Hiphop i Skandinavien. Группа авторов

      

      Redigeret af Mads Krogh og

      Birgitte Stougaard Pedersen

      Hiphop i Skandinavien

      Forord

      Ideen til denne bog opstod med symposiet “Det’ flow’s, det’ beats, det’ blær” – nordiske forskere nede med hiphop, der blev afholdt på Aarhus Universitet, Danmark, d. 9. april 2005. Symposiet var resultatet af en række spredte indlæg på konferencer i nordisk regi, der indikerede et tiltagende forskningsfelt.

      I forlængelse heraf dannedes et netværk af forskere fra Norge, Sverige og Danmark med forskellige faglige interesser for hiphop. Denne bog er det foreløbige resultat af dette netværks arbejde. Vi har som redaktører trukket på en stor indsats fra de øvrige bidragydere. Uden den var bogen ikke blevet en realitet.

      Det var den heller ikke uden bevillinger fra flere instanser. Vi vil således gerne takke Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, Danmark; Aarhus Universitets Forskningsfond, Danmark; Norges Forskningsråd og Høgskolen i Hedmark, Norge, for støtte til udgivelsen.

      Århus, juni 2008

      Mads Krogh og Birgitte Stougaard Pedersen

      Hiphop i Skandinavien

      Mads Krogh og Birgitte Stougaard Pedersen

      Dit lort det’ lokalt, mit er internationalt / Globalt flow, jeg’ sur og sir Yo /

      Og sådan har det været siden “Bum Rush The Show” /

      “Jamen skal vi ikke bare være venner” – gu skal vi ej /

      Den synkende skude har lagt til kaj

      (Den danske rapper Jokeren (1996), hjemvendt

      fra L.A., i opgør med den hjemlige scene)

      Denne bog handler om hiphop i Skandinavien. Om hvordan rapmusik, hængerøvsmode og håndtegn, graffiti og gadesprog præger dagens ungdoms- og populærkultur i Norge, Sverige og Danmark. Og om de særlige udfordringer og muligheder, som musikken, stilen og attituderne har rejst i en skandinavisk sammenhæng. Fra æstetiske nybrud, sproglig opfindsomhed og opgør med etablerede kunstneriske og kulturelle normer til nye og styrkede billeder af sociale og geografiske udkantsområder. Hverken de skandinaviske velfærdssamfund eller hiphopkulturen står upåvirkede af det møde, som har varet i godt 25 år.

      Hiphop var i udgangspunktet en afroamerikansk kultur, rundet af 1970’ernes New York og centreret omkring udøvelsen af kulturens såkaldte ‘fire elementer’: graffiti, rap, breakdance og dj’ing. Dette afsæt er afgørende for genrens selvforståelse. Det binder vedblivende hiphop til forestillinger om gaden, hvor man ‘battlede’, dvs. konkurrerede, på rim, flows, akrobatiske bevægelser osv. – typisk i sammenstød mellem kvarterets rivaliserende grupper. Målet var status og positioner i gadens hierarki, idet hiphop grundlæggende handler om at vinde respekt fra publikum og ligemænd. Også forestillinger om hiphop som talerør for marginaliserede grupper er fulgt med fra kulturens udgangspunkt. Ikke alene var det afro- og latinamerikanske flertal blandt genrens tidlige udøvere socialt udsatte og økonomisk underbemidlede. Deres liv og levemuligheder i særligt bydelen Bronx var i frit fald som følge af brutale byfornyelsesprojekter, bandekriminalitet, stoffer etc. Hiphop opstod således ifølge kulturens egen mytologi som et kriminalitetspræventivt tiltag på gadeplan – hvor man konkurrerede i stedet for at slås. Og forestillinger om hiphop som et marginaliseret fællesskab i opposition til dominerende samfundsgrupper knytter fortsat kulturen til ideer om ‘livet på randen’ – socialt, etnisk, geografisk og i det urbane rum.

      Mens hiphoppens udgangspunkt bæres videre, er kulturen samtidig i dag både vidt spredt og polariseret i forskellige henseender: For det første er hiphop gennem tre årtier blevet udbredt af globale massemedier og den internationale kulturindustri til et verdenspublikum, samtidig med at genren altid anvendes og fortolkes i bestemte lokaliteter, ligesom lokalpatriotisme hører til kulturens traditionelle dyder. Hiphop udfolder sig derfor i et komplekst krydsfelt mellem globalisering, lokalisering og – for så vidt disse processer pågår sideløbende – glokalisering (Robertson 1995). For det andet er hiphop qua genrens globale massemedierede udbredelse i dag et mainstream-fænomen, samtidig med at forestillinger om hiphop som undergrund eller subkultur som nævnt trives blandt visse grupper af fans og artister. Kulturens mainstreaming er i vid udstrækning sket som følge af rapmusikkens kommercielle succes verden over, en succes, som langt overskygger udbredelsen af kulturens øvrige elementer. Forklaringer på forskellen mellem hiphoppens over- og undergrund har således ofte fremhævet sidstnævntes troskab mod og aktive forhold til de ‘fire elementer’ versus ‘de, som blot lytter til musikken’. Hermed antydes også en tredje polaritet i dagens hiphopkultur, nemlig mellem hiphop forstået som en vifte af æstetiske udtryk med afsmitning langt ind i andre genrer (musikalsk fx pop, rock, RnB) og etablerede kunstsammenhænge (fx gallerier og teatre), og hiphop forstået som en kultur, en livsstil eller ‘livsform’, funderet på konkurrence, livet på gadeplan etc. – en forståelse, som ofte medfører debatter om sociale forhold, identitet og etnicitet.

      Spredningen af dagens hiphopkultur omkring disse polariteter aftegner bogens problemfelt – med en relativ vægtning af hiphop som glokalt fænomen, ligesom vi har valgt at prioritere kulturens musikalske udtryk, dvs. rapmusikken. Samtidig illustrerer polariseringerne, hvorfor hiphop som forskningsfelt kalder på tværvidenskabelige tilgange. Man ser denne tendens internationalt, idet feltet undersøges med inspiration fra antropologien, sociologien, den traditionelle musikvidenskab, litteraturvidenskaben og filosofien. Disse fagområder repræsenteres også i denne bogs behandling af problemfeltet gennem forskellige bidrag fra den endnu ret fåtallige gruppe af forskere, som arbejder med hiphop i en skandinavisk sammenhæng. Vi håber at slå nogle broer over den åbenlyse kløft mellem hiphopkulturens udbredelse og betydning, og den sparsomme akademiske behandling af emnet, ligesom bogen forhåbentlig kan tjene som manifestation af et fremvoksende forskningsfelt, som har savnet en samlet fremstilling, med henblik på et tydeligere og mere nuanceret billede af hiphop i Skandinavien forskningsmæssigt såvel som på den offentlige dagsorden.

      Bogens glokale perspektiv ligger i en vis forstand implicit i den geografiske emneafgrænsning, idet beskrivelsen af hiphop som en lokal applicering af et globalt fænomen byder sig til som den måske mest oplagte forklaringsramme for, hvordan hiphop virker socialt, kulturelt og æstetisk nyskabende og som noget mere eller mindre udfordrende, eksotisk og radikalt i en specifik skandinavisk sammenhæng. I forlængelse heraf er to undersøgelsesområder af særlig vigtighed. Det ene angår identitetsdannelse i relation til hiphopkulturen, det andet angår hiphoppens tilknytning til og fremstilling af bestemte lokaliteter. Begge illustrerer en nær forbindelse mellem tematiseringen af hiphop som glokalt fænomen og spørgsmålene om hiphoppens karakter af subkultur, mainstream-fænomen, kunst og/eller livsstil. Først et par bemærkninger til identitetsdannelsen.

      Hiphopkulturen praktiseres verden over af lokale grupper, som samtidig forstår sig som del af et globalt hiphopfællesskab – undertiden beskrevet som the hip hop nation (Sernhede 2002). Det æstetiske udtryks oprindelse blandt marginaliserede ‘sorte’ i de amerikanske storbyer og en vedvarende fremstilling af genren som ghettoens politiske talerør (eller ‘de sortes CNN’ – se Anne Danielsen s. 209) synes at bane vejen for en tilsvarende brug af hiphop blandt grupper, som føler sig marginaliseret i andre sammenhænge – fx indvandrerunge i de skandinaviske velfærdsamfund. Hiphop optræder i den forstand som en ‘modkultur’, der i nogle tilfælde afstedkommer en eksplicit politisk modstand, i andre tilfælde blot betoner en opposition til det etablerede, pæne, politisk korrekte etc., hvad man måske kan kalde en subkulturel identitet. Samtidig muliggør hiphoppens store udbredelse på dagens populærkulturelle scene imidlertid også en anden og ingenlunde subkulturel identifikation. ‘Poptøser’ og ‘rockdrenge’ kan også høre hiphop og gør det mere end nogensinde. Således er dagens ‘hiphopper’ ikke nødvendigvis én som breaker, rapper eller ‘skriver’ sig vej ud af ghettoen. Selve definitionen af hiphop er på spil i forståelsen af genren som henholdsvis undergrund eller mainstream, og det er oplagt, at også en forståelse af hiphop i relation til sidstnævnte rummer mulighed for identifikation.