Fornuftens perversion. Mikkel Thorup

en vis ret anså for oplysningsfilosofiens drøm om en modernitet uden vold.¹⁴⁷ Fremhævelsen af vold som et evigt og allestedsnærværende vilkår er derfor først og fremmest en kritisk metode (og sekundært en strategi for analysen af magt og socialitet, som jeg ikke kan gå ind på her), der skal afsløre modpartens naivitet og virkelighedsforsagelse.

      Han afviste fuldstændig idéen om, at krig stammer fra herskernes onde planer og ufornuft (Voltaire skrev fx: “Men krig [stammer] fra forestillingerne hos tre eller fire hundrede personer spredt ud over kloden, der går under navnene konger og ministre”¹⁴⁸). Krig ligger i menneskets natur, ikke i dets institutioner eller dets herskere:

      Mennesket tørster efter magt; han har endeløse begær og er altid utilfreds med det, han har. Han elsker kun det, han ikke har. Folk klager over kongers despotisme. De burde klage over menneskets. Vi er alle født despoter lige fra den mest absolutistiske monark i Asien til det barn, der kvæler en fugl i sin hånd af glæde ved at se noget i verden, der er svagere end ham selv.¹⁴⁹

      Når han siger, at “[h]istorien beviser desværre, at krig […] er menneskehedens almindelige tilstand, hvilket vil sige, at menneskeblod må flyde uden ophør et eller andet sted på kloden, og at fred for enhver nation kun er en pause”;¹⁵⁰ når han oplister alverdens krige og massakrer; når han udpensler dyreverdenens spis-eller-bliv-spist¹⁵¹ – så er det et modbillede til oplysningsfilosofferne, der alle uenigheder og tvivl til trods troede på samfundenes bevidste udgang af en verden martret af krig og vold, snarere end det er en sadistisk forkærlighed for vold. Det er krigen og voldens ufattelighed ud fra et rationelt og oplyst synspunkt, der gør det så vigtigt for Maistre at undersøge og fremhæve – og for nogle af hans ideologiske stedbørn i det 20. århundrede at fejre i råb som ‘Længe leve døden!’.¹⁵²

      Maistre reflekterer over det paradoks, at soldaten, der dræber uskyldige og i massevis, hædres og beundres, hvorimod bødlen, der dræber skyldige og få, foragtes og frygtes: “Forklar, hvorfor retten til at udgyde uskyldigt blod betragtes som meget ærværdigt af hele menneskeheden”.¹⁵³ Her kommer den rationalistiske forklaringsmodel til kort. Det kan ifølge Maistre kun forklares med menneskets nederdrægtige natur. Mennesket længes efter slaget og massakren af uskyldige. Hvordan ellers forklare verdenshistoriens ubrudte kæde af mord?

      Bødlen, modbilledet til den beundrede soldat, er Maistres mest berømte og berygtede billede, og han tjener for Maistre et dobbeltformål: at udstille begrænsningen af det rationalistiske eller oplysningsfilosofiske perspektiv og at insistere på magtens afhængighed af vold. I en grufuldt detaljeret beskrivelse af en henrettelse fremstår bødlen som den sociale ordens forfærdelige nødvendighed. Her er ikke plads til en egentlig analyse af Maistres bøddel. Det væsentlige er, at han eksisterer i modsætning til fornuft, “for fornuften kan ikke finde noget motiv i menneskets natur, der vil kunne lede mennesker til dette kald [som bøddel]”.¹⁵⁴ Bødlen er foragtet, ensom og venneløs, lever i udkanten af byen og fremstilles i animalistiske termer. Han finder glæde og stolthed i at kunne sige: “Ingen kan nedbryde et menneske på hjulet bedre end mig”.¹⁵⁵

      Dette er et menneske, hvis eksistens og profession står i total modsætning til oplysning og fornuft, men som – hvilket Maistre ynder at fremhæve – findes til alle tider og alle steder, da der intet findes uden straf og undertrykkelse: “[A]l magt, al underkastelse afhænger af bødlen. Han er det menneskelige fællesskabs skræk og bånd. Fjern denne ufattelige person fra jorden, og da vil orden i det præcise øjeblik blive til kaos, troner vil falde og samfundet forsvinde”.¹⁵⁶

      Det er også denne tankegang, der får Maistre til i 1815 at forsvare den spanske inkvisition, der “i selve sin natur er god, mild og bevarende”.¹⁵⁷ Han præsenterer et lidet overbevisende argument for, at kirken ikke havde nogen andel i torturen og dødsstraffene, samtidig med at han præsenterer inkvisitionen som et statsligt instrument i en religiøspolitisk undtagelsestilstand, en “farlig og ekstraordinær situation”¹⁵⁸ forårsaget af jødedommen, islam og sekularismen (dette er det eneste skrift, hvor Maistre anvender en decideret antisemitisk argumentation; det er mere fremtrædende hos Burke om end ikke en afgørende del af hans tænkning¹⁵⁹). Givet disse farer mod den spanske nation “var det absolut nødvendigt at etablere inkvisitionen, der ansås for det bedste for at kurere den politiske kræft, der hastigt var ved at fortære nationens hjerte”¹⁶⁰

      Maistre farer til forsvar for den spanske inkvisition, efter at det spanske parlament i 1812 – ifølge Maistre direkte foranlediget af oplysningsfilosofi – havde fordømt den, og fordi han mener, at en fransk pendant kunne have forhindret den franske revolution, hvorfor en generel afvisning af inkvisitionen vil kunne forårsage “et dødeligt sår på menneskehedens kæreste interesser”.¹⁶¹ Han ser kritikken af den spanske inkvisition som bare endnu et eksempel på det generelle oplysningsfilosofiske autoritetshad og som et tydeligt bevis på, at oplysningsfilosofferne ikke har forstået den politiske magts krav. De sætter tolerance, hvor der burde stå dogmatik: “[U]nder det besnærende navn tolerance etablerer de rent faktisk en absolut indifference over for religion; dernæst dømmer de efter deres regel de nationer, der ser en sådan indifference som den mest frugtbare kilde til ulykke og forbrydelse!”.¹⁶² Tolerance “er ikke og kan ikke være andet end en total indifference over for religion”,¹⁶³ og den efterlader den politiske magt magtesløs.

      Han fremlægger et argument for den politiske magts uangribelighed og siger, at alle menneskelige institutioner er fejlbarlige, at alle lande har en undtagelsesinstitution, samt at alle nationer og alle tider har benyttet sig af tortur, hvorfor der ingen rimelighed er i at kritisere spanierne. Det er den politiske magts virkelighed og desuden: “Ingen mand har ret til at forhøre Spaniens konger om, hvorfor de fandt det rigtigt at indføre visse straffe for bestemte forbrydelser. De er, som det er naturligt at forudsætte, bedst bekendt med deres egne affærer. De kender deres fjender og behandler dem, som de finder rigtigst”.¹⁶⁴

      For Burke er religion det sociale bånds forudsætning, hvilket netop er en afvisning af bødlen som forudsætning for sammenhængskraft. Frygten for dødsstraf som afskrækkelse er for Burke netop en rationalistisk-kalkulerende tænkemåde typisk for oplysningen, hvorimod der for Maistre ikke er nogen modsætning mellem et samfund holdt sammen af religion og vold, præst og bøddel. De er sider af samme sag som dem, der knækker menneskets lastefulde vilje.¹⁶⁵ Som Isaiah Berlin bemærker, så hører Maistres optagethed af vold og blod “til en anden verden end det rige og rolige England, som Burke forestillede sig”.¹⁶⁶ Bødlen angiver for Maistre grænsen for den oplysningsfilosofiske vision om en modernitet uden vold. Han er for Maistre symbolet på oplysningsfilosofiens selvbedrag, og i ham afsløres den sande og uforanderlige menneskenatur samt minimumsbetingelsen for enhver socialitet. Et af problemerne med den slags argumentation om vold er, at der ikke tillades eller registreres forandringer. Omfanget af vold og lidelse forudsættes konstant, det må vi resignere på, kun tid, sted, offer og metode forandrer sig. Som modvægt til en overoptimistisk pacifistisk humanisme virker den korrigerende; som beskrivelse af verden virker den unødigt fatalistisk.

       IV

      Ganske som Burke og Cortés mener Maistre at observere en stadig sværere regerbarhed i de europæiske samfund. De er blevet tumultariske som resultat af sekularisering og individualisering. Menneskets oprindelige tilstand er i slaveriet, siger Maistre,¹⁶⁷ men kristendommen frisatte menneskene og, hidtil uset, kritiserede slaveriet. Når han derfor siger, at “[v] iljer må enten renses eller slavebindes”,¹⁶⁸ så må vi forstå det således, at der kun gives den religiøse løsning på det politiske uordensproblem:

      Vi har for nylig set den sociale struktur blive smadret i sin grundvold, fordi der var for meget frihed i Europa og ikke længere nok religion. Der vil komme flere omvæltninger, og orden vil ikke blive tilstrækkeligt konsolideret, før vi har genetableret enten slaveri eller den sande religion.

      Regeringen kan ikke regere alene. Det er en maksime, som bliver mere uimodsigelig, jo mere man tænker over den. Regeringen har derfor – som for en uundværlig minister – brug for enten slaveriet, der mindsker antallet af