Serier. Tore Rye Andersen

de tv-serier, der lige siden har optaget en væsentlig del af den gennemsnitlige kulturforbrugers tid og opmærksomhed. Efter sin fødsel under ydmyge kår i billige pamfletter fra 1600-tallet var serien med sit indtog i vores uundværlige husalter på godt og ondt blevet voksen.

      ARTERNES OVERLEVELSE

      Sådan lyder i grove træk seriernes historie, som Hagedorn fortæller den. Hans artikel har siden udgivelsen i 1988 været en af de mest citerede blandt serieforskere, ikke mindst fordi den ser på seriens udvikling over tid. Der har ellers været – og er stadig – en udbredt tendens hos serieforskere til at beskæftige sig med serier inden for bestemte medier og afgrænsede perioder, eksempelvis Victoriatidens føljetonromaner som Dickens’ The Old Curiosity Shop eller 1980’ernes amerikanske sæbeoperaer som Dallas og Dollars. Hagedorn demonstrerer dog, at det er nødvendigt at folde det historiske perspektiv ud for at forstå seriefortællingernes ophav og udvikling.

      Hagedorns historiske blik gør imidlertid hans fremstilling meget lineær. Dybest set afdækker han en lang historie om mediers drabelige hundeslagsmål mod hinanden, hvor filmføljetoner afløser tegneserier og senere selv bliver nedkæmpet af radioføljetonen, som derpå lider nederlag til tv-serien. Det minder lidt om evolutionsteorien, men hvis vi skal blive i den evolutionære tankegang, så er én arts dominans ikke altid ensbetydende med en andens udryddelse.

      Udkonkurrerede arter finder ofte blot en ny position i et andet hjørne af økosystemet, hvor de kan tilpasse sig nye vilkår og måske siden vende tilbage til dominans igen. Medieforsker Niels Ole Finnemann understreger samtidig, at ældre medier trods nyere mediers dominans fortsat trives.

Internettet er uden tvivl vor tids dominerende medium, men vi læser stadig bøger og lytter stadig til radio, og her lever serieformatet også i bedste velgående.