denne sammenhæng første gang anvendt ved identifikationsarbejdet efter ødelæggelsen i 1993 af hovedkvarteret for en sekt i Waco, Texas, hvor 74 personer, mænd, kvinder og børn, omkom. Den første store civile ulykke, hvor DNA-profilanalyse blev anvendt som praktisk taget eneste metode til identifikation af de omkomne, var i august 1996, da et russisk fly med 128 passagerer og 13 besætningsmedlemmer fløj ind i et bjerg på Spitzbergen.

      Nyere eksempler på masseulykker, hvor DNA-profilanalyse