Athen. Aarhus University Press

selv om de allerfleste af dem er indflyttet fra provinsen, eller fra Lilleasien i 20’erne. Grækerne siger ikke Tyrkiet. Kun hvis de skal på turistrejse dertil. Taler de om deres families fædrene jord, er det altid Lilleasien. Mikrá Asía.

      Går man rundt i Athens gader, sender gadenavnene én billedligt af sted til tidligere græske områder i Tyrkiet eller til oldtidens og Byzans’ berømte grækere eller til nutidens græske områder og personligheder. Man kommer godt rundt i græsk geografi, historie, filosofi og videnskab. Jeg kigger altid på gadenavnene, når jeg kører eller går rundt i Athen. Det giver også rig lejlighed til at træne flytning af trykket, når ordet står i genitiv eller flertal. Navnet kommer i genitiv, fordi der står Odós foran, som betyder gade. Vel at mærke den gamle genitivendelse: odós Archimídous, odós Perikléous, odós Sokrátous, odós Sofokléous, odós Megálou Alexándrou. Er man i Kypsélikvarteret nord for Pedíon tou Áreos-parken, er det øerne: odós Náxou, odós Kefaloniás, odós Mykónou. I kvarteret Nea Smyrni, som selv nu i høj grad huser efterkommere af flygtninge fra Lilleasien og datidens Smyrna, hedder gaderne odós Trapezoúntos, odós Nikomídias eller odós Dardanellíon, og der er nok af landsbynavne at tage af. Navne og steder, der nu er tyrkificerede på den ene eller den anden måde.

      Vigtigst er dog med jævne mellemrum at rette blikket nedad, for der er huller og ujævnheder i fortovet og huller, riller og bobler i asfalten. Så er der de bilister, der ikke stopper for rødt eller skal nå over for gult og speeder op lige inden lyskurven – dem skal man også lige have tjek på ved at se i bakspejlet, så de ikke kører op i én. Eller de nyrige med deres firehjulsdrevne jeeps og den dertil hørende her-kommer-jeg-flyt-jer-attitude. Og så fylder de så meget i bredden, at jeg på min motorcykel ikke kan køre på mine hvide streger.

      Er det så russisk roulette at køre i Athen? Nej, vel er det ej, men det er et spørgsmål om hundrede procents opmærksomhed og gættetaktisk kørsel og koldblodighed. Og man må aldrig, aldrig glemme at se fremad, bagud, til højre og til venstre og ikke mindst nedad. Hele tiden. Kører jeg i for mig nye områder kommer ’nedad’ først, for så kender jeg ikke hullerne og bulerne og de sommetider komplicerede, halvfærdige vejforhold. Men majoriteten kører da ordentligt. Det mindretal, der ikke gør, er imidlertid de farlige. Eller også er de ikke så farlige for os andre, men mest for sig selv, for de gør alt andet end køre bil, når de kører bil. Skændes med konen, vender sig for at se, hvad ungerne laver på bagsædet, taler i mobiltelefon, ja, tale i mobiltelefon, det gør alle, konstant. Så ved man de er i en anden virkelighedssfære. Tro ikke, de har set dig, for de ser uden at se. Eller de er optaget af økonomiske bekymringer, familieintriger, elskerinden eller elskeren, planlægning af strategi i nytte-venskaber, spekulationer om, hvordan man nu skal sno sig i det komplicerede bureaukrati, syge gamle, der skal passes hjemme, syge gamle, der skal passes på hospitalet, for hele familien er indblandet i rollen som sygeplejere. Det er ikke et samfund, der kører på skinner. Få procedurer er de samme fra gang til gang. Hver dag skal der lægges en strategi. Bureaukraterne har magten over din tid; det betyder forsinkelser, urimeligheder, forkerte oplysninger, køer til langt ud på gaden og helt almindelig stress. Der er mange gener, men man må finde en måde at tackle dem på, så de ikke fylder for meget i ens tilværelse. Det er ganske vist: Grækenland og særligt Athen æder sine børn, ligesom Kronos i den græske mytologi.

      Man keder sig med andre ord ikke. Og der er altid emner at samtale om. Overalt, på gaden, på balkoner og verandaer, sidder folk og snakker. Der tales meget og længe og højt om alt, hvad der foregår, også de gode ting, for lige så tit går tingene glat. Som når statsapparatet fungerer, og de ansatte er dygtige og kompetente, hjælpsomme og elskværdige, og der bliver længere og længere mellem de tilfælde, hvor man skal være noget eller kende nogen for at få tingene gennemført og slipper for at løbe spidsrod i de græske korridorer. Medmenneskeligheden, der var så håndgribelig, da jeg først kom hertil, er stadig til stede, trods de enorme folkemængder i den kæmpestore by. På de små cafeer, de såkaldte kafenía, som under alle tider og forhold har været det sted, hvor mændene gik hen og fik de sidste nyheder og tips om arbejde eller ledige boliger, sidder man og spiller brætspil, távli, og får sig en hyggelig snak over en kop græsk kaffe. I de rigtige kafenía kommer der kun mænd. Det er et fristed og et samlingspunkt for dem, ikke mindst for de mænd, der er alene.

      45 år er længe. Inderst inde er jeg dansk, ikke pæredansk, for jeg er halvt svensk. På en måde var det nok godt, at jeg så sjældent har kunnet rejse hjem til Danmark. Jeg blev simpelthen nødt til at tilpasse mig, kunne ikke bare tage pauser fra udfordringerne. For øvrigt kommer man efter mange år i udlandet ’hjem’ til noget, der ikke længere er det samme. Selv om København ikke har ændret sig så meget som Athen, så er det ikke den samme by, jeg forlod i slutningen af 60’erne, og langtfra de samme mennesker.

      Athen er heller ikke den samme by, og athenske dage er aldrig ens. Jeg har været vidne til en rivende udvikling, og dog er byen fundamentalt den samme, eller rettere: byerne, for Athen består af en række vidt forskellige kvarterer, der hver har deres eget lille centrum, kvarterer der stadig i meget høj grad hver især tiltrækker folk fra bestemte dele af landet, med egne lokalpatriotiske foreninger, folkedansegrupper, cafeer og ikke mindst traditionelle kafenía. Der sker altid noget, også sjove og uventede ting, og er man lidt væk fra alfarvej, kommer man nemt i snak med folk, for grækerne vil intet hellere end at fortælle om deres liv og deres land. Lyt gerne til dem. De har ofte ganske anderledes synsvinkler på mange af de ting, der rører sig i tiden.

      pernille borch petersen

      Jeg er cand.mag. i oldgræsk og nordisk sprog og litteratur, og jeg har opholdt mig i Athen i længere og kortere perioder. Min oprindelige interesse for antikkens Grækenland og det græske sprog har udviklet sig til en dyb kærlighed til den moderne græske kultur. Jeg føler mig hjemme og velkommen i byen, og jeg har lært byen og dens indbyggere at kende i en tid, hvor moderlandet har været under voldsomt pres. Jeg har oplevet og levet i konsekvenserne heraf, og disse vil komme til at påvirke Athen mange år fremover. Det til trods vokser kærligheden.

      kontrasterne

      byens mange ansigter

      Athen. Den vestlige civilisations vugge, hjemsted for store tænkere, historikere og statsmænd og en sand arkæologisk perle med en stolt befolkning. Eller økonomisk og politisk kaos, smog, forfaldne bygninger, lukkede butikker og stigende desperation i befolkningen. Kontrasterne er til at få øje på.

      antik og moderne

      Athens historie har budt på lidt af hvert. Påvirkninger fra andre lande, folk, religioner og strømninger har over tid skabt den spændende og kontrastfyldte by, og vi kan i dag takke brandstiftende persere, byggelystne osmannere og nyklassicistiske danskere for det udtryk, Athen har fået, og det indtryk, byen efterlader.

      De fleste af os tænker på Athen som den europæiske civilisations fødested, og vi er vant til at høre om antikken, al dens storhed og den påvirkning, som den oldgræske kultur har haft på europæisk filosofi, politik og litteratur. De færreste tænker dog på, at Grækenland som stat kun er små to hundrede år gammel og derfor på mange måder befinder sig i sine teenageår. Landet kæmper med stadig større udfordringer af såvel politisk som økonomisk art.

      I 1980’erne og 90’erne var byens omdømme ikke det bedste. Bymidten var præget af tæt trafik, forurening og ufærdige og forfaldne bygninger. Men da Den Internationale Olympiske Komité i 1997 vedtog, at De Olympiske Lege i år 2004 skulle afholdes i Legenes moderland, blev planer om store og bekostelige byfornyelser skudt i gang. Legene vendte hjem, og byen måtte tage sig ud fra sin absolut bedste side. Trafikken i bymidten blev reguleret, og der blev indført mange bilfri gader især ved de arkæologiske sites på og omkring Akropolis. Desuden genindførtes Athens sporvognssystem, og byens metro blev udbygget og moderniseret. Det moderne Athen voksede frem i lynfart, og de nye moderne bygninger står nu i skærende kontrast til resterne af den antikke by, der er at finde alle steder.

      Under