Название | Terror og film |
---|---|
Автор произведения | Carsten Bagge Laustsen |
Жанр | Кинематограф, театр |
Серия | |
Издательство | Кинематограф, театр |
Год выпуска | 0 |
isbn | 9788771247329 |
Diskussionen af terrorbekæmpelse fortsættes i kapitel 7, hvor filmen Minority Report behandles. Denne gang er fokus imidlertid rettet mod de såkaldte præventive angreb. Filmen handler om John Anderton, lederen af Precrime, der i et fremtidsscenarie via orakler kan forudsige forbrydelser. I forbindelse med disse forudsigelser kan der imidlertid ske fejl, og filmen tematiserer netop en mulig sådan. Spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt og moralsk forsvarligt at gå ind i en krig baseret på en potentiel trussel eller at anholde folk, fordi de kunne vise sig at være potentielle kriminelle, bliver dermed kapitlets omdrejningspunkt. Hvor langt er vi villige til at gå for at opnå tryghed? Vil vi acceptere det præventives logik, vel vidende at den kan afstedkomme forfærdelige fejl? Begreberne præventiv krig, præventive anholdelser og potentielle forbrydere diskuteres indgående, idet der spørges til, hvordan man sikrer sig, at der er en reel trussel til stede, og til, hvilke problematiske konsekvenser de præventive handlinger kan have.
I kapitel 8 bevæger vi os fra den nationale politik til den internationale. Filmen Independence Day opstiller et scenarie, hvor jorden er ved at blive udslettet af en fremmed magt. Handlingen udspiller sig omkring USA’s reaktion på en invasion fra rummet. Rumvæsnerne rejser fra planet til planet og tømmer dem for ressourcer. Der optræder forskellige “helteskikkelser” i filmen, herunder en selvmordspilot, der redder jorden, og en uduelig og inkompetent præsident, der “træder i karakter” i takt med angrebet. I kapitlet diskuteres, hvorledes en konstant kapitalistisk ekspansion definerer USA’s rolle i den globaliserede verden, og hvorledes USA optræder som et internationalt magtcentrum. I kapitlet analyseres endvidere en særlig netværkslogik, der på den ene side er karakteriseret ved, at magten ikke entydigt lader sig identificere og lokalisere, men på den anden side på paradoksal vis synes at være tilpasset amerikanske visioner og interesser. Amerikanerne synes at have interesser overalt på jorden, men det betyder ikke, at alle deler værdier og kulturel orientering.
Kapitel 9 fokuserer ligeledes på sondringen mellem “os” og “dem”, men denne gang i forhold til de individuelle psykologiske dispositioner, som sondringen lader sig forbinde med. Centralt bliver i denne sammenhæng, hvorledes sondringen mellem “os” og “dem” lader sig koble til sondringen mellem “det kendte” og “det fremmede”. I filmen Alien befinder vi os på et rumskib med en last af værdifulde mineraler. Rumskibet lander utilsigtet på en fremmed planet og infiltreres af et rumvæsen, der slår alle ihjel på nær heltinden, som besejrer monstret til sidst. I kapitlet sættes der fokus på den frygtkultur, som trives på rumskibet og i vores samfund. Ødelægges vores samfund i dag af en frygtkultur, der isolerer, passiviserer og traumatiserer dets individer på samme måde, som fællesskabet om bord på rumskibet slås i stykker? Det diskuteres desuden, hvorvidt begreberne “deterritorialisering” (hvor grænserne for ude=frygt og inde=trygt udviskes) og “dematerialisering” (hvor terroren ses som en trussel uden en bestemt form) kan anvendes i et forsøg på at forklare fremkomsten af førnævnte frygtkultur.
I det følgende kapitel bevæger vi os lidt væk fra reaktionerne på terrorisme til mere at fokusere på, hvordan terrorismen fungerer i et samspil med det eksisterende samfund. Mad City handler om mediernes dækning af et gidseldrama, og den anvendes til at analysere det symbiotiske forhold mellem medier og terrorister. Udbredelsen af moderne kommunikationsmidler har skabt en udvikling, hvor terrorister og journalister gradvist er blevet hinandens gensidige årsag og virkning. Medierne har en interesse i dramatiske historier, der hele tiden udvikler sig, og kan som sådan bidrage til at holde liv i terrorismen snarere end at komme den til livs. Det er endvidere karakteristisk, at medierne i jagten på de gode historier ofte reducerer disses kompleksitet, således at historierne får en form, som medierne mener sælger. Kapitlet behandler også den anden side af ligningen og beskriver, hvorledes terrorister forsøger at tilpasse deres budskaber til mediernes “sprog” for derved at opnå størst mulig effekt.
I antologiens sidste kapitel videreføres fokusset på mediernes iscenesættelser. Der knyttes desuden tråde tilbage til tidligere kapitler omkring overvågning. Filmen The Truman Show tager afsæt i et realityshow, hvor hovedpersonen, uden han selv er bevidst om det, siden sin fødsel er blevet overvåget 24 timer i døgnet. Han opdager gradvist, at han er en del af et show, og man følger herefter, hvorledes de ansvarlige for showet forsøger at disciplinere ham, så han falder tilbage i sin vante rolle. Til sidst lykkes det dog vores hovedperson at slippe væk. I kapitlet tages der hul på en diskussion af fænomenerne “ghettoisering” og “gated communities”, hvor middelklassen forskanser sig i dyre ejerboligområder og sender deres børn i private institutioner. I kapitlet fokuseres desuden på den øgede overvågning, hvilket munder ud i en diskussion af vores samfundsstruktur, hvor bl.a. PET’s beføjelser, tørklædedebatten og terrorpakkerne inddrages. Kapitlets overordnede emne er dermed de sociale konsekvenser, som forskansningen og overvågningen har for vores samfund.
1 Tak for kommentarer til Rasmus Ugilt Holten Jensen og Thor Hvidbak.
2 For en oversigt over spillefilm, som på forskellig vis foregriber hændelserne den 11. september 2001, se Schepelern 2004.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.