Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom. Gnudtzmann Albert Theodor

svarede ikke men saa uforstaaende paa ham.

      "Ja, for jeg tror det ikke. Folk, der ikke har læst noget, har i Reglen en meget bedre Forstand end vi andre."

      "Tror De det?"

      "Ja, det kan jeg forsikre Dem. De Mennesker, man kalder dannede – de er det ikke, fordi de har læst og lært noget, men fordi de har faaet Lov at leve i et vist Velvære. De har ikke været nødt til at krympe sig for alle mulige aandsfortærende Hensyn – det er det hele. Men Gudbevares! jeg har naturligvis den største Ærbødighed for den herskende Oplysningsidioti."

      "Ja men den Aften, De var hos os – da sagde De jo netop… "

      "Ja, jeg sagde lige netop det stik modsatte. Jeg priste Oplysningen. Men det var til Hansen-Maagerup. Og overfor ham var det Sandhed."

      "Kan da noget være sandt for Nogle og ikke for Andre?"

      "Ja, det kan det saa udmærket. For et Barn er saa meget Sandhed, som ikke er det for os Voksne. Man maa ikke gaa ud fra sine egne Begreber, naar man taler med Børn; for de taaler i det højeste Sandheden i opspædt Form."

      "Ja men Hansen-Maagerup er da ikke noget Barn."

      "Han er ligesom et Barn. Han tror paa Storken. Forstaar De: en moralsk Stork, en Oplysningsstork osv., der bringer os alt, hvad vi har Brug for, fikst og færdigt. Det kan slet ikke nytte at sige til ham, at Oplysning er noget Bras. Man maa nemlig selv have noget af den for at forstaa, at den ikke er noget værd."

      "Saa kan det da heller ikke nytte, at De siger det til mig."

      "Jo, det kan det godt. For en Dame har altid den Oplysning hun har Brug for."

      "Det forstaar jeg ikke. Men nu maa jeg hjem."

      "Skal De ind ad Alleen?"

      "Ja… "

      "Har De noget imod at følges med mig?"

      "Nej – hvad skulde jeg have imod det?"

      De blev ved at passiare sammen, mens han tog sit Overtøj paa. Anna havde faaet Tungen paa Gled og pludrede løs om, hvad der faldt hende ind. Mest var det nok om Vejret og sligt. Men det var iøvrigt Flyge ganske ligegyldigt. Han stod blot og saa paa hende og lyttede til hendes Stemmes lyse Klang.

      Det var mærkeligt med hendes Ansigt. Naar man saa det i Profil, var det, som blev det et ganske andet. Alt det bløde og barnlige, som ellers prægede det, veg bort, og i Stedet for fik man Øje paa en stærk og fast Linie, der fra Næsens fine Fløje drog sig ned mod Hagen og ligesom pressede sig sammen om Munden. Det var, som bævede der bag den et Spil af haarde og energiske Muskler. Og det faldt Flyge ind, at den Forsagthed, der ellers saa ofte laa næsten lammende over hendes Væsen, den gemte sig mest i de dybe blaa Øjne. Saa snart de ikke saa paa En, saa røbede den sig ikke.

      Han blev ved at iagttage hende, da de lidt efter gik ned ad Gaden sammen. Han havde en Fornemmelse, som om han idag saa hende for første Gang, og hans Sind fyldtes af en lys Opdagerglæde. Denne baade spæde og ranke Skikkelse, der i korte Sæt bares frem paa de smaa, sikre Ben, dette lille Hoved med det lyse Haar, der var strøget op over den ret store Nakke, disse smale, lige Skuldre føjede sig sammen til et Indtryk af Støthed, som han aldrig før havde fundet hos hende. Han syntes, hun saa ud, som gik hun bare og samlede paa Styrke for en skønne Dag at bryde igennem alt det, der nu stængende skød sig mellem hende og Livet.

      Han var med et bleven tavs. Han følte sig greben af en Forlegenhed, der saa ofte paakom ham overfor Kvinder, der vakte hans Behag og som han selv havde ondt ved at forklare sig. Den var som en ulden Dunst, der lagde sig over hans Hjerne og gjorde hans Tanker døde og flove. Hvad maatte hun tro om ham – ham, der ellers havde saa stor Overflod af Ord… ?

      De var drejet om Hjørnet af den Sidevej, hvor han boede, og gik nu ned ad Alleen. Der kom en frisk og munter Blæst bag paa dem. Den tvang ham til at holde paa sin Hat og løsnede en Lok af hendes Haar. Begge to hældede de sig forover og løb nogle Skridt, inden de atter fandt fuld Ligevægt.

      Den løsrevne Haarlok flagrede lystigt i Vinden som en lang, smidig Vimpel. Og der undslap Anna et lille, leende og forskrækket Udbrud.

      "Det er en ordentlig Blæst!" sagde han. Noget maatte han jo sige.

      "Aa, Herrerne kan da sagtens," svarede Anna og saa paa ham.

      Hendes Blik bar ham over Forlegenheden.

      "Kan vi sagtens?" sagde han. "Vi bliver jo simpelthen latterlige i Blæst. Man gaar og holder paa sin Hat, saa det ser ud, som om man holdt paa sit eget Hoved. Eller man holder ikke paa den, men lader den blæse af. Saa løber man efter den, mens Haaret rejser sig som Marehalmstotter paa Ens Hoved – eller man fremviser sin skaldede Isse, der skinner som en blank Skilling – og man skridter ud, pustende og stønnende, mens Hatten danser afsted i Snavset… Nej, man er latterlig, hvordan man saa vender og drejer det."

      Hun lo. "Det har jeg saamænd aldrig tænkt over," sagde hun. "Jeg synes bare, det er Synd for Herrerne. Og saa giver jeg mig somme Tider ogsaa til at løbe efter Hatten. Det var da en Skam andet end at hjælpe dem, hvis man kan – og saa løber vi om Kap – alle tre – ja, for Hatten løber jo ogsaa… Men det er maaske ikke passende… Forleden Dag var der en Herre, der begyndte at spørge mig ud."

      "Spurgte han Dem ud?"

      "Ja – men han spurgte for Resten blot, hvor jeg boede. Det var en ældre En – naturligvis. Ellers havde jeg vist heller ikke løbet efter Hatten. For han var meget nærmere ved den selv."

      "Sagde De ham saa det?"

      "Hvilket?"

      "Hvor De boede."

      "Jeg sagde bare, at jeg boede i Rosenvænget. Mere syntes jeg ikke kom ham ved. Det var kedeligt, at det ikke var paa Kristianshavn, sagde han bare. Hvad tror De i Grunden, han mente med det?"

      "Han skulde vel den Vej."

      "Tror De? Aa ja. Han var nu ældre."

      … Der var kun faa Mennesker i Alleen. Mest gamle Folk, der stred sig frem mod Blæsten. Undertiden tvang den dem næsten til at staa stille.

      "Jeg gaar og tænker paa," sagde Anna videre, "hvor det i Grunden er underligt at leve."

      "Aa ja – mere underligt end egentlig behageligt."

      "Behageligheden er jo forskellig. Men det er underligt, at man saa tidt ikke kan gøre Folk Tjenester, fordi de vilde blive fornærmede, hvis man prøvede paa det. Jeg saa forleden Dag en Herre i en Sporvogn. Det var en meget pæn Herre, men han havde saadan en frygtelig Vorte paa Kinden. Jeg ved godt, hvordan man kan blive af med saadan en, og jeg kunde jo altsaa godt have sagt det til ham. Men havde jeg gjort det, saa var han naturligvis bare bleven vred."

      "Det var han rimeligvis."

      "Ja men det er jo netop det underlige. Hvis jeg nu havde været hans Søster, saa vilde der ikke være noget i det. Men hvorfor skal man absolut kende hinanden i Forvejen for at gøre hinanden Nytte? Der er nu det med Hattene – De synes maaske ikke en Gang, at det er rigtigt?"

      "Jeg tror helst, De skulde lade være."

      "Ja, det er ogsaa rædsomt med mig. Hjemme der passer jeg virkelig saa nøje paa, at jeg ikke gør noget galt. Men saa snart jeg kommer udenfor en Dør, saa synes jeg, det er saa ligegyldigt, hvordan jeg er. For der er dog aldrig Nogen, der kender mig."

      "Saa skulde De se at komme lidt mere ud."

      "Mo'er synes ikke om det."

      "Har De forsøgt?"

      "Nej – men jeg ved det jo."

      "Ved De hvad, Frøken Herding" – han standsede et Øjeblik og slog Dupskoen af Stokken mod Stenbroen – "var jeg i Deres Sted, saa gjorde jeg sandt for Dyden Oprør."

      Hun blev ved at gaa men bøjede Hovedet, som om hun overvejede denne Mulighed.

      "Nej," sagde hun saa, "det gør jeg nu ikke. For det er Synd for Mo'er."

      "Mener De det?"

      "Ja, det ved jeg, det vilde være. Hun vilde ikke kunne forstaa det. Og hun er jo saa sikker paa, at saadan som det er, saadan er det det bedste