Athen. Aarhus University Press

      

      athen

      hanna lassen

      I næsten 45 år har jeg fulgt grækerne fra snærende diktatur til medrivende frihedsrus og gryende håb om social retfærdighed og velfærd – og videre til i dag med bundløs gæld og fortærende uvished om fremtiden. Jeg mødte, da jeg første gang kom hertil i 1967, et stolt, gæstfrit, nøjsomt, tålmodigt folkefærd og har fulgt dets stræben efter social tryghed, bedre uddannelsesmuligheder, politisk frihed og mangfoldighed. Jeg lærte at holde af Athen og – fra første øjeblik og derefter da jeg bosatte mig fast i byen i 1974 – at undgå de mest larmende og kaotiske steder for kun at opdage, når jeg tilfældigt kom forbi de samme steder år senere, at store forbedringer var blevet foretaget i mellemtiden. Gader ensrettet eller lavet om til gågader. Træer og buske plantet. Restaurerede huse, der engang stod som ruiner. Det har været en gennemgribende proces at gå fra sin danskhed til så megen græskhed som overhovedet muligt, men altid har jeg på en eller anden måde følt mig hjemme, og hver gang jeg er drejet om et hjørne og har set Akropolis for enden af en gade eller fra toppen af vores terrasse, når jeg hænger vasketøj op, eller de blå bjerge der omkranser byen, har jeg følt mig privilegeret.

      intro

      vejen til athen

      Jeg skulle ikke være i Athen længere end et år. Det havde jeg sparet sammen til, og det skulle være nok til at få greb om det græske sprogs korrekte udtale, mentaliteten, skik og brug … mente jeg. En bifagseksamen i nygræsk var målet. Derefter hjem til fædrelandet og vælge hovedfag. Og jeg skulle i hvert fald ikke for tæt på de græske mænd. Erfaringer fra rejser i Italien havde sat mig i selvforsvarsposition. I øvrigt kom jeg til landet i selskab med min danske kæreste, som efter kort tid skulle videre østpå.

      Vi havde blaffet ned gennem Europa. Det var i efteråret 1967. Fra Bari i Syditalien tog vi båden til Grækenland. Dæksplads naturligvis, med gitter mellem 3. og 2. klasse og mellem 2. og 1. klasse. Siden hen er gitteret forsvundet, og dækspladspassagerer har nu både brusere, rene toiletter og bar til deres rådighed. Turistbranchen fandt hurtigt ud af, at dagens rygsækturister er morgendagens professorer og bankdirektører, som der engang stod i et arrigt læserbrev i et stort athensk dagblad.

      Ved synet af Epirus’ bjerge i det fjerne blev jeg nærmest andægtig. Det var september, og det var varmt, men de høje blå bjerge med de golde bjergrygge og de svimlende kløfter gjorde et kæmpe indtryk på mig. Vi ankom med båden til Igoumenítsa. I Grækenland havde juntaen hersket siden foråret samme år, og Nordens turister boykottede landet. Godt nok var jeg usikker ved situationen – var det nu også det rigtige at rejse hertil? Burde man ikke holde sig væk? Men jeg skulle studere, og jeg var jo ikke turist, og juntaen var kommet i vejen for mine planer … og nu skulle det være. Desuden havde jeg arbejdet et helt år for at få råd til rejsen, og jeg skulle kun være der i ét år … troede jeg.

      Hvorfor nu studere nygræsk? Venner i Danmark spurgte mig, hvad jeg dog skulle bruge det til. Har de overhovedet nogen litteratur? spurgte de. Leo Hjortsø, som jeg havde i oldgræsk i gymnasiet, var godt inde i det moderne Grækenland og havde skaffet mig og interesserede klassekammerater mulighed for at lære nygræsk en time efter skoletid om fredagen. Jeg blev dybt fascineret af sproget. Og jeg blev dybt fascineret af Iríni Pappás, der spillede Elektra i Michális Kakoyiánnis’ film af samme navn. Den så jeg i København. Det skulle vi, sagde Hjortsø. En græsk tragedie i moderne regi, indspillet på stedet. Det er et led i undervisningen, sagde han. Jeg havde også set et fotografi, der fængslede mig, et billede fra en græsk ø ved navn Mykonos. Huse i blå og grønne farver med søjler i træ bygget helt ud i vandet. Mine yndlingsfarver. Jeg har endnu ikke været på Mykonos!

      Vi skulle bo i Athen nogle dage. Derefter skulle jeg flytte til en græsk familie. Det var ordnet fra Danmark, for min danske kærestes far og den græske familiefar havde siddet i koncentrationslejr sammen under krigen. De var begge ingeniører og var sat til at tegne broer for tyskerne. Danskeren fik en Røde Kors-pakke med mad om ugen, og den delte han med sin græske kollega. Det glemte den græske mand aldrig, og hvert år udvekslede man julekort og påskebreve. Det hele kom så også mig til gode.

      Sådan kom jeg til Póndou-gaden i Athen. Og dér sad så den græske mand, jeg absolut ikke skulle i nærheden af. Ven af sønnen i huset. Alle barrikader faldt. Han var sød, han var anderledes, han spillede guitar, han talte flydende engelsk, så jeg kunne få alle mine spørgsmål besvaret, for mit græske slog kolbøtter, når det skulle ud af munden. To års græskstudier ved Københavns Universitet havde nok givet mig et fundament, men tale havde jeg svært ved.

      Jeg indskrev mig på universitetet. Et kursus i græsk for udenlandske studerende. Der var mange udenlandske studerende, især fra afrikanske og arabiske lande. Vi fik jævnligt kontrolbesøg af en juntamand, der skulle sikre, at det var kancellisproget katharévousa, vi lærte, og ikke dimotikí. Dimotikí, talesproget, det kunne vi lære på gaden, sagde han. Så universitetsprofessoren underviste os så i katharévousa … indtil kontrollen var ude af døren, så slog han over i dimotikí. Der var ingen dansk-græske ordbøger dengang. Man skulle via et andet sprog, når man skulle finde et ord på græsk. Sproget er sit eget, har kun ligheder med oldgræsk, og enkelte låneord fra andre europæiske sprog. Jeg skulle have styr på alle dagligdagens ord for at klare mig, for der var næsten ingen, der kunne engelsk. Kasus-kaos, genitiver, flytning af trykket i genitiv eller pluralis, femininum-ord med maskulinum-endelse, uregelmæssige verber. Og så alle de diminutiv-endelser, man kan sætte på næsten alle ord, og give samtalen en blød vending. Det var noget helt nyt.

      Hjemme hos den græske familie boede jeg i samme værelse som datteren. Alle var søde og omsorgsfulde, men alt var så anderledes. Jeg fik ingen nøgle til hjemmet og skulle være hjemme halv ti hver aften. Jeg blev nærmest kvalt i den intensive græske omfavnende gæstfrihed, hvor man skal sidde igennem alle høflighedsfraser, selv om man egentlig helst bare vil i seng eller drikke en kop te og tale hyggeligt om dagens begivenheder, og om hvordan man skulle gribe diverse besværligheder an. I stedet fik man en velment syndflod af færdigfabrikerede faste sætninger, som oversat går på: Skidt-med-det, Det-går-over, Det-er-bare-en-gang-styrtregn, Det-holder-op, Hvad-skal-vi-gøre-ved-det – og så videre til næste emne.

      Man kunne ikke bare tale om tingene eller fortælle, hvad man havde oplevet. Fortalte jeg f.eks., hvor betaget jeg var af de utroligt farverige gevandter, som de afrikanske prinser, der læste på universitetet, havde på, så fnisede husmor … Der var altid seksuelle undertoner, hvis samtalen drejede sig om noget positivt i forbindelse med mænd.

      Måltiderne var en pine. Der var næsten ikke nogen af de retter, der blev serveret, jeg kunne lide. Jeg havde aldrig smagt oliven, fetaost, vindolmer eller fyldte tomater. Og hvad var nu det: Havde de puttet kanel i kødretten?! I Danmark var der dengang næsten ingen etniske restauranter, og charterrejse til syden var der ikke tale om. Så alt var så nyt. Her lavede Sofia maden, under overinspektion af husets frue. Sofia var pige i huset. Jeg husker, hvor fascineret jeg blev af alle de smukke kvindenavne. Her kan man hedde: Dyd, Kærlighed, Visdom, Liv, Håb (Aretí, Agápi, Sofía, Zoí, Elpída).

      Af Sofia, men også af husets frue, ja, af alle blev jeg nødet igen og igen og anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Det hjalp ikke meget at sige nej tak. Retterne blev lagt på min tallerken, som skik er i Grækenland, og jeg, velopdragen som jeg var, slugte fetastykkerne hele, det samme med oliven og alt det andet. Blev spurgt, om jeg kunne lide den græske mad, og svarede høfligt ja. Jeg tog syv kilo på på et halvt år. Så flyttede jeg. Næste sommer skulle jeg hjem til Danmark. Jeg var nemlig i mellemtiden blevet kæreste med den mand, jeg så den første dag, jeg opholdt mig i Athen, så jeg måtte hjem for at arbejde og samle flere penge sammen for at rejse tilbage til Grækenland. Hvor var jeg dog trist i toget op gennem hele Jugoslavien, for dengang kørte man i tog til Danmark. Det tog to nætter og næsten tre dage. Efter Wien var man i Europa. Jeg mødte græske gæstearbejdere i toget, der havde taget vand med fra landsbyen for at koge bønnerne i Tyskland. Bønnesuppen smagte ikke, som den skulle med det tyske vand, sagde de. Jeg mente nok, det var overdrevet, men det er ganske vist: Der er ingen, der skelner så godt mellem drikkevand fra forskellige kilder som grækerne. På færgen i Puttgarten var det første, jeg gjorde, at gå op i restauranten og købe mig et stort glas kold mælk. Rigtig mælk. Ikke det halvsure komælkssjask, man kunne