Kongernes March. Морган Райс

og hans gule tunika var dækket af røde pletter.

      Gareths hjerte sprang et slag over. Firth havde lige dræbt nogen. Men hvem?

      ”Hvem er død?” Krævede Gareth at vide. ”Hvem taler du om?”

      Men Firth var hysterisk og kunne ikke fokusere. Gareth løb hen til ham, greb om hans skuldre og rystede ham. ”Svar mig!” Firth åbnede øjnene og stirrede på ham med vilde og vanvittige øjne.

      ”Din far! Kongen! Han er død! Jeg slog ham ihjel!”

      Med disse ord, følte Gareth en kniv blive dolket dybt ind i sit eget hjerte. Han stirrede tilbage med store øjne. Frosset. Han følte, at hele hans krop blev bedøvet. Han gav slip på Firth, tog et skridt tilbage og forsøgte at få vejret. At dømme ud fra alt blodet, måtte han konkludere at Firth fortalte sandheden. Han kunne ikke forstå det. Firth? Staldknægten? Den af hans venner med det svageste sind. Havde han dræbt kongen?

      ”Men…hvordan er det muligt?” Gispede han. ”Hvornår?”

      ”Det skete i hans kammer,” sagde Firth. ”Lige nu. Jeg dolkede ham.”

      Nyhedernes alvor begyndte langsomt at gå op for Gareth og han samlede sig. Han bemærkede at døren til hans kammer stadig stod åben. Han løb hen og kontrollerede om nogle af vagterne havde set noget, før han smækkede døren i. Heldigvis var korridoren tom. Han lukkede den tunge jernbolt hen over døren, og skyndte sig tilbage til Firth, der stadig var helt ude af den. Gareth måtte berolige ham. Han havde brug for svar. Han greb ham hårdt om skuldrende og slog ham med bagsiden af hånden for at få ham til at stoppe. Endelig fokuserede Firth på ham.

      ”Fortæl mig alt,” beordrede Gareth koldt. ”Fortæl mig nøjagtigt, hvad der skete. Hvorfor gjorde du dette?”

      ”Hvad mener du med hvorfor?” Spurgte Firth forvirret. ”Du ville dræbe ham. Din plan med at forgifte ham virkede ikke. Jeg troede, jeg kunne hjælpe dig. Jeg troede, det var det, du ønskede.” Gareth rystede på hovedet. Han greb fat i Firths skjorte og rystede ham igen og igen.

      ”Hvorfor gjorde du det?!” skreg Gareth. Gareth følte, at hele hans verden smuldrede for øjnene af ham. Han var chokeret over at indse, at han faktisk følte anger for sin far. Han kunne ikke forstå det. For kun få timer siden, havde han ønsket, mere end noget andet, at se ham forgiftet. Død for enden af bordet. Nu var det som at have mistet sin bedste ven. Han var overvældet af anger. En del af ham havde overhovedet ikke ønsket, at han skulle dø – især ikke på denne måde. Ikke slået ihjel af Firth. Og ikke af en klinge. ”Jeg forstår det ikke,” græd Firth. ”For bare få timer siden prøvede du selv at dræbe ham. Din plan med det forgiftede bæger. Jeg troede, du ville være taknemmelig!” Til sin egen overraskelse, rakte Gareth hånden tilbage og slog endnu en gang Firth i ansigtet.

      ”Jeg havde ikke bedt dig om at gøre det her!” Sagde Gareth. ”Jeg har aldrig bedt dig om at gøre dette. Hvorfor dræbte du ham? Se på dig. Du er dækket af blod. Nu er vi begge færdige. Det er kun et spørgsmål om tid, før vagterne fanger os.”

      ”Ingen så mig,” sagde Firth med bønfaldende stemme. ”Jeg sneg mig ind i hans kammer mellem vagtskifte. Ingen opdagede mig.”

      ”Og hvor er våbnet?”

      ”Jeg efterlod det ikke,” sagde Firth stolt. ”Jeg er ikke dum. Jeg skaffede mig af med det.”

      ”Og hvilken kniv brugte du?” Spurgte Gareth, samtidig med hans tanker snurrede med konsekvenser. Han gik fra anger til bekymring. Hans tanker blev ledt til alle detaljer af det spor, som denne tåbe kunne have efterladt. Alle detaljer, der potentielt kunne føre til ham. ”Jeg brugte en, der ikke kan spores,” sagde Firth stolt. ”Det var en kedelig, anonymt dolk. Jeg fandt den i stalden. Der var fire andre ligesom den. Det kan ikke spores,” gentog han.

      Gareth mærkede sit hjerte falde.

      ”Var det en kort kniv med et rødt håndtag og et buet blad? Som hang på væggen ved siden af ​​min hest?”

      Firth nikkede tilbage og så nu tvivlsom ud.

      Gareth brændte indvendigt.

      ”Dit fjols. Selvfølgelig kan den kniv spores!”

      ”Men der var ingen markeringer på det!” Protesterede Firth. Frygten var tydelig i hans skælvende stemme. ”Der er ingen markeringer på bladet – men der er et mærke på skaftet!” Råbte Gareth. ”Under! Du kontrollerede det ikke nøje. Dit fjols.” Gareth trådte frem og var nu rød i hovedet af raseri. ”Min hests emblem er udskåret under den. Enhver, der kender kongefamilien godt, kan spore den kniv tilbage til mig.”

      Han stirrede på Firth, der var helt perpleks. Han havde lyst til at dræbe ham. ”Hvad gjorde du med kniven?” Pressede Gareth. ”Fortæl mig, at du har den på dig. Fortæl mig, at du bragte den med tilbage.”

      Firth sank en klump i halsen.

      ”Jeg bortskaffede den omhyggeligt. Ingen vil nogensinde finde den.”

      Gareth skar en grimasse.

      ”Hvor præcis?”

      ”Jeg kastede den ned i skakten til slottets kamperpotte. De tømmer den hver time i floden. Bare rolig, min herre. Den ligger dybt på bunden af floden nu.”

      Pludselig lød slotsklokkerne. Gareth vendte sig om og løb hen til det åbne vindue mens hans hjerte flød over af panik. Han kiggede ud og så kaos og ophidselse nedenunder. En folkemængde omringede slottet. Disse klokker kunne kun betyde en ting: Firth løj ikke. Han havde slået kongen ihjel. Gareth følte, hans krop blive iskold. Han kunne ikke forstå, at han havde sat i gang så stor ondskab. Og at Firth, af alle mennesker, havde fuldendt det.

      Der lød en pludselig banken på hans dør, og da den brød åben, stormede flere kongelige vagter ind i kammeret. Et øjeblik var Gareth sikker på, at de ville arrestere ham. Men til hans overraskelse stoppede de og stod ret.

      ”Min Herre, din far er blevet dolket. Der kan være en snigmorder på fri fod. Sørg for at forblive i sikkerhed på dit værelse. Han er alvorligt såret.” Håret rejste sig i nakken på Gareth ved de sidste ord.

      ”Såret?” Gentog Gareth. Ordet næsten stak i halsen. ”Er han stadig i live?”

      ”Det er han, min Herre. Og Gud være med ham. Han vil overleve og fortælle os, hvem der har udført denne grusomme handling.”

      Med et lille buk skyndte vagten sig ud af kammeret og smækkede døren i bag sig. Gareth blev overvældet af raseri. Han greb fat i Firths skuldre, trak ham gennem kammeret og kastede ham ind i stenmuren. Firth stirrede tilbage. Forskrækket og målløs.

      ”Hvad har du gjort?” Råbte Gareth. ”Nu er vi begge færdige!”

      ”Men…men…” stammede Firth, ”… jeg var sikker på, at han var død!”

      ”Du er sikker på mange ting,” sagde Gareth, ”og det er alt sammen forkert!”

      En tanke dukkede op i Gareths hoved.

      ”Kniven,” sagde han. ”Vi er nødt til at hente den, før det er for sent.”

      ”Men jeg smed den væk, min Herre,” sagde Firth. ”Den er blevet skyllet væk i floden nu!”

      ”Du kastede den i en kammerpotte. Det betyder ikke, at den har nået floden endnu.”

      ”Men det er meget sandsynligt!” Sagde Firth.

      Gareth kunne ikke længere tåle synet af denne idiot. Han skubbede sig forbi ham og løb ud af døren.

      ”Jeg går med dig. Jeg kan vise dig nøjagtigt, hvor jeg kastede den i,” sagde Firth.

      Gareth stoppede i gangen, vendte sig om og stirrede på Firth. Han var dækket af blod, og Gareth var forbløffet over, at vagterne ikke havde lagt mærke til noget. Det var ren held.

      Firth var en større belastning