Litteratur i bevAegelse. Dan Ringgaard

oversætterens kompetence er forbundet med tillid – tillid til at han eller hun korrekt gengiver den meddelelse der har sin oprindelse et andet sted. Begge parter, afsendere og modtagere, er afhængige af oversætterens færdigheder og oprigtighed.

      Man kender eksempler på at budbringere der i middelalderen bragte nyt fra slagmarken tilbage til den fyrste der styrede konflikten, blev straffet med død eller lemlæstelse for at overbringe uønskede nyheder. Nogle oversættere har fået samme skæbne, og internationale organisationer som “Reportere uden Grænser” opdaterer med jævne mellemrum deres lister over journalister, herunder oversættere og hjælpere, der er blevet dræbt eller fængslet i verdens urocentre. At bringe budskaber fra den anden side kan være farefuldt, og nogle oversættere risikerer deres liv for det arbejde de udfører.

      Oversætterens rolle har altid været og er stadig en kilde til mistanke og frygt, for det er oversætteren der kommer med det fremmede, som medierer mellem kulturer der ellers er på krigsfod med hinanden og måske har en lang historie med gensidig mangel på forståelse. Oversættelse kræver derfor en kunnen der går langt ud over den sproglige. Blot at forstå hvad isolerede ord betyder rent abstrakt, er ikke nok. Oversætteren skal kunne fange hvad ord betyder i hver enkelt situation og skal så forsøge at gengive de mange lag af betydninger. Det er ikke uden grund man siger at oversætterens vigtigste opgave ikke er at oversætte hvad der står, men hvad der ikke står, at oversætte det implicitte og det underforståede, det hvide mellemrum mellem ordene. Når man tænker på oversætterens rolle rundt om i verden, kan man slet ikke undgå at spekulere over hvordan forhandlinger overhovedet foregår under konflikter.

      Men der er en anden måde at tænke over den hårdt plagede verden vi lever i: Med menneskers omfattende rejseaktivitet i dag og behovet for at forstå mere om andre kulturer for at overleve kan man også se oversættelse som en stærk kreativ drivkraft. Alle mulige former for møder finder sted når folk overskrider kultur- og sproggrænser. Nogle af vor tids største forfattere har krydset grænser, af og til skiftet sprog eller eksperimenteret med det ukendte – forfattere som Nabokov, Brodsky, Kundera, Beckett, Fuentes, Soyinka, litteraturteoretikere som Kristeva, Todorov eller Spivak har alle fulgt det eksempel som blev sat tidligere i århundredet af Joyce, Conrad og Kafka, og har genfundet sig selv ved at oversætte sig selv, nogle gange bogstaveligt, andre gange i mere overført betydning. Eksilets smerte kan resultere i en ekstraordinær form for kreativitet, og den er også en vej til at skrive anderledes, fordi de eksilerede ligesom oversætterne ser deres verden fra mere end én synsvinkel.

      Walter Benjamin er kendt for at have påpeget forbindelsen mellem oversættelse og overlevelse – forfattere hvis værk ville have været tabt for altid, kan leve videre i oversættelse; forfattere hvis værk aldrig ville være blevet læst uden for en snæver kreds der kender sproget, kan gennem oversættelse nå ud til utallige nye læsere. Gennem oversættelse bliver vi i stand til at reagere på værker skrevet af forfattere vi ellers aldrig ville have haft chancen for at møde. Det er med fuld ret når man med oversættelsesforskere anerkender at oversættelse er en af de fundamentale drivkræfter bag udviklingen i litterære systemer. Gennem oversættelse sætter ideer, billeder, former, genrer, nye perspektiver hen over kulturelle og sproglige hindringer der ellers ville være uigennemtrængelige.

      Anerkender man denne side af oversættelse, må man også anerkende at begrebet ‘oversættelse’ indebærer meget mere end den simple overføring af materiale fra ét sprog til et andet. Sammen med udviklingen i oversættelsesforskningen er også vores forståelse af selve begrebet ‘oversættelse’ begyndt at ændre sig. Det har altid været et løst begreb, og på engelsk siger man også ‘version’, ‘adaptation’, ‘gengivelse’ eller, med Ezra Pound, selv ‘lydighed’ [homage] for at angive grader af afvigelse fra kildeteksten. Men man bruger stadig disse ord vagt og upræcist så de tit bare bruges som synonymer for ‘oversættelse’. I artiklens næste afsnit vil jeg se på to oversættelser som udvider vores bevidsthed om hvad oversættelse er, rejser udfordrende spørgsmål om oversætteres troværdighed og på samme tid giver læseren en usædvanlig ‘oversættelse’ af andre kulturer.

      På sporet af en romersk digter

      Josephine Balmers samling På sporet af Catul med undertitlen ‘Digte, oversættelser og overskridelser’ udkom på Bloodaxe Books i 2004 samtidig med en anden udgivelse af samme forfatter Catul. Digte om kærlighed og had. Balmer er en anerkendt forsker og oversætter inden for klassiske studier og arbejder både med græsk og latin. Hun forsyner altid sine bøger med et klart og tydeligt forord hvor hun forklarer læseren om sin oversættelsesstrategi. Hendes centrale begreb er overskridelse eller, med andre ord, en insisteren på oversætterens kreative rolle der uundgåeligt synliggør oversætteren i oversættelsen. Centralt står også hendes understregning af at det er umuligt at etablere en sammenhængende og autoritativ kildetekst på basis af manuskripter som gennem århundreder har været udsat for så mange redaktionelle manipulationer. Hun peger således på at “Catuls arbejde kun med nød og næppe undgik den totale forglemmelse”.¹ Indtil det 14. århundrede så det ud til at kun ét af hans digte havde overlevet. Et manuskript med 116 digte dukkede op i Verona omkring 1300, formentlig kopieret fra et manuskript fundet et sted uden for Italien. Balmer oplyser at den tekst vi har i dag, er baseret på tre overlevende anden- og tredjehåndsafskrifter, “der hver for sig er fyldt med tekstlige fejl og hårdhændet rettet til af forskere gennem århundrederne”. Men trods disse omskiftelser tilføjer hun at disse kopier alligevel “ligner tilstrækkeligt til at forskerne tror på at de nedskrevne ord ligger så tæt på Catuls egne som vi nu kan komme – et under af litterær konsistens”.

      Catul er blevet oversat mange gange til engelsk siden renæssancen. Hans poetiske ordvalg, en kombination af et fornemt sprog og stilistisk ekspertise i sjofelt rendestenssprog, obskøne ordspil og satiriske angreb på hans samtidige, stiller enhver tids oversættere over for en udfordring, ikke kun hvad angår litterær æstetik, men også hvad læseren finder tåleligt. En oversættelse fra det 18. århundrede af John Nott påstår for eksempel at den gengiver Catuls mening fuldt og helt uden at overskride grænserne for sproglig anstændighed, skønt han blev voldsomt kritiseret netop for sproglig ublufærdighed.

      Hvis vi sammenligner Notts oversættelse med Balmers, kan vi få et indtryk af de vanskeligheder oversættere møder, når de skal arbejde med Catuls mere obskøne digte. Hans version af digt 93 og 94 fra Carmina er samlet til ét digt og har måske stødt hans samtidige, men virker i dag blidt og lettere gådefuldt:

      So little I for Caesar care

      Whatever his complexion be;

      That whether dark, or whether fair,

      I wow ‘tis all the same to me!

      His favourite so debauch’d is got,

      Yes, so debauch’d is his rank blood

      Folks say, he’s like a kitchen pot

      That’s crammed with every dainty food.

      [Jeg bryder mig ikke det mindste om

      hvordan Cæsars hudfarve er;

      er den mørk eller lys,

      tro mig, det er det samme for mig!

      Hans udkårne er blevet så udsvævende,

      ja, så udsvævende er hans gejle blod,

      at folk siger han er som en gryde

      fyldt til randen med den lækreste mad.]

      Balmers versioner er meget længere og sat op som to adskilte digte. Det første har titlen “Endnu mere pik”:

      Prick writes a book, for he wants to mount Olympus

      The Muses toss him off with their prick-sharp pitch forks.

      Prick is priapic: A priapic prick? No surprise.

      As they say: boil a pot and the scum will rise.

      [Pik skriver en bog, for han vil bestige Olympen