Lyt til tv. Iben Have

tion>

      

      Iben Have

      LYT TIL TV

      Underlægningsmusik i danske tv-dokumentarer

      TIL KAREN & KNUD HAVE

      1. INDLEDNING

      Bogen her handler om noget af den musik, vi sjældent bemærker, selvom mange af os lægger ører til den flere timer dagligt: underlægningsmusikken. En stor del af tv’s sendeflade er ledsaget af underlægningsmusik, men den får kun ringe opmærksomhed fra tv-seeren såvel som medieforskningen. Vores audiovisuelle medieforbrug taget i betragtning er de fleste mennesker yderst kompetente lyttere, hvad angår forståelsen af underlægningsmusik i film og tv, men vi er sjældent reflekterede omkring denne kompetence. Den mest udbredte opfattelse er, at underlægningsmusikkens funktion er at skabe eller understøtte følelser og stemninger i den audiovisuelle kontekst. Men hvordan og hvorfor gør den det, og hører den overhovedet hjemme i dokumentar-tv? Det er nogle af de spørgsmål, der vil blive taget op i bogen, hvis analytiske materiale er 37 dokumentarudsendelser sendt første gang på DR-dokumentar eller TV 2 dok. i år 2000. I disse udsendelser bliver underlægningsmusik brugt i formidlingen af problemstillinger og begivenheder i verden omkring os, og er dermed måske også med til at forme vores opfattelse af og indstilling til denne verden. Selvom de fleste ved, at musik påvirker vores oplevelse af en film eller et tv-program, er den måde, vi taler om det på, yderst unuanceret. En grundlæggende intention med denne bog er derfor via teoretisk og analytisk arbejde at undersøge og sætte begreber på nogle af de erkendelses- og følelsesmæssige (kognitive og emotionelle) strukturer bag vores intuitive oplevelse og forståelse af underlægningsmusik. Jeg ønsker at gøre opmærksom på musik som kommunikativt virkemiddel i tv og samtidig præsentere nogle redskaber og analytiske bud, der gør det muligt at forholde sig til, hvad og hvordan der kommunikeres. Begrebet underlægningsmusik bliver bogen igennem forstået meget bredt som lydlig iscenesættelse, som komponeret, non-diegetisk lyd, dvs. lyd, der er “lagt på”, og som ikke udspringer af eller kobles direkte til udsendelsens fysiske konkrete rum. Det inkluderer således også diverse lydeffekter men ikke real-lyde – heller ikke selvom de måtte være “lagt på” i redigeringsfasen.

      Jeg vil sætte spørgsmålstegn ved opfattelsen af musik som et fiktionsvirkemiddel og rykke fokus væk fra producenternes eventuelle (bag)tanker med musikken og hen til, hvad den betyder for oplevelsen af den audiovisuelle helhed. Jeg oplever som udgangspunkt ikke musikken i dokumentarudsendelser som undergravende i forhold til virkelighedsoplevelsen, tværtimod er det en af bogens teser, at musikken også kan forstærke oplevelsen af noget virkeligt. En stor del af bogens teoretiske overvejelser vil imidlertid række ud over tv-mediet og dokumentargenren og gælde musik, der indgår i “multimediale” helheder generelt – dvs. foruden film og tv også computerspil og internetsider samt andre sammensatte udtryk som f.eks. sange med en tekst, opera, ballet osv.

      Som et “multimedium” kommunikerer tv via en eller anden form for sansemæssig (perceptuel) udveksling eller interaktion mellem de forskellige udtrykselementer i mediet. Denne interaktion er selve definitionen af begrebet multimedie. Mening eller betydning bliver dermed ikke noget, underlægningsmusikken har, men noget den skaber i samspil med de øvrige udtryk. Og det centrale spørgsmål er så, hvordan den gør det. Det er således ikke musikken som “tekst”, men receptionen af den i en given kontekst, der er centrum for bogens undersøgelser. Når der i bogen tales om f.eks. musikkens betydning, skal musik således forstås som perciperet musik.

      Betydningens emergens eller udtryk bringer analytikeren i et dilemma i balancen mellem, hvordan man oplever musikken i et audiovisuelt udtryk og reduktionen af denne oplevelse i en analytisk beskrivelse. Samtidig med at man må fokusere på den oplevede interaktion mellem mediets mange forskellige udtryk, må man analytisk prøve at forenkle relationen imellem dem ved at se på de forskellige udtryks forhold til hinanden. Dette dilemma er også et vilkår for den analytiske praksis i denne bog, der undersøger betydningens emergens i flere forskellige relationer: 1) relationen mellem virkeligheden og den audiovisuelle fremstilling af den; 2) relationen mellem musikkens toner, rytmer og klange; 3) relationen mellem musik og den øvrige audiovisuelle kontekst og 4) relationen mellem musikkens strukturer og følelsernes strukturer. Hvad angår den anden relation, fortæller den russiske filminstruktør og filmteoretiker Sergej Eisenstein i en beskrivelse af Prokofijevs musik til en af scenerne i Eisensteins egen film, Ivan den Grusomme (1958) om, hvordan samspillet mellem de forskellige instrumenter bidrager til oplevelsen af vand: “… together they recreated, not copied; they brought to life, rather than imitating life” (Eisenstein 1974, 161). Citatet handler om klange og toner, men tematiserer også den ikke-repræsentationelle vitalitet, som musikken kan tilføre et audiovisuelt udtryk, hvilket er et af hovedargumenterne bag min påstand om, at musikken kan forstærke virkelighedsoplevelsen i tv.

      Det er både mere og mindre kompliceret at arbejde med musikalsk betydning i fortællende audiovisuelle medier som film og tv, end hvis man undersøger musikken isoleret. Sværere, fordi der er flere betydningsniveauer (billeder, kameraføring, tale, lyd, musik osv.), der spiller sammen, nemmere, fordi musikken kommer til at handle om noget. Jeg arbejder ud fra en formodning om, at musikkens betydningsgenererende potentialer er mere tydelige i et sammensat medium, eftersom de kombinerede former eller modaliteter forøger den betydningsmæssige fremtræden og reducerer flertydigheden i musikken. Ved at undersøge musikkens betydningsgenerering i den audiovisuelle kontekst bliver det dermed lettere at beskæftige sig med de mindre tilgængelige områder af den musikalske oplevelse som følelser og betydning. Der er i dag – takket være den teknologiske udvikling af audiovisuel kommunikation – et behov for at udvikle forståelsen af den audiovisuelle perception, betydningsdannelse og indlæring, og jeg håber med bogen at kunne bidrage til denne udvikling.

      Bogens tværfaglige karakter

      “Hvorfor arbejde med musik i journalistiske dokumentarudsendelser, når der slet ikke er musik i disse udsendelser?” eller “Hvordan arbejde musikvidenskabeligt med tv-musik, når man vel næppe kan kalde det musik?”. Det første spørgsmål blev rejst af en medieforsker, og det andet er en reaktion, jeg er stødt på et par gange i musikvidenskabelige kredse. Hvad angår den sidste udtalelse, kan holdningen bekræftes ved et opslag i musikvidenskabens opslagsværk par excellence, The New Grove Dictionary of Music and Musicians i 29 bind, som beskriver sig selv som “universally acknowledged as the unsurpassed authority on all aspects of music”. Et opslag under Television begynder med en indledende oversigt, hvor man efter flere spalter om pure music (hvilket henviser til koncertoptagelser vist på tv) i de sidste 20 linjer får beskrevet incidental music (ledsagemusik) som, på trods af den sparsomme plads denne musik levnes, dog beskrives som “the most extensive use of music in television”. I normative vendinger, der er svære at forene med et opslagsværk fra 2001, står der videre i de sidste linjer om denne musik:

      … in an age when, in general, silence seems abhorrent and music of a sort has become increasingly inescapable everywhere, television programmes – nature programmes, travelogues and features of all kinds, even some plays – have practically incessant music foisted on them, regardless of the fact that it often obscures the narration or dialogue. Much as this relegation of music to aural wallpaper may be deplored, the practice now seems ingrained; producers could, however, set an example by reversing the trend and helping to restore to music something of its true value.

      (Salters, The New Grove Dictionary of Music and Musicians, 2001, 233-234)

      Citatet viser, at man inden for den traditionelle musikvidenskab vurderer underlægningsmusikken på tv ud fra nogle helt forkerte præmisser ved at overføre værdierne omkring den autonome “true music” til tv-musikken og netop ikke tager højde for, at der er tale om en helt anden relation mellem musik og lytter end i forbindelse med den “rene” musikalske oplevelse. Det til trods for, at set i et musikvidenskabeligt perspektiv har studiet af musik i audiovisuelle medier at gøre med fænomenet musik på en historisk set yderst konventionel måde, nemlig musik som akkompagnement. Gennem hele civilisationen har musik ledsaget lyrik, dans, drama og forskellige former for ceremonier. Der hersker en udbredt opfattelse af, at god underlægningsmusik egentlig er bedst uden f.eks.