Skabende kunstterapi. Aarhus University Press

klippehule, som den bor i.

      Fuglen eksisterede ikke, før Lone skabte den med sine hænder, og dens dans blev skabt af Lones dans med terapeuten. De opstod i Lones sanselige omgang med ler og bevægelser. Fuglen blev en del af Lones verden, som fulgte hende gennem terapien. Den kunne næppe være talt frem, så præcist og mangetydigt som den flaksede rundt i rummet. Og fuglens dans talte til de døvede sanser, satte noget i gang, som ikke var der på forhånd, og som hverken Lone eller terapeuten kunne have tænkt sig til.

      Lone kommer på den måde gennem formgivningen i spil med alle sanser og sættes i gang med at lege med sit udtryk. Sproget bliver her sekundært i forhold til den sanselige eksperimenteren. I den skabende kunstterapi behøver man altså ikke eksplicit at vide, hvad patienten arbejder med. Ofte kommer den sproglige erkendelse i kølvandet på de skabende processer. Som da Lone efter en vellykket terapi kunne reflektere over, hvordan hun havde stækket fuglen i forsøg på at kontrollere en svær familiesituation. På det tidspunkt havde andre væsener hjulpet fuglen i luften.

      Denne bog er blevet til på baggrund af mange års fascination af Lones fugl og en endeløs række af andre skabninger. Da jeg som ung læge introducerede den skabende kunstterapi i psykiatrien, var jeg overrasket over, hvor godt patienterne oplevede, det hjalp dem. På det tidspunkt var jeg ved at afslutte en uddannelse i Expressive Arts Therapy. Jeg søgte forklaringer på den tilsyneladende gode effekt af terapien både i litteraturen og hos mine lærere. Men jeg fandt ingen tilfredsstillende svar. Der var til min store overraskelse kun foretaget meget lidt forskning inden for området. I årene 2004-2008 gennemførte jeg derfor selv et forskningsprojekt med udgangspunkt i et ønske om at forstå, hvordan arbejde med kunst kan påvirke sygdomssymptomerne hos psykiatriske patienter (Teglbjærg, 2009).

      Forskningen åbnede for dybere forståelse af, hvad det er, kunsten gør ved os. Og selvom jeg centrerede projektet omkring skabende billedkunstterapi som behandling af skizofreni, var det en forståelse, som rakte langt ud over kunstterapeutisk behandling af skizofreni. Samtidig tvang projektet mig til at skabe en slags overblik over det kunstterapeutiske landskab og finde en vis systematik i et uoverskueligt felt. Det er dette arbejde, som sammen med mine øvrige kunstterapeutiske erfaringer danner grundlag for den bog, du nu har i hånden.

      Jeg ønsker med bogen at give kommende generationer af skabende kunstterapeuter en forståelse af kunstterapien, som kan være med til både at udvikle praksis og skabe grundlag for yderligere forskning. Samtidig er det mit ønske, at de indsigter, som min forskning har ført med sig, kan være inspiration for mennesker, der arbejder med kunst og æstetiske processer i andre udviklingssammenhænge. Af denne grund har det været vigtigt i arbejdet med at skrive bogen, at alle uden særlige forudsætninger skal kunne læse den.

      Skabende kunstterapi er som tidligere nævnt afgørende forskellig fra analytisk orienteret kunstterapi, hvor det kunstneriske arbejde indgår i en psykologisk kontekst. Analytisk arbejdende kunstterapeuter benytter dog også ofte skabende elementer i terapien, og da denne bogs ærinde blandt andet er at forstå de skabende elementer i alle udviklingsprocesser, vil også analytisk arbejdende kunstterapeuter kunne hente ny viden og inspiration i bogen.

      Der vil gennem kapitlerne blive refereret til alle de kunstneriske modaliteter (musik, poesi, teater, billede osv.), men jeg vil overvejende tage afsæt i billedkunst. Eksemplerne fra billedkunstterapi vil mange steder blive brugt til at perspektivere erfaringer fra andre typer kunstterapi og tilgrænsende områder. Dette gør jeg ud fra en opfattelse af, at de forskellige kunstneriske modaliteter har et fælles udgangspunkt, selvom de taler gennem forskellige sanser. Således synes skabende billedkunstterapi og skabende musikterapi at have mere til fælles i teori og metode end f.eks. analytisk og skabende billedkunstterapi. Det betyder, at mennesker, der arbejder med drama eller musik eller andre medier i terapi og andre udviklingsprocesser, også vil kunne have stort udbytte af læsningen.

      Bogen er delt ind i ni kapitler, som belyser emnet fra forskellige vinkler. Selvom kapitlerne i nogen grad bygger på hinanden, er det også muligt at læse enkelte kapitler uafhængigt, og det er tilsvarende muligt at springe kapitler over, uden at de grundlæggende budskaber bliver tabt.

      Jeg indleder i kapitel 2 med at introducere nogle grundlæggende begreber og gøre mit teoretiske grundlag klart. Jeg nævnte før, at den skabende kunstterapi bygger på fænomenologisk tænkning og tanker om kunst. Dette kapitel vil derfor give en kort introduktion til fænomenologi og til det kunstsyn, som bærer bogen. Her kommer jeg også ind på vigtige begreber i kunstterapi som form, leg og skønhedserfaringer. Som afslutning på kapitel 2 vil jeg med udgangspunkt i forskellige kunstneres tanker om deres kunstneriske aktivitet, analysere det paradoksale forhold mellem kunsten og terapien, som præger den skabende kunstterapi.

      I kapitel 3 kommer jeg ind på det, som nok var de vigtigste resultater af min forskning. Nemlig hvad det egentlig er, der virker i kunstterapien, og hvordan det at skabe kunst kan reducere de psykiske symptomer hos psykiatriske patienter. Det handler blandt andet om, at kunstterapien kan øge menneskers selverfaring og dermed styrke deres relationer til omverdenen, deres identitet og deres handlekraft.

      Kapitel 4 går videre med at vise nogle andre resultater af min forskning, nemlig dem som drejer sig om, hvordan kunsten helt konkret indgår i terapien. Jeg har undersøgt, på hvilke forskellige måder den kunstneriske proces sættes i gang i det kunstterapeutiske værksted, og hvordan de forskellige afsæt får betydning for det terapeutiske udbytte. Omdrejningspunktet er skabelsen af et værk, og kapitlet afsluttes med en beskrivelse af værkets betydning i skabende kunstterapi.

      For at komme tættere på hvordan kunsten kan bruges, og hvad der er potentialerne i de forskellige kunstneriske discipliner, sætter kapitel 5 fokus på, hvordan dans, poesi, musik, billeder og teater kan anvendes terapeutisk. Gennem en række eksempler ønsker jeg her at kunne inspirere kunstterapeuter, kunstnere og andre til at inddrage flere kunstneriske modaliteter i deres arbejde. Netop fordi de forskellige kunstarter taler til sanserne på forskellige måder og stiller forskellige krav, åbner de en vifte af muligheder for forskelligt terapeutisk arbejde. F.eks. kan musik etablere en stærk oplevelse af fællesskab i en gruppe, mens billedprocessen er meget mere privat. Leret taler i høj grad til følesansen og mindre til narrative strukturer, og poesien er god til at skabe forbindelse til sproget, hvor dansen er mere knyttet til kroppen. Kapitlet afsluttes med et afsnit om struktureringen af kunstterapi i grupper.

      “Det kunstterapeutiske landskab” er titlen på bogens kapitel 6. Der er megen usikkerhed og uenighed om, hvad kunstterapi overhovedet er. Forskellige kunstterapeuter lægger vægt på helt forskellige aspekter både teoretisk og i deres praksis. Der er altså tale om en hel vifte af forskellige terapier, som end ikke taler samme sprog. Det er derfor helt afgørende for en videre udforskning af kunstterapi, at der udvikles en mere klar kategorisering af de forskellige slags kunstterapier. Af denne grund har jeg foreslået en logisk adskillelse af de grundlæggende forskellige kunstterapier på baggrund af, hvad de forskellige kunstterapeuter lægger vægt på, og hvordan de forstår kunstterapien. Dette giver samtidig mulighed for at forstå de enkelte kunstterapeutiske retninger i forhold til hinanden og dermed for at åbne en konstruktiv dialog mellem de forskellige skoler.

      I kapitel 7 sættes fokus på forskellige lidelser og tilstande, hvor kunstterapien bliver brugt med gode resultater. Her gives et kort indblik i forskningen inden for de forskellige anvendelsesområder fra kræft og demens til indsatte i fængsler. Gennemgangen af resultater fra litteratursøgninger suppleres af mine egne erfaringer af behandlingen, hvor det er relevant, og kapitlet giver samlet et godt indblik i kunstterapiens status internationalt, ligesom man kan blive overrasket over, hvor bredt det rammer.

      Kunstterapi i den skabende form kan være vanskelig at skelne fra de måder, hvorpå æstetiske processer inddrages i pædagogik, erhvervsliv og forskning. Jeg har derfor fundet det naturligt at berøre disse områder sammen med en præsentation af, hvordan skabende kunstterapiers metode kan udnyttes i coaching og supervision. Disse tilgrænsende områder vil blive behandlet i kapitel 8. Bogen slutter med overvejelser om forsknings- og uddannelsesaspekter i kapitel 9, inden der afrundes og konkluderes i 10. og sidste kapitel.

      Jeg