Nihilisme og emancipation. Gianni Vattimo

“svækket” begivenhed, der ikke gør væren nærværende, men som tværtimod erindrer den i dens fravær: “Der er ingen tvivl om, at tænkningen – i betydningen filosofisk tænkning, værenstænkning – når værens og sandhedens træk således er blevet gentænkt i svage termer, ikke længere vil kunne gøre krav på den suveræne plads, som metafysikken har tildelt den – for det meste med en ideologisk bagtanke – i forhold til politikken og den sociale praksis”.⁹

      Lad os imidlertid forlade artiklen “Dialektik, forskel og svag tænkning” for i stedet at vende os imod Vattimos mellemværende med hermeneutikken, idet vi dog samtidig forsøger at fastholde de hermeneutiske indsigter eller pointer i ovennævnte tekst (og idet vi senere vender tilbage til det sidst anførte citat). Det skulle således gerne stå klart allerede på nuværende tidspunkt, at en tænkning, der på en radikal måde ønsker at tage historiciteten på sig, ikke blot må arve centrale indsigter hos Heidegger, men også nødvendigvis må forstå sig selv som en hermeneutisk position, foruden som en efterfølger til Nietzsches filosofi. Allerede i værket Forskellens vovestykker fra 1980 forsøger Vattimo fremdeles at udgrunde, hvad det vil sige at filosofere efter Nietzsche og Heidegger, og allerede her peges der både på nihilismen og metafysikkens destruktion som den afgørende arv fra deres respektive udgaver af hermeneutikken.¹⁰ Det er altså i denne sammenhæng vigtigt at pointere, at der hos Vattimo (ligesom hos Nietzsche og Heidegger) ikke primært er tale om en tekstrelateret, men snarere om en “samtidsdiagnostisk” hermeneutik, der tager udgangspunkt i det, som Vattimo med en bred formulering kalder for den “nuværende situation” eller med den sene Foucault for “aktualitetens ontologi”.

      Mere præcist er det sammenkoblingen af to aspekter, der også kommer til at indtage helt centrale positioner i hans egen samfunds- og samtidsbeskrivelse (mere herom senere), som Vattimo arver fra Nietzsche og Heidegger: 1) diagnosen af nihilismen som Vestens skæbne og 2) en åben hermeneutik, i kraft af hvilken det bliver muligt at komme hinsides nihilismen: Det, som Nietzsche kalder for nihilismen, går nemlig – i Vattimos udlægning og som allerede anført – igen hos Heidegger i form af metafysikkens destruktion, mens omvendt Nietzsches tanker om overmennesket bliver mere forståelige, hævder Vattimo, hvis man ser dem i lyset af Heideggers begreb om Verwindung.¹¹ Sagt på anden vis læser Vattimo Nietzsche i lyset af Heidegger og Heidegger i lyset af Nietzsche, idet han bevidst stryger Heideggers egen læsning af Nietzsche imod hårene: hvor Heidegger ser Nietzsche som den sidste metafysiker eller som kulminationen på metafysikken, der ser Vattimo omvendt Nietzsche som den, der før Heidegger – og særligt i kraft af sine tanker om overmennesket – signalerer en overskridelse, forvindelse eller Verwindung af den metafysik, der nødvendigvis må slå om i eller give sig til kende som nihilisme.

      Med Nietzsches udstedelse af Guds dødsattest og registrering af nihilismens fuldendelse lukkes horisonten således for enhver form for metafysik, der måtte insistere på at have fast grund under fødderne, idet metafysikken “afsløres” som en fortolkning blandt andre fortolkninger. Men samtidig kendetegnes Vattimos filosofi, som anført, af en helt afgørende omvending eller “genåbning” af horisonten, i kraft af hvilken tænkningen holder en sprække åben imod væren i dennes fravær: også den fortolkning, som siger, at alt er fortolkning, er nemlig blot selv en fortolkning. Og det er altså denne genåbning af horisonten, der gør, at hermeneutikkens nihilistiske kaldelse samtidig kan siges at udgøre etikkens mulighed hos Vattimo: en immanensens etik, der har taget afsked med ethvert transcendent eller metafysisk fundament, og som derfor tænker sig selv og forholdet til den anden som et radikalt gensidigt og historisk forhold. Eller med Vattimos udtryk i artiklen Kommunikationens eller fortolkningens etik: “Hermeneutikken erkender sin nihilistiske skæbne og giver anledning til en etik, der som sit grundlag finder en reduktionens og aflastningens ontologi eller, om man vil, en forsvindingens ontologi”.¹²

      Skematisk fremstillet vil jeg i forlængelse af det ovenstående argumentere for, at Vattimos svage tænkning, forstået som en hermeneutisk position, immanent bygger på de tre følgende teser, hvoraf de to første er “konstaterende”, mens den sidste har form af et åbent spørgsmål: 1) Alt er fortolkning. 2) Også dette er en fortolkning. 3) Hvad betyder det?¹³

      Ad 1): At alt er fortolkning vil sige, at man med hermeneutikken erkender, at fortolkningen i den moderne verden er blevet en slags fællessprog eller “koiné” (det græske ord for det, der er alment, fælles), idet konflikten imellem fortolkningerne her bryder ud i lys lue.¹⁴ Det gælder imidlertid ikke om at afvise konflikten, hvilket ikke lader sig gøre, men derimod om at tage den på sig som en skæbne eller tilskikkelse, idet man accepterer en – langtfra altid fredelig – sameksistens af mangfoldige kulturelle, politiske, videnskabelige og filosofiske perspektiver.

      Ad 2): I Nietzsches konstatering af, at vi med videnskabens udfordring af de “gamle” sandhedsideologier, af metafysiske positioner såsom kristendommen, ikke har erstattet disse med en mere sand verden, men derimod med bortskaffelsen af den “sande” verden også har afskaffet den tilsyneladende, registrerer Vattimo imidlertid en ironisk bekræftelse af, at man ikke kan gøre holdt ved relativismen eller ved konflikten imellem fortolkningerne.¹⁵ At erklære relativismens eller videnskabens udsagn om verden for den endelige sandhed ville nemlig igen være ensbetydende med at indtage en metafysisk privilegeret eller afsikret position. Derimod må man efter Vattimos opfattelse tage hermeneutikkens (med historiciteten givne) sandhedsvilkår på sig, idet også tesen om, at alt er fortolkning, erkendes som en historisk betinget fortolkning blandt andre fortolkninger.

      Ad 3): Hvad denne ironiske bekræftelse eller omvending af perspektivet indebærer for tænkningen af metafysikkens forvindelse, og det vil i sidste ende også sige for forståelsen af det moderne og af etikken, politikken og retten, samt – og ikke mindst – for gentænkningen af kristendommen, er nøjagtig det, som Vattimo på forskellig måde, dvs. siden den svage tænknings formulering i 1980’erne, gradvist har forsøgt at tilnærme sig og udfolde i en række forskellige værker.

      Men hvad medfører den svage ontologi, og dermed tænkningens indoptagelse af svækkelsen, så for eksempel for Vattimos analyse af det, han omtaler som den moderne eller sen-moderne verden? Man kan her passende, i et forsøg på at besvare dette spørgsmål, tage udgangspunkt i hans udlægning af teknologiens betydning og funktion som et afgørende genstandsfelt eller interesseområde for en post-moderne filosofi (idet vi om lidt vender tilbage til selve begreberne om det (sen)moderne). Ifølge Vattimo er det fremdeles, med Webers udtryk, frygten for en “total organisation af samfundet”, der fører til, at man inden for det tyvende århundredes filosofi kan iagttage en generel “hældning” over imod sociologien. Ikke sådan at forstå, at de sociale rationaliseringsprocesser, der begynder at gribe om sig i de første årtier af det 20. århundrede, er et direkte resultat af teknikkens fremmarch, men i den forstand, at teknikken – f.eks. den industrielle masseproduktion – har “ånd” til fælles med disse sociale “mekanismer”: Teknikken, bredt forstået som både sociale og industrielle “teknikker”, har nemlig ført til et progressivt tab af livsmening hos den enkelte, i og med at denne enkelte inden for videnskabens og den medlidende, sociale fornufts perspektiv bliver reduceret til et manipulerbart “objekt”. Ikke desto mindre kan man samtidig, og på trods heraf, argumentere for, at teknologiens funktion ikke blot per definition er “organiserende” (og dermed fører til ren og skær “værensglemsel”), men at den også indebærer muligheden af en menneskelig emancipation: en påstand, som Vattimo tilmed underbygger igennem en analyse af Heideggers egen opfattelse af teknikken, og hvor han delvist bryder med den negative forståelse heraf, idet han så at sige læser ideen om metafysikkens forvindelse ind i eller op imod Heideggers eget pessimistiske syn på teknikken og den heraf følgende værensglemsel.¹⁶

      I værket Det transparente samfund fra 1989 fremhæver Vattimo i overensstemmelse hermed, og som et konkret eksempel på en operationalisering af denne gentænkning af teknikkens betydning, at det, om ikke før så i hvert fald med de moderne massemedier og herunder ikke mindst tv-mediet, i dag er muligt at anlægge et mere positivt syn på teknologien, end vi f.eks. finder det hos Heidegger. Medialiseringen af samfundet, der har mangfoldig- og synliggjort fortolkningen i dens egenskab af fortolkning, har nemlig ikke som