Nær syn. Irina Bjørnø

for sit besøg. Men turisterne troede, de købte ægte, indianske smykker. Nå! Pyt med det! Men en ting vidste de ikke: At deres dollars gik til en fælles kasse, som blev brugt til at købe tøj og sko til alle børn i landsbyen. Somme tider samlede indianerne guld fra Amazonfloden. Men dette sket kun, hvis de skulle købe en ny motor til båden eller til at købe benzin. Pengene havde aldrig haft magt over deres liv i junglen, og de drømte ikke om at eje mobiltelefoner eller IPads. Alle nyheder spredte sig hurtigt uden elektronik eller internet.

      Indianerne ventede ikke til pensionsalderen med at leve livet og realisere deres drømme. De levede bare hver dag, som deres forældre og forfædre havde gjort. De levede uden stress, pension, og tidsfornemmelse. De levede med dans, fisk fra floden, jagt, vild honning og sjove historier om slanger og turister. Når nogle var syge, kom shamanen, som boede alene i skoven. Han medbragte den nødvendige naturmedicin og udførte de nødvendige ritualer. Shamanen levede altid alene, og han kendte alle hemmelighederne i Amazonskoven. De hemmeligheder afslørede han aldrig til nogen, selvom «hvide mennesker» flere gange forsøgte at købe hans viden. Amerikanere havde allerede i flere årtier været på jagt efter lægemidler imod kræft og andre sygdomme i Amazonas jungle.

      Shamanen kunne ikke købes for penge eller bestikkelse fra «rige» lande. Han følte sig ikke ansvarlig for hele verden – kun for sin egen indianerstamme. Så han solgt falske oplysninger til dem, eller efterlod «ved et uheld» ubrugelige planter de steder, hvor turisterne kom. Alt var vildledning fra hans side.

      Pepe havde allerede brugt fem timer på at si guldet fra sandet, og i bunden af den gamle metalbalje lå der nu en håndfuld skinnende, tunge guldflager. Pepe var træt, hans fødder var følelsesløse efter de mange timer i vandet. Albert rev nådesløst i hans hår, som tegn til at stoppe og gå hjem. Pepe gik op fra floden, samlede værktøjet i sin rygsæk og lagde det gyldne sand i en plastikpose. Bagefter slettede han omhyggeligt alle spor af sin ophold – ingen skulle vide noget om «guld» – stedet – undtagen indianerne, Pepe og lille Albert. Sammen gik de hjem til sommerfuglegården. Der var ingen veje eller transportmidler i junglen – fødderne var de eneste muligheder her.

      I morgen ville han gå ind til landsbyen, hilse på sin kone og sin søn og sælge guldflagerne. For de penge ville han betale sin gæld for jorden under sin sommerfuglegård. Betalingsfristen var ved udgangen af måneden, men Pepe var ikke bekymret. Han vidste, at junglen altid ville hjælpe ham. Han troede på junglen, som kristne tror på Jesus.

      På tilbagevejen til sommerfuglefarme, plukkede han et par vilde appelsiner og en klase med modne bananer. Han tænkte ikke mere på sin gæld.

      Pepe spiste en beskeden middag, ris og bananer med kokosvand. Lige efter solnedgang gik han i seng: rolig, uden stress og uønskede tanker. Pepe lod vinduet stå åbent i sit lille skur. Han lagde sig på den hårde seng, hvor hans søn var blevet undfanget en regnfuld, tropisk nat. Albert lagde sig ved siden af Pepe. Hans mave var fyldt med bananer og kokosmælk. De sov fredelig sammen og bemærkede ikke nattens tunge luft, som var fyldt med stærke dufte af vild jasmin og giftige, gigantiske trompetblomster. Pepe vidste ikke, at nogle europæere brugte den blomst som rusmiddel, for at opnå en spøgelsesagtige lykke, som de sagde.

      Pepe var for længst faldet i dyb søvn, da det begyndte at regne. Regnen gjorde luften frisk og junglen fyldes med frøernes kvækkende kor. Pepe sov uden drømme med et barnlig udtryk i sit kønne, 50- årlige ansigt, uden det mindste tegn på alderdom og stress. Albert sov lidt uroligt ved siden af.

      Hvis du nogensinde kommer til Amazonas jungle, skulle du besøge Pepe på hans sommerfuglegård. Men du skal ikke fortælle, at du kender sandheden om ham, hans familie og gården. Bare giv ham penge og nyd de eksotiske sommerfugle, junglen, de giftige frøer og Pepes farverige historier. Det er trods alt ham, der har et guddommeligt syn på livet – og ikke de mange, vestlige guruer, der underviser på dyre kurser om lykke. Og netop den følelse har Pepe. Han ER altid lykkelig.

      Skyggens lykke

      Skyggens lykke – Fuglenes sang

      Evigheds krykker – Skæbnens tvang

      Birketræ barken – Sorte på hvid

      Livets fortælling – Skridt efter skridt

      Fem tibetanere – Guds stille bøn

      Sex under busken – Ikke for børn

      Dug over græsset – Svanens farvel

      Duften af æbler – Livets kartel

      De gode immigranter

      Jeg mødte Maria på hotellet. Hun havde et venligt smil, store gråblå øjne og en tyk fletning i nakken. Hun havde et russisk «rrrrrr» i alle de engelske sætninger. Er du russer? Ja! Er du? En almindelig konversation mellem to mennesker fra den samme nation.

      Hun var administrator på et turisthotel i Reykjavik, og vores møde fandt sted midt i januars mørke. Jeg kom til Reykjavik for at fejre min fødselsdag i sneen og i de varme kilder. Hun var kommet til Reykjavik for at skabe et bedre liv og for at finde lykken. Hun kom fra det barske og kolde Sibirien. Klimaet på Island var næsten det samme, men her var vulkaner, gejsere, nordlys og en velorganiseret, tryg tilværelse. De 300.000 mennesker på Island var i stand til organisere sig i et åbent, effektivt og næsten perfekt samfund. Maria var kommet til øen ti år tidligere sammen med sin elskede mand og en lille kuffert. Han havde en god uddannelse som ingeniør i byggebranchen, og hun havde et diplom fra en russisk handelsskole. Begge stammede fra Sibirien – begge var unge og ambitiøse.

      Da nykapitalismen efterhånden fik overtaget i hele Rusland i halvfemserne, besluttede de to at emigrere. Maria fortalte mig, at de begge elskede vinter, frost og sne, så for dem var der kun få lande at rejse til: Canada, Sverige eller Island. De besluttede, at Island var det bedste valg. Og de tog ikke fejl! De købte enkeltbilletter til Finland, og sejlede videre med et forsyningsskib til Island. De havde begge læst de islandske sagaer som børn, og havde siden været forelskede i denne ø med ild og sne.

      De vidste ikke så meget om, hvordan de skulle klare sig der, men emigration er altid et eventyr – og tit et udfordrende eventyr. De var begge i trediverne, og fulde af nysgerrighed og positive forventninger.

      Da skibet kom til Reykjavik, tog de direkte til immigrationspolitiet, hvor de blev mødt med respekt og smil. De var nu indvandrere – immigranter. De lod Rusland bag sig, og kom til deres nye land med åbenhed og entusiasme.

      De blev straks registreret og fik at vide, at deres kvalifikationer var efterspurgte i Island, men de skulle først lære sproget og noget om det islandske samfund. De fik statslån til at betale deres etableringsomkostninger, fik adressen på en billig etværelses lejlighed i udkanten af Reykjavik, og allerede efter en uge var de på universitetets skolebænk igen. Her lærte de begge deres nye sprog og om deres nye samfund. Her fik de deres første indtryk af det kapitalistiske samfund, som var opbygget af de 300.000 flittige mennesker på Island.

      Statslånet var udformet således, at de skulle begynde tilbagebetalingen efter de første to år, i små afdrag og med lav rente – og det gjorde de. Straks efter deres nye uddannelse på universitetet, begyndte de begge at arbejde – Sergej på aluminiumsfabrikken og Maria på et turisthotel. Lønningerne var gode, og snart var de i stand til at leje en toværelses lejlighed midt i Reykjavik, og Sergej kunne købe en brugt bil, så han kunne køre på arbejde. De har endnu ikke børn sammen, men det drømmer de om at få senere.

      Sproget var vanskeligt at lære, men de var flittige til at lytte til radioprogrammer og kigge på børne-tv, hvor udtalen var klar og langsom. I weekenderne kørte de runde på Island og besøgte vulkaner, bjerge og varme kilder. I de lange vintermåneder læste de islandske sagaer og så islandske film på deres nye sprog.

      For Maria åbnede der sig en helt ny verden gennem Gunnar Gunnarssons