'Family Support'. Группа авторов

i samfundsmæssige enklaver (ib. 222)”. Med ’enklave’ benytter Luhmann interessant nok et begreb, som Peter Berger og Thomas Luckmann (1966/2003: 63) ellers har forbeholdt “begrænsende betydningsområder” hhv. “afgrænsede betydninger”. Som eksempler herpå anførte de ’drømme’, ’børns leg’, ’teater’ som voksnes leg og ’æstetisk og religiøs erfaring’. Tænkes videre i denne forstand, forhærdes familiekommunikation iflg. Luhmann derved i sig selv, forstærker system-omverden-differencen og kræver “terapeutisk ekspertise” og “professionalisering af familieterapeuter” (ib. 213f.), for i tilfælde af dens mislykkethed overhovedet at kunne finde tilgang til den. “I hvert fald kan det ikke dreje sig om at føre familien tilbage til den støjfrie kommunikations normale format, dvs. at tilstræbe (eller paradoksalt nok: ordinere) en egentilstand, hvori den strukturelle kobling af kommunikation og bevidsthed fungerer uden forstyrrelser”(ib. 227).

      Det fremstår her klart, hvor hurtigt og problemfrit man i denne argumentation for det første kan komme til belægget for familieterapiens samfundsmæssige funktion; hvor hurtigt man i hvert fald også kan tabe denne tråd igen, viser for det andet udviklingen i familieterapien. Dette skal antydes i al korthed i to aktuelle, parallelt forløbende udviklingsstrenge.

      Det går for at være et gennemgående træk i det postmoderne, at spørgsmålet om ’sandhed’ og ’objektivitet’ er blevet forældet. Relationen til os selv, til andre, til sager, situationer og tilstande i verden betragtes som ’konstrueret’. Men i hvilket paradigme disse konstruktioner er gyldige i deres opståelse og begrundelser, indebærer grundlæggende meningsforskelle:

      Det “radikalt konstruktivistiske hhv. biologiske paradigme” i forlængelse af Maturana og Varela opererer med begreber som ’lukket system’ og ’autopoiese’. For at bevise erkendelsens grænseløse relativitet anvendes symbolet ’frøens øje’. Helt modsat stiller det ’socialt konstruktionistiske paradigme’ med tilknytning til Kenneth Gergen sig, idet det betragter meninger, tanker og følelser gennem interaktion, sprog, familie og kultur som formidlede hhv. ’opfundne’.

      Hvilket paradigme familieterapien vælger som sit grundlag, har enorme konsekvenser for familien selv og for familiens status i samfundet. Niklas Luhmann tilslutter sig det ’radikalt konstruktivistiske paradigme’, hvis konsekvens er en videre lukning af familien. Den ’social-konstruktionistiske’ tilgang i familieterapi, som også kaldes ’narrative therapy’, tilbyder til forskel herfra muligheden for familiens åbning udadtil og for rekonstruktion af de sociale forudsætninger og kontekster i de indrefamiliære erfaringer og lidelser.

      Lynn Hoffman (1990) har indgående beskrevet og belyst den sproglige forvirring, som er forbundet med begribelsen af ’konstruktion’ i den postmoderne tænkning. Hvordan det er muligt at åbne spektret af familieterapeutiske muligheder i socialkonstruktionistisk henseende og derved gøre den kompatibel med socialvidenskabelig tænkning, har Carmel Flaskas (2002) demonstreret.

      I den “narrative familieterapi” er det ønskeligt og muligt både at afdække, belyse og muligvis forandre “historierne” (the narratives) om de private relationserfaringer såvel som de ’brændemærkede’ positioner fra ’familieretorikken’ og ’myterne’ om ægteskab og separation (jf. Hetherington & Kelly 2002).

      Kernefamilien taber terræn: “funktionstømning” af kernefamilien?

      Alle disse tilgange bringer det klassiske bidrag hos Talcott Parsons og Robert Bales (1955) i erindring. Parsons nåede i sine strukturfunktionalistiske analyser frem til en bestemmelse af den moderne familie som “isoleret kernefamilie”. Da familiens rolle i produktionen faldt, overgik den til at blive en mere specialiseret institution, der i stigende grad sigtede mod at bidrage til de psykologiske behov hos sine medlemmer, socialisere børnene og stabilisere de voksnes personlighed. I analysen står den “primære socialisering” i forgrunden som en fremtrædende funktion; denne er alene forbeholdt familien og udgør dermed udgangspunktet for den sociale integration af den nye generation og samfundets overlevelse. Ottosen (1998: 127) sammenfatter prægnant Parsons således: “For at individerne kan integreres i samfundet, har familien en afgørende og basal funktion som den socialisations’fabric’, der producerer menneskelig personlighed” (Ottosen 1998: 127):

      I kernefamilien stifter barnet for første gang bekendtskab med de såkaldte AGIL-enheder, som ifølge Parsons udgør alle samfundsmæssige systemers vævemønster; deri indvæves “tilpasning”, “målorientering”, “gruppesammenhold” og “motivation” (se Christoffersen 1998: 26ff.).

      Derudover “får barnet i følge Parsons kendskab til den basale rollestruktur i kernefamilien. Parsons skelner her mellem to dimensioner: (1) magt-dimensionen og (2) dimensionen ekspressiv-instrumentalistisk. Barnet i familien lærer at skelne de overordnede og underordnede (hhv. forældre og børn). Endvidere bliver barnet bekendt med forskellen mellem instrumentel og ekspressiv (hhv. far og mor). Faderens (og sønnens) rolle er – stadig ifølge Parsons – relativt mere instrumentel sammenlignet med moderen (og datteren).” (Christoffersen 1998: 119).

      Parsons har leveret en relativt præcis beskrivelse af situationen i mellemlagsfamilierne i 1950’ernes USA, men samtidig gjort denne til målestok og “mystificeret” den, således som Bourdieu ville kalde det. Ifølge Dion Sommer (2003: 194) er Parsons og Bales’ familieteori et fremragende eksempel på, at forskningen “ikke blot beskrev og begrebsliggjorde det ‚normale liv’… Men (den) knæsatte samtidig det underforståede syn på det ‚normale liv’”. At Parsons har trukket betydelige veksler på psykoanalytiske teorier, nævnes her blot i en bisætning.

      Hvis man fortsat vil anvende begrebet “funktionstømning” som ledetråd, kan det konstateres, at den til forskel fra den førmoderne “funktionstømte” moderne kernefamilie – især i de nordiske lande – har oplevet en yderligere “funktionstømning”: I sammenhæng med den høje erhvervskvote for kvinder (i Danmark omkring 80%) opholder flertallet af børnene i alderen 0 til 3 år sig flere timer dagligt alle ugens 5 hverdage i daginstitutioner (vuggestuer eller integrerede institutioner), og omsorgen m.v. varetages af professionelle pædagoger og ufaglærte medhjælpere. En væsentlig konsekvens heraf er, at familierne på ingen måde længere – om overhovedet nogensinde – er det eneste sted for den primære socialisering. I den hjemlige fagdiskussion har begrebet “dobbeltsocialisering” (se bl.a. Sommer og Dencik) bidt sig fast; mere præcist burde det som minimum have heddet “dobbelt primærsocialisering”, idet socialiseringen for de ældre alderstrins vedkommende selvfølgelig er “dobbelt” eller “mangedoblet”.

      Hanne Kith Andrés (2000: 130ff.) skelner i en spidsformulering mellem den “private familie” og den “offentlige familie” og konkluderer på linje med Jens Rasmussen (2004), “at i alle livsomverdener, hvor barnet færdes, har de voksne en fælles omsorgsopgave”. Dion Sommer (1999: 32ff.) ser det som en udfordring og en nødvendighed at undersøge, “hvad der indicerer kvalitet i dette relativt nye udviklingsrum, med et særligt øje til, hvad voksen-barn relationen betyder”.

      I denne bog forfølger vi ikke den problemstilling, at der stilles spørgsmålstegn ved i hvilket omfang og hvor dybtgående “dobbeltsocialiseringen” har vundet indpas i bevidsthed og i praksis i samarbejdet og den gensidige orientering mellem forældre og fagfolk.

      Et blik sydpå viser en stor forskel: Går vi fra Portugal over Tyskland, Holland, Italien og Spanien til Østrig, udgør antallet af institutionsindskrevne børn i alderen 0-3 år fra 12% til 3%. Den relativt høje kvote på 10% for Tysklands vedkommende kan i det mindste betragtes som en “sidegevinst” ved den tyske genforening: i 1998 udgjorde antallet af vuggestuepladser i de “gamle” Forbundslande (dvs. den tidligere Tyske Forbundsrepublik) 3,4%, men 34,5% i de “nye” Forbundslande (dvs. det tidligere DDR) (OECD Employment Outlook 2002).

      Begrebet “dobbeltsocialisering” er – så vidt vi ved – ukendt i de pågældende lande. F.eks. Schneewind (1999: 120) går i overensstemmelse med den samfundsmæssige realitet ud fra, at “vigtige læreprocesser sættes i gang gennem de påvirkninger, som den opvoksende generation først og fremmest og sædvanligvis udsættes