barcelona. Aarhus University Press

universitetet, bevægede jeg mig ikke langt væk fra Gràcia. Vi drak kaffe på baren lige nede om hjørnet, købte ind på det lokale marked, læste Henry Miller på Café Salambo om eftermiddagene og så Hal Hartleyfilm i biografen på Carrer de Verdi, hvis repertoire ikke blev synkroniseret til spansk. Jeg droppede samtidig vanen med at tage på Camp Nou og fulgte i stedet FC Barcelonas kampe på stambaren på Plaça de la Virreina, hvor min kæreste så dukkede op og hentede mig, så vi sammen kunne vælge, hvor vi ville spise eller feste den aften.

      Gràcia blev og er stadig mit kvarter, og i en lille gade helt oppe ved Travessera de Dalt, som jeg krydsede, når jeg på solskinsdage gik i Parc Güell for at læse, fandt jeg også en antikvarboghandel. Her var udvalget langt større og mere spændende end i de store boghandler nede i Eixample, så jeg kiggede forbi et par gange om ugen. Det var her, jeg fandt Sinatra, og det var også her, at jeg fandt en slidt paperbackudgave af min anden yndlingsroman om Barcelona, Mercè Roderedas Pigerne med duerne.

      Rodereda var en af efterkrigstidens mest kendte catalanske forfattere. Det meste af sit voksenliv boede hun i Paris, hvortil hun var flygtet efter Den Spanske Borgerkrig, men det er hendes barndoms kvarter, Gràcia, der er genstand for denne fortælling om en stoisk arbejderkvinde, der i 1930’erne gifter sig med den dovne, men kærlige anarkist Quimet. En dagdrømmer, der fodrer duer på sit tag og gør sig forestillinger om at styrte Francos regime.

      Det sidste forsøger han og hans venner endelig at gøre alvor af. Desværre uden held, hvorfor vores heltinde beslutter sig for at slå sine to børn og sig selv ihjel. Mere ville mildt sagt være en skam at røbe her. Pigen med duerne blev en litterær begivenhed, da den udkom på det forbudte sprog catalansk i 1962, og selv om meget har forandret sig siden da, lever bogen stadig. Den kan sikkert læses på flere måder, jeg valgte at gøre det som et studie i seny i rauxa.

      tid til mig selv

      Min kæreste rejste hjem for at læse videre i Aalborg i februar 1996, og derefter flyttede jeg tværs over Gràcia, hvor jeg lejede et værelse i en lejlighed på hjørnet af Carrer de la Providència. De følgende måneder blev jeg hver morgen vækket af gadens stemmer. I princippet kunne jeg sove lige så længe, jeg havde lyst til, men ved nitiden blev det umuligt at ignorere verden udenfor længere. Jeg kørte skodderne lidt op, åbnede vinduet på klem og lagde mig tilbage i sengen og kom langsomt til live, mens lugten af benzinos, skrald og renvaskede fortove blandede sig med støjen af trafik og stemmer og den metalliske skurren fra gitre, der blev hevet op foran barer og butikker. På de gode dage trængte solen igennem det hele med en stærkt pirrende duft af forår, der lokkede mig hurtigt op af sengen og ud i byen for at drikke kaffe og komme i gang.

      Jeg havde for længst droppet kurserne på det universitet, jeg var indskrevet på, og kun i weekenderne kom jeg på de barer, hvor jeg i forvejen kendte folk. Det passede mig fint, og i dag, hvor jeg har fået det hele på afstand og har mulighed for at efterrationalisere, forstår jeg hvorfor: Jeg havde groft sagt været gennem tre vilde måneder med fester efterfulgt af tre måneder med faste rutiner, men jeg havde endnu ikke fået vished om, at jeg var voksen nok til at manøvrere sikkert mellem galskaben og fornuften på én gang. De sidste tre måneder af mit ophold skulle bruges til at lære mig selv at kende.

      For at dagene ikke skulle ligne hinanden gik jeg på museum om onsdagen, hvor det var gratis, og om fredagen rundede jeg ugen ordentlig af ved at trave tværs gennem Eixample og op på Montjuïc. Ved bænkene med udsigt over Middelhavet spiste jeg en bocadillo og drak en cola, mens jeg læste et kapitel i en medbragt bog indtil solnedgang, hvor jeg gik ned til det gamle skibsværft Drassanes og tog en metro hjem.

      Gràcia blev nemlig mit hjem, og når jeg i dag besøger Barcelona, er det her, jeg bor, hvis jeg er alene. Jeg har et fast lille hotel om hjørnet fra Fontana-stationen over for en bar, hvor jeg kan drikke morgenkaffe og lytte til de stemmer og den støj, jeg kender så godt. På en god dag slentrer jeg op i Parc Güell og læser dagens avis, hvorefter jeg nyder eftermiddagsstemningen og en vermouth på en af kvarterets små pladser langt væk fra menneskemylderet på Ramblaen. Om aftenen spiser jeg tapas og drikker øl eller ser måske en fodboldkamp på en af barene på Carrer de Verdi med nogle gamle venner, der som jeg ikke får dårlig samvittighed over at sidde stille i Barcelona.

      Den luksus kan jeg kun tillade mig, når jeg er alene af sted. Er min kone og mine børn med, bor vi ofte på et af de større hoteller nede mod vandet, så børnene kan bade, og er jeg rejst med folk, der ikke har været i Barcelona tidligere, så tager vi sammen de sightseeingture, jeg selv tog de første uger, jeg boede der.

      Vi starter altid på Ramblaen. Her fortæller jeg, hvordan man i det 14. århundrede lavede den lille flod, der forbandt havnen med byen, om til den vej, der i dag er verdens mest berømte strøg. Vi besøger også byparken, Parc de la Ciutadella, der blev anlagt i forbindelse med Verdensudstillingen i 1888, og Mercat de la Boqueria samt selvfølgelig Sagrada Família, hvor vi af guiden får at vide, at dens arkitekt, Antoni Gaudí, blev kørt ned en morgen i 1926 på vej til arbejde et par gader væk. Vi lader os føre rundt i Barri Gòtics små gader og trange gyder omkring Catedral La Seu, og indimellem, på Carrer de Montsió, finder vi beværtningen Els Quatre Gats, der fik sit navn efter fire kunstnere, der her mødtes med blandt andre den unge Picasso og gav næring til den catalanske afstikker af art noveau, el modernisme.

      Har mine gæster kun lyst til at besøge et enkelt museum, vælger jeg Museu Picasso, fordi det er stemningsfuldt og ligger tæt på Santa Maria del Mar-kirken og El Born-kvarteret, der efter sin ansigtsløftning byder på gode spisesteder, smukke gader og mulighed for at shoppe. Men vi ender altid i Gràcia. Børnene, hvis de er med, leger så lidt på legepladsen over for Joanic-stationen, inden vi drikker kaffe på Plaça de Rius i Taulet, hvis høje klokketårn flere gange har ringet til kamp for den catalanske frihed.

      Om aftenen undersøger vi højlydt menuerne på restauranterne i kvarteret. Vi har altid svært ved at vælge, hvor vi vil spise, for tænk, hvis vi gik glip af noget spændende på en af de andre restauranter. Sådan tænker vi, akkurat som alle de andre turister i byen. Det skammer jeg mig ikke over. Turist er vel blot et andet ord for at være nysgerrig, og er du ikke nysgerrig i Barcelona, når du er på besøg, så burde du blive hjemme.

      fornuft i el raval

      Det er lang tid siden, jeg boede i Barcelona, synes jeg, men jeg er på besøg så ofte som muligt, jeg har også været med til at skrive en bog om dens største fodboldhold, og af samme grund bliver jeg ofte bedt om at forholde mig til spørgsmålet om, hvad jeg synes om byen. Hvad gør Barcelona så speciel?

      De første år, efter jeg var flyttet hjem, forsøgte jeg ihærdigt at finde lige nøjagtig de få og præcise ord, der kunne favne atmosfæren, arkitekturen, vejret, maden, kunsten, duftene og alt det andet, jeg elsker ved den catalanske hovedstad. I dag har jeg givet op. Jeg kan ikke sætte nogen formel på Barcelona, men jeg har en historie, jeg indimellem fortæller:

      Den handler om dengang, min far besøgte mig i Barcelona. Det var i marts 1996. Han var på kursus med sit arbejde, og en formiddag mødtes vi på hans hotel lige ved Avinguda Diagonal i Eixample.

      Det skal lige nævnes, at min far flyttede fra min mor, min søster og mig, da jeg var seks år gammel, og det meste af min barndom boede han forskellige steder i verden, hvor min søster og jeg besøgte ham. Nu var det mig, der boede ude i verden, og min tur til at vise ham en fremmed by.

      Det havde jeg glædet mig til, og jeg kan stadig huske ruten, vi fulgte. Vi tog en bus til Passeig de Gràcia, hvor jeg udpegede arkitekterne Lluís Domènechs Casa Lleó-Morera, Josep Puig i Cadalfalchs Casa Amatller og Gaudís Casa Batlló, der troner side om side fra nr. 35 til 43 som tre ypperlige udtryk for nævnte el modernisme. Derefter viste jeg ham Gràcia og Sagrada Família, og så tog vi ned i Barceloneta-kvarteret og spiste fisk på en af de små beværtninger.

      Vi fik rigeligt at drikke undervejs, og allerede på det tidspunkt blev det besluttet at droppe resten af den planlagte sightseeing-tur til fordel for endnu mere at drikke. Vi talte om alt muligt og bevægede os fra Barceloneta forbi den lille knejpe Can Paixano, hvor lokale arbejdere